Jeg tror på det usædvanligt gennemsnitlige menneske

Og sådan læser jeg ham. De dyder Albæk fremhæver er ældgamle velafprøvede kvaliteter som flid og ærlighed, og med de to ting kan man et langt stykke vej udfordre den gennemsnitlighed, de allerfleste af os har svært ved at undsige sig.

Albæk hævder, at vi har skabt en kultur der forleder mennesket til at definere sig selv på drømme, ambitioner og fantasier. At vi skaber et urealistisk selvbillede, og han underbygger tesen undervejs, og så agerer vi som selvbestaltede undere, der kun kan stille os uforstående, når resten af verden hævder, at virkeligheden er anderledes.

Den ledelsesfilosofi der har gjort hans karriere meget lidt gennemsnitlig er, efter min bedste overbevisning, summen af fornufts-filosofi. Af evnen til at fejle åbenhjertigt, at tro på sig selv – hvis det viser sig man kan og så allervæsentligst; at arbejde –mindst – ligeså hårdt som alle andre, uden at tro man er noget særligt. Af den eller andre grunde.

Jeg læste bogen fordi jeg finder ham fagligt inspirerende. Fordi jeg anerkender hans teser, som medarbejder, menneske og – åbenbart – også som mor.

Og selvom jeg ikke er helt enig med Morten Albæk i hans udsagn om, at barndommen primært bør være forberedelsestid til voksenlivet, så er jeg 100 procent enig i, at vi skal passe på med at opdrage små mennesker, der tror de er så særlige, at de uden blusel blotter et utvivlsomt manglende talent på nationalt tv eller stiller sig selv i udsigt, at alt er muligt. For det er det sjældent, med mindre man er parat til at gøre noget helt usædvanligt for det.

Min søn er – altså – noget særligt. Men mest for mig. Og det er i virkeligheden, tænker jeg, en ret sund erkendelse for os begge to.

Hvis Albæk har ret i, som han hævder i sin bog, at Danmark og danskerne vil blive til stadighed mere udfordret af den virkelige – globale – verden, der uskønt vil kollidere med en ukritisk tro på, at potentialet er størst på præcis vores koordinater, så vil jeg håbe, at vi til den tid, når selverkendelsen kryber ind på os i skikkelse af negativ vækst og manglende evne til at konkurrere på viden, økonomi og engagement, vil anerkende den middelmådighed vi skal stræbe efter at distancere os fra. Det er ikke sikkert vi kan, men vi kan opnå en del i forsøget.
For mit vedkommende vil jeg give min søn frihed til fiasko. Og derved mulighed for succes.

Jeg vil trodse trangen til at fremhæve ordinære dyder som usædvanlige, og så vil jeg bruge gennemsnitligheden som drivkraft.

Jeg tror faktisk på potentialet i det usædvanligt gennemsnitlige menneske.