Jan Gintberg - foto: Tom-Lindboe

Han ved et og andet om hektar- og tilskudsplaner, og på sin vis har han begge ben solidt plantet i den muld, der var hans barndomsland. Han er et solidt menneske, der tør stå ved sig selv. Og de fleste andre. Og det handler om hans opvækst. Det gør det næsten altid. Man bliver højst sandsynlig først sig selv, når man forstår, hvem de andre er.

Jan Gintberg bor i Utterslev Mose – et stille, smukt sted tæt på København. Det har han gjort de sidste mange år, og han er på ingen måde indbegrebet af en nordsjællandsk bonde. Men det kunne han godt have været. Han er vokset op på en firlænget gård i Lynge, med sin far, der var vestjyde, beslutsom og byrådsmedlem for Venstre og sin mor, der – ifølge Jan – var en lille smule mærkelig, to ældre søskende og en hel masser grise. Han har en bachelor i jordbrugsvidenskab – og troede, helt oprigtigt, at han skulle være landmand. Måske mest for at bevise over for sine forældre – og sig selv – at den gård i Lynge, der ikke kørte skidegodt der i starten af 80’erne, den kunne han drive meget bedre. Men så var det, at han begyndte at lave studenterrevy og kunne mærke, at de der papirer, han få år forinden havde fået tilsendt fra teaterskolen, dem, der var et udtryk for en drøm – måske ikke skulle have været så kategorisk kasseret til fordel for ideen om landmandslivet. Han debuterede på DIN’s – den legendariske bar og café i København, der sidst i 80’erne blev scene for den stand-up, der så småt var ved at blive en veletableret del af – især – København. Og det gav mening;
”Jeg har i bund og grund altid været sådan en, der ville underholde. Jeg var sådan en, der skrev taler, spillede revy og med glæde påtog mig tjansen som toastmaster. Jeg var klassens klovn og jeg elskede at spille teater. Jeg fik jo endda optagelsespapirerne til teaterskolen tilsendt som 17-årig, men da jeg sad hjemme på gården og så for mig, at jeg skulle derind og sidde og pille mig i navlen de næste fem år, så virkede det bare ikke rigtigt, ” fortæller han. ”Jeg skubbede det væk dengang. Tænkte, at det var lidt fjernt – uopnåeligt, føltes det, og det var også ret omfattende sådan bare lige at rykke op i alt det, jeg havde lært og alt det, jeg kom fra. Det var ikke sådan lige for at sige ”fuck det, nu rejser Jan til København”,“ griner han.

Men det gjorde han jo. Og fordi han ikke længere var den der noget mere skrøbelige 17-årige, der havde brug for baglandets accept, og fordi det måske på en måde altid var meningen, debuterede han som stand-up komiker, fik succes, en tredjeplads ved DM, talte til nationen på Danmarks Radio, P3, og fik den fineste betegnelse, der er showbusiness-mennesket muligt; han blev folkeeje. Og fik lyst til mere.

”Det var en helt ekstrem langsom frigørelsesproces, jeg havde gang i der – men primært fra mig selv og fra mine egne forventninger. Da jeg ville ud af 10. klasse og være landmand, sagde mine forældre faktisk, at det skulle jeg bestemt ikke. De ville have, at jeg skulle på gymnasiet ligesom mine søskende, og mit ungdomsoprør bestod så i, at jeg ville uddanne mig og så vende hjem til den fædrene gård og gøre det bedre, end min far havde gjort det, ”fortæller han, ”og så var det så at jeg, der i starten af 90’erne besluttede mig for at sige; ”Nå, men så til helvede med de 12 år jeg har brugt på det – nu skal jeg være performer. Også selvom jeg havde den der vestjyske far og den mærkelige mor, der bare ikke rigtigt bakkede op, men var sådan mere… det lyder da ikke så smart og er det ikke dumt… Det der fornuftsapparat, det havde jeg ligesom også fået pakket mig ind i en tid, og det var en kæmpe befrielse at træde ud af det. Så bestod den anden frigørelse ligesom i, at jeg skulle frigøre mig fra mig selv. Den jeg så troede, jeg var… Og da jeg først stod der… Da jeg fandt ud af, hvor bred den der hylde, jeg nu var landet på var – og hvor mange muligheder der er. Det gav mening,” siger han.

Jeg kunne mærke, at jeg brugte for meget energi på at tolke andre – og så mistede jeg mig selv i det, jeg lavede.

Jan Gintberg, der i dag er 54 år gammel, har siden ernæret sig som selvstændig erhvervsdrivende. Det er vigtigt, siger han, det med at være selvstændig, for han har behov for, at være sin egen væsentligste drivkraft. Ellers går det galt. Det ved han, for det var tæt på for nogle år siden – kort tid efter faderens død og efter nogle projekter, der ikke føltes helt så rigtig som vanligt. Det var på en måde som om, han var blevet til sådan en, som man vidste, hvor man havde. Han havde mistet spilleglæden og den der trang til at tage chancer. Han havde tabt det undervejs, og var kommet til at erstatte det med de der forbandede forventninger;

LÆS OGSÅ:
Gi' Jimmy et blowjob

”Jeg følte mig lige pludselig lidt som sådan en, der bare skulle levere en vare – det, folk forventede af mig. Jeg skulle på en eller anden måde – syntes jeg – være mit brand og sådan please folk og forventninger på en måde, så det hele gik op. Det var en fornemmelse – og jeg kunne mærke, at jeg brugte alt for meget energi på at tolke andre og så mistede jeg mig selv i det, jeg lavede. Det lyder vældig dramatisk, men på en eller anden måde, så er man selv grundkernen i det her fag, så det gik ikke, og jeg havde brug for noget hjælp til at komme ud af det.”

Jan Gintberg fik hjælp af en coach og genfandt kaos i kosmos. Et basalt behov for et menneske, der er drevet af uforudsigelighed og muligheden for selvbestemmelse. Det var jo derfor han i sin tid skiftede den akademiske fremtid ud med en branche, hvis hverdage bærer mindre præg af Excel-ark og hektarstøtte. Han finder forudsigeligheden klaustrofobisk og har brug for en lille smule kaos – også for at balancere en tilværelse, der ellers er ret stringent. Det er hverdagen med kone og tre børn i sagens natur – heldigvis, siger han; for summen af det hele er ret sublim;
”Jeg dyrker den der selvstændighedstanke og har simpelthen brug for at kunne bestemme over mig selv i mit arbejdsliv. Jeg tror, det er en del af det at være kunstnerisk entreprenør – at man jo er sin egen virksomhed, og når man så dyrker den der frihed, så er man jo også som menneske – jeg er – dualistisk og har også brug for modsætningen; ankeret. Familien – konen og børnene og hverdagen, der står i skarp modsætningen til mit arbejdsliv, der jo så meget ofte er en centrifuge af fragmenter, der bare ryger rundt om ørene på én…Og så kan det godt være, at man stadig kan få nok af hele lortet og leverpostejsmadder klokken 18.10 hver dag – og så tager man til Italien og kører på motorcykel i fem dage rundt om nogle søer eller i sommerhus – mutters alene – og kævler en masse bajere og skriver nogle fuldstændigt vanvittige tekster,” griner han.

Jan Gintberg – foto: Tom-Lindboe

Familien er hans livsfæste. Han har brug for det. Og for dem. Han er far til Eline, August og Alvilde, der er helholdsvis 19, 13 og 8 år. Hans hustru, Nina, er jordemoder og der er som sådan ikke noget ekstraordinært over det familieliv. Det indeholder akkurat samme mængde pasta og kødsovs som de fleste andre familiers.

… også selvom far er på tv. Jan Gintberg har lavet mere end et par håndfulde one-man shows og virkelig mange tv-programmer – blandt andet ’Gintberg på kanten‘, der cementerede og genetablerede ham – også i nye generationer. Han har været en del af branchen i mere end 25 år, og der er intet der tyder på, at det kommer til at forandre sig. Pyt, hvis det gør, siger han. Det er ikke det, det handler om. Den latente selvmedlidenhed og usikkerheden på, om man nu også – sådan for alvor – kan lykkes i en branche, der ikke nødvendigvis kun er kendt for kollegial hjertevarme, fylder ikke ret meget længere. Det gør ikke noget, hvis man skal skalere ned undervejs. Han leaser bilen og er villig til at cykle i stedet, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Så længe, det han laver giver mening. Så længe han kan mærke, at ”ilden brænder”;
”Det handler ikke om penge, og det handler ikke om antallet af publikummer. Jeg har ikke længere den der arbejdsmæssige nervøsitet, heller ikke selvom jeg synes, at jeg virkelig skal arbejde for tingene, det kommer ikke bare flydende til mig – men jeg har så meget ballast efterhånden, at jeg føler, at jeg ved, hvad der skal til. Og skulle publikumstallet blive mindre, så fint nok. Vi finder på noget, så afleverer vi bilen og bruger af det overskud, der er bygget op. Mit ego kan godt klare det,” siger han.

Det er godt. For der skal alligevel noget mod til at iscenesætte sig selv på den måde, som han gør. Hans shows er et meget langt stykke hen af vejen båret af hans egen iboende nysgerrighed, og det er samfundssatire med implicitte holdninger, han undersøger – ofte i dialog og improvisation – med publikum. Han sætter ord på det latterlige i samfundets magtstrukturer og udfolder det grinagtige i det politiske gøgleri, når han ser det. Han er komiker, og en komiker, siger han, er i nogen udstrækning en art fornuftsvæsen, der kan sætte ord på alt det, der ”bimler og bamler om ørene på os”;
”Vi står jo ikke med sandheden. Det vi kan er at give et filtreret bud på, hvad det er der sker omkring os – og så er det jo folks egen tolkning ind i det, der er afgørende. Man kunne jo have fået det samme i en sang eller i litteratur – og komik er komik. Det helt distinkte i det er, at man skal grine af det. Ellers er det jo et foredrag, og derfor skal det sjove stå først. Man skal grine af en komiker. Det er ideen – og så kan man jo, som udøvende, bare håbe på, at der gennem glædestårne måske kunne opstå nogle refleksioner. Men det er en bonus. Kun en bonus. Det jeg feeder af er, at folk griner. Det er og bliver det egentlige, ” konstaterer han.

LÆS OGSÅ:
Vi holder jul i Gammelby!

Han har altid været optaget af politik, af magtstrukturer og af den måde, medierne formidler virkeligheden på. Han finder det hele hysterisk morsomt med mellemrum. Og det er væsentligt, siger han, for det modsatte; stilstand og sortsyn, leder til en apati, der intet fører med sig. Hans nye show, det, der får premiere, d. 25. januar, hedder ’Gintberg reder verden’, og handler om at insistere – i alt fald mest muligt – på en verden, hvor vi husker, at vi skal grine af os selv, når der er mulighed for det;
”Du kan miste alt håb, hvis du ikke kan grine af dig selv – det er noget fysikeren Stephen Hawking har sagt – og det gjorde indtryk på mig. Manden sidder lammet i en kørestol og kan røre en fucking lillefinger. En lillefinger! Det er et meget godt bilede på, hvor forløsende det kan være at grine. Og græde – i øvrigt. Der er jo noget ved både grinet og ved gråden, som er forløsende. Man samler ligesom sine tanker igen. Der er næsten noget salvelsesfuldt over det. Og fuck, vi lever kun én gang – vi skal grine, når vi kan. Og det er så der, jeg kommer ind…” smiler han.

