Gutterne på kutterne

HAN VED GODT, HVOR HAN HØRER TIL. DET HAR HAN ALTID VIDST, FOR HAN ER SÅ GODT SOM FØDT PÅ EN FISKEKUTTER I THORUP STRAND. HAN ER VOKSET OP HER, OG ALLEREDE SOM BARN SVØMMEDE HAN UD OG SATTE LAKSEGARN MED VENNERNE I SKAGERRAK. SIDEN HEN BLEV HAN FULDTIDSFISKER, IVÆRKSÆTTER OG PRIMETIME TV, SOM EN AF GUTTER PÅ KUT.TERNE, TV2-PROGRAMMET, DER PORTRÆTTERER EN GRUPPE UNGE FISKERE – DER HOLDER STOLTE TRADITIONER I HÆVD.

Jesper Olsen er 35 år gammel. Han bor i Thorup Strand i det hus, han købte som 19-årig. Han har selv renoveret huset, og han var kun 25 år gammel, da han første gang sejlede ud som kutter på eget skib. Siden 2015 har han været en del af den temmelig populære serie ’Gutterne på Kutterne’ – og optagelserne til 3. sæson er i fuld gang. Jesper – og hans venner, fætre og kollegaer på kutterne; Bo, Jan og Jonny er godt tv, fordi de besidder dyder, der måske ikke ligefrem er generationens varemærke; her er det flid, sved på panden, manuelt arbejde og en særlig sindighed, der driver værket. Det, og så en kompromisløs solidaritet med hinanden og en næsten trodsig kærlighed til deres fag. Jesper har sandsynligvis lært at gå et sted midt imellem Fisker- og Fyrrestien. Hans mor og far har nærmest altid boet lige her, og det gør de stadig. Han bror og søster bor her også. Og hans kusiner og fætre og deres forældre. Han har svømmet i havet et utal af gange, og satte sejl her som ganske ung. Han har leget på stranden som dreng, og blev ung og forelsket i lyset af en velkendt solopgang. Sammen med vennerne købte han som teenager en jolle for at fiske fra den. Det blev de bidt af. Som 18-årig sejlede han med på sin fars kutter, og gik efter et år i land som en ret velstående ung mand, der på det tidspunkt havde erfaret, at tømrerfaget ikke var noget for ham – og at fiskeriet derimod var. Han er sig helt sin egen og i den grad sin egn, og han elsker Thorup strand og det fællesskab, byen repræsenterer; ”Altså vi er jo samlet her alle sammen – og vi har et stærkt fællesskab med hinanden.

Vi er os selv – selvfølgelig er vi det, men vi er også en stor del af hinanden liv, også fordi mange af os deler erhverv. Det kan selvfølgelig godt være sådan lidt… Altså folk snakker jo i et lille samfund,” griner Jesper, ”men grundlæggende er det en meget, meget fin ting, at vi er så tæt på hinanden”. Jesper og Bo, der er hans lillebror, fisker i dag sammen på kutteren M.S. Olsen. De er en del af Thorupstrand Kystfisker.laug – et fællesskab mellem områdets kystfiskere, der her deler udgifter forbundet med det daglige virke og fangstrettighederne, der sikrer, at de alle sammen har de bedste for.udsætninger for at kystfiskeriets gamle dyder kan holdes i hævd. Det er det fællesskab TV2-serien portrætterer – med særlig fokus på de fire brødre, fætre og venner. Vi får et ind.blik i livet i den lille by. Vi spiser med, opdager, at en af dem er ved at forelske sig – og forstår på en måde, hvad det vil sige, når man må lægge kræfterne i. Og vi er med på havet, når de stævner ud i morgengryet og smøger ærmerne op i håb om en god fangst. Og det lå ligesom i kortene, at det skulle gå den vej for Jesper. At han skulle ende på havet, men han forsøgte sig undervejs med noget andet, ansporet af sin far, der selv har været fisker hele livet, og – måske derfor – mente, at Jesper skulle vælge erhvervet fra. Så han startede på noget håndværkeruddannelse, men fandt det noget ensidigt, det der med at skulle sidde på skolebænken. Og så tog han på havet i stedet for. Det gav bedre mening dengang – og det gør det stadig. Også selvom det ikke altid er et indiskutabelt rentabelt erhverv at være fisker. Det idylliske billede af fiskeren, der sætter ud i solnedgangen og returnerer med en månedsløn i lasten, kan godt forstyrres af oprørt hav og faldende priser på torsk. Og så er det idealismen, der skal drive værket.

