En indbrudstyv er mere end en sølle stakkel på jagt efter let omsættelige varer. I dag er indbrudstyve specialiserede i at kunne se, hvad der er noget værd og hvordan man snyder alarmsystemet. JCD i Aalborg er dog klar til kamp!
Hvis du lukker øjnene og tænker på ordet ”tyveknægt” eller ”indbrudstyv”, så får du med sikkerhed et billede frem på nethinden. Typisk forestiller man sig en sølle stakkel der, for at skaffe stoffer til de næste to timers livskvalitet, må bryde ind i folks hjem og tage det første og det bedste. Alternativt tænker du på tyvebander, der kommer fra Østeuropa i rustne varevogne, smadrer bagdøren i sommerhuset og ripper alt, hvad der er noget værd. De to typer er ikke skudt helt forbi, men der findes en tredie; En type, der har gjort det til en videnskab at kunne bryde ind i danske hjem og virksomheder. En sofistikeret fagmand på indbrudsområdet, der effektivt ved hvad han går efter – og hvordan han skal komme indenfor.
Eksperterne i at begå indbrud bliver dygtigere for hver dag. Men gudskelov findes der på den anden side af skyttegraven også tyvenes modstandere, i form af politi og alarmselskaber. De to kampstyrker vogter konstant på hinanden og lærer hinandens tricks. Når en ny alarmtype på markedet kommer frem, går den modsatte gruppe i gang med at finde løsningen forbi dem. I lang tid har tyveknægtene været forrest i frontlinien, da manglende ressourcer hos politiet og ueffektive alarm- og vagtsystemer har præget landet, men nu skal det være slut! Det mener ihvertfald JCD i Aalborg, der med en ny afdeling opruster kampen mod indbrudstyvene – og deres våben i kampen er erfaring, vidensdeling, et enestående alarmsystem – og en chef, der er blandt de mest erfarne sikrings-folk i branchen.
FORDOMME PÅ SPIL
Der er mange fordomme om alarmer og alarmsystemer. De fleste har gennem tiden set på TV når journalister tester alarmselskaberne, og har set skjult kamera af en søvnig vagt, der kommer frem et par timer efter hyletonen er stoppet, lyser lidt ud af vinduet på deres bil med en lommelygte og kører igen. Vi har fornemmelsen af, at alarmer er ligegyldige, og at det væsentligste er klistermærkerne på vinduerne, der måske sender tyven videre til naboen. Den virkelighed kan også meget nemt være rigtig, når man vælger de små billige alarmer, som man kan tage med sig hjem fra et byggemarked:
”Det er forståeligt, at folk ikke kan finde ud af hvad de reelt køber. Markedet er enormt, og det kan være svært at forstå, at en alarm skal koste en hel del mere, end i byggemarkedet. Mange vælger en løsning, med trådløse sensorer i hjørnerne som melder til en lille kasse – men ved måske ikke, at tyvene for længst har købt ”jammere” fra USA til få hundrede kroner – og med et tryk på en knap udenfor kan undertrykke alarmen indenfor. Vi vil stå for en kvalitet og sikkerhed, der gør at vi vælger det bedste. Vi sælger ikke bare alarmer, vi sælger løsninger. Alarmer kan i dag meget mere end ”bare” at holde øje, og de løsninger bygger vi ind, når vi tager ud til kunden”, siger Flemming Magnussen fra JCD.
DYR ELLER MENNESKE?
Der er kommet mange nye typer af sensorer, som kan gøre dig trykkere. Enhver kender den lille dims i hjørnet, der registrerer om der er bevægelse – men dem kender tyvene alt til og retter sig efter. ”Der findes detektorer, der f.eks. reagerer på seismisk aktivitet hvis der bankes på en mur eller en boks og om noget gennembrydes, akustisk lyddetektor, der registrerer om der bliver slået vinduer i stykker eller om temperaturen er for høj, når der er varmt i serverrummet. En detektor skal i dag helst fange tyven så tidligt i indbrudsforsøget som muligt, ja nogle endda allerede i haven, hvor infrarøde lys eller laserscannere kan registrere og måle om der er ubudne gæster på matriklen. Samme lys kan man bruge inde, næsten som da Tom Cruise firede sig ned fra loftet i Mission Impossible”, forklarer Flemming Magnussen.