Jan Gintberg er en art selverklæret samfundets hospitalsklovn – og han er optimistisk på verdens vegne. Mennesket har stor innovationskraft, siger han – og selv om der er meget, der er ad helvede til – selvom vi er deprimerede og rådvilde og bruger al for langt tid ovre på Twitter, så kan mennesker i fællesskab flytte på alverden – og det skal vi bare lige huske på, når vi har lidt svært ved at finde noget at smile af.
”Når sociale væsener går sammen, så sker der noget, og menneskeheden har – uagtet at verden flyder med plastik, at vi spiser for meget kød og at magthaverne gøgler rundt, truffet usandsynligt mange gode beslutninger. Det er kun, når vi går rundt med hovedet og pikken for langt oppe i røven, at det går galt. Når vi bliver Twitter-ficeret og bliver vores egen megafon og synes, at vi har lov til at mene, at lige præcis vores behov skal pleases en til en. Det er egentlig verdens store udfordring; at ingen længere synes, at de skal give køb på noget som helst. Vi er ikke længere opdraget – heller ikke politisk – til, at indgå kompromisser, vi synes bare, at det skal være, præcis som vi har ytret det ovre på Twitter – og i den kompleksitet, når vi står der på hver vores søjle, så er der jo lang vej inden, vi bliver enige om noget som helst,” siger han.

Jan Gintberg – foto: Tom-Lindboe

Det er selviscenesættelse. Det har det altid været. Også for ham. Det er hans verdensbillede og den han er – hans måde at være i verden på, han tager fat i, når han står der på scenen.
Han bliver sindssyg, hvis ikke han gør det. Det er en art terapi – muligheden for at få sagt, hvor ukristeligt dumt han synes det er, når vi brokker os over en verden, der er bedre i dag end den var i går;
”Jeg kan godt få lyst til at køre ud og ringe på hos nogen for at slå dem oven i hovedet og give dem en 20’er for ulejligheden. Folk siger så uhyggeligt dumme ting om verden, og om, hvordan altid var bedre i gamle dage. Det var det ikke. Der er et andet udbud i dag. Verden har meget at byde på – og vi er oplyst på en hel anden måde, end dengang vi kun havde fars leksikon inde på hylden.

Jan Gintberg er optaget af verden og det er det, hans shows handler om. Verden – også hans. Da han blev far til en pige med Downs syndrom, da hans egen far døde og når helt store spørgsmål skal i spil, så bliver det til morsomheder med indlejret stof til eftertanke. Han udkommer som og med sig selv – det er stand-up genrens betingelse; at der er en høj grad af ægthed i det, man går på scenen med;
”Faget er en vækstbase på den måde – det bliver hurtigt noget eksistentielt… Man udkommer jo med det, man er – det er ens egne hår, man står og river ud af røven oppe på den scene. Og så er det jo alligevel spørgsmålet, hvor ægte det kan blive, for selvfølgelig er der også skuespil og performance i det – men jeg vil alligevel påstå, at der er en stor del af det, der er vældig ægte. Det er mig og verden, sådan som jeg så lige ser den.”

LÆS OGSÅ:
DRØMMER DU?

Han tager på turné igen om lidt – ikke for at redde verden, men for at rede den. Give et bud på, hvordan den kommer til at tage sig mere velfriseret ud. Det er hans mulighed – siger han for at minde os om, at vi skal grine lidt af det hele. Også ham.

”Jeg dyrker den der selvstændighedstanke og har simpelthen brug for at kunne bestemme over mig selv i mit arbejdsliv. Jeg tror, det er en del af det at være kunstnerisk entreprenør – at man jo er sin egen virksomhed, og når man så dyrker den der frihed, så er man jo også som menneske – jeg er – dualistisk og har også brug for modsætningen; ankeret. Familien – konen og børnene og hverdagen, der står i skarp modsætningen til mit arbejdsliv, der jo så meget ofte er en centrifuge af fragmenter, der bare ryger rundt om ørene på én…Og så kan det godt være, at man stadig kan få nok af hele lortet og leverpostejsmadder klokken 18.10 hver dag – og så tager man til Italien og kører på motorcykel i fem dage rundt om nogle søer eller i sommerhus – mutters alene – og kævler en masse bajere og skriver nogle fuldstændigt vanvittige tekster,” griner han.

