BENNY ANDERSEN: HVEM KAN RIME PÅ BANJO?

Benny Andersen bor på en ikke så stille villavej i hovedstaden med sit livs store kærlighed. Han elsker hende og deres fælles tilværelse som kærlighedskapitalister. De mødtes ved et tilfælde, og det er hende, juristen, Elisabeth, der åbner, da vi ringer på hos Benny
Andersen, digteren – i egentlig meget bestemt ental – ham, der føler sig langt mere folkenær end folkekær.

Det væsentligste i Benny Andersens tilværelse er, at han er født. Levendefødt. Hans storesøster var død ved fødslen, og på den måde var Benny Andersen sine forældres mirakel. Ønskebarnet, der blev svøbt ind i kærlighed og gode, solide værdier i det ikke helt sædvanlige arbejderhjem, hvor faderen var murerarbejdsmand – og hvor moderen varetog den etiske dannelse af Benny, forestod faderen den musikalske og kulturelle. Benny Andersen kommer fra et arbejderhjem med klaver. Her var der et usædvanligt overskud til at dyrke musikken og hverdagens poesi… Vi kender måske godt historien om Benny Andersens far, der spørger sine børn, om en kat mon kan skyde? Og om Benny, der svarer benægtende, for så at erfare, at det kan den faktisk godt. Den kan skyde både ryg og genvej… Og Benny Andersen sender i den forbindelse sin far en kærlig tanke. Han tænder en cigaret, sipper af sin Campari og konkluderer, som han har gjort det utallige gange før, at hans far i den grad har præget hans fornemmelse for ord og evnen til at lege med dem i et mageløst metaforisk mylder. Men vi vil så gerne forstå det, så vi spørger igen. Han er jo portrætteret utallige gange, digteren, Svantes far, der slet, slet ikke tager sig selv halvt så alvorligt som alle vi andre gør – og så måske alligevel en anelse mere.

Vi kender ham for hans helt usædvanlige evne til at vække alting – selv det åbenlyse – til live. Metaforene taler, med hans pen, deres eget tve-tydelige sprog – og så myldrer det mellem linjerne. Det er enderim og remser, der revser. Og det er måske lige dele sindrig satire og håndelag, der sætter sig som verden på vers mere end tværs. For hvem kan i virkeligeden rime på banjo? Jo, det kan man jo. Konstaterer han – Benny – og tager fejl. I virkeligheden er han bedst til det.

”Det er skægt hvordan en linje som ”livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar”, er blevet til noget af det mest berømte jeg har skrevet, ” siger han, ”for det er efter min bedste overbevisning samtidig noget af det mest ligegyldige. Virkeligheden er jo, at det er et spørgsmål om rim… Har… hvad rimer på har? Nå, jo – klar. Og så er der noget med kaffe, det er dejligt, ikke? Og sådan blev det til,” smiler han. Nu skriver de det nok på min gravsten, og det var jo altså ikke meningen.”

Men det var der så meget andet, der var og er. Benny Andersen siger om sig selv, at han skriver humoristiske digte med kant. Alvorsord, der ikke altid holder sig nede mellem linjerne, men får en fremtrædende plads, og vil os noget. Det er væsentligt for en dansk verdensborger, der helst ser sig fritaget for betegnelsen folkekær og ikke – i modsætningen til de fleste andre – genkender sig selv som synonymet for den danske folkesjæl;

”Nej, jeg er ikke i symbiose med den danske folkesjæl, ” siger
Benny Andersen, ”det erfarede jeg dengang de ryddede Brorsons Kirke på Nørrebro.”

Dengang i 2009 havde afviste irakiske asylansøgere søgt tilflugt i kirken i håb om, at få deres sag om asyl genbehandlet. Dansk politi trænger om natten ind i kirken og anholder 17 irakiske mænd, hvoraf flere efterfølgende tvangshjemsendes.

”Når jeg efter sådan en episode læser, at over 60 procent af danskerne mener, at det var i orden, det, der skete, så vil jeg sgu ikke være dansker mere,” siger Benny Andersen. ”Fra da af har jeg kaldt mig verdensborger i Danmark – og det er sådan set ikke væsentligt for mig, at være folkelig. Jeg er global – og kan slet ikke identificere mig med med folk som Inger Støjberg og hendes… Altså,  jeg bryder mig i det hele taget ikke om, at få den betegnelse hæftet på mig. Ærlig talt skammer jeg mig over, at det er det, vi synes er dansk.

