GESTIK OG GENLYD, Disney på dansk

ALT DET HÆSLIGE HAR EN LYD. HAN FALDER BRAT I ET USKØNT KNÆFALD FOR ET EVIGT DILEMMA, OG HAN ELSKER MÅSKE INGEN ALLERHØJEST SIG SELV. ALLIGEVEL FLAKSER HUN RUNDT I HANS INDRE, SOM EN PÅ MINDELSE OM ALT DET, MAN ALDRIG KAN EJE. DEN EGENTLIGE SKØNHED VISER SIG KUN FOR DEN, DER VIRKELIG KAN SE DEN. OG MÅSKE VOKSER MOD PÅ TRODS. HVORDAN LYDER DET?

Klokkeren fra Notre Dame – historien om den vanskabte Quasimodo, der gemmer sig – forvist – i katedralen Notre Dame, i et forsøg på at skåne både sig selv og sine omgivelser for den uskønne virkelighed. Her lever han som klokker af den ondsindede ærkediakon Frollos nåde. Han, Frollo, har viet sit liv til Gud – og hans begær efter den smukke sigøjnerkvinde Esmaralda synes at eje ham – akkurat som han ønsker at eje hende. Esmaralda søger tilflugt i Notre Dame og mødet mel.lem Quasimodo og Esmaralda bliver skæbnesvangert. Den uskønne klokker besidder mod og mandshjerte, der i den grad tåler dagens lys – og måske kan magien bære alt det onde, og hjælpe kærligheden med at sejre. Og hvis ikke må det være sådan, at døden alligevel giver mest mening.
På syvende række er det her måske historien om en mand og en kvinde og al den afstand, der findes i det ydre. Måske er det fortællingen om kærligheden, der overvinder det me.ste – og på en anden række længere tilbage i salen, er det måske eventyret, der får nyt liv; den sære klokker, der i det ydre er hæslig og i det indre besidder en verden af skønhed. Magien er i alting – og det den vil os, er det vi ser. Vi læner os tilbage i mørket og lader forestillingen begynde. Vi går hjem – i virkeligheden med hver vores historie, men vi var fælles om mødet.
Og en helt anden dag, et helt andet sted, bliver forestillin.gen måske til en snak om alt det, vi taler for lidt om; det er det, teatret kan. I mødet mellem mennesker og i det nærvær formen repræsenterer opstår en historie, vi selv ejer. Eventy.ret fortæller om døden og livet. Om dilemmaerne og drøm.mene, skarpt trukket op og forfinet i udtrykket, og historiens funktionalitet kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Selv flere hundrede år gamle romaner har endnu en pointe – og grundlæggende fortvivles mennesker. De begærer, forråder, elsker og udvikler sig som hinandens forudsætning. Det er det samme, der driver os – og derfor taler eventyret ind i vo.res virkelighed, på en måde der bliver mærkbar. Og så taler vi sammen. Vi taler med vores børn om dilemmaet. Om det med at være anderledes – og vi ser i et øjeblik det menneske, vi havde stirret os blind på. Vi forestiller os alt muligt – og så bliver det det. Kunsten er lykkedes.

Og hvergang ’Klokkeren fra Notre Dame´ går i gang – når Frollo har iført sig sin kulsorte kappe, når Quasimodo står klar ved sin klokke og når Esmaralda, sigøjnerdanserinden, sætter en fod i jorden for det hun tror på – så går tæppet til en fuldstændig altomsluttende, yndig, ubarmhjertig og al.ligevel livsbekræftende opsætning af en historie, der har sit udspring i en næsten 200 år gammel roman – og den vil os noget.
Fredericia Teaters udgave af ’Klokkeren fra Notre Dame’ er et samarbejde med Disney, men forestillings kunstneriske udtryk er også stærkt inspireret af Victor Hugos roman fra 1831, den, der er forlægget for Disney-klassikeren og altså den oprindelige historie. De to ting tilsammen bliver til et tredje udtryk, der er solidt og smukt omsluttet af sange, ka.rakterer og et eventyrlig univers, som vi med det samme gen.kender som Disney-magien.

