JEG KENDER EN, SOM SNART SKAL DØ

Det ved hun, at hun skal. Og det kan selv den mest lærde dr.med. ikke længere ændre på. Sært distancerende konstatering: Hvor må det være en surrealistisk situation.

Måske er det ligegyldigt, om man fik læst New York Trilogien, set verdens vidundere eller knust kærligheden. Måske er det ubærligt. Jeg forestiller mig, at man i den situation bliver en temmelig unuanceret udgave af sig selv – og i den forestilling findes der et lille håb om en sær ligegyldighed over for livet. Belejligt. Når det ikke kan være anderledes.

Jeg ville aldrig turde spørge, men jeg tænker på det.

Jeg tænker, at man må ønske, at man var blevet bare et øjeblik længere. At man havde været tro mod kærligheden. Havde sagt fra og til. Rejst til den anden ende af verden – og gidet gøre sig den ulejlighed, at sige tak. Eller nej tak.

Jeg håber, at man bliver træt. Så træt, at man bare trænger til at sove – uden at vide hvornår, og om, man vågner igen. Eller at det var nok. Og godt nok. At livet er sådan indrettet, at vi får de dage vi har brug for. At vi, som enhver sognepræst kan sige det, med et overbevisende blik: bliver mæt af dage.

Man ved – vist – godt, når det er tid. Øjeblikke bliver lidt længere og mere insisterende.

Man længes måske mod noget, man heldigvis ikke ved hvad er. Man siger sjældent farvel, men insisterende på gensyn – og hvem ved, om der er virkelig sandhed i de ord.

Derimellem er der så meget – og lidt – der er ligegyldigt.

Vi deler livet. Med hinanden og særligt udvalgte. Valgt med omhu – og i håb om, at vi sammen skal ’leve livet’. Vi tager en tilfældig bog ud fra hylden. Den fik vi læst. Vi rejser ud i verden, og tager den førstefødte i hånden. Det fik vi gjort. Vi kommenterer den første forårssol, glæder os over skiftet og nyder, at vi skal mødes med hinanden. Det gør vi.

Vi smiler til en, vi godt gad kende nærmere, og kan kun håbe, at tilfældighederne er med os.

Vi tager ikke noget for givet – hævder vi – og alligevel er det længe siden, at vi har kunnet se så meget ufærdigt og ikke levet liv i øjnene, som når vi ser på dem der har mistet muligheden.

Vi falder i søvn, ikke uden fortrydelse over alt det, vi ikke nåede. Men der er en dag i morgen

Pia Møller Søe