Socialminister Karen Hækkerup og kirkeminister Manu Sareen, har i marts fremlagt to lovforslag vedrørende homoseksuelle vielser i folkekirken. Det første giver homoseksuelle ret til at blive viet i den danske folkekirke, det sidste præsterne til at nægte. I marts konstaterede Helle Thorning på et pressemøde, at homoseksuelle fra juni 2012 vil have mulighed for at blive viet i den danske folkekirke. Og det får hun nok ret i.

Tekst: Pia Møller Søe
Foto: Simon Wedege

Man taler om, at folkekirken bliver sekulariseret. Verdsliggjort. Og stat og kirke, der ellers i Danmark har været uløseligt forbundet, står lidt fremmede overfor hinanden – lige på grænsen til, måske, en skilsmisse – der både kan blive grim og ende med at få konsekvenser for børnene. Danskerne er ’kulturkristne’. Mange bruger folkekirken som et sted hvor vores historie manifesteres i ritualer ved særlige lejligheder. I det daglige liv fylder den ’bevidste kristendom’ måske ikke meget i vores åndsliv, men religionen er alligevel så rodfæstet i os, og så væsentlig en del af vores kultur, at kristendommen udfolder sig overalt i det liv vi lever med hinanden. Når folkekirken er til debat, når der skal lukkes kirker, ændres på de gamle ritualer eller når vi taler om, at homoseksuelle skal være velkomne i folkekirken som ’rette ægtefolk’, skaber det derfor debat, og for rigtigt mange danskere bliver det væsentligt, at blande sig.

Da Manu Sareen i sin tid introducerede danskerne til det, der har været længe undervejs, men aldrig så udtalt: Kirkelig vielse af homoseksuelle, optog emnet ikke bare kirken og dens folk. Mange involverede sig i debatten og aviserne reserverede spalteplads til emnet. Kirkeministeren har været insisterende, og har flere gange benyttet sig af, til lejligheden opdigtede argumenter, lyder kritiske røster – og på mange biskopper og deres præster, har det virket fremmed og diktatorisk, at en minister på den måde har gjort sig til herre over kirkens indre. Karin Kristensen er præst ved Nørresundby Kirke. Det har hun været i 15 år, og inden da var hun ansat som højskolelærer ved Løgum Kloster Højskole. Hun tror på den skabende og opretholdende Gud. Hun tror på død og opstandelse og på Helligånden. Hun betegner sig som en klassisk lutheransk præst – og hun modtager idéen om vielse af bøsser og lesbiske med velvilje. I virkeligheden, siger hun, er debatten løbet af sporet og sandheden er, at jeg ikke har noget teologisk belæg for ikke at vie bøsser og lesbiske, på akkurat de samme betingelser som mand og kvinde bliver det.

“Det er jo ikke sådan at præsterne bliver overbebyrdet, og de homoseksuelle kommer valfartende i hobetal. På den måde er debatten ude af proportioner, i forhold til den virkelighed vi står i” – Karin Kristensen.

”Det her tager tid, fordi det kulturelt og historisk set ikke er noget som er rodfæstet i os”, siger Karin Kristensen. For mig var hurdlen dengang det kom på tale med velsignelse af homoseksuelle, at det var så fremmed for mig”, siger Karin Kristensen, ”men når så vi har vænnet os til det, kan jeg ikke se noget forkert i det. En velsignelse er at bede Gud om at være med i forholdet og velsigne den kærlighed to mennesker deler. Den velsignelse kan jeg godt forstå, at de gerne vil have, og der er intet teologisk der taler imod kærlighed mellem to kvinder eller to mænd. Det tror jeg faktisk, at de allerfleste præster vil være enige i”. Siden 1997 har det været muligt for homoseksuelle i registeret partnerskab, at få en kirkelig velsignelse af deres parforhold. Det er, som det aktuelle lovforslag om vielser også lægger op til, frivilligt om en præst vil forestå velsignelsen. I Nørresundby Kirke vil man gerne, og Karin Kristensen fortæller, at i den tid det har været muligt, har man i kirken kun haft én enkelt velsignelse af et lesbisk par. ”Det siger noget om, at problemstillingen i den henseende virkeligheden er meget lille. Det er jo ikke sådan at præsterne bliver overbebyrdet, og de homoseksuelle kommer valfartende i hobetal. På den måde er debatten ude af proportioner, i forhold til den virkelighed vi står i”, siger Karin Kristensen. ”Det var min kollega der var på arbejde den weekend, og efterfølgende talte vi om, at han faktisk synes det havde været en fin oplevelse. Jeg har et eller andet med, at det er sværere med ens eget køn, men det giver mening for mig at udføre velsignelsen, og så synes jeg i øvrigt, at bøsser er vanvittigt søde,” smiler Karin Kristensen.

