JARL: MIN NYSGERRIGHED ER IKKE BLEVET ÆLDRE

Han er 65 år i en branche, hvor man pr. definition er halvfærdig, når man passerer 40. Han har været en del af skærmbilledet de sidste tre årtier og er det endnu. Han er dommer i ’Danmark har talent’ – og ophavsmand til historien om en helt særlig hushjælp. Kendt som både fandenivoldske Carlo og poetiske Bøv – men mest som helt sin egen. Han har spillet tennis med Burt Lancaster, drukket dus med Tom Cruise og Nicole Kidman – og så mindes han med et slet skjult smil en helt særlig historie om Møllehaves anus og en fed tid på Danmarks Radio.

Året er 1981. Hele familien Danmark sidder foran fjerneren. De har klippet stemmesedler ud af ugeblade og aviser og er klar til melodi grand prix. Alt skal være som det plejer. Den årlige tradition. Frem toner datidens skærmhelte Jørgen De Mylius og Erling Bundgaard. Men så er alt pludselig ikke som de plejer at være. En krølhåret sprælsk ballademager er hyret til at komme med skæve indfald. Han er slet ikke, hvad vi ellers forbinder med monopolet i tv-byen. Danmark deles i to, men han blev på skærmen. Hurtigt var Danmark igen forenet. Vi havde været vidne til et ægte talent, der turde mere, ville mere og absolut ikke ville det samme, som alle andre. Vi havde for første gang oplevet…

37 år senere sidder selvsamme Jarl som dommer i Danmark har talent. Foran ham er en buzzer, som han kan trykke på, hvis han ikke mener, at det han ser på scenen er et talent – og Jarl indrømmer, at han nok havde trykket sig selv ud i 1981. Han havde haft en uge til at få ideer til at peppe MGP op, og ikke alle ideer var – ifølge ham selv – helt færdigbagte. Han havde mel og vand og alle ingredienser, men blandingsforholdet skulle der arbejdes med. Den balance fandt Jarl – og blev en af de største tv-talenter i nyere tid.

I 2016 modtog han ’Årets Otto’ – tv-branchens ærespris, som en meget fin opsummering på det, han er og har været i meget lang tid; en rigtig væsentlig bidragsyder til dansk tv. Siden 2014 har han været dommer i TV 2-programmet ’Danmark har talent´ – og han buzzer talenter med omhu og stor respekt for, ”at der er mange, der gør sig umage nu”. Jarl Friis-Mikkelsen er nemlig ikke en af dem, man kan vinkle til historien om de gode gamle dage – han tror på ungdommen nu til dags. Slår følge med dem et stykke af vejen – og møder dem – både fagligt og personligt – med nysgerrighed;

”Verden er blevet en større scene, fordi der er så mange medier, hvor man kan afprøve sig selv. Facebook, snapchat, Instagram – de er ude og afprøve underholdningstalentet – og det tror jeg faktisk gearer dem til at være på,” siger han. ”Jeg var egentlig ikke klar over, at der var så mange mennesker i det her lille land, der havde så meget at dele med verden – men jeg ser dem som mennesker, der tør tage en chance. Og måske er det ”once in a lifetime”, og det kvitterer man ikke for, ved at sende dem hjem på en grim måde. Talent, skal man huske, er man ikke født med – det er noget, man opdyrker.”

Humoren som holdepunkt

Talentmassen er forandret. Det er ikke længere små grimme og generte drenge, der kompenserer for deres manglende udseende eller skolemæssige kunnen med en joke. Det var det engang. Det var Jarl Friis-Mikkelsen engang – og selvom han nok stadig ikke er præcis som de andre, så er han én af dem:

”Verden er jo et sindssygt absurd sted at opholde sig – og som en af de der små drenge, der har brug for at fjerne noget opmærksomhed fra et eller andet, så er man jo skærpet– måske i angst – og leder efter et holdepunkt. Humoren blev på sin vis mit. Allerede som ret lille var jeg vild med det absurde, og sad oppe klokken 1 om natten for at se Monty Python med sådan en fornemmelse af, at jeg endelig havde fundet nogen at være sammen med. Måske har det været en drivkraft for flere af dem, der lever at af underholde – at de blev så gode til at få folk til at grine, at de kunne leve af det. Og så er der jo det, ved de der små grimme drenge, at de jo alle sammen er endt med jakkesæt på, og en fornemmelse af at se meget godt ud”, smiler han.    

Det man siger, er man selv – og Jarl Friis-Mikkelsen er en nydelig herre i jakkesæt. Nysgerrig. Fagligt og privat. Sådan en størrelse – nysgerrighed – ældes ikke, slet ikke, hvis man næsten lige er blevet far – så har man helt enkelt ikke tid til det. Heller ikke selvom ens lidt yngre kone med stor velvilje siger, at man gerne må sætte sig ned og være ældre et øjeblik, imens hun tager sig af børnene.

”Det var egentlig aftalen; at hun skulle tage sig af det der med børnene, og så kunne jeg sætte mig lidt over i hjørnet og være ældre, men det gør man bare  ikke, vel? Og det er så også med til, at jeg bevarer min nysgerrighed – sådan en positiv form for alders-eskapisme,” griner han.

Jarl Friis Mikkelsen er på det nærmeste vokset op uden en mor; hun døde, da han var 11 år gammel – til gengæld var hans far meget håndfast tilstede. Direktøren havde ikke helt nemt ved at forlige sig med en søn, der fik dårlige karakterer og ikke udviste det store engagement i forhold til at ændre på det faktum. Det slog han flere gange fast over for drengen, der kvitterede med trods og det, der til syvende og sidst må have været en påtaget flabet attitude.

Aldrig følt sig som del af et fællesskab

Alting forandrer sig. Også Jarl, der efter at have gået 1.g om, skiftede både miljø, skole og interesser – og otte år senere var han cand.mag. i dansk og engelsk litteratur. Og så var han nysgerrig og havde mod på at opsøge livet; sådan virkelig gribe dets mulig- og umuligheder, også når det kunne synes næsten angstprovokerende. Måske er det et grundvilkår hos nogle få heldige, hvis de er vokset op uden den egentlige basale opbakning, der skal ruste dem til tilværelsen; at de finder et særligt mod i sig selv – og så kan de pludselig noget helt særligt:

”Jeg har aldrig følt mig som en del af et fællesskab, egentlig. Jeg har faktisk altid synes, at det var svært at træde ind i de der fællesskaber – og det handler jo nok om, at jeg er vokset sådan meget lonely op. Det er en gammel og allerede fortalt historie, den om min mor, der døde – men den der manglende omsorg betød jo så, at jeg måtte ruste mig selv. Det var nok udgangspunktet for mig,” siger Jarl Friis Mikkelsen, ”og så var jeg i øvrigt sådan en, der helst ville sidde på bagerste række i skolen og sgu ikke ligefrem følte mig som den lækreste. Måske ikke ligefrem det bedste udgangspunkt, men senere fik det mig til at tænke, at man på en eller anden måde bliver nødt til at opsøge det, man er bange for. Måske er det det, jeg har gjort…”

Måske. For han har længe været en del af fællesskabet – også det store danske fællesskab, der gør udøvende kunstnere fortjent til betegnelsen ’folkekær’. Jarl Friis Mikkelsen er folkekær. Og nær:

”Jeg læste jeres portræt i [et cetera] af Benny Andersen, en af mine store helte, og han havde sådan en formulering, hvor han sagde, at han følte sig mere folkenær end kær. Det kunne jeg godt li’. Det synes jeg er en meget, meget fin beskrivelse – og
jeg kunne ikke selv være kommet op med det ord for det, men det er en skøn betegnelse, ” siger Jarl Friis Mikkelsen og hævder, at det i virkeligheden tit kommer bag på en, at man lykkedes med at være så folkenær i sin egen smag. Folkenær – og kær – det blev han på sin vis allerede, da han i 1981 debuterede som vært på Dansk Melodi Grand Prix, tre år efter han var blevet færdig på universitetet, og i selskab med Jørgen de Mylius og Erling Bundgaard. Om end han også delte vandene, ham den ”fiffige fyr med de finurlige udtryk”:

”Jeg blev kimet ned dagen efter det Grand Prix i 1981,” fortæller Jarl Friis Mikkelsen, ”og det var ikke alle, der var lige begejstrede. Der var bestemt dem, der mente, at det var noget af det værste, de nogensinde havde set – men der var også dem, der gav udtryk for, at de fik en fornemmelse af, at nu skete der noget nyt på dansk tv.”

Den fiffige og Møllehaves anus

Dansk tv i 1981 var Danmarks Radio. De havde monopol på sendefladen, så når man var på skærmen, blev man set. Jarl Friis-Mikkelsen var en hel del på skærmen de følgende år, hans tilgang til mediet og hans mod til at udfordre det eksisterende blev honoreret af seere og de chefer, der turde lade ”ham den fiffige” folde sig ud – og når han gjorde det var resultatet i den grad bemærkelsesværdigt. Seværdigt! Jarl Friis-Mikkelsen var i årene efter debuten vært på programmet ’Lørdag lige nu’. Han var 30 år og vidste i virkeligheden ikke helt, hvad tv-mediet var for en størrelse og hvor langt man kunne strække det. Så han prøvede sig frem;

”Jeg havde det lidt som en dreng, der kom ind i en BR-butik. Fantastisk! Danmarks Radio var en fed arbejdsplads og jeg kom som helt ny. Jeg sagde ja til Liselotte Vinkels tilbud om at lave ’Lørdag lige nu’ – med en masse idéer, nogle af dem i den mere udsyrede genre. Sådan nogen, de elskede nede i speciel-effects-afdelingen,” griner han og fortæller om dengang han skulle interviewe Johannes Møllehave, præsten og forfatteren, der blandt meget andet har sagt, at ”for mig at se er livet lidelsen værd. Til enhver tid” – og han tåler bemærkelsesværdigt meget, teologen, for Jarl Friis-Mikkelsen havde fået den idé, at der i studiet skulle installeres en stol, der gav ham mulighed for at give Møllehave et lille stød, hvis hans svar ”røg ud af en tangent” – Møllehave er jo kendt for at hurtigsnakke.

”De var så skide bange for, om han kunne holde til det, så det gik vi væk fra, men folkene nede i speciel-effects havde jo så tænkt videre,” fortæller
Jarl Friis-Mikkelsen, ”så de var taget i Istedgade, og der havde de købt de fem største dildoer, de kunne finde. Dem havde de pillet indmaden ud ad, og så havde de bygget det ind i stolesædet – og i stedet for strøm gik der så de her vibrationer op gennem anus på Møllehave”, griner han.

Møllehave lod sig i øvrigt ikke distrahere af vibrationerne – og det på trods af, at alle der forud for udsendelsen havde afprøvet stolen var røget op af den igen: ”Han sagde efterfølgende, at han da godt kunne mærke, at der var noget, der kildede”,griner Jarl ”og det var fandeme sjovt…”

Vi trænger altid til en grinepause

Der skal et vist mod, hvis ikke selvtillid, til at gennemføre sådan et stunt med en af landets mest ærværdige forfattere. Det, og så en stoisk ro og den charme, der er Jarl Friis-Mikkelsens særkende. Det er den del af ham, der kan få Cher, en af verdens mest feterede sangerinder, til at lægge hånden trygt ned over en til lejligheden opfundet løgn-detektor og derfra overlade resten til en dansk tv-vært, hun næsten lige har mødt.

Og det var virkelig sjovt, men det var også mere end det. Jarl Friis-Mikkelsen, der ofte har benyttet sig af talkshowets format og rammer i sine udsendelser, gøglede sig ikke gennem samtalerne med sine gæster. De handlede om noget – store eksistentielle spørgsmål – i virkeligheden, men iscenesat i legens rammer, fordi det sprog og de omgivelser klæder eksistensen, der kan være absurd nok i sig selv. Det er meget menneskeligt, at vi trænger til en pause. Til at grine og spejle os i andre. Det er det, tv-mediet både dengang og nu kan – især, hvis dem der producerer tør stille sig selv til rådighed for projektet.

Jarl Friis-Mikkelsen er lige nu aktuel med tv-serien Grethe, som han både har instrueret og tænkt. Serien handler om familien Bynke, der har præcis ligeså svært ved at få hverdagen til at hænge sammen som alle andre gennemsnitlige familier i Danmark – til forskel fra de fleste andre familier, får den her bare en håndsrækning af Grethe, verdens mest effektive og old-fashioned hushjælp i skikkelse af Peter Frödin, der flytter ind i kælderen som en meget nærværende påmindelse om tilværelsens egentlige værdi. Og det er det hun skal, Grethe, hun skal minde os seere om, at vi bruger for meget tid på os selv og for lidt på hinanden – og det er Jarl Friis-Mikkelsen lykkedes med. Vi så godt, hvad det var, han ville. På den måde er der sjældent så meget at tage fejl af.

Jarl er ligefrem, ærlig og tydelig i sin formidling: ”Det er lidt som at sidde på universitetet, der oplevede jeg lidt, at man sad og skrev til hinanden og formidler store, akademiske tanker for andre akademikere, og det er også fint – men for mig, begynder det jo først for alvor at flytte på noget, når det kommer ud over stepperne. Og jeg kan godt læse store, dybe bøger, men jeg vil sgu gerne have evnen til at omsætte det hele til en bog alle kan forstå. Det er det, jeg sætter ind,” fortæller Jarl Friis-Mikkelsen. ”Jeg vil meget gerne destillere ned, hvor man ikke behøver skilte med, hvor dygtig man er, og hvor mange fine bøger man har læst.”

Grethe, hushjælpen, der nu kan opleves på TV2 Play, har ikke nødvendigvis læst mange dybe bøger – men hun ved et og andet om, hvordan mennesker fungerer – bedst. Og selvom serien i virkeligheden var tænkt som lidt af et eksperiment; kan man lade en mand spille en kvinde – og kan man glemme, at det er det, der sker, så er man pludselig vidne, til noget – nyt – der er lykkedes.:

”Jeg tror på, at man gør klogt i at lade noget uventet komme ind over sådan et projekt – noget, der kan spænde ben for det forventede, for så er man for alvor ude og undersøge om det kan bære.  I det hele taget synes jeg, at man skal give sig selv de benspænd, for det kræver, at man udfordrer sig selv – og det kommer der ofte noget godt ud af.”

Man skal gå den ulige vej frem

Jarl Friis-Mikkelsen er ikke bange for at falde over sine egne ben. Tværtimod. Hans tese er, at de mennesker, der har flest sår på knæene, også er dem, der har haft det allersjovest i tilværelsen. Så man skal gøre sig den ulejlighed. Og tage en omvej, når man kan komme til det. Hans speciale fra universitetet underbygger påstanden; han skrev om inspiration som begreb, og sammenlignede litterære personer, malere og komponister, for at forsøge at finde et svar på, hvad det var, der drev dem. Konklusionen var på mange måder omvejene, og det er derfor han holder på, at man aldrig skal gå den lige vej. Skal man skrive om fiskeri i Esbjerg, gør man måske klogt i lige at tage en afstikker til nattelivet i Aarhus. Så man ser tingene med nye øjne, siger han. Og gør det selv – men ikke uden at have en idé om, at han rækker.

Jarl Friis-Mikkelsen har ud over sine værtsroller, konceptudviklingen og instruktøropgaver i en årrække fra 1994 til 1997 fungeret som underholdningschef på Danmarks Radio. I den rolle arbejdede han for at udvikle afdelingen – også i forhold til, at nye udenlandske koncepter pludselig bød ind på den sendeflade, der hidtil havde været et internt anliggende, og det var Jarl Friis-Mikkelsen, der købte ’Husk lige tandbørsten’ – et engelsk koncept, der på dansk tv havde Casper Christensen og Anette Toftgaard i værtsrollerne og 1.5 millioner seere – uhørt store tal efter monopolet var blevet brudt. Og i første omgang sagde han ellers nej tak til jobbet. Ligesom han sagde nej til at lave talkshow på samme kanal flere år tidligere, fordi han troede, at han ikke turde. Simpelthen:

”Det er noget af det sværeste i verden at føre en fornuftig samtale med et andet menneske – altså man kan sagtens gøre det, hvis det handler om et bestemt emne, og så kan man sidde og blære sig med, hvor mange bøger, man har læst, men for mig var det interessante, at finde det andet menneske frem på en eller anden måde. Og det er ikke helt så nemt, ”siger han.

Sensitiv og sårbar leg

Det handler om, at få vækket de mennesker, man er sammen med, siger han. Og det er det, han kan. Og endte med at gøre igen og igen. Og han har været så selverklæret privilegeret, at han har kunnet gøre det – samtale med og spejle sig i – sine egne store helte. Fuld af benovelse, til tider – men det kunne ingen se. For de legede samme leg. Lod sig erobre gensidigt og mødtes i en samtale drevet af nysgerrighed, interesse og empati. Oprigtigt. Sådan gik han i studiet som vært – og sådan arbejder han; akkurat så sensitiv og sårbar som han.

”Det er den fedeste måde at møde et andet menneske på; ærligt og sårbart og så i gensidig dril og flirt. Det er en ret væsentlig måde at trænge igennem til et andet menneske på, og flirt er en meget nær måde at mødes på, fordi der er noget ægthed i det – en anerkende, ægte interesse,” siger han.

Fra 1988 – 1990 var Jarl Friis-Mikkelsen programchef på amerikanskejede Kanal 2 – det gav ham nogle oversøiske kontakter, og da magtpositioner aldrig har tiltalt ham halv så meget som den kreative proces, blev det en katalysator for de tre år, der lærte ham noget om ydmyghed, forberedelse og at stå tidligt op. Han trak stikket og flyttede til LA i tre år med det formål at lære, hvordan man lavede talkshows. Med sig havde han et virksomhedssponsorat der rakte fire måneder og en forpligtelse til at returnere med 30 kendisinterviews på bånd, han selv skulle skaffe. Filmet af folk, han selv skulle finde. Det var en hård – men lærerig tur – og selvom han efter de første måneder havde fået absolut intet i kassen, så vente han hjem med 50 interviews. I mellemtiden havde han været ude med Cruise og Kidman, taget et slag tennis med Burt Lancaster og været en smut hjemme hos Bob Hope. Blandt andet. Han havde lært noget som ”turnerende enmandsorkester”, der selv måtte ud for at opsøge historierne:

”Det var noget med at gå ud og spise på de restauranter, hvor man måske kunne være heldig, at der sad en kendis og spiste – og så var det ellers bare over at spørge, om de kunne tænke sig at lave et interview,” fortæller Jarl Friis-Mikkelsen, ”og det kostede boksen, at lave de der interviews, hvis de så sagde ja, for man skulle jo booke en stor suite og udstyre den med alt muligt, som de så i øvrigt endte med ikke at røre. Og så gik man hjem med tusind m&m’s og bananer i alle farver,” griner han.

Bange for at brænde ud i chefstolen

Udover bananer kom han også hjem med en stor oplevelse og en rigtig fin forudsætning for at vende tilbage til Danmark som en af landets bedste talkshow-værter. Og som underholdningschef på Danmarks Radio, men han brød sig egentlig ikke om hverken møderne eller magten, og han var bange for, at alt det, han brændte for ville brænde ud, hvis han blev siddende der. Så han forlod jobbet og vendte tilbage til en tilværelse, hvor der var plads til ideerne:

”Det der med altid at ville noget andet – rykke på koncepterne og forsøge at tænke det nyt, det er jo også det, der har gjort det svært for mig sommetider, fordi der så har været perioder, hvor jeg ikke har kunnet finde noget at lave. Fordi jeg jo ligesom selv skulle udvikle ideen – jobbet, ”fortæller Jarl Friis-Mikkelsen, ”så jeg har da også været arbejdsløs og gennem nogle hårde perioder, hvor jeg skulle kæmpe for det daglige brød – men det ligger altså bare ikke til mig, det der med at gå ind i det færdigudviklede og konceptuerede. Heller ikke selvom man kunne sige, at det er det, jeg gør lige nu med ’Danmark har talent’, for det væsentlige her er, at man kan være sig selv i det. Jeg er hyret til at være mig selv i det koncept,” siger han.

Netop det med ideerne har været Jarls særkende. Man vidste altid, at en udsendelse ville begynde med et eller andet teknisk trick, der tryllede Jarl frem, eller at Shu-Bi-Dua skulle sidde på gamle skolebænke. Der var altid ideer med, hvor Jarl var. Folk i branchen ved, at Jarl får 100 ideer i timen – og at én af de ideer er genial – og Jarl er også blevet bedre til at genkende det geniale fra det middelmådige. ”Jeg tror ideer kommer, når tiden er til det. De må ikke være fortænkt, så bliver det ikke sjovt. Mit succeskriterium er at ramme et bredt publikum. Jeg er ligeglad med det elitære på en eller anden måde – målet må være, synes jeg, at ramme bredt. Lidt som Erik Balling havde det – det er ham, jeg har lært det fra”.

At ideer kan komme ud af det blå og vise sig ikke bare at være bæredygtige, men kan blive en regulær landeplage, er det umage vennepar Walther og Carlo et glimrende eksempel på. ”Jeg var vært på ”Shyy, det er lørdag” i starten af 80èrne. Jeg synes på et tidspunkt, at jeg manglede en at spille op imod – og så ringede jeg til Ole Stehensen, som jeg havde mødt tilfældigt, og spurgte om ikke han ville være med i studiet – og gøre rent eller et eller andet, mens vi optog”, fortæller Jarl Friis-Mikkelsen. Det var lige i starten af bruddet med monopol. TV2 var på vej, og lokal-tv og parabolen havde sit indtog i de danske hjem – og netop lokal-TV var starten på Walther og Carlo. ”Vi fik den ide, at lade to idioter lave lokaltv – med garanti dårligere end det ville være, og det blev starten på Walter of Carlo – det tog to sekunder, så var det ude. Den ide lå meget godt til tiden”.

Folkenær men meget privat

Jarl kan godt have en følelse af at iagttage mere end at deltage i det folkelige fælles. Men han er – akkurat som Benny Andersen – måske bedst betegnet som folkenær. Noget nær folket. ”Det er et adelsmærke, at blive kaldt folkelig. Større hædersbevisning kan du ikke få, synes jeg”.

Og i virkeligheden ved vi ikke så meget mere. Ikke fordi han kun er hans folkelige faglighed, men fordi det er den, der tilkommer os. Jarl Friis-Mikkelsen er et temmelig privat menneske, der trives i sin egen vækstboble; hjemme – hvor han maler billeder med indlagte benspænd for at nære iderigdommen, og hvor han er far til Liva på 11 år, Ella på 5 – og til

”Det var noget med at gå ud og spise på de restauranter, hvor man måske kunne være heldig, at der sad en kendis og spiste – og så var det ellers bare over at spørge, om de kunne tænke sig at lave et interview,” fortæller Jarl Friis-Mikkelsen, ”og det kostede boksen, at lave de der interviews, hvis de så sagde ja, for man skulle jo booke en stor suite og udstyre den med alt muligt, som de så i øvrigt endte med ikke at røre. Og så gik man hjem med tusind m&m’s og bananer i alle farver,” griner han.

Bange for at brænde ud i chefstolen

Udover bananer kom han også hjem med en stor oplevelse og en rigtig fin forudsætning for at vende tilbage til Danmark som en af landets bedste talkshow-værter. Og som underholdningschef på Danmarks Radio, men han brød sig egentlig ikke om hverken møderne eller magten, og han var bange for, at alt det, han brændte for ville brænde ud, hvis han blev siddende der. Så han forlod jobbet og vendte tilbage til en tilværelse, hvor der var plads til ideerne:

”Det der med altid at ville noget andet – rykke på koncepterne og forsøge at tænke det nyt, det er jo også det, der har gjort det svært for mig sommetider, fordi der så har været perioder, hvor jeg ikke har kunnet finde noget at lave. Fordi jeg jo ligesom selv skulle udvikle ideen – jobbet, ”fortæller Jarl Friis-Mikkelsen, ”så jeg har da også været arbejdsløs og gennem nogle hårde perioder, hvor jeg skulle kæmpe for det daglige brød – men det ligger altså bare ikke til mig, det der med at gå ind i det færdigudviklede og konceptuerede. Heller ikke selvom man kunne sige, at det er det, jeg gør lige nu med ’Danmark har talent’, for det væsentlige her er, at man kan være sig selv i det. Jeg er hyret til at være mig selv i det koncept,” siger han.