Men titlen som nationaldigter må man tage på sig, når man, som Benny Andersen har fået udgivet mere end 30 digtsamlinger, essays og noveller og i øvrigt har været genstand for andre forfatteres portrætbøger – meget – mere end en enkelt gang. Danskerne læser ham og genkender tilværelsen i alle dens afskygninger. For indeholdt i fortællingen om Svante, Tykke Olsen, Nina og Dagens gode gerning, er indeholdt det evindelige og uundgåelige både og.

”Jeg tror, det er fordi, jeg aldrig har identificeret mig med parnasset. Jeg kender til livet – også i underklassen og jeg har mødt mange og alle slags mennesker i mit liv. Så vi er på lige fod – når vi mødes, og dem der læser mig, tror jeg, genkender deres egen tilværelse; livet, døden. Og kærligheden – ikke mindst! På den måde føler jeg mig i grunden folkenær – mere end folkekær, ” siger Benny Andersen.

Kærligheden er et væsentligt omdrejningspunkt i Benny Andersens forfatterskab, fordi den er det i hans tilværelse. Han er i sit tredje ægteskab – lykkelig som bare fanden, og så endda ved noget, der kunne ligne en tilsyneladende tilfældighed. Benny Andersen mødte sin hustru i et tog mod København, hvor de faldt i snak i rygerkupeen. Benny havde været i Aarhus for at se Nikoline Werdelins ’Mine to søstre’ – for som hun skrev, Nikoline, til den ulykkelige Benny, der savnede sin afdøde hustru og en mening med tilværelsen; ”så er livet for kort til ikke at have en kæreste. Man må boltre sig mellem lagnerne, fremførte hun i en mail – uden at vide, at Benny havde mødt en særlig kvinde, én han følte en særlig kontakt med, dér i rygerkupeen – og som han, da de ankom til hovedbanegården mistede af syne… Men Elisabeth fandt ham igen – hun ringede og spurgte, om hun ulejligede. Og det gjorde hun. Benny Andersen bad om hendes mail – og en time efter modtog hun en lang mail om, at digteren ville se hende igen. De sås. Og med tiden blev hun hans hustru og et digt. Vi ved ingenting og alligevel en hel masse, for det Benny Andersen skriver om, er det der optager ham – og det gør Elisabeth og deres gensidige opdagelsesrejse ind i hinandens tilværelse og sind;

”Elisabeth har gjort, at jeg har fået det, der lå ude i siderne med. Hun har gjort mig hel. Da jeg mødte hende havde jeg egentlig besluttet mig for, at det var slut med den slags. Jeg var lammet af sorg, da Cynthia døde, og fast besluttet på, at nu skulle jeg sublimere. Men så ringede Elisabeth. Da hun kom hjem efter at have mødt mig i toget – uden at genkende mig – fortalte hun hendes datter om en nydelig herre med en afdød hustru der kom fra Barbados – og så var det, Malou, Elisabeths datter mente, det måtte være mig. Det var det. Og så var det ligesom slut med at sublimere, ” griner han.

I dag bor Elisabeth Ehmer og Benny Andersen i forfatteren Lise Nørgaards tidligere bolig – og måske betyder det noget, at lige akkurat det her hus, på den her vej har dannet rammen om store danske forfatteres tilværelse. Den særlige flig af fortiden har Benny Andersen og Elisabeth i stor kærlighed til både stedet og hinanden værnet, men tilpasse en mere nutidig udgave af et hjem. De har boet her i 12 år – de mødtes i 2003 og så stor en kærlighed kan tvinge selv en garvet elsker i knæ, så i 2004 giftede de sig med hinanden på rådhuset. Og der var kun de to. Der er kun dem.