LÆS OGSÅ:
FLERE NAVNE KLAR TIL TØNDER

BISPERÅD OG BRYDNINGSTID

Præsternes modvilje har fyldt meget i debatten, og tilbage står måske indtrykket af en bagstræberisk folkekirke, uden den – sandsynligvis – nødvendige velvilje i forhold til at se kristendommen tilpasset modernitetens præmisser. Virkeligheden for præsterne er nok en lidt anden, for ikke så få deler Karin Kristensens argument om, at det teologiske belæg for modstanden ikke findes, men når debatten bliver en kamp på skriftsteder, hentet i en bog der er åben for den enkelte præsts fortolkning, kan argumentationen nemt få karakter af forkyndelse for egen overbevisnings skyld. ”Jeg kan godt finde et skriftsted frem hvor der står, at det ikke er i orden, at to mænd lever som ægtefolk, men jeg kan også finde det modsatte. Bibelen er ikke en facitliste – det er kristendommens fælles akse – men ikke som den hellige opskrift, hvor hvert ord er pustet ind af Gud og står til troende”, siger Karin Kristensen. ”Bibelen er skrevet af mennesker som du og jeg, om deres tro på Gud, og den er hele tiden åben for fortolkning. Det må enhver så have ret til at gøre efter bedste evne og overbevisning – og Helligåndens vejledning”. Karin Kristensen bifalder den debat der opstår, når vi rører ved noget dybt og fundamentalt i mennesker – og som præst i folkekirken glæder det hende, at danskerne har haft en holdning og stemme i den debat der raser rundt om kirkeministerens forslag, men overordnet, siger hun, er det her en politisk debat, hvor kirken og præsterne blot er brugt som argumentation. ”Skulle vi have haft en bedre debat, og det kunne jeg havde ønsket mig, må jeg pege på kirkeministeren”, siger Karin Kristensen. Rent formelt er der noget forkert i, at statsmagten kommer og trækker det her ned over kirkemyndigheden. Sådan fungerer det ikke. Det skal vokse nedefra. Det hele skulle ikke have været så forhastet og jeg kunne ønske mig, at han havde givet det den tid sådanne store ændringer har brug for”, siger hun. Baseret på det bispesamråd der sidste år blev afholdt i forbindelse med emnet, konkluderes det, at ’det er Folketingets kompetence, at bestemme den juridiske betegnelse for parforhold mellem to af samme køn’, men også en konstateret teologisk uenighed blandt biskopperne om kønsneutrale ægteskaber blev udfaldet af samrådet.Kirkeministeren og folketinget er lovbestemt folkekirkens beslutningstagere, og reelt har de danske biskopper i den henseende ingen beslutningskompetencer, men et samarbejde mellem stat og kirke forudsætter en noget mere varsom tilgang og en forståelse for kirkens indre virke. Manu Sareen har efterfølgende bedt biskopperne om at udarbejde et vielsesritual for homoseksuelle, og offentligt meldt ud at biskopperne har givet tilsagn. Aalborg Stifts biskop Henning Toft Bro har siden meldt ud, at han er imod et ægteskabsritual, hvor parterne bliver erklæret ægtefæller, og selvom resultatet af en høring sendt ud til landets præster og provster konstaterer et lille flertal for homoseksuelles ret til folkekirkelig vielse, så konstaterer samme høring, at fem af landets ti biskopper er i mod. ”Biskopperne bliver bedt om at føre pennen, og skabe nogle nye ritualer. Når sådan noget kommer fra en kirkeminister som et dekret, er det klart, at de stejler. Der kan ikke komme en politisk magt og blande sig i kirkens indre anliggender, og det er på det punkt, at Manu Sareen gør sig helt pavelig, og ikke har nogen fornemmelse for den meget komplicerede måde det her er skruet sammen på”, siger Karin Kristensen.