Familien er hans livsfæste. Han har brug for det. Og for dem. Han er far til Eline, August og Alvilde, der er helholdsvis 19, 13 og 8 år. Hans hustru, Nina, er jordemoder og der er som sådan ikke noget ekstraordinært over det familieliv. Det indeholder akkurat samme mængde pasta og kødsovs som de fleste andre familiers.

… også selvom far er på tv. Jan Gintberg har lavet mere end et par håndfulde one-man shows og virkelig mange tv-programmer – blandt andet ’Gintberg på kanten‘, der cementerede og genetablerede ham – også i nye generationer. Han har været en del af branchen i mere end 25 år, og der er intet der tyder på, at det kommer til at forandre sig. Pyt, hvis det gør, siger han. Det er ikke det, det handler om. Den latente selvmedlidenhed og usikkerheden på, om man nu også – sådan for alvor – kan lykkes i en branche, der ikke nødvendigvis kun er kendt for kollegial hjertevarme, fylder ikke ret meget længere. Det gør ikke noget, hvis man skal skalere ned undervejs. Han leaser bilen og er villig til at cykle i stedet, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Så længe, det han laver giver mening. Så længe han kan mærke, at ”ilden brænder”;

”Det handler ikke om penge, og det handler ikke om antallet af publikummer. Jeg har ikke længere den der arbejdsmæssige nervøsitet, heller ikke selvom jeg synes, at jeg virkelig skal arbejde for tingene, det kommer ikke bare flydende til mig – men jeg har så meget ballast efterhånden, at jeg føler, at jeg ved, hvad der skal til. Og skulle publikumstallet blive mindre, så fint nok. Vi finder på noget, så afleverer vi bilen og bruger af det overskud, der er bygget op. Mit ego kan godt klare det,” siger han.

Det er godt. For der skal alligevel noget mod til at iscenesætte sig selv på den måde, som han gør. Hans shows er et meget langt stykke hen af vejen båret af hans egen iboende nysgerrighed, og det er samfundssatire med implicitte holdninger, han undersøger – ofte i dialog og improvisation – med publikum. Han sætter ord på det latterlige i samfundets magtstrukturer og udfolder det grinagtige i det politiske gøgleri, når han ser det. Han er komiker, og en komiker, siger han, er i nogen udstrækning en art fornuftsvæsen, der kan sætte ord på alt det, der ”bimler og bamler om ørene på os”;
”Vi står jo ikke med sandheden. Det vi kan er at give et filtreret bud på, hvad det er der sker omkring os – og så er det jo folks egen tolkning ind i det, der er afgørende. Man kunne jo have fået det samme i en sang eller i litteratur – og komik er komik. Det helt distinkte i det er, at man skal grine af det. Ellers er det jo et foredrag, og derfor skal det sjove stå først. Man skal grine af en komiker. Det er ideen – og så kan man jo, som udøvende, bare håbe på, at der gennem glædestårne måske kunne opstå nogle refleksioner. Men det er en bonus. Kun en bonus. Det jeg feeder af er, at folk griner. Det er og bliver det egentlige, ” konstaterer han.

LÆS OGSÅ:
Wanna dance?

Han har altid været optaget af politik, af magtstrukturer og af den måde, medierne formidler virkeligheden på. Han finder det hele hysterisk morsomt med mellemrum. Og det er væsentligt, siger han, for det modsatte; stilstand og sortsyn, leder til en apati, der intet fører med sig. Hans nye show, det, der får premiere, d. 25. januar, hedder ’Gintberg reder verden’, og handler om at insistere – i alt fald mest muligt – på en verden, hvor vi husker, at vi skal grine af os selv, når der er mulighed for det;
”Du kan miste alt håb, hvis du ikke kan grine af dig selv – det er noget fysikeren Stephen Hawking har sagt – og det gjorde indtryk på mig. Manden sidder lammet i en kørestol og kan røre en fucking lillefinger. En lillefinger! Det er et meget godt bilede på, hvor forløsende det kan være at grine. Og græde – i øvrigt. Der er jo noget ved både grinet og ved gråden, som er forløsende. Man samler ligesom sine tanker igen. Der er næsten noget salvelsesfuldt over det. Og fuck, vi lever kun én gang – vi skal grine, når vi kan. Og det er så der, jeg kommer ind…” smiler han.

Jan Gintberg er en art selverklæret samfundets hospitalsklovn – og han er optimistisk på verdens vegne. Mennesket har stor innovationskraft, siger han – og selv om der er meget, der er ad helvede til – selvom vi er deprimerede og rådvilde og bruger al for langt tid ovre på Twitter, så kan mennesker i fællesskab flytte på alverden – og det skal vi bare lige huske på, når vi har lidt svært ved at finde noget at smile af.
”Når sociale væsener går sammen, så sker der noget, og menneskeheden har – uagtet at verden flyder med plastik, at vi spiser for meget kød og at magthaverne gøgler rundt, truffet usandsynligt mange gode beslutninger. Det er kun, når vi går rundt med hovedet og pikken for langt oppe i røven, at det går galt. Når vi bliver Twitter-ficeret og bliver vores egen megafon og synes, at vi har lov til at mene, at lige præcis vores behov skal pleases en til en. Det er egentlig verdens store udfordring; at ingen længere synes, at de skal give køb på noget som helst. Vi er ikke længere opdraget – heller ikke politisk – til, at indgå kompromisser, vi synes bare, at det skal være, præcis som vi har ytret det ovre på Twitter – og i den kompleksitet, når vi står der på hver vores søjle, så er der jo lang vej inden, vi bliver enige om noget som helst,” siger han.

Det er selviscenesættelse. Det har det altid været. Også for ham. Det er hans verdensbillede og den han er – hans måde at være i verden på, han tager fat i, når han står der på scenen.
Han bliver sindssyg, hvis ikke han gør det. Det er en art terapi – muligheden for at få sagt, hvor ukristeligt dumt han synes det er, når vi brokker os over en verden, der er bedre i dag end den var i går;
”Jeg kan godt få lyst til at køre ud og ringe på hos nogen for at slå dem oven i hovedet og give dem en 20’er for ulejligheden. Folk siger så uhyggeligt dumme ting om verden, og om, hvordan altid var bedre i gamle dage. Det var det ikke. Der er et andet udbud i dag. Verden har meget at byde på – og vi er oplyst på en hel anden måde, end dengang vi kun havde fars leksikon inde på hylden.

Jan Gintberg er optaget af verden og det er det, hans shows handler om. Verden – også hans. Da han blev far til en pige med Downs syndrom, da hans egen far døde og når helt store spørgsmål skal i spil, så bliver det til morsomheder med indlejret stof til eftertanke. Han udkommer som og med sig selv – det er stand-up genrens betingelse; at der er en høj grad af ægthed i det, man går på scenen med;
”Faget er en vækstbase på den måde – det bliver hurtigt noget eksistentielt… Man udkommer jo med det, man er – det er ens egne hår, man står og river ud af røven oppe på den scene. Og så er det jo alligevel spørgsmålet, hvor ægte det kan blive, for selvfølgelig er der også skuespil og performance i det – men jeg vil alligevel påstå, at der er en stor del af det, der er vældig ægte. Det er mig og verden, sådan som jeg så lige ser den.”

Han tager på turné igen om lidt – ikke for at redde verden, men for at rede den. Give et bud på, hvordan den kommer til at tage sig mere velfriseret ud. Det er hans mulighed – siger han for at minde os om, at vi skal grine lidt af det hele. Også ham.

Tidligere artikelFør nytåret: Fem råd til at spare penge i 2018
Næste artikelUltimativ forkælelse for kvinden i dit liv

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here