Og det er ikke fordi, de har nok i hinanden – venskaberne er vigtige, og der er mange mennesker, der er en helt naturlig del af deres hverdag; børn, børnebørn, venner og en flittig havemand, der af Elisabeth får serveret en bakke med snitter og friskbrygget kaffe. Det manglede da bare. Men de er hinandens forudsætning, de to – Elisabeth er Bennys lykke, og hun gider ham altid. Siger hun. Og på den måde bliver hun til et digt, og den kvinde, der har gjort ham allermest lykkelig. Påstår han.

”Elisabeth inspirerer mig til mine digte. Så sent som i går noterede jeg mig en sætning, som en dag bliver til et digt, tror jeg. Der var et eller andet jeg spurgte hende, om hun gad gøre for mig – og hun svarede ”jeg gider dig altid”… og så skrev jeg videre; gid jeg gad dig endnu mere,” smiler Benny Andersen, og ligner en, for hvem ordspil og udsagn der går over i historien, er en naturgiven gave, man ikke behøver anstrenge sig synderligt for. Et talent, der har fået danskerne i ubestemt flertal, men vi ved, at der mange, til at læse poesi, som de ellers kun læser krimier og ugeblade.

Måske er det kærligheden, der vitterlig virker i mennesket som en drivkraft, der behøver ordene. Vi må vide, hvad vi længes mod – og vi må forstå, hvordan sjælen marineres i drømme natten over. At fugle flyver i flok, hvis de er mange nok, kan enhver forstå, men hvad mener han med det?

Han ved i alt fald, hvad det vil sige, at elske. Elisabeth er hans tredje hustru.  Den første, Signe, gjorde ham til digter. Den anden, Cynthia, gjorde ham til verdensborger og Elisabeth fuldente ham på sin vis. Også selvom hun tror, at han pynter lidt på det, når han påstår, at han aldrig har været så lykkelig, som han er lige nu.

”Elisabeth og jeg komplimenterer hinanden. Vi er soul-mates, og vi bidrager gensidigt til at udvide hinandens horisont, ” siger Benny Andersen. Og det er det, mine tre ægteskaber har vist mig, at man i kærlighedsforhold og tosomhed kan inspirere hinanden. Man komplementerer hinanden. Det den ene er nysgerrig på, kan den anden udbygge. Med Signe var det lyrikken, med Cynthia var det verden – hun åbnede mine øjne for en verden, jeg ikke havde lagt mærke til. Jeg skriver om det i ’Aftentur med Rosalina’- at efteråret har glød og temperament – jeg føler mig som genfødt hver eneste gang, og det viste Cynthia mig. Det vendte op og ned på mit grundtvigske verdenssyn – jeg så farverne, og verden falmer sgu ikke… Jeg har efterfølgende sagt til Dissing, at Grundtvig må have haft et anfald af ordblindhed – han mente nok, at den flammer, skoven,” smiler Benny Andersen, og konstaterer, at på samme måde som Cynthia lærte ham at se verden med andre øjne, har Elisabeth lært ham at se den igen. Og han har lært hende, at se opad. At lægge mærke til himmelen og hvordan man kan fortabe sig i et spindelvæv og se de allermindste ting i tilværelsen som noget bemærkelsesværdigt.

Benny mødte sin første kone Signe da han gik på Akademisk Kursus for at få den studentereksamen, som drenge fra arbejderfamilier ellers ikke nødvendigvis fik. Hun var den smukkeste pige i klassen – og optaget af Goethe og Walter Whitman, som de andre drenge ihærdigt reciterede i håb om at vinde kvindens gunst. Benny var egentlig ikke interesseret i poesien, men i pigen – og det var nok til, at han gik hjem og fik nedfældet sit eget bud på en poetisk kærlighedserklæring. Det virkede. Og han vandt. Både Signe og digter-duellen. Det blev nemlig begyndelsen på en tilværelse som værdsat digter, forfatter, og komponist. Af den slags som forlæggerne selv kontakter, og som sælger flere bøger, end de fleste forfattere tør drømme om.

”Da jeg skrev Svantes Viser var jeg på selvmordets rand. Ude af mig selv og i en dyb personlig krise. Jeg skrev for ikke at falde sammen. Det var en overlevelsesstrategi og alternativet til at blive helt udslukt.”