Mads M. Nielsen, der i 2011 modtog en Reumert for sin rolle i ’Udslet Hornsleth’ er uddannet skuespiller fra Aarhus Teater, og som er tredjegenerationsskuespiller – og instruktør – med fagets indbyggede præmis omkring forestillingsevne og ind.levelse som et næsten genetisk betinget livsvilkår – er den skuespiller, der besindigt og med ondskaben indlejret i blik og bevægelser spiller Frollo.
”Jeg synes jeg manglede at spille skurk, så det glæder mig meget, at jeg nu får lejlighed til det. Og selvom det ikke udtalt er Disneys filmatisering vi arbejder ud fra, så har jeg da hen.tet hilsner fra den til rollen som Frollo. Jeg har eksempelvis taget hans hænder – den måde han bruger sine hænder på i filmen, det gør jeg også i min udgave på scenen,” fortæller han.

Det betyder noget. Hænderne. Musicalens præmis er en hi.storie der rummer langt flere lag end det konventionelle tea.ter – kroppen får sit eget sprog – gestikken bliver antydningen af en egenskab og så er der lyden af det hele. Melodien, der bliver et stærkt, følt lag af historien. Sangen, der med mellemrum gør ord overflødige og gestikken, der siger alt.
Lynne Kurdziel Formato, der har mere end 30 års erfaring som instruktør og koreograf og tilknyttet Elon University som underviser i performing arts, er forestillings koreograf. Det er femte gang hun arbejder med en Disney produktion – og ofte har hun både haft instruktør- og koreografrollen, men den her gang er hun udelukkende engageret som koreograf, og det har givet hende mulighed for at arbejde dedikeret med kropssproget og det visuelle udtryk på en anden måde – og i forhold til at forene instruktørens idéer med den tekniske leders og så hendes ret væsentlige bidrag til historien.
”Man kan tale sammen i en bevægelse. Det visuelle har sit eget sprog, og det er spændende at formidle en del af en historie i en bevægelse eller en dans. Jeg nyder, at fokusere på koreografien og det er spændende, når man, som på den her produktion, skal have virkelig meget teknik – billeder på LED-skærmene – fusioneret med instruktørens arbejde, skuespillernes timing, min koreografi og musikken,” siger hun.
Klokkeren fra Notre Dame har en scenografi der består af 230 kvadratmeter LED-skærme. Og det er mageløst hvor.dan pixelpoesien virker. Alt står lyslevende og man føler sig overbevisende hensat til en gotisk katedral og Paris’ gader på en anden tid. Mere end 27.000.000 pixels danner tilsammen en levende kulisse, der giver teaterrummet en fuldstændig overvældende dimension og omslutter publikum.
I den scenografi optræder hele det store hold af skuespillere og flere hundrede mennesker har undervejs været involveret i processen. Samarbejdet med Disney betyder, at kostumer, scenografi og koreografi er godkendt af og Disney – og selvom det er hvad Søren Møller, teatrets kunstneriske leder kalder et ”bundet mandat”, er forestillingen og arbejdet i den grad bygget på en stor indbyrdes tillid mellem Disney og teatrets crew. #Det er vores version af deres version”, siger teaterdirektøren.
”Disney er stolte af deres arbejde – og de forventer og kræver, at man behandler deres produkt ordentligt,” fortæller Lynne Kurdziel Formato. Alt skal godkendes af Disney, og selvom man har vide rammer at arbejde indenfor, skal man være omhyggelig og gøre sig umage.

Disney er en del af de fleste menneskers begrebsverden – og der findes næppe et barn i den moderne verden, der ikke har mærket magien. I sig selv et væsentligt kvalitetsstempel – og en indikation af, at man godt kan forvente sig meget af forestillingen på Fredericia Teater. Samarbejdet med Disney udspringer af teaterchef Søren Møllers, internationalt aner.kendte arbejde med musicals og talentudvikling i genren, og det er altså ikke tilfældigt, at Disney-koncernen har tilbudt teatret i Fredericia at arbejde med det manuskript, men et udtryk for anerkendelse af det, teatret formår. Det er tredje gang Fredericia Teater sætter en Disney produktion op, og både Aladdin og Den Lille Havfrue, var store succeser, der trak mere end 200.000 mennesker i teatret.
Kærligheden til musicals giver genlyd på gangene under scenen her på teatret. Fredericia Teater, og Søren Møller er verdenskendte for deres tilgang til genren. Og måske ser man for sit indre blik netstrømpeklæde kvinder danse til lyden af højstemt sang og forestiller sig abrupte overgange til en – alt for – iscenesat dialog. Og så tager man fejl!

