Forleden var der en der foreslog mig, at vi skulle bruge en eftermiddag på et foredrag med Carl Nar Møller. (ups, (barnlig) slåfejl).
Nu er jeg jo nogens mor, og derfor ikke helt ueffen udi kunsten at lege med ler, men jeg magtede bare ikke rigtigt tanken om at synkronlege med Lamaze-rangle og penis replika. Så jeg afslog. Forsøgsvis.

Jeg sendte en besked.
”Pik er Gud. Er der meget mere at sige om den sag? Jeg har aldrig hørt ham sige andet.”
Der gik en rum tid, så modtog jeg en sms med ordlyden:
”Så kan jeg snart ikke tillade mig at kalde mig kristen mere.”

Jeg replicerede velmenende:
-”Har du prøvet at be’? Pænt?”
-”Aldrig!”
-”Jeg har ellers hørt, man kommer tættere på Gud, når man knæler. Bare en tanke…”

-”Er jeg træt? Jeg er ikke med? Det kunne jo være vi kunne lære noget”

-”Jamen så lad os lege med tanken. Evt. i mangel af bedre.”

Der opstod en lille pause, inden den næste – nærmest lidt triste – besked kom:
– ”Jeg tror den er bisat”
-”På tredje dag opstanden?”
-”Jeg kan ikke forestille mig det…”
– ”Æv. Bæv.”

Når man nu ved, at et foredrag med Mar Møller med ret stor sandsynlighed indeholder op til flere lovprisninger af det mandlige kønsorgan og dets fortræffeