Desværre for hende, var der en, der afslørende hendes hemmelighed. At den velsmagende salat, hun havde medbragt til buffeten var præfabrikat fra supermarkedet. Og hun havde ellers
gjort sig umage, og havde hældt den over i en dekorativ glasskål. På en måde lignede hun en, der skammede sig mere over ikke at have snittet kålen selv – end over løgnen.

Historien kunne godt have handlet om mig – men den gør det ikke. Denne gang. Og i sommer faldt jeg i snak med en veltalende og vældig sød mor på en sidelinje, hvor vi i første omgang kun havde hvervet som fodboldmødre til fælles. Hun havde tænkt over noget, sagde hun; hun synes, at man skulle tage i biografen og se ’Bad Moms’ med henblik på at lære noget om, hvordan man får lidt morskab ind i moderskabet; Mere købekage – færre prestige-poder. Og så havde vi pludselig en del til fælles. Jeg tænker nærmest ikke på andet… Forskellen på os er, at hun siger det. Lige der – uden at vide, om hun taler durk ind i speltmorsminer eller Jesper Juul-juntaen. Hun havde haft en fest i den biograf, sagde hun, og mindede alle os andre om, at
supermarkederne efterhånden har ret gode færdigretter på hylden, og at det på inden måde er obligatorisk at bade børn en gang i døgnet. Man må godt slappe af engang imellem. Det
er ligefrem tilladt at åbne en flaske rødvin i godt selskab, imens børnene bliver puttet af en, de ikke er genetisk forbundet med.

LÆS OGSÅ:
GENOPSTANDELSEN - hvis pik er Gud.

Jeg er så vild med, at hun sagde det. Og alle nikkede. Jo. Jeg gjorde også – og så gik jeg hjem og badede mit barn… Men tanken griber om sig. Og nu er det snart jul, og vi skal bage og lave hjemmelavede julegaver og konfekt – der helst skal ligne noget Instagram-egnet, ellers tæller det ikke. Rigtigt. Og min mindste dreng bliver fire år juleaften, så i virkeligheden burde jeg
også være i færd med at stable noget kaneldrysset brunch på benene. Men jeg gør det ikke.

Jeg gør det simpelthen ikke. For jeg ved, at jeg bliver en lille smule utilstedelig at forsøge at nå det hele i dameblads-udgaven. Og at jeg i øvrigt ikke evner det. Sidst jeg eksperimenterede
med noget kanelkage var der ret bred enighed om, at jeg burde have ulejliget mig ind til en bager i stedet, så jeg går stolt, næsten arrogant overbevist, med købekagen og den halvfærdige,
men helhjertede nisse, vi når.

Det virker næsten dumt at snitte kålen selv, når andre er bedre til det. Og jeg ved jo, at jeg selv – i mit musestille sind, selvfølgelig – hylder de kvinder og mænd, der tør værne om de der ”perfect imperfections”, som John Legend synger om. På en måde tænker jeg faktisk tit, at de mennesker der er allernærmest den tilværelse, vi kæmper så hårdt for at vise omverdenen, at vi lever i – det er dem, der gør sig allermindst umage for at fortælle om det.

LÆS OGSÅ:
RYTTERIET LIVE I TIVOLI

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here