Laura Mo er lyden af noget helt særligt. Levet liv. En munter, overraskende, levende og til tider sandfærdigt sørgelig melodi der sådan særligt insisterende kryber ind under huden på den der lytter og bliver til en fornemmelse af noget. Laura Mo er sanger og sangskriver. Hun har to anmelderroste albums bag sig – og flere på vej. 

Hun bor i sit eget lille slot ved Skørping, i en gammel lægebolig ved privathospitalet, der med eget spir og skovbrynet inden for synsvidde, har lige akkurat nok Rapuntzel-potentiale, til at Laura trives der. Hun både  tror og tvivler – og skriver sange  om begge dele. Og så er hun bedstevenner med Albert White Hat, stammeleder for Lakotafolket i USA, en ørn til Olsen og vild med Amerikas vide horisonter.

Laura Mo har, igen, besøgt Rose Bud indianerne, og hun har skrevet dagbog undervejs. 

Jeg rejste for første gang til USA og besøgte Lakota Indianerne i Rosebud Indian Reservation i South Dakota, USA, da jeg var 16 år. Jeg havde igennem hele min skoletid kun interesseret mig for to ting: At undslippe skolen og at besøge Indianerne. Så igennem længere tid, sparede jeg op og så tog jeg endelig af sted. Hvad jeg ikke havde gjort mig nogen forestilling om var, at jeg – udover at møde Indianerne, faktisk fik venner for livet. Og at jeg ville tage hjem derfra som sangskriver. For det skulle vise sig, at det blev derude på prærien, jeg for første gang skulle sidde med en guitar.  En venlig fyr viste mig to akkorder – og så endte jeg med at skrive min første sang. Det er nu to albumudgivelser og otte Rosebud-besøg siden. Dette er min rejsedagbog fra turen i år, juli 2013.

 

Et roadtrip på skrift og et indblik i, hvad en som mig egentligt laver i et indianerreservat i USA.

 

Enjoy the ride.

 

16. JULI – DØDSENS ANGST

Efter syv år, sad jeg atter i et fly. Naturligvis med den sædvanlige flyangst som min trofaste rejsepartner på denne uretfærdigt-uundgåelige flyvetur over atlanten. Kun fattigfolk bliver nød til at flyve! Om jeg var velstillet, ville jeg sejle med lineren fra England til New York, og derfra leje en Chevy van, og køre til South Dakota. Men jeg må flyve.

 

På trods af, at jeg var omgivet af forventningfulde medrejsende, smilende stewardesser, og i det hele taget positive omgivelser, var mit sind fastfrosset i tanker om døden. Ikke så meget om selve døden, men mere de forskellige måder jeg gerne ville undgå, at dø på. Skrækscenarier udspillede sig i min fantasi om alle mulige tænkelige og utænkelige måder, hvorpå et fly kunne styrte til jorden eller endnu værre, i Atlanterhavet. Jo, der er mange trusler for en freak som mig: Fugle i motoren, lyn, menneskelige forseelser, kollision, terror, osv. I blandt kom min storebror dog forbi mig i tankerne og reddede mig med sin humor. ”Bare bed om en Gin Tonic, hvis I styrter”. Så det gjorde jeg – igen og igen, men vi styrtede ikke. Og sådan er min virkelighed som rejsende. At rejse er ikke at leve. Det er at dø. 

Men på et tidspunkt, i takt med, at jeg nærmede mig USA, forligede jeg mig med døden. Jeg begyndte ligefrem at glæde mig til at få svar på alle de spørgsmål, man måske får besvaret, i det hinsides. Jeg flyttede fokus fra angstens terroriserende væsen og til den potentielle konsekvens af det jeg frygtede: Det jeg frygtede var et flystyrt. Konsekvensen var døden. Da jeg tog døden i hånden, var det ikke så slemt. Fuck det. Og jeg overlevede, og nåede frem til destinationen: Rapid City, South Dakota, USA. Nu er jeg her! Og dét sted – samt Lakota Indianerne i Rosebud Indian Reservation, er det eneste i verden, der kan få min røv ombord på et fly!

 

17. JULI –  UDVIDEDE HORISONTER

Jeg blev hentet i Rapid City af mine kære venner. Efter syv års afsavn, var gensynet inderligt og lykkeligt. Vi kørte de ca. 3 timer ud til Reservatet  – af disse endeløse highways med den store, skarpe horisont, som vi ikke kender til hjemme i DK. Jeg har i dag købt fuel til en trejdedel af hvad det koster hjemme og kaffe til 1$, med free refill. Havde jeg været krigsveteran, havde kaffen været gratis og jeg havde fået gratis donuts med oveni. For sådan gør de herovre. Jeg har spist mig mæt i junkfood – mest af alt i homemade onionrings, og jeg har kigget på tordenskyer i det fjerne. Hvor har jeg savnet Amerika. Men mest af alt har jeg savnet reservatet.

 

18. JULI – HOST, HOST

Man skulle jo tro, at tiden hvor europæerne bragte sygdomme til indianerreservater var long gone. Men jeg har desværre medbragt mig en vaskeægte dansk forkølelse, og har i den forbindelse hostende holdt hele huset vågen det meste af natten. Men det har været en god dag alligevel. Vi kørte ind til Mission og købte medicin. Man kan købe alt herovre. Jeg har et medicinlager nu, som i DK, ville være umuligt at fremskaffe uden recept. Det er egentligt meget fedt. I morgen er jeg nok rask – og helst uden, at have smittet nogen! Wow, tænk at jeg er tilbage i Rosebud. Jeg er tilbage, jeg er tilbage, jeg er tilbage!!! Jeg er så lykkelig. 

LÆS OGSÅ:
RIKKE NIELSEN: SIGER MAN SÅ OVERHOVEDET TILLYKKE?

 

Det er fantastisk at gense folk herude. De der var små børn sidst jeg var her, er blevet teenagere. De større er blevet voksne, og har selv fået børn. Det er en stor familie. Dette er et hjem med plads til børn, til leg, til latter – og til mig. De har hængt min plakat op på væggen. Det har rørt mig meget. Det er ligesom at komme hjem.

 

Men det skal ikke være en hemmelighed, at det er anderledes end det plejer. For der er en der mangler. 

 

For mange år siden, kom Albert White Hat Sr. og hentede mig inde i Mission. Jeg var 16 år, og strandet i en kaffebar i reservatet. Men Albert kom og inviterede mig hjem til sig og sin familie. Og det var ham der, senere på sommeren, løb ned i sin kælder og hentede en gammel guitar frem, og sagde ”You can borrow this. You sing all the time. You should play guitar”. Og det gjorde jeg så. The rest is history. 

 

Det er svært, at uddybe ydeligere hvem Albert var, og hvilket eftermæle han har efterladt sig. For det er jeg slet ikke den rette til, og var jeg det, ville her ikke være nok plads. Der skulle bruges mange sider – mange historier og megen humor! Albert White Hat Sr. var en af dem der faktisk gjorde en forskel, og han lever videre i sine efterkommere – og det vil jeg gerne tilføje, er inspirerende og glædeligt, at opleve.

 

19. JULI – BANJO OG BIRTHDAY

Jeg har været med ude og sætte tipier op på Soldans Pladsen. I gamle dage, var det kvindernes arbejde. Jeg måtte dog skamligt erkende, at jeg ikke havde tilstrækkeligt med manpower (eller womanpower) til, at opstille seks meter lange tipipæle i 40 graders varme. Så mændene grinede af mig, og jeg måtte nøjes med, at slå de små pløkker i, som holder tipidugen på plads. Suk.

Her til aften blev min fødselsdag fejret på ægte indiansk/amerikansk maner. Med surpriseparty, lakota-frybread, Wocapi, Cupcakes, indian tacos, balloner, bannere, limonade, coffee & birthday-honoring! Det var en enestående oplevelse. Vi fejrede også en en af mine gode gamle venner, som blev 78 år. Han er ægte cowboy og er altid stiligt klædt med Stetson-hat, boots & Wranglerjeans! Der blev spist, snakket, indhentet en masse og leet.

 

Prærien herude virker næsten uendelig.. Jeg kunne sidde på denne porch forever, og drikke kaffe, ryge smøger og spille banjo. Af alle steder, er det hér, jeg føler mig allermest hjemme. Jeg tror den bedste måde at definere ”at komme hjem” på er, at man oplever en grundlæggende ro indeni. Det er sådan jeg har det herovre.

 

20. JULI –  SOM ET LYN…

Er flyttet ud i haven i mit telt. Om natten herovre, synger fårekyllingerne, og nogle gange kan man høre prærieulve hyle. Jeg elsker at sove ude. Og jeg elsker tordenvejr. Men jeg måtte flygte tilbage i huset i nat, da en atypisk tordenstorm gjorde mig skrækslagen. Pinligt, jeg som elsker det amerikanske uvejr. Men der var mange lyn og mærkelige vindstød – så jeg løb. Da jeg kom ind i huset, tordnede det så meget, at væggene rystede!

– Er stadig forkølet 🙁

 

21. JULI – STILLE STUNDER

Har malet udhuse i dag. Jeg er god til at male. Min far var murer, så jeg blev tidligt oplært i at male, blande mørtel, pudse mure og sidde på tagrygge. Og det er en god måde at bruge tiden på. Dette sted er ikke et ferieparadis, og nej – her vrimler ikke med turister og gode underholdning-tilbud. Her er stille. Men der er altid things to do. Det er fedt, at være væk fra computer og telefon.

 

22. JULI – COWBOYS OG KVÆG

Så en masse cowboys i dag. De var ved at indfange kvæg på vejen til Valentine i Nebraska (”Vejen Til Valentine”..en potentiel sangtitel!) …Åh, hvor jeg elsker cowboys! De udstråler (udover ubeskrivelig skønhed) frygtløshed og frihed. De er stærke og vejrbidte! ..Helt uden at gå i fitnesscenter og bruge spray tan – nope, this is the real deal.

 

23. JULI – BJERGTAGET. OG BILER

Det er aften, og jeg sidder på verandaen og drikker kaffe. Jeg har været i Valentine igen i dag sammen med en veninde. Jeg har snakket og grinet hele dagen. Lang tid siden, jeg har leet så meget. Spiste på The Bunkhouse og tog derefter ud og handle. Åh, denne amerikanske overdådige overflod. Bare området med shampoo.. det fylder ligeså meget som hele Fakta-butikken i Skørping! Jeg bliver altid lammet af forundring og overvældelse når jeg er i et amerikansk supermarked. Hvis ikke det var fordi folk herovre var så søde og imødekommende, ville jeg sikkert hurtigt få en eller anden indkøbs-angst.

 

Jeg så en gammel traktor ved vejen, som jeg skal huske at tage et billede af. Jeg er en sucker for gamle køretøjer, og dette sted er det rene paradis! Ligesom der er mange hunde og mange kirker i reservatet, er der også mange gamle biler. Her er gamle pickup trucks, gamle Chevy Vans, gamle Chryslers, gamle amerikaner-cruisers. De eneste køretøjer man ikke ser herude, er cykler. (Jeg har set én cyklist herude i al min tid, og han lignede ham rastafari-fyren fra ”Thelma & Louise”!) Bilerne er en passion for mig. Og de er er generelt billige i USA! Jeg ville gerne have min egen, have mere tid, og køre igennem USA. For ca. 10 år siden tog jeg turen sammen med en veninde fra Texas. Vi kørte fra Rosebud til Texas og derfra til Florida – og tilbage til Rosebud igen. Vi oplevede megen musik på den tur. Især Country og Blues. Når jeg får muligheden igen, vil jeg tage til Appalachian Mountains, North Carolina. Det er dér de rigtige banjospillere findes. Men også mountain-men og hillbillys. De fleste folk har set ”Deliverance” (eller ”Udflugt med Døden” som den hedder på dansk.), så folk griner og ryster på hovedet, hver gang jeg siger, at jeg vil op i de bjerge. Men det vil jeg, og det kommer jeg en dag. Jeg vil sidde på en porch og spise applepie og se på gamle mænd i overalls danse clockdance, og jeg vil lære alt hvad der er at lære om musikken fra bjergene ”the high lonesome sound” og backporch og frontporch oldtimebanjo. Det ville være min musikalske pilgrimsrejse.

LÆS OGSÅ:
JARL: MIN NYSGERRIGHED ER IKKE BLEVET ÆLDRE

 

– Forkølelse er næsten væk!!

24. JULI – BANJO OG BISON

I dag hentede vi bisonkødet til Soldansen. Bisonoksen blev skudt dagen efter jeg ankom. Jeg plejer at være med på jagten, men det var jeg ikke i år. Hvor tilfredsstillende en oplevelse det end er, at sidde på ladet af en pickuptruck og se indianere jagte bisonokser på prærien, var jeg ikke in the mood i år. Tanken om, at fortære den rå lever efter jagten, afholdt mig fra det. Jeg er blevet en wussy – en tøsedreng!

 

25. Juli – SUNSET-CHEESE CAKE

Det er morgen – i dag starter soldansen, men jeg er stadig hjemme i huset. Jeg sidder ude i haven med udsigt til nabohusene og den store himmel. 

Herude er der langt imellem husene, og fordi her ingen træer er, virker himlen kæmpestor. Sunset – en knaldrød, fritgående hest på 38 år – og jeg, delte tidligere på morgenen en Cheese Cake. Nu går hun rundt og græsser. 

De dage jeg har været her indtil nu, har jeg tænkt meget over den der amerikanske ”frihedsfølelse”, som de er så stolte af. Den findes. Jeg kan til dels godt forstå den patriotiske ånd der kendertegner USA, og som vi har så svært ved at forstå. USA er et land, hvor man skal træde varsomt og passe på sig selv. Det tror jeg giver stolthed. Jeg er dansker i et moderne Europa, med kryptisk kristendom og ekstraordinær ølglæde som min stærkeste kulturarv, og derfor kan jeg med rette godt konstatere, at vi i Europa lider af generel åndelig fattigdom. Men vi har altid en stat der passer på os. I USA er det lige omvendt. De lider velfærdsmæssigt, men er åndeligt velstillede. Generelt. For der findes naturligvis aspekter af åndelighed, hvor det slet ikke er åndelighed, men blot manipulation og magtudøvelse. Og sådan kan man roligt sige, at især den katolske kirke har valgt at gå til hånde blandt Indianerne. Så her er kirker allesteder. De frelser, forsoner og forkynder, så det er på grænsen til Comedy. Her er kirkelige tiltag steder! Jeg har opgivet at tælle dem. Men heldigvis er der færre og færre der hopper på den. Mange unge Indianere finder tilbage til deres egen spiritualitet, deres egne traditioner og deres eget sprog. Og i den indianske tanke findes intet syndefald, ingen dømmende Gud og intet hinsides helvede.

 

Jeg ved, at jeg vil savne dette når jeg kommer hjem. For det er noget jeg efterlader her. Jeg deltager glædeligt i indianske ceremonier, går til Powwows m.m. når jeg er her, sammen med indianerne. Men ikke derhjemme, selv om jeg ved folk dyrker sådanne indiansk-inspirerede fælleskaber. Men jeg ville have det mærkeligt med det. For mig personligt, hører det sammen med Indianerne og med deres land. Folk hjemme tror tit, at man bliver Indianer fordi man godt kan li’ Indianere. Men fordi jeg kan identificere med den Indianske tanke, eller synes de er fede at hænge ud sammen med, synes jeg ikke jeg er Indianer. Jeg er jo dansker. Og det er jeg lykkelig for. Det giver mig mange muligheder. Jeg har fået venskaber herude, og musikken. Og begge dele er noget man kan dele og/eller give tilbage. Så jeg tager noget, men lader også noget blive her. Og jeg lærer af folk. Jeg har lært herude, at i et hvert menneske findes muligheden for at skabe liv eller tage liv. Og dermed må man tage ansvar. Og de har lært mig, at vi mennesker er ok. Jeg har altid troet, at vi var the bad guys. Men det er vi ikke. Vi er alle forbundne og vi kæmper alle den samme menneskelige kamp for at finde rodfæste. Det er en del af at være menneske. Jeg tror i den forbindelse, at hvis man forholder sig til andre, og til naturens elementer, som noget ligeværdigt med en selv – da oplever man værdighed som menneske og forsoning med sig selv.

LÆS OGSÅ:
JEPPE SØE: AT ISCENESÆTTE SANDHEDEN

 

29. JULI – DUELLING BANJO

I går aftes sad jeg på ladet af en pickup truck og spillede Duelling Banjos med den selvsamme mand, der lærte mig at spille guitar for 17 år siden. Om end den er cheesy, er det min hidtidige største musikalske bedrift!

I morges mødte jeg en kvindelig banjospiller fra Appalachian Mountains. Hun lærte mig på kort tid om, hvorledes jeg kan – og bør, forbedre min banjo-håndstilling. WOW 😀

 

30. JULI – TAGET MED STORM

Jeg har oplevet den vildeste storm!! Der var en tornado, kun 40 miles herfra. Ingen kom noget til. Jeg ville så gerne have været kørt ud i det uvejr og filmet en musikvideo. Jeg spurgte mine venner, men ingen ville lægge truck til. Det forstår jeg godt. Da stormen var værst her, måtte vi alle gå ned i kælderen. Da haglen kom, sad alle og krydsede fingre for, at deres biler ikke fik skader. Det er helt almindeligt herovre. Man ser tit biler med disse små karakterister hagl-buler over det hele.

 

Jeg skal snart hjem. Er begyndt at få hjemkomst-depression-symptomer! Jeg vil gerne hjem, men jeg vil også gerne blive. 

Har været ude og købe gaver til folk derhjemme i dag. Jeg har købt en ægte Pendelton-kalender til min storebror, og til min norske kusine. Hun hjalp mig med at komme herover i år. Hun er en heltinde. Har også været til fødselsdagsfest hos nogle venner i Mission, hvor jeg hjalp med at lave mad. Mødte ved den lejlighed en indiansk DJ og rapper. Jeg lyttede til hans beats, mens jeg lavede mad. Han er mega fed. Jeg håber jeg må bruge nogle af hans beats på min plade. Er glad for jeg mødte ham.

 

I morgen skal nogle af mine venner på roadtrip. De skal til en koncert ca. 1500 km. herfra, i Albuquerque, New Mexico. Derfra kører de til Colorado, og videre tilbage til South Dakota. Sådan gør man gerne herovre. For os danskere – og for os nordjyder, er det et mareridt, om vi skal til sydsjælland eller nordsjælland. I Rosebud Indian Reservation – og i USA generelt, har man et helt andet forhold til distancer. Og til roadtrips. De opfandt roadtrips. Roadtrips i USA er et nødvendigt onde, som blev til et romantisk begreb.

 

31. JULI – INDIANER OLSEN

I går aftes spillede vi Olsen. Det blev bragt til reservatet for snart 10 år siden, af en af mine danske venner, en af de gange hvor vi fløj herover sammen. Han introducerede mig til kortspillet på en flyvetur, hvilket beroligede nerverne. Vi blev ved med at spille Olsen ude i reservatet, og snart blev de fleste ramt af ”The Olsen Fever”. Alle spillede. På et tidspunkt var det så hyped, at folk kom kørerne langvejs fra for at deltage i Olsen-turneringer. Min ven siger, at han er Intergalaktisk mester og præsident i Olsen Boardet, og jeg mener, at det er jeg. Så vi spiller stadig Olsen. Der er mange gode Olsen-spillere i Rosebud Indian Reservation!

 

Jeg er egentligt begyndt at blive ret nysgerrig i forhold til den forestående flyvetur. Og en ting er jo faktisk en udmærket afhjælpende faktor hvad angår flyskræk. Man skal bare sørge for, at miste alt, inden man drager afsted. Så er det nemmere, at forlige sig med døden. Jeg havde i lang tid, inden afrejse lidt af ulykkelig kærlighed. Den var dog aftagende inden jeg tog afsted, så jeg fik ikke det fulde udbytte af den. Dvs, jeg oplevede ikke den der fandenivoldskhed som man ellers kan drage fordel af, når alt er tabt. Men det var jo bare fordi, at alt ikke var tabt. Jeg satte livet på spil for at komme herover (at sætte livet på spil er måske så meget sagt, men at flyve er for mig synonym med døden), og derfor måtte jeg jo mentalt sige farvel til alt jeg havde kært. Og der var meget at sige farvel til! Og dermed var alt ikke tabt. 

 

Man kan i øvrigt lære meget af ulykkelig kærlighed, synes jeg. Hvis man vil. Livet er foranderligt. Jeg har oplevet megen kærlighedssorg, tab og vrede i mit liv. Og især vreden har altid været en del af mig, hvilket mine samtlige ekskærester kan skrive under på – ja, hvis ikke skrive bøger om! Essensen i vrede er, at man ikke tror, at man fortjener det bedste, og det er man frustreret over. Men jeg er ikke vred mere. Vreden er kommet ud af mig, og ind i min musik, som en positiv drivkraft.

 

Jeg har fulgt mit hjerte. Jeg har altid gjort dette i praksis, men uden helt at kunne høste det positive udbytte. Det kan jeg nu. Hvis man altid følger sit hjerte, er man altid et oprigtigt menneske. Er man virkelig bevidst om dette, vil man mærke værdien af sine handlinger. Man vil se og mærke sig selv som et modigt, gavmildt, levedygtigt og stærkt menneske – og derved omdannes vrede til medfølelse, glæde og kærlighed.

 

Når man er midt i en sorg eller en krise, så tror man, at den er evig. Men det er den ikke. Den ændrer sig, og hvis man vil, så finder man en vej, Denne vej er rigere, end den var, inden man stødte ind i den pågældende krise. Og lige præcis dette gør, at alle former for lidelse faktisk har en værdi, synes jeg. Man må bare aldrig nægte sig selv kærlighed og man skal altid prøve følge sit hjerte. Og hvilket diffust udtryk det er, at ”følge sit hjerte”. Men det har det nu aldrig været for mig. Jeg har – så længe jeg kan mindes, forstået dette udtryk. Det tror jeg også de fleste andre mennesker kan – inderst inde. Det er definitionen på, at man vil imødekomme sin indre følelse af længsel. Det være sig en hvilken som helst form for længsel. Det øjeblik man begynder at tage sig af den følelse, holder den op med at føles irriterende og forkert, som noget der sidder og nager. Det er bare ens hjerte der fortæller en, at der er noget man bør gøre. Sådan er det.

LÆS OGSÅ:
Kulturmennesket

 

2. AUGUST – JEG SKAL SCORE JOHNNY DEPP

Jeg kørte med en ven til Rapid City og er overnattet hos en veninde der, som bor tæt på lufthavnen. Det var en fantastisk tur af The Innerstate Highway Route 90. Konstant mødte vi motorcyklister på kæmpe kværn (altså KÆMPE kværn), på vej til Sturgis Motercykeltræf. Jeg har aldrig været der, men det skulle være noget af et tilløbsstykke. Der er også Oglala Nation Powwow ovre i nabo-reservatet Pine Ridge ligenu. Der ville jeg gerne have været ude (især efter jeg fandt ud af, at Johnny Depp hænger ud der!). Men der var ikke tid – hverken til det, eller til at filme den musikvideo, som jeg på vejen fik jeg en idé til at lave. Men alt i alt er der lagt op til, at jeg må snart tilbage. Jeg skal til bikertræf, score Johnny Depp og lave en musikvideo!

 

3. AUGUST – BYE, BYE MISS AMERICAN PIE

Sidder i lufthavnen i Rapid City, og føler mig næsten ligesom dengang jeg var en frygtløs teenager! Skal hjem nu. Skal hjem og lave et nyt album. Det bliver noget helt andet end både ”Alkymi” & ”Motel”. Jeg dannede et helt nyt band, lige inden jeg tog til USA – et Roots/Punk-crossover. Jeg gider ikke lave pæn musik længere. For den menneskelige tilværelse er langt fra ”pæn”. Jeg dur ikke til at polere vores samfunds ydervægge. Jeg vil hellere rive dem ned, og se hvad der gemmer sig under. Jeg har helt bevæget mig væk fra den traditionelle singer/songwriter-genre og det vi herhjemme klassificerer som ”Folk”. Selvfølgelig er jeg sangskriver, men jeg har aldrig helt kunne identificere mig med genren. Der er sådan en alvor i begrebet. Alvor i selve alvoren, og alvor i al den comedy der skal til for at dække over alvoren. Det er umådeligt beundringsværdigt og sexet, når en troubadur faktisk kan forene humor med sit musikalske udtryk. Noget af det bedste jeg har hørt, er forbundet med sådanne koncertoplevelser. Men der er langt i mellem selvironisk copy-comedy – og så go’ humor. Jeg er vendelbo og så tror alle af en eller anden grund, at jeg er skide sjov. Og det er jeg også nogle gange, men så er det mere held end forstand. For jeg gider ikke være sjov. Jeg vil være fri på en scene. Jeg kan mit kram – jeg er sangskriver, jeg kan spille og synge og producere musik, og der har jeg kontrol. Men på scenen har jeg så meget iver og oprør, og så meget på hjertet, at jeg må give slip. Jeg bliver rykket derhen hvor energien er vild og lever sit eget liv, i naturligt oprør med det gængse, sammen med publikum. Jeg elsker når folk bevæger sig til mine sange! De skal ikke sidde på stolerækker og have en finkulturel oplevelse med mig. Det kan de gøre henne i banken. Eller det vil jeg gerne give dem, men først når jeg bliver gammel. Indtil da, stamper jeg i gulvet og spiller til der går ild i min banjo. Jeg vil skrive fede sange og jeg har endelig tilladt mig at slippe vildskaben løs. Og jeg vil se mit publikum gøre det samme. Så kan vi standse tiden, forløse smerte og skabe glæde. Det har taget mig mange år at finde herhen. Men sådan er det vel med alle former for udvikling. Det tager tid. Og god, slidstærk udvikling, tager som ofte lang tid.

 

Ak, ja – nu er jeg vel ved vejs ende i denne essaysligende dagbogsskildring af min rejse. Nu skal mine kære naboer igen døje med mig og mine skruppelløse, musikalske udsving hjemme på slottet. Og indtil der kommer nye Amerikanske eventyr, vil South Dakota’s thunderstorms og skarpe horisont langsomt fortage sig i erindringen, og blive ligesom et slags krydderi.

 

Og hvad vil jeg så nu? På nye eventyr. Lave verdens fedeste nye musik. Snakke mindre. Elske mere!

 

Men skal først lige overleve en flyvetur. 

Bye bye Miss American Pie. Hoka Hey.

 

Tidligere artikelLASSE BURHOLT: SKET ER SKET
Næste artikelMorten Albæk: Flittig filosof

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here