Cynthia Rosalina La Touche Andersen var hans højt – og lavmælt – besungne hustru gennem 20 år. Han elskede hende og den tilværelse, de delte – og da han mistede hende, mistede han – for en stund – lysten til livet. Så han skrev. Som Benny Andersen altid gør. Og som han gjorde, da Signe, hans første hustru forlod ham til fordel for en anden digter, Halfdan Rasmussen. I sådan en situation virker det sandsynligt, at man kan mangle ord. Men ikke Benny Andersen. Balancerende på kanten af livet, der, hvor selvmordet i øjeblikket kan virke muligt, skrev hans sit øjeblikkelige alteregos livshistorie: Svantes. En mestendels kulsort fortælling om en vildfaren svensker, der tilsyneladende mener det, når han siger; ”Mor jer nu godt, når jeg er borte”. Bag ham er der en overflod af misbrugte dage og for ham er ”kvidrende fred og skyer i skred” i bedste fald tegn på et trodsigt vår. En årstid. Ikke andet. Svante kunne godt ende med at sygne hen og blive til ingenting og i alt fald aldrig sig selv igen. Også selvom virkeligheden belæste litterater godt med alvorsmine kan finde på, at kalde ham ”lidt af en hyggeonkel” og tilsyneladende overser noget af alvoren. Svante havde en – én eneste – lykkelig dag i sit liv.

”Da jeg skrev Svantes Viser var jeg på selvmordets rand. Ude af mig selv og i en dyb personlig krise. Jeg skrev for ikke at falde sammen. Det var en overlevelsesstrategi og alternativet til at blive helt udslukt. Og så sad jeg der og skrev den ene tragiske vise efter den anden, og så på et tidspunkt tænkte jeg, at det her, det er der sgu da ikke nogen, der gider at udgive. Det var alt for sort, og jeg fik den tanke, at bare en eneste lykkelig dag måtte den stakkels mand da have haft… Hov, ja! Svantes lykkelige dag. Og det er så den, der er blevet den mest populære,” griner Benny Andersen.

Og det er det, der er med Benny Andersen; han er farlig flink, og for helt at forstå ham – for at læse mellem linjerne, må man flakke lidt i blikket. Fundere måske ligefrem. Han mener det måske ikke – kun – godt. Allerede i 1964 konstaterede han, at det ikke udelukkende er morsomt, at være borger i smilets land – at man med et smil bærer sit smil – sit halvmåneåg, hvorpå man hænger bekymringer til tørre… Og han lader Svante, svenskeren der elsker Nina, nøjes med den ene lykkelige dag. Den vi kender allermest til.

”For mig handler det i første omgang handler det om, at der er noget, jeg gerne vil uddybe eller redegøre for mig selv – og det gør jeg så bedst i lyrikken. At det efterfølgende kommer ud i verden gør mig ikke det fjerneste, ” smiler han. ”Det gør mig ikke noget, at folk kigger med ind i min tilværelse.” Og hans digte er det notat, han tager af tilværelsen. Således også med Svantes lykkelige dag, som vi har hæftet os sådan ved. Måske fordi det vitterlig er sådan et fint rim – men måske også fordi, der er noget i den trodsige glæde, der er værd at hæfte sig ved.

Niclas Bendixen har gjort det samme. ’Svantes lykkelige dag’ er overskrift på hans bearbejdning af Benny Andersens tekster, der er blevet til en forestilling, der har premiere på Nørrebro Teater 23. november. ’Svantes lykkelige dag’ er instrueret af Bendixen og har Anders W. Berthelsen og Lise Baastrup i hovedrollerne.

”Jeg forestiller mig, at Anders Berthelsen er en udmærket Svante, og jeg ser frem til at se stykket. Vi er inviteret til premieren, og det skal vi da,” siger Benny Andersen – og så vender han sig mod Bösendorfer flyglet i stuens ene ende og slår tonen an. Livet er vitterlig ikke det værste man har – og i en helt særlig symbiose med Elisabeth synger de uden at miste hinanden af syne, visen om Svante og hans eneste ene. Benny er flertallet forundt; hans lykkelige dage er i overtal og han deler dem gensidigt generøst med Elisabeth. Benny Andersen hæfter sig ved tilværelsen – tager notat af den – og har så meget han skal nå at få skrevet. Problemet er, siger han, at han er for få. Og på den måde virker han aldeles enestående.