”Musical er den mest inkluderende kunstform – og det er sært og synd, at musicals traditionelt har været en nedprioriteret teaterform, for det kan noget særligt. Musik er en del af vores livs lyd. Vi har alle sammen et soundtrack til tilværelsen, og musikken taler ind i vores følelser, ” siger Lynne Kurdziel Formato. Musicals bliver derfor en meget stærk form for teater, hvor man bliver ramt i følelserne og underbevidstheden af sangene. Du kan virkelig tale til fantasien i en musical – også selvom du beskæftiger dig med noget der er meget tro mod virkeligheden og historien, fordi vi hører og føler tingene i vores egen stemning. Og det ekskluderer jo ikke teatrets grundlag; musikalsk teater favner det hele; spil.let, sangen, bevægelsen og kostumerne.”
De bevæger sig og det bevæger os. Uden at vi helt ved hvor.dan eller hvorfor, forstår vi Esmaraldas frygt og Quasimodos sorg. Vi kan se, at Frollo har ondt i sinde – men hvor sidder ondskab og frygt? Og hvordan danser man det? Lynne Kurdziel Formato ved det. Hun arbejder sig metodisk ind i melodi.erne – og så har hun små mennesker inden i sig, der gør sig til. De danser euforien og det første møde, og hun ser det for sig. Hun noterer i kolonnevis og til sidst har hun et forlæg til skuespillerne;
”Jeg researcher på historien. Sætter mig ind i tiden og laver et formsprog, der passer til historien. Så begynder jeg at arbejde metodisk med melodierne og sangen. Jeg kigger på de forskellige følelser; hvor sidder frygt, hvor sidder forelskelse og så laver jeg en systematisk gennemgang af de enkelte numre. Deler dem op i små bidder, og så noterer og komponerer jeg dans og bevægelse til det. Til sidst laver man et dia.gram – ligesom i fodbold – over dansene, og så introduceres de til skuespillerne,” fortæller Lynne Kurdziel Formato.
Det er meget teknik forbundet med koreografien af en musical – ikke mindst når den er lagt an på så stor en teknisk baggrund som ’Klokkeren fra Notre Dame’. Der er meget timing og teknik, og det kun mere udfordrende at arbejde i det lag, der koreograferer følelser. Frollo er så ond, at han slet ikke har dansen i sig måske – men så har han noget andet; en helt særlig langsom og ildevarslende ro, der siger mere end tusinde ord;
”Frollo bevæger sig langsomt – overvågende som et dyr. Han danser ikke rundt på scenen, men hans bevægelser udtryk.ker alligevel en stærk følelse,” fortæller Mads M. Nielsen. Der er jo meget udtalt i fysikken.”
Mads M. Nielsen har gået til sangundervisning et halvt år forud for prøvestart. Han har kvittet cigaretterne for at kunne præstere maksimalt, og så har han sat sig ned for at finde paralleller mellem sig selv og Frollo. Og han er ikke hverken diakon eller særligt ondskabsfuld, men han kender til det at begære en kvinde. Og han kender også fornemmelsen af af.visning;
”Jeg skal bruge mig selv i min fortolkning af karakteren, og derfor leder jeg efter det, jeg genkender. Frollo er en men.neske, der har lovet sig selv, at Gud er det vigtigste, men så kommer kvinden og fortryller ham. Og afviser ham. Jeg gen.kender ikke det hele, men jeg kender jo godt fornemmelsen af, at man har opbygget et billede af sig selv – og så bliver det billede afvist af en anden. Den følelse bruger jeg, når jeg skal finde ind til min udgave af Frollo – og på den måde bliver det følt, ”fortæller han.
Mads M. Nielsen står på scenen for at fortælle os den histo.rie. Om manden og hans betagelse af kvinden. Konflikten mellem to liv. Valget. Han står der for at fortælle os historier i det hele taget – og i håb om at give os stof til eftertanke.
Det er derfor, man bliver skuespiller, siger han. Man vil både ses og høres og mærkes. Ellers står man der ikke. Hans eget forhold til lige den her historie rækker langt ind i hans egen barndom. Han husker den som noget særligt, fordi den både var og er det. Og nu giver han selv historien liv. I det øjeblik I mødes i teaterrummet. Det er forudsætningen, at man er tilstede.
”Teater er efterhånden den eneste kunstart, hvor øjeblikket er afgørende. Publikum er der imens kunsten udvikler sig – og de kan selv påvirke rummet med deres tilstedeværelse. Deres nærvær og reaktion er en del af det, og på den måde bliver det en stærk, fælles oplevelse, siger han.

Enhver der har det ønske, at træde ind i rummet og den oplevelse, har muligheden. Klokkeren spiller på Fredericia Teater frem til 27.november og kan herefter opleves på Det konge.lige Teater, hvor forestillingen har premiere 23. juni 2017. Anbefales fra 7 år.