Gitte Ørskou har været direktør på KUNSTEN siden 2009. Hun kommer fra en stilling som overinspektør ved ARoS Kunstmuseum i Aarhus, og i virkeligheden vendte hun hjem, da hun tiltrådte stillingen
i Aalborg. Hun er født og opvokset her, og den allertidligste interesse for kunsten udforskede hun som elev på Aalborg Katedralskoles billedfagslinje.
Siden hen tog hun til Aarhus for at læse kunsthistorie. Her blev hun engageret på Kunstmuseet, og havde sine første omvisninger da hun var i starten af 20’erne. I dag er hun 40 år gammel, og tilbage der hvor det hele startede. På KUNSTEN, tidligere Nordjyllands Kunstmuseum, i spidsen for det museum, der i sin tid, var rammen om Gitte Ørskous tidligste kunstinteresse.
– Det var stimulerende at vende tilbage til Aalborg. Det er godt at se, at byen i høj grad prioriterer kultur. Der er meget fokus på det, og megen entreprenørskab i byen. Det er både godt og befordrende, og det er jeg glad for at være en del af, siger hun.
KUNSTEN er opført i årene 1968 -1972 efter tegninger af Jean-Jacques Baruël og Elissa og Alvar Aalto – sidstnævnte måske allermest kendt for glasarbejderne under navnet Bølgeblik, men i virkeligheden var det som møbeldesigner og arkitekt, at han udrettede allermest. Bygningen er som skabt til at være en integreret del af den bagvedliggende Mølleparks frodige mangfoldighed. Museet rejser sig midt i vegetationen, på en gang i smuk symbiose og så alligevel, som en velmenende kontrast, der med sine rene, kantede og lyse flader, gør opmærksom på, at i det her hus kan meget finde sted. Og plads.
Installeret
Lysindfaldet på museet kan en sommerdag være særligt smukt, sidst på eftermiddagen, når solen bliver mindre insisterende, mere rød – og falder blødt ned over flere hundrede års historie. En efterårsdag, når den ikke længere kan gøre krav på samme opmærksomhed, solen, er de store vinduespartier medvirkende til at give KUNSTENS skulpturelle rum en helt særlig karakter, der nærmest insisterer på tid til fordybelse.
Gitte Ørskou har ved sin tiltrædelse på KUNSTEN defineret tre klare visioner for museet.
– Jeg ville tre ting. Oplevelse, åbenhed og kvalitet. Oplevelsen er kernen i det vi kan. Vi kan give folk en god kvalitativ og stor kunstoplevelse. Men den skal hjælpes på vej, og det er derfor vi har sat en masse nye initiativer i søen. Når vi vælger at installere et springvand, som det af Jeppe Hein, så er det forbundet med en meget stærk oplevelsesdimension. Man har virkelig haft en mærkbar oplevelse når man har stået midt i det. Åbenhed handler om at vi skal lukke op for nye målgrupper. Vi er meget målrettet på at få flere unge til at gå på museum, og derfor skaber vi nogle rammer, der er gode for dem; Chill i Parken, hvor der er live musik ude i Skulpturparken, International Tuesdays – og i det hele taget nogle udstillinger der er relevante for den generation. Vi skal udfordre kunst- og museumsbegreberne lidt, det er dét der er intentionen, siger Gitte Ørskou.
Den sidste vision handler om kvalitet. Det skal være en kvalitetsfyldt oplevelse at besøge KUNSTEN.
– Når vi inviterer en kunstner til at lave en installation, så er det en internationalt anerkendt kunstner som Jeppe Hein der får opgaven. Vi tager vores opgave alvorligt som regionens kunstmuseum, og de oplevelser man kan hente her, kan og skal kunne, honorere de forventninger man med rette må have til et kunstmuseum i vores klasse, siger hun.
KUNSTEN fik i foråret 2011 installeret en interaktiv vandskulptur af Jeppe Hein i museets Skulpturpark. Den største enkeltdonation museets nogensinde har modtaget, gjorde det muligt for KUNSTEN at erhverve sig den helt særlige installation. Jeppe Hein siger til KUNSTEN PAPER, at værket er skabt med det hovedformål at fremhæve Skulpturparken som et sted hvor man mødes. Værket er en programmeret vandpavillon, der med vandstråler, programmeret til at skifte formation hver 10. sekund, konstant skaber nye rum omkring det menneske der træder ind i skulpturen.