Vinduerne og døre har en lang række nye muligheder for sikring, på de dyre alarmer, som kan styre låsen, undersøge om vinduet bevæger sig eller bliver gennembrudt. Dermed kan man sørge for, at alt nu også ER lukket når man forlader huset eller virksomheden – og så kan man på sin iPad åbne døren for håndværkeren, når man sidder på kontoret og kan se på videobilledet, at det er ham der banker på derhjemme. Bygger man nyt domicil til virksomheden, kan man skjule installationen der kræves for at registrere gennembrydning.
Det kræver stor viden og erfaring at skabe et sikret hus. Køber man et system af for dårlig kvalitet, der er fejlagtigt installeret kan det gå galt – det kræver at man tager de rette hensyn, for at se hvad der præcist kan sidde hvor, ellers vælter det ind med fejlalarmer, og så bliver alarmsystemet pludselig en plage.
”Vi vil have, at vi kan se folk i øjnene. Også hvis der kommer et indbrud, og vi skal ud for at genetablere, skal vi kunne se, at vi gjorde en forskel. Vi kan aldrig sikre 100% eller garantere, at ingen kan komme ind. Men vi kan sørge for at gøre det så besværligt for tyven, at han enten når at blive stoppet allerede i haven, at han ikke når at komme ud med de planlagte tyvekoster eller på anden måde forsinkes så voldsomt, at hans skade på hus og aktiver bliver minimal”, forklarer Flemming.
Forsikringsselskaberne sætter nogle sikrings-niveauer, som JCD retter sig efter. Højeste af dem er sikringsniveau 60, som JCD er certificeret til at udføre. Det bruges f.eks. i banker og på ambassader mv. Og der er man ude i specielle løsninger, som virksomheden ikke engang vil fortælle om. ”Jeg har stået for DHL, Statoil og Google-kontorer i hele norden. For en alarm-nørd som mig, er det selvfølgelig sjove opgaver at få, hvor der er specielle ting, der skal kunne lade sig gøre”, siger Flemming Magnussen. ”Den sjoveste var den britiske ambassade i Sudan. Der måtte jeg selv ned i et halvt år for at få styr på sikringen, og sørge for at undervise de lokale i, at servicere anlægget. Vi pakkede alt der måtte være brug for i en container, og vi havde nærmest alt med for at være sikker, da man ikke lige kan skaffe en detektor i Sudan. Jeg stod pludselig uden kabel, da vi ikke havde nok med. Vi fandt en lokal inder på et marked, der havde en butik under et lille bliktag hvor der var alskens mærkelige ting. Og der lå noget kabel vi kunne bruge. Det var en kæmpe opgave at få ambassaden sikret, især fordi vi var udenfor lands lov og ret. Det giver erfaring at være tvunget til at improvisere”.
SIKRING ER EN PASSION
At JCD fik Flemming ind som chef var afgørende for alarm-afdelingens succes. Flemming er en af verdens dygtigste, og afdelingen begynder dermed sit liv, med erfaring indenfor sikring af banker, ambassader og store virksomheder. Og det er samme erfaring der bruges, når private kommer for at få deres værdier sikret. Flemming er også privat en tekniknørd. Alt han ejer skal helst være de nyeste dimser, og hvis noget kan være automatisk hjemme hos Flemming privat, så er det også automatisk. ”Helt ned til robot-støvsugere og plæneklippere, så skal de altså kunne køre rundt selv. Jeg kan slet ikke se, hvorfor jeg skulle rende rundt bagefter dem”, siger han. Flemming er oprindeligt uddannet elektriker, men fik hurtigt lyst til at gå ind i området med montering af alarmer. ”Jeg var bare et nummer i systemet og drønede rundt og hængte lamper op. En dag blev jeg kaldt op af direktøren og blev spurgt om jeg ville lave alarmsystemer. Det gjorde, at jeg blev forfremmet til sikringstekniker og begyndte at fokusere på alarmer”, fortæller Flemming Magnussen. ”Man bliver ret hurtigt nørd på området. Det er umuligt at slippe igen, og det går næsten ud over familien. Man går og tænker i løsninger hele tiden, når man har en opgave – og så overholder vi jo alle deadlines, så der nogle gange må arbejdes igennem indtil vi er klar. Men når det både er arbejde og hobby, så gør det jo ikke noget”.
