HVIS DET KNIBER

Jeg befinder mig – stadig – i barselsland og det gode ved at være der, ud over en top-nuttet buttet babydreng, med det skønneste smil (det har han altså), er al den forløsende ammestuesnak.
På en eller anden måde bliver blufærdighedsgrænsen lidt udvisket – måske fordi der mellem nybagte mødre hviler en, ja en smule uskøn, fælles erkendelse af, at ligefrem storpoetisk er hverken et bleskifte eller de ustyrlige mængder af babygylp, der ligesom bare bliver en integreret del af dagens outfit. Når det ligesom er på plads, så ved vi jo også godt alle sammen, at vi har født. Og at det heller ikke just er noget ’kodak-moment’, sådan lige når
det topper. Og måske er trangen til at dele alle ’rædselshistorierne’ simpelthen en reaktion på den uvirkelighedsfølelse, iblandet lige dele lykke og lidelse, der opstår post-fødsel.

Her er en af dem. En virkelig god en, som en mor, helt ufatteligt generøst, delte med mig over en amme-the:
Det starter med en praktiserende læge der hilser al, al for jovialt på postfødende, med begyndende sorte rande under øjnene og næsten rene bukser.
Lægen ser sundhedsfaglig ud på den der irriterende glatte måde. Og så er han pæn. Og i starten af 30’erne. Mor skal til den berygtede ’8 ugers undersøgelse’, (ved du ikke hvad det
er, så spørg den nærmeste mor. Men forsigtigt. Ikke alle kan berette om en happy-end).

I det alt for lille konsultationsværelse, med den alt for pæne læger, lægges der blidt ud. Fødsel vendes i faglige termer, der spørges til velbefindende og med blikket fæstnet til skærmen
og nogle ligegyldige vækstkurver, spørger pæn-læge-på-nærmest-tredive: Og sexlivet? Går det? Hvordan beskytter I jer? Mor mumler et svar, nedstirrer barn og alle ånder lettet op.

”Ja, men vi kan jo ikke tale os fra det,” konstaterer han så. Den praktiserende. Implicit: Han har altså heller ikke lyst! Mor må på briksen. Uden benklæder. Og lad os nu bare være ærlige, sidst hun smed dem, var det heller ikke for hyggens skyld.

Læge undersøger, let rosa i de nydelige kinder, mor med diverse instrumenter. Det hele nærmer sig – G.U.D.S.K.E.L.O.V. – en afslutning, og så kommer det – og lægens fingre, for nu at sige det som det er, snigende.

”Ja, så kniber du bare.”
”…”
”Ja. Kom.”
”… (efterfulgt af sær anstrengt – måske ligefrem upassende – lyd)”
”Du kniber bare!”
”Det gør jeg.”
”…”
”Faktisk.”

Han er sød nok. For han vender sig resolut mod vasken, og han siger det meget stille. Det eneste man ikke gider høre, for man har hverken tid eller overskud: Du må godt blive ved med at øve dig.

Godt det ikke er mig…