Omvendte verdensbilleder
Kunstnere tænker verden på en helt anden måde. De ser muligheder, og kan udtrykke sig, så de vækker nye sanser og intelligenser hos beskueren. De installerer en gynge i det uendelige rum, og inviterer alle med ombord. De klatter med holdningerne, og sætter, om nødvendigt, ord på de etiske dilemmaer alle mennesker møder undervejs. De udfordrer tid og rum, og beder aldrig, faktisk aldrig, om at få noget særligt igen.
– Rigtigt mange har fordomme om, hvordan man skal gå på kunstmuseum og tror, at man skal have nogle helt bestemte, og gerne begavede, ord at knytte til oplevelsen, siger Lars Ulrich Tarp Hansen, der er kommunikationsmedarbejder på KUNSTEN. Det er ikke sandt. Der er ikke noget givet de skal føle, tænke og mene på deres tur rundt i museet, konstaterer han.
For at understrege den pointe, har KUNSTEN fået fremstillet en række utraditionelle iPod audioguides, hvor personligheder som Erik Clausen, der ofte besøger museet, og tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichen, giver deres bud på nogle af værkernes betydning. Deres egen subjektive og ikke nødvendigvis faglige fortolkning.
– Idéen med at give nogle personligheder muligheden for at tolke på værkerne er at illustrere, at folk får noget forskelligt ud af værkerne. Selvfølgelig kan man have nogle faglige forudsætninger for at ”gennemskue” et værk, og vi kan give publikum nogle nøgler til at forstå værkerne. Men i virkeligheden kan alle give et kvalificeret bud, siger Lars Ulrich Tarp Hansen. PET-chefen har en kunstfaglig baggrund og interesse, men det allermest interessante ved hans udsagn, er den parallel han drager til sit efterforskningsarbejde. Han sammenligner det at betragte et værk, med den proces det er at opklare en forbrydelse, fortæller Lars Ulrich Tarp Hansen. Det der med at skulle tolke et menneske og en gerning, på baggrund af et gerningssted og en handling, han ikke havde nogen konkret viden om. Den vinkel er der kommet noget meget interessant ud af, siger han.
KUNSTEN har også allieret sig med den elektroniske musiker TONE, der har akkompagneret fem stykker musik til fire at husets værker, og et til selve bygningen. En fusion af forskellige kunstarter, der har til formål at bringe det ypperste frem i dem alle.
Ophængt og udstillet
Museets værker er vigtige. De er omdrejningspunktet. De er Danmarkshistorie. En del af vores fælles kultur. Historisk set er en traditionel finkulturel institution som et kunstmuseum, lidt udfordret på formen. Brugerne er som oftest kvinder over 45, og som kulturel institution kan det være svært at få kommunikeret, at man faktisk har noget at byde på – også for alle andre. Det er et landsdækkende fænomen, at der sjældent er decideret kø ved indgangen til museerne, og skulle man, som museumsledelse, gøre det let for sig selv, skulle man måske mest af alt satse på udstillinger der henvender sig til det publikum, kvinder 40+, der allerede er lydhøre. På KUNSTEN vil de forsøge også at nå flere end deres kernepublikum og derfor udvider de feltet. De har taget udfordringen op. Fordi det er væsentligt. Fordi kunsten, blottet for begrebsforvirring, forventninger og forbehold, har noget den vil os alle sammen.
Børn, måske især, voksne, gamle og garvede – og så alle dem midt imellem.
Man skal kunne gå til kunsten på sin egen måde – stille og eftertænksomt eller grinende og samtalende og Gitte Ørskou ser det som en del af hendes jobbeskrivelse at lirke kunstoplevelsen op.
– Det er museernes ansvar, at få fortalt at de har noget at byde på, og sikre, at de oplevelser, man præsenterer publikum for, bidrager med noget, siger hun.
Hun pointerer at KUNSTEN er sted for alle. For børnefamilierne, der imødekommes med arbejdende værksteder og interaktive værker, med appel til både børn og voksne. For dem der skal have tid og rum til at betragte hele verden fra et stille sted, eller for dem der vil udfordres på sanser og virkelighedsopfattelse.
Kunst er klangbunden. Den er med til at gøre os til mennesker.
I kunsten kan vi spejle os – i os selv, i alle andre, og i vores omverden. Vi kan lære – og nære – en begrebsverden og nogle sanser, der sjældent får frit lejde i jordnært hverdagsliv.
Du kan gøre brug af KUNSTEN som du lyster. Du må gerne stoppe op, se det hele fra en lidt anden vinkel, eller tage en pause fra hverdagen med en god bog i en af salene. Du må sige, at Michael Kvium maler grimme bryster, at Movin’ Space var spild af plastik, og at Lars Nørgaard skulle gøre sig mere umage med at male inden for stregerne. Og du må sige det modsatte. Du skal bare lige se det først.