
Forestillingen Dyrene i Hakkebakkeskoven tager udgangspunkt i den norske forfatter Thorbjørn Egners unikke fortælling og fantastiske univers. En historie der har noget på hjertet, hylder mangfoldigheden, og fortæller såvel børn som voksne, hvor vigtigt det er, at vi kan rumme hinanden trods forskelligheder. Som Morten Skovmus siger i den klassiske børnefortælling fra 1953: ”Man kunne have det så godt i skoven, hvis alle var venner, og de store lod de små være i fred. Så kunne de store hjælpe de små, og de små kunne hjælpe de store, for der er meget, de små kan, som de store ikke kan”.
Pelle Koppel, idemanden og teaterinstruktøren bag opsætningen, fortæller:
”Det har lige fra ideen opstod været min intention at skabe en forestilling, som skulle være en hyldest til Thorbjørn Egners skønne og dejligt naive univers. Altså; ikke et forsøg på at gøre op med den klassiske fortælling, men derimod et ydmygt forsøg på at bakke loyalt op om fortællingen på en finurlig, knivskarp, nutidig, kunstnerisk og tegneserieagtig måde. Jeg ser frem til, at Hakkebakkeskoven efter ni succesfulde år hos os nu endelig rykker ind i Glassalen i Tivoli, hvor forestillingen for alvor vil møde et bredt publikum”.
I skovens dybe stille ro
Hovedkaraktererne i forestillingen, Klatremus Lillemand, Morten Skovmus, Bamsefar, Bagermester Harepus og Mikkel Ræv er alle dyr, som repræsenterer forskellige mennesketyper, og Hakkebakkeskoven kan tolkes som en menneskeverden i miniatureformat. Hakkebakkeskovens love, som bryder med naturens, formidler moralen i historien: at alle skal være venner, og ingen skal spise hinanden. I Hakkebakkeskoven findes ligesom hos os, en længsel efter fred og tryghed og respekt for hinanden. Forestillingen rummer masser af fantasi, leg, sange, tolerance, retfærdighed og ikke mindst sympati og medmenneskelighed.
Pelle Koppel, fortæller videre:
“Det har været et bevidst valg at tage udgangspunkt i tegningerne fra bogen, samt at dyrke en til tider nærmest stilistisk spillestil. Ved samtidig, at lade karaktererne optræde med (dyre)masker på, er det lykkes at vække Thorbjørn Egners streg og karakterer scenisk til live i en grad, jeg ikke tidligere har set det gjort…”
Dyrene i Hakkebakkeskoven – kort fortalt:
Fortællingen udspiller sig i Hakkebakkeskoven, en magisk skov fyldt med dyr. I skoven bor den musikalske Klatremus, der elsker at synge og spille – den empatiske Morten Skovmus, der gerne vil have at alle er gode venner i skoven. Den snu Mikkel Ræv forsøger at spolere idyllen, da han elsker at spise de små dyr i skoven. Men Mikkel Ræv bliver udfordret undervejs, da Morten Skovmus, Bamsefar, Bagermester Harehop, Klatremus og alle de andre dyr sætter sig for at lykkes med at være venner, hvis de bare hjælper hinanden.
Forfatteren Thorbjørn Egner:
Norsk børnebogsforfatter, illustrator og sangskriver (1912-1990).
Thorbjørn Egner har skrevet historierne og Karius og Baktus (1949), Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven (1953) og Folk og røvere i Kardemomme By (1955). Egners børnefortællinger er for længst blevet klassikere for flere generationer, og hans mest populære bøger er udkommet i oversættelser i mere end 20 lande. Den danske forfatter Halfdan Rasmussen har oversat fortællingerne til dansk. I 2017 udkom filmatiseringen af Dyrene i Hakkebakkeskoven.
Idemanden, medproducenten og teaterinstruktøren Pelle Koppel:
Pelle startede sin karriere som barn, da han medvirkede i forskellige musicals i børnemusikteateret, Bar Rock. I 1986 debuterede han i filmene Ballerup Boulevard og Barndommens gade. I 1994 blev Koppel uddannet fra skuespillerskolen i Århus, hvor han efterfølgende blev ansat. I de efterfølgende år skrev og producerede han flere Reumertnominerede forestillinger. I 2006 stiftede Pelle Koppel Teater V, som i 2009 blev Lille Storbyteater i Københavns Kommune. I foråret 2013, var Koppel en af initiativtagerne til opstarten af teaterfestivalen Cph Stage.
Siden 2010 har succesforestillingen Dyrene i Hakkebakkeskoven været opsat på Teater-V, der i år kan fejre 10-års jubilæum på den folkekære forestilling. Forestillingen opsættes i Glassalen i Tivoli fra d. 10. maj 2019.
Dyrene i Hakkebakkeskoven kan opleves i Glassalen i Tivoli fra d. 10. maj 2019. Billetter kan købes på www.tivoli.dk eller www.billetlugen.dk