LÆS OGSÅ:
Drinknørderi og hjemmebaren hitter i de danske hjem

MENNESKE FØRST, KRISTEN SÅ

Ægteskab har vundet hævd som samfundets betegnelse af et kærlighedsforhold mellem to mennesker, i en livsform hvor vi finder sammen og danner familie. Gud er kærlighed, og i kirken placeres den kærlighed, den menneskelige, i en større sammenhæng, hvor vi knæler ned med front mod noget, der er større end os selv, og lader individet læne sig op af den lettelse der findes i, at en større magt bærer os. ”Ægteskabet er kulturelt – ikke helligt – og bibelsk er der i den gammeltestamentlige kultur flere eksempler på flerkoneri. Det kan – og vil – jeg ikke argumentere teologisk for, men det står der altså også i bibelen, vi taler bare ikke om det”, siger Karin Kristensen. “Derfor kan vi i den her debat ikke slå svaret op i en bog. Det er en kamp på ord om det skal hedde ægtefæller eller livsfæller når vi vier homoseksuelle, det kan aldrig være en teologisk snak. Kirken er et godt sted at sige ja til hinanden. Man står der hvor tusindvis af ægtepar har stået og stiller sig dermed ind i en større historie. Det er et sted hvor Gud meget emotionelt taler med, og det er også derfor vi bliver så stemt af det. Man skal som menneske placeres i den store fortælling, og i den sammenhæng er det uvæsentligt om man er mand eller kvinde”. Karin Kristen taler, med baggrund i sin højskolefortid, om det gamle grundtvigianske udtryk ”Menneske først, kristen så”. Hun vil gerne vie homoseksuelle i sin kirke, og den holdning deler hun med sin kollega i kirken. ”Jeg er vokset op med den grundtvigske opfattelse; ”Menneske først, kristen så”, og det er altid mit udgangspunkt. Det betyder for mig, at man ikke skal være kristen på en bestemt måde for at komme i kirken – man skal komme som menneske. Man kan måske sige der sådan, at man skal tro på sig selv, før man kan tro på noget andet. Når vi finder vores kristne identitet i det lys, har vi også bedre forudsætning for at mødes når eksistensen brænder på – der hvor de store spørgsmål er”, siger hun. For Karin Kristensen giver det mening at hendes kirke ikke bare velsigner, men også vier, homoseksuelle par der måtte ønske det. Det udfordrer ikke hendes teologiske udgangspunkt – for det er nemlig, at Gud er kærlighed og tilgivelse for ethvert individ. Sammen med hendes kollega, Peder Skamris Pedersen, er hun præst for alle dem i sognet, der betragter sig som en del af menigheden. Uanset hvordan de måtte vælge at forvalte deres tro og kristendom. Nørresundby Kirke er en aktiv kirke, med mange arrangementer og kirkelige handlinger, og de to præster ved kirken tilsigter, at skabe rum for en folkelig kristendom, hvor der er plads til både at udfordre formen og varetage barnetroen.

LÆS OGSÅ:
Dizzy Mizz Lizzy har premiere i AKKC når de tager på Danmarksturné med nyt album

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here