”Det her er vores liv, og det skal vi værne om. Vi kæmper med næb og kløer for at få det bedste ud af det her – og vi ved jo godt, at vi er lidt specielle. Der er ikke mange tilbage i Dan.mark der sætter bådene ud fra stranden, og på den måde har vi både en særlig historie og et særligt produkt. Vi tror på, et bæredygtigt fiskeri – og vi tror på, at danskerne skal spise danske fisk i stedet for importerede. Den idé, er vi villige til at få sved på panden for,” konstaterer Jesper. Det er måske den billedskønne ideologi fotografen Jonathan Bjerg Møller, fik øje på. Han brugte, tilbage i starten af år 2000, nogle år på at portrættere fiskerne og livet i Thorup Strand. Billederne blev til udstillingen ’Ved det yderste hav’, og på den måde blev interessen for fiskerne og det lille sam.fund vakt. Jesper blev efterfølgende kontaktet af to produktionsselskaber, der gerne ville lave noget tv fra den lille by med under 200 indbyggere, hvoraf mange er beskæftiget ved det traditionsrige erhverv. ”De billeder han tog blev udstillet i Øksnehallen og blev trygt i Politiken, og så fik vi nogle henvendelser fra et par produktionsselskaber, der gerne ville lave nogle programmer om os,” fortæller Jesper. ”De første må have troet, at vi var lidt dumme – men vi hoppede ikke på, og efterfølgende lavede vi en aftale med Metronome, som vi er rigtig tilfreds med,” siger han. Det første produktionsselskab sendte ”to søde piger med et kamera og en kontrakt”, men den slags hopper prøvede vesterhavsfiskere selvfølgelig ikke på, og alle nægtede – anført af Jesper – at underskrive noget som helst, de ikke kendte omfanget af. Herefter kom Metronome på banen, og da optagelserne havde stået på i et halvt år, skrev de unge fiskere under på det, der blev til Gutterne på Kutterne, danmarksberømmelse og 3 sæsoner på tv; ”Jeg synes det er blevet nogle fine programmer, der ikke fremstiller, men portrætterer os. Jeg ryger en del i de fleste udsendelser, og det er helt i overensstemmelse med virke.ligheden. Og ja, vi får sommertider en øl på en onsdag, men det er fordi vi var på havet hele weekenden, og på den måde synes jeg ikke, at vi bliver udstillet som noget, vi ikke er”, siger Jesper. ”Og i øvrigt foregår tingene på vores præmisser. Vi har indflydelse på hvilke optagelser, der bliver lavet – og kameraholdet må rette ind efter os. Vi sejler ud klokken tre om natten, og de er velkomne ombord, men er de her ikke klokken 3, så sejler vi uden dem.

Det er meget væsentligt at forstå, at det her er vores levebrød – det er et erhverv, som skal give os smør på brødet, og det kommer selvfølgelig forud for en tv-optagelse. De må gerne være her, men de må ikke gå i vejen for arbejdet,” konstaterer han. Tv-udsendelserne ændrede meget. Den stille hovedgade i Thorup strand blev hurtigt mere trafikeret, og det vil næsten ikke være en overdrivelse at påstå, at turisterne med mellem.rum valfarter til stranden, hvor kutterne ligger, for at møde og fotografere de arbejdsomme fiskere. Folk tager opstilling ved bådene for at få et glimt – og et billede – af gutterne, og det kan være udfordrende, ikke for arbejdsmoralen, men mu.ligheden: ”Altså, tingene har jo ændret sig noget i Thorup Strand, og det er eksempelvis ikke længere muligt for os at tage herned om dagen for at arbejde på bådene. Det tager simpelthen for lang tid, fordi der er for mange mennesker der vil snakke og have billeder,” fortæller Jesper, der ellers tager det med ophøjet ro. Han fastslår, at han føler sig forpligtet til at tale med de mennesker, der kommer for at hilse på. Han mener, at det er det mindste, man kan gøre – men han er også fisker og erhvervsdrivende, og som sådan har han ikke noget problem med at minde folk om, at for ham er det ikke et udstillings.vindue – men et arbejde. Og den slags skal passes – uagtet kendisstatus.