Netop det med ideerne har været Jarls særkende. Man vidste altid, at en udsendelse ville begynde med et eller andet teknisk trick, der tryllede Jarl frem, eller at Shu-Bi-Dua skulle sidde på gamle skolebænke. Der var altid ideer med, hvor Jarl var. Folk i branchen ved, at Jarl får 100 ideer i timen – og at én af de ideer er genial – og Jarl er også blevet bedre til at genkende det geniale fra det middelmådige. ”Jeg tror ideer kommer, når tiden er til det. De må ikke være fortænkt, så bliver det ikke sjovt. Mit succeskriterium er at ramme et bredt publikum. Jeg er ligeglad med det elitære på en eller anden måde – målet må være, synes jeg, at ramme bredt. Lidt som Erik Balling havde det – det er ham, jeg har lært det fra”.

At ideer kan komme ud af det blå og vise sig ikke bare at være bæredygtige, men kan blive en regulær landeplage, er det umage vennepar Walther og Carlo et glimrende eksempel på. ”Jeg var vært på ”Shyy, det er lørdag” i starten af 80èrne. Jeg synes på et tidspunkt, at jeg manglede en at spille op imod – og så ringede jeg til Ole Stehensen, som jeg havde mødt tilfældigt, og spurgte om ikke han ville være med i studiet – og gøre rent eller et eller andet, mens vi optog”, fortæller Jarl Friis-Mikkelsen. Det var lige i starten af bruddet med monopol. TV2 var på vej, og lokal-tv og parabolen havde sit indtog i de danske hjem – og netop lokal-TV var starten på Walther og Carlo. ”Vi fik den ide, at lade to idioter lave lokaltv – med garanti dårligere end det ville være, og det blev starten på Walter of Carlo – det tog to sekunder, så var det ude. Den ide lå meget godt til tiden”.

Folkenær men meget privat

Jarl kan godt have en følelse af at iagttage mere end at deltage i det folkelige fælles. Men han er – akkurat som Benny Andersen – måske bedst betegnet som folkenær. Noget nær folket. ”Det er et adelsmærke, at blive kaldt folkelig. Større hædersbevisning kan du ikke få, synes jeg”.

Og i virkeligheden ved vi ikke så meget mere. Ikke fordi han kun er hans folkelige faglighed, men fordi det er den, der tilkommer os. Jarl Friis-Mikkelsen er et temmelig privat menneske, der trives i sin egen vækstboble; hjemme – hvor han maler billeder med indlagte benspænd for at nære iderigdommen, og hvor han er far til Liva på 11 år, Ella på 5 – og til Isabel Friis-Mikkelsen på 30 år, der er gift med Casper Christensen. Jarl er gift med den 40-årige cand.it. Susanne Pehrsson. De to blev gift i 2009 efter at have dannet par i syv år.

Han er intuitiv tusindkunstner. Og modig. Og måske er han blevet til den, han er, fordi det er sandsynligt, at talentet for at underholde og få andre til at grine, vokser i et barn, der både stammer voldsomt – og starter med et ´J´. Det er ikke nogen optimal kombination, med mindre man forstår, at få folk til at grine med sig og ikke af sig. Man kan godt kalde det for afvæbnende humor – en slags værn mod det ydre, der så nemt bliver et indre spejl. Men hvis det ikke stak dybere, ville det ikke give mening. Og for Jarl Friis-Mikkelsen handler det ikke – kun – om at underholde:

”Jeg vil gerne have, at man har mulighed for at se verden på en lidt anden måde – og jeg forsøger at gå til klingen i de ting jeg laver, men ikke over. Vi trækker det bare skarpt op – og det er jeg vild med. Sådan er jeg også privat”.

Jarl vil måske kunne betegnes som et ældre menneske, hvis man er sådan en der kigger på årstal. Det er Jarl ikke. ”Jeg er et nysgerrigt menneske – og min nysgerrighed er ikke blevet ældre. Jeg er også så heldig, at jeg får mulighed for at lege med de unge. Instruere en sitcom, være med i Dolph eller Klovn og lege med standuppere. Jeg er åben og tvinges ind i udvikling – og det er jeg heldig med. Det gør nemlig, at jeg ikke bliver en sur gammel stodder…”