Det skulle egentlig aldrig have være Aalborg. Eller rekruttering og rådgivning. Men det blev det. Jacob Møller Hansen er i dag indehaver af Comentor i Aalborg, en virksomhed der arbejder med rekruttering og kompetence – og organisations -udvikling.

Tekst: Jeppe Søe
Foto: Simon Wedege

For Jacob Møller Hansen er det væsentligt, at medarbejderne i Comenter arbejder som et team. De ansatte er ildsjæle, og miljøet på arbejdspladsen skal værne om den enkelte medarbejder, så der både er plads til engagere sig i jobbet, men også til et sundt privatliv, der er forudsætningen for velfungerende medarbejdere.

Comentor har eksisteret siden 2002 og på bare 10 år har virksomheden udviklet sig til Nordjyllands stærkeste konsulenthus, med tre underselskaber: ULDBJERG, AKADEMIET OG JOBMENTER – hvert selskab med særlige kompetencer indenfor HR, organisationsudvikling og rådgivning for arbejdsledige.

Jacob Møller Hansen er en dedikeret direktør, men han er også familiefar og gift med Helle Uldbjerg, der er daglig leder af ULDBJERG. Som direktør og selvstændig erhvervsdrivende er det let, og til tider fristende, at lade sig opsluge af en arbejdsuge på 80 timer og et engagement der aldrig rigtigt holder pause, men det har Jacob – så vidt muligt – fravalgt. Han vil være nærværende i et liv der skal, og kan, indeholde både familieliv og et meningsfuldt fagligt virke.

” Når vi rekrutterer eller headhunter i Comentor, leder vi efter folk, der har familien med i deres liv. Den periode, hvor alle ledere konstant skulle spille smarte ved at virke stressede, og tale om, hvor dedikeret de er til deres arbejde – og derfor i karrierens navn må give køb på familielivet, er forbi. Nu er det okay at mærke efter, være tilstede og også koble af. Den filosofi lever jeg selv efter,“ siger Jacob Møller Hansen.

At Jacob endte i Aalborg kan tilskrives hans trang til at udfordringer. Med en fortid i militæret og herfra en uddannelse som linjeofficer og major af reserven, har Jacob Møller Hansen altid udfordret sig selv fysisk. Da han i XX møder sygeplejerske Helle Uldbjerg har han en idé om, at det næste han skal prøve kræfter med er Jægerkorpset – og skal han det, skal han til Aalborg, og Helle skal med. De to etablerer sig i byen, Jacob
starter sin uddannelse til jægersoldat – og her møder han sin grænse. Ikke fysisk, men psykisk. Han er 30 år på det tidspunkt og er lige blevet fra til en lille pige – i det lys virkede udfordringerne risikable for en mand der pludselig havde en masse at miste.

” Jægerkorpset var nok mest en konkurrence med mig selv. Jeg ville bevise, at jeg kunne. Men havde nok ikke tænkt igennem, om jeg ville. Jeg havde brugt al min tid på karrieren i militæret, var stort set weekendfar – og min datter græd, bare jeg gik ud med skraldespanden, fordi hun tænkte, at jeg nu skulle af sted igen. Pludselig tænkte jeg som familiefar. Jeg stoppede op og vendte tilbage til mit andet virke i militæret, alt mens jeg brugte tid ved siden af, på at skabe egne projekter. Vi startede Nordjyllands første paintball-bane, og så flirtede jeg med Carsten Mørchs kurser i kanindræberi. På en eller anden måde blev jeg i det mere og mere sporet ind på at arbejde med at flytte folk psykisk og fysisk,” siger Jacob Møller Hansen.

LÆS OGSÅ:
JAKOB OLRIK: MED KÆRLIG HILSEN....

Jacob søgte derfor en stilling som headhunter hos Cultivator og bliver med tiden partner, men synes ikke om samarbejdet med sin chef og vælger derfor at gå. Han bliver i stedet direktør i softwarefirmaet Nordsoft, som han får lavet en turn-around på qua hans kompetencer indenfor konsulentmæssige dyder og innovativ tænkning. Da software-markedet senere ændrer sig, var der brug for en logistiker fremfor en innovativ direktør, og Jacob Møller Hansen følte, at han efterhånden havde fået så meget erfaring, at han turde stå selv. Så det gjorde han. En aften på Buddha Bar i Paris skabte Jacob konceptet på bagsiden af en serviet.
” Jeg sad på det her in-sted, hvor management konsulenter fra hele verden mødtes – og så fik jeg en åbenbaring. På bagsiden af en serviet skrev jeg, sammen med min ven, hele vores værdigrundlag og målsætning for Comentor, som jeg nu er eneindehaver af,” fortæller Jacob Møller Hansen.

 

JACOB PÅ HJEMMEBANE

Da jeg forlod militæret flyttede vi selvfølgelig ud af tjenesteboligen, og så var huset her  til salg – det faldt vi for med det samme.

Køkkenet er det eneste rum, der for mig har virkelig stor betydning. Det er der jeg slapper af og det er samlingsrummet for vores familie. Vi er meget tætte i vores familie. Vi holder fast i traditioner og dyder. Eksempelvis spiser vi morgenmad sammen klokken syv – alle sammen, hvis vi er her, og vi sørger også for at spise aftensmad sammen. Selvom mine børn er store holder de fast i at vi skal spise sammen. Det er en skøn måde at starte dagen på. Samtidig føler vi jo også lidt på hinanden ved morgenbordet. Hvis de f.eks. kan mærke ved morgenbordet, at mor og far har et eller andet uudtalt, eller bare en dårlig dag, jamen så ryger der en formiddags-sms af sted fra børnene, hvor der er forslag om at gøre et eller andet sammen om aftenen.
Den del af familielivet har jeg faktisk taget med på arbejde, hvor vi aldrig møder ind og sætter os søvnigt foran skærmen med en kop kaffe. Vi går sgu lige rundt og siger godmorgen og viser nærvær så alle får en god dag. Ligesom man gør hjemme, hvor man jo heller ikke sætter sig til et morgenbord uden lige at sige godmorgen.

LÆS OGSÅ:
Kulturmennesket

Jacob Møller Hansen

Det er mig der er kok, og det er noget jeg prioriterer højt; at komme hjem til familien og lave mad sammen med dem. Jeg tilstræber i den grad at være til stede og netop madlavning er noget jeg slapper af med.

Jeg er livsnyder. Jeg sætter stor pris på at slappe af, sammen med familien.
Fint nok med gæster og sådan noget, men det er det helt nære jeg tillægger værdi. Jeg bruger tid på netværk, er Rotarianer, men at komme hjem til familien, det er energi for mig.

Jeg er dybest set ret ligeglad med hus og have. Det interesserer mig ikke så voldsomt. Det er en behagelighed og det er praktisk at bo dejligt – men ikke noget jeg går op i. Jeg går mere op i det der sker indenfor, mellem os der bor her. Familien er ekstrem vigtig for mig.

Haven interesserer mig overhovedet ikke. De kunne asfaltere hele lortet hvis det var – men jeg synes da det er rart at sidde derude, kigge derud – men at gå og rode rundt i det, er dødsygt og spild af tid. Det skal da outsources til nogen der gider. Og det siger jeg selvom jeg faktisk – i høj grad – er naturmenneske. Sommerhuset nordpå i klitterne, med højt til himlen og naturen tæt på er skønt! Bare jeg ikke skal hive ukrudtet op.

 

JACOB PÅ JOBBET

Når vi rekrutterer eller headhunter leder vi efter folk, der har familien med i deres liv. Den periode, hvor alle ledere skulle spille smarte ved at virke stressede og erklære, at de må give køb på familielivet for karrierens skyld er forbi. Sådan var det også i militæret, hvor man tog noget under armen og gik rigtigt stærkt, for så tænkte folk: Ham der har sørme travlt. I dag er refleksion og afkobling heldigvis også en egenskab man søger hos en leder. I Comentor har vi altid taget den del med. Vi tager et menneske og skiller ham ad i atomer, for at finde ud af hvad der er indeni – og det fantastiske er ofte, at selvom folk ikke får jobbet, så er de enormt glade for de ting, de fik ud af samtalerne. Det er netop aldrig i samtale om karriereplaner eller CV der kommer noget frem om mennesker – men derimod når vi spørger ind til, hvad der har personlig betydning og spørger ind til familien, vennerne og fritidsbeskæftigelsen. Kort kan man sige, at det er det helstøbte menneske der gør, om du er en god eller dårlig leder.

LÆS OGSÅ:
HVAD FLYGTER DU FRA?

Jeg tror grundlæggende ikke på, at man kan lære at blive en god leder. Det er noget der ligger i din DNA. Du kan lære at bruge nogle værktøjer og nogle mekanismer der gør at du bliver en bedre leder, men super dygtige ledere kommer af det du er, din opdragelse eller det du kommer af. Uden det er du som en elastik spændt op mellem to træer – de kan holde en periode, men pludselig brister de.

Mange siger, at de er helt andre personer når de er på arbejde end når de er hjemme – og det er ikke noget vi søger. Så spiller de en rolle, i stedet for at være tro mod dem selv. Der skal være balance mellem de to roller – og alt du kan tage med dig fra dit hjem og ind på arbejde, gør dig mere autentisk som leder.
Min erfaring stammer jo reelt set tilbage fra militæret, hvor jeg som helt ung og uerfaren fik udleveret mennesker i min varetægt. Den ene er læge, den anden er rocker, den tredje måske socialt udfordret – og den gruppe skal du have til at fungere. Det er 30-40 mennesker fra et dataudtræk, du lige skal få til at fungere i en krig på Balkan. Her skal man selv kunne vise vejen, baseret på selvoplevede erfaringer.

Du skal vise hvem du er på din arbejdsplads. Du skal turde fortælle hvad der er baggrund for din sindstilstand – ellers kan et samspil aldrig fungere optimalt.
Hos Comentor har jeg, ved en tilfældighed, ikke eget direktørkontor, men sidder i åbent kontor med alle de andre – og det er jo næsten som i familien herhjemme. Det tror jeg på er godt for alle, at vi kan mærke hinanden og er tætte. Det gør jo, at man rykker sammen i bussen når noget rammer udefra.

Penge siger mig ikke noget, og det er ikke fordi jeg har dem. Jeg knokler ikke for at blive rig, men fordi jeg elsker det vi laver, og mener at vi gør en forskel. Hvis jeg bare kan komme dertil i livet, hvor jeg ikke skylder penge i banken eller hos Realkredit, så er jeg mere end tilfreds.

LÆS OGSÅ:
KOM NU! Liderlig litteratur til kvinder der (ikke) kan helt selv

 

VERDENDKORT VISER FAMILIEMÅL

Vi holder ferie sammen og rejser så meget vi overhovedet kan. Vi bruger al vores fritid og vores penge på de fælles rejser. Vi er nysgerrige på det der sker ude i verden, og selvom børnene er store, så vil de stadig med. Og så tager vi til Skanderborg Festival, hvor vi drikker os i hegnet og ligner sjufter – og det er så frirummet. Sammen. Kortet her plotter vi vores destinationer ind på og der er en del prikker i Europa, men de senere år er vi blevet bidt af de længere rejser til især Asien, som er helt fantastisk.

Jacob Møller Hansen

FRIRUM MED GEVÆR

Jeg går på jagt. Det var Helle der sagde, at jeg skulle finde et frirum. Noget der var mit, hvor jeg kunne dyrke mig selv i min egen tid, og det har givet mig meget. Bare det at være ude i naturen og sidde og studere små ræveunger der leger. Det er altså fedt. Jeg må ikke have trofæer i huset, min hustru er jo minimalistisk, så alt hvad der hedder gevirer og lignende er i sommerhuset.

 

BOGEN SOM AFSLAPNING

Jeg læser meget og for tiden læser jeg igen “Den engagerede leder” af Stig Kjerulf og Markus Bjørn Kraft, der tilbage i 2002 inspirerede mig helt enormt. Den handler om engagement som drivkraft og om ildsjæle. Jeg har lige fundet den igen, og genlæser med stor glæde.

 

EKSTREME MÅL STYRKER TRÆNINGEN

Jeg løber en del, og har det mål at deltage i ét maraton om året. Jeg skal have et eller andet ekstremt mål, ellers får jeg ikke trænet. Sådan er det nok med militærfolk, vi skal have et mål forude som er næsten uoverkommeligt. Det er nok noget macho-pis… Hvis er størst, hvem har sprunget mest i faldskærm og sådan noget. Sådan er vi mænd, tror jeg…

 

KUNST MED BETYDNING

Jacob Møller Hansen
Kunst går jeg ikke op i. Ikke hvad der står på billedet i hvert fald, men jeg elsker at have noget på væggene jeg holder af, bare det er noget der har en eller anden form for betydning eller taler til mig. Det her billede betyder dog rigtigt meget for os. Det hang i konsultationen hos min søns læge, der behandlede hans allergi, og det har en stor betydning for os.

Tidligere artikelAnna Netrebko: En verdensstjerne kommer til byen
Næste artikelJonny Hefty: en voksen mand i børnetøj

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here