Jesper bruger mange dage og nætter på havet. Og på at pleje et udtalt iværksætter-gen, der betyder, at han altid har en masser tanker og idéer i spil. Intentionen er at udvikle området, erhvervet og den økonomiske frihed – og en af de allerbedste idéer han længe har fået, er i dag manifesteret i Thorupstrand Røgeri, der i december 2015 åbnede med friskrøget fisk af egen fangst. Røgeriet er et samarbejde mellem Jesper og hans søster og bror, og selvom idéen har eksisteret i nogen tid, er der ikke specielt langt fra tanke til handling, når først et projekt sætter af; ”Jeg havde egentlig tumlet med idéen i nogen tid – og så satte jeg mig en dag og skrev 30 punkter ned, omkring de potentielle udfordringer der var ved projektet. Så gik jeg i prioriteret rækkefølge i gang med at undersøge dem; hvilke konkurrenter der var, hvad deres priser var, hvor de fik deres fisk fra og så videre, og så endte jeg ud med 15 sider, der i detaljer kom rundt om projektet. På den måde går jeg egentlig meget systematisk til værks – og så er google min bedste ven, når jeg får den slags idéer. Jeg bruger virkelig meget tid på at undersøge mine mange indfald,” griner han. Jesper har købt en gammel toiletvogn fra Roskilde Festival, som han forestiller sig skal indrettes til projektet – og så får han et stålbord til udskæring forærende af en kammerats forældre. Det skal han selv hente i en gammel nedlagt fiske.fabrik, og da han først står det, og får at vide, at bygningen er til salg – er der forbløffende kort vej fra tanke til handling. Kort tid efter ejer Jesper, hans søster Lisbeth og hans bror Bo, bygningerne, der med flid og tid bliver til Thorup Strand Røgeri og noget der tyder på en god forretning; ”Vi havde en iværksætterkonsulent koblet på, da vi først havde overtaget bygningerne,” fortæller Jesper, ”for vi var ret bevidste om, at man godt kan komme til at stirre sig så blind på sin egen idé, at man ikke længere kan se om den er god. Og så blev vi hurtigt indstillet til en pris hos noget der hedder ’Vækst Nordjylland’, hvor man fik chance for at sælge sit projekt og så vinde penge til markedsføring. Vi var i Aalborg for at fremlægge vores projekt – og talte jo vores sag, de spurgte om vi ikke havde noget computer, der skulle kobles til, men jeg fortalte dem, at der hvor vi kommer fra, der kan vi godt snakke om tingene,” griner Jesper. Og inden de var nået ud på parkeringspladsen, var de bevilget pengene.

Der var andre end dem, der troede på det projekt. ”Den anerkendelse der lå i, at andre også troede på projektet betød selvfølgelig, at vi turde tro på, at vi havde set rigtigt. Og indtil videre er der altså også meget der tyder på, at det er tilfældet,” konstaterer Jesper. Thorupstrand Røgeri bygger på ideen om gode råvarer og et omhyggeligt udviklet håndværk. Jesper og hans kollegaer fanger selv fiskene, der landes samme dag, som de er fanget – og så ryges de på røgeriet, hvor både Jesper og hans søster, der passer butikken, og hans bror, der er part i den, eksperimenterer med både rygningen og smagsnuancer, for hele tiden at udvikle deres sortiment. Det er ikke – kun – god for.retning, der er også en passionen, der er en del af deres DNA. Når Jesper ikke er på havet, på røgeriet eller i gang med at idéudvikle, er han hjemme sammen med Kasia og hendes søn på Victor på 12 år. Kasia er hans kæreste, og det har hun været i et par år efterhånden. De mødte hinanden på en Facebook-side for singler, og da først Jesper og Kasia havde lært hinanden at kende, gav det mening for dem begge to, at de skulle dele en tilværelse i Thorup Strand. Kasia ”Jeg skrev på den der Facebook-side, om der var nogen der ville komme og plukke jordbær i min have og spise dem sam.men med mig. Det var der et par stykker, der gerne ville – men jeg fik øje på Kasia, og inviterede hende på besøg. Så fik det så op for mig, at jeg ikke havde nogle jordbær i haven – så dem måtte jeg ned og købe,” smiler han.

En fin investering, tyder meget på. For Kasia og hendes søn trives i Thorup Strand, også selvom de kommer fra Aalborg, hvor byen som hovedregel gør mere væsen ud af sig, end det er tilfældet her. Kasia har, som Jesper, en forkærlighed for mad og råvarer og deltager aktivt i arbejdet omkring røgeriet og driver sin egen blog om mad og livet i Thorup Strand. Jesper er taknemmelig for, at hun er der. Han ved, at meget af det, han får bedre.vet skyldes, at han har et godt og tryg bagland, og selvom han ofte vender ret træt hjem fra dagens dont – og dybest set kun for at spise og sove, så værdsætter han hende hver eneste dag. ”Altså, den store romantiker er jeg nok ikke ligefrem, men jeg kan da godt se potentialet i at tage hende med ned på stranden en sommeraften,” smiler han. ”Og det er jo ikke fordi jeg hiver hende med ud på havet for at lande torsk – men vi sejler da sammen og har et fællesskab der også,” fortæller han. Jesper har travlt – engang imellem så meget, at han har brug for en pause. Så lytter han til musik, Elvis, eksempelvis og trækker stikket en halv dage, men aldrig mere. Det kan han slet ikke. Fiskeriet og hans virke som selvstændig er omdrejningspunktet for det meste, han foretager sig. Han dyrker ikke sport – men løfter ton efter ton, når fiskene skal håndteres på kutteren.

Han ser heller ikke sport – han finder det næsten meningsløst, men han spiller lidt guitar og så googler han et idé han får. Han laver mad – fordi han elsker det, og fordi han gerne vil produktudvikle til røgeriet. Han elsker – på virkelig mange måder – fisk; ”Det her var min drøm – og det er det stadig. Jeg vil leve her i Thorup strand, og jeg vil leve af fiskeriet. Jeg vil meget ger.ne være med til at udvikle området, og lige nu har vi en stor chance. ’Gutterne på kutterne’ betyder, at vi har en rigtig god mulighed. Vi havde gjort akkurat det samme alligevel, nu gør vi det bare lidt hurtigere, og så glæder vi os over, at alt det her også drypper på byen og på områdets mulighed for at leve lidt bedre af turismen. Hvis ikke vi selv gør det, kommer der bare nogle andre og udnytter muligheden,” konstaterer Jesper. Jesper og de andre gutter får sved på panden dagligt. De arbejder hårdt for deres levebrød, men de kan godt li’ det. De fisker med vod og garn, og trækker bådene op på stranden, når de vender hjem. Akkurat, som man har gjort det i mange hundrede år. De tror på, at historien ender godt – og så længe ingen bliver presset ud over kanten, kan der være noget rigtigt fint i, at man er lidt presset af omstændighederne, siger Jesper. Han siger også, at han nok skal giftes med Kasia en dag – og at det er noget særligt, at hun har en søn, og at han derfor skal vænne sig til noget, han ikke har prøvet før. Men han vil gerne. Han vil også gerne fastholde de dyder, der er frit tilgængelige i udkanten af landet; i Thorup strand. Han vil gerne værne om den ro og plads, der er til at være sig selv lige her – og han vil allerhelst gøre det, i selskab med de andre. [ fotos: JONATHAN SØE ]