Flemming har været rundt i hele branchen. Både som ansat og som selvstændig, og har løbende fået større og større opgaver. Da Jørgen Bønsdorff, direktør i JCD, ringede efter Flemming opstod der en synergi i samtalen. De ville begge revolutionere branchen, ville begge opfinde nye måder at lave løsninger på og de ville begge levere det optimale. At de to skulle gå sammen var en let beslutning og en succesfuld beslutning, da afdelingen i JCD allerede nu har vokseværk, efter kun et halvt år i markedet. Det niveau sikres, fordi Flemming Magnussen er blandt de dygtigste folk i branchen: ”Når man når op på de internationale opgaver, så er det her jo ”learning by doing”, hvor sikringsniveau 60 i f.eks. Saxo Bank og ambassaden i Sudan har givet mig hår på brystet. Det er sikring på et plan, som man nærmest aldrig får mulighed for at udføre. Og dem har jeg været heldig at lave en del af, så vi hver gang kan trække på den kvalitet og erfaring, også selvom det ikke er en bank, men et privat hus der skal sikres”. Flemming Magnussen sidder stille og fortæller engageret om alarm-området. Han gør ikke et stort væsen ud af sig selv, fører sig ikke frem eller praler af de opgaver han har løst, selvom man godt kan se stoltheden over at have fået de muligheder, som han har fået gennem tiden. Man mærker tydeligt, at man sidder overfor en fagmand, der har sikring som religion. Da ET CETERA spurgte til de forskellige detektorer på markedet, talte Flemming i 20 minutter med en sjælden passion, som man kunne blive helt bjergtaget af. Jørgen Bønsdorff bekræfter: ”Flemming elsker udfordringer. Han er perfektionist til fingerspidserne. Han kan føre ledninger i eksisterende gange og han sætter en ære i, at man ikke kan se at han har været der. Og så er det klart, at hans erfaring er enorm væsentlig for de andre ansatte at skulle leve op til. Han kan gå rundt i et firma og kan på få minutter fortælle præcist hvor deres svagheder er. Han er virkelig en oplevelse at være ude med”, siger Jørgen.
MAN SKAL TÆNKE SOM EN INDBRUDSTYV
For at kunne sikre et hus, skal man faktisk selv være en god indbrudstyv, da man ellers ikke tænker rigtigt om løsningerne. ”Jeg skal kunne se på et hus med indbrudstyvens øjne, og sørge for at sikre de steder mest, som min erfaring siger mig, at tyven først vil gå ind på. Og det er ikke nemt, da jeg skal handle på nyeste viden om, hvad der i de kredse bliver brugt af ideer og tricks. Vi har eksempler på tyve, der tager en rude ud med sugekop, stikker hovedet ind og igangsætter alarmen, og sætter ruden tilbage til vagten kommer. Vagten kan ikke se at der mangler noget og alle vinduer er intakte, så han kører igen. Den manøvre gør de et par gange, indtil vagten bliver træt af det, og mener det er en falsk alarm og bliver væk. Og så går de ind og ripper alt. Den trend skal vi reagere på med nye alarmtyper. En anden tyv brød ind på første sal, og skruede brusekabinens låge af, som han så skubbede foran sig, så han var skjult for den type detektorer de havde. Og endelig er der indbrudstyve, der pakker sig ind i termodragter for ikke at udstråle varme, der opdages med det infrarøde lys i detektorerne. Det er en ekstrem opfindsomhed vi er oppe imod, og vi skulle gerne være bedre end dem”, siger Flemming med et smil, der viser, at han agter at vinde kampen.
Nogle steder er der helt specielle problemer, der skal løses af JCD. De har haft en del opgaver, hvor private hjem skal sikres – og hvor den ene part ofte er alene hjemme, og derfor skal have tryghed. I et par huse i Aalborg har JCD derfor sørget for at sikre et soveværelse, så man ved tryk på en knap kan sove trygt og totalt indelukket. Det er sket for at sikre sig mod hjemmerøverier. ”Nogle huse indeholder jo både dyre genstande og dyre biler, og her er vores opgave jo at sikre hele ejendommen og også sikre den mod de røvere, der kunne tænke sig at bryde ind, selvom folk er hjemme. Vi kender til folk, der er vågnet med en pistol mod tindingen, for at få udleveret nøglerne til en million-bil, og der skal vi skabe tryghed, som ikke bare handler om at sikre hjemmet, men sikre familien”, fortæller Jørgen Bønsdorff.
SÅ BILLEDER FRA SIN STUE I ET SALGS-KATALOG
JCD har rigtigt gode forbindelser ved politiet, efterretningstjenesten og forsikringsselskaber. Firmaet får beskeder om, hvad der er ”det nyeste” indenfor den type forbrydelser. Det, der virker bedst, spreder forbryderne til hinanden på nettet, og JCD skal være foran dem. De sætter plastic på detektoren ved første indbrud, så de får mere tid næste gang. De bryder ind på første sal, hvor fjernbetjeningen til alarmen ligger. Det er tyve, der kender detektorerne og ved, hvordan man skal reagere. ”De fleste kender historien om en kunde, der ville købe en ”Ægget”-stol, da han havde en i forvejen og ville have to. Han gik ned i en butik, hvor de ikke havde den på lager – men de viste ham et katalog over ting, der var brugt til salg på nettet – og der fandt han et billede af sin egen stol, billedet taget hjemme i hans egen stue ind af vinduet. Med andre ord kunne han købe sin egen stol, der ville blive ”stjålet til lejligheden” når den var solgt. Det er ikke kun sølle narkomaner, men en industri hvor varerne bestilles”, fortæller Bønsdorff. ”Har man replika-møbler stjæles de ikke, men er bare blevet væltet, så tyven kan tjekke serienummeret. Det er folk, der ved hvad de vil ha og hvad de går efter. Vi har efterhånden at gøre med indbrudstyve, der er ligeglade med 4-5 år i fængsel, da de kommer fra lande, hvor et dansk fængsel er bedre forhold end hjemme. Den type er kolde og vi oplever flere kunder, der vil sikre deres hjem med skudsikre vinduer og ståldøre. Også i Aalborg har vi lavet den slags installationer. Det er simpelthen en syg verden, og den krig vil vi vinde, ved at lure deres fiduser og finde en løsning”.
Når JCD kommer til en virksomhed, der vil sikres, så spørger de først om kunden har tid. Tingene skal nemlig både laves efter kundens behov og forventninger, og JCD vil helt ned i dybden med, hvad det reelt er for ting de vil beskytte og hvordan deres hverdag fungerer. Har de mange medarbejdere der arbejder dag og nat, skal hele virksomheden sikres eller skal afdelinger kunne låses af seperat. Og endelig udspringer JCD’s engagement for alarmsystemer i deres erfaring med Microsoft Dynamics NAV, bedre kendt under det gamle navn ”Navision”, der bruges som økonomisystem i de fleste virksomheder. Alarmen kan spille sammen med de øvrige systemer i virksomheden, så man ikke behøver en alarmmand ud for at kode nye medarbejdere ind, eller slette deres kode ved fyring – men at de selv kan styre alt, fra samme system. ”Vi kan indbygge
mødetider i alarmen, så folk når de logger ind på arbejdspladsen bliver registreret. Nogle virksomheder måler hvor meget medarbejderne ryger, og det kan alarmerne også håndtere. Selvom det lyder som Big Brother, så er det reelt noget medarbejderne kan forstå og som både letter deres hverdag, sparer virksomhederne penge og dermed sikrer jobbene. Og alt det er noget vi selv sidder og udvikler i vores programmerings-afdeling, så alarmen kan køre sammen med virksomhedens HR systemer”, forklarer Jørgen Bønsdorff. Og i nogle virksomheder, som Flemming Magnussen har stået for, er alarmerne lavet så man kan sidde på hovedkontoret i USA og styre, hvem der skal have adgang til kontoret i Nørresundby.
5-ÅRS PLANEN OPNÅET PÅ 2 ÅR
Udefra ser JCD ikke ud af meget. Et rødt murstenshus på systemvej, gemt lidt væk nederst på vejen, inde til højre. Indenfor afslører virkeligheden dog mere. Et stort åbent kontorlandskab, med værdiord skrevet på væggene, er virkeligheden for de over 50 medarbejdere.
Arkitekt-tegningen af den nye etage ovenpå er klar, da de for længst har vokset sig større, end bygningen kan klare. På væggen hænger POPart med tegneseriehelte, som virksomhedens marketingansvarlige har designet – og flere steder på væggene står virksomhedens værdier printet – ikke bare som smarte ord, der pynter på en hvid væg – men værdier som er grundstenen i den stemning, der opleves både som medarbejder og kunde.
I branchen er JCD en succes historie. Primært på grund af stor faglighed, men også på grund af netop værdierne. Man holder fokus på kerneydelserne, og udvider og opfinder nye tiltag indenfor dem. Firmaet har de sidste 2 år overgået deres egen 5-års plan, med en fremgang på 72%. Organisationen er ændret, så JCD i dag fremstår med nye afdelinger og præcist de ressource-personer, som de ønskede at have på posterne. Hvad der gør, at JCD kan lave nye 5 års planer hver 2. år skyldes ifølge ledelsen primært medarbejderne. Planerne lægges ved lange møder, alle medarbejderne er med i forandringerne, og så ejer medarbejderne i øvrigt 49% af virksomheden. På den måde skabes en unik strømlinet forretningsform, hvor alle ved hvor man er på vej hen – og hvad der kræves af den enkelte, for at komme i mål. Endelig opfører de sig ordentligt overfor kunderne, som i højere grad vælger JCD til alle de områder, som virksomheden kan levere. Og det gør man kun, ved at kunderne er tilfredse. ”Når vi har handlet med en kunde, skulle vi gerne begge sidde og smile, fordi begge er tilfredse. Det går galt, når den ene af parterne sidder og slår sig på lårene af grin. Den grådighed som forretningsform tror vi ikke på. Vi tjener ikke så meget pr. medarbejder, som andre måske gør, til gengæld kommer mange kunder netop over til os, fordi begge parter kan smile af aftalen vi indgår”.
JCD er primært skabt på det fundament, der hedder Dynamics NAV. Dynamics NAV er Microsofts økonomisystem, der bruges af langt de fleste virksomheder i verden til ordrer, bogholderi og lagerstyring. ”Vi har fået tilført de mest erfarne folk i branchen og har opnået den højeste certificering der er mulig at opnå hos Microsoft. Og ud fra det har vi udviklet på systemerne, så man med udgangspunkt i Dynamics NAV kan styre telefonien, alarmsystemet og meget andet i sin virksomhed. Og alle de mange nye muligheder, som vi har udviklet til Dynamics NAV, har vi siddende internt i huset.
Vi har en afdeling med IP-telefoni og er Cisco-partnere på dette, vi har webafdeling og vil på alle områder være leverandør af den komplette infrastruktur på It i virksomheden”, fortæller Jørgen Bønsdorff.
Alarmvirksomheden var et naturligt skridt for JCD at gå ind i: ”Vi kontaktede NOX-Systems, fordi vi vidste at NOX er en af branchens bedste alarmsystemer. De ville gerne samarbejde og var ret vilde med tanken om, at få deres alarmer til at spille sammen med Dynamics NAV og dermed med virksomhedernes øvrige it-systemer. Og det gik vi igang med at udvikle, så NOX nu kan styre en masse andre ting i virksomheden, udover at holde tyvene ude. It er ikke længere bare computere, faget er vokset enormt og brugen af Dynamics NAV er vokset – og det havde vi ekspertisen til at samkøre”, siger Flemming Magnussen.
JCD vil bryde med mistroen til branchen. Det er en klar værdi, at de vil tage fat i kunderne på en ny måde, sørge for den rigtige løsning og give tryghed. Endelig lever alarmafdelingen også på Jørgen Bønsdorffs værdiord, som også gælder de øvrige afdelinger i JCD, at de ikke vil fastholde kunderne i lange opsigelses-perioder og abonnement. ”Vi har altid haft den filosofi, at hvis en kunde ikke vil os mere, så skal vi ikke holde dem. Det får man ikke noget ud af, da en kunde jo kun venter på at kunne komme væk. Og vi oplever, at når man ikke forsøger at fastholde kunderne med strenge regler, så bliver de hos os, fordi de føler sig frie. Hvad de jo også er. Så er de kun hos os, fordi de vil være hos os – og fordi de kan mærke, at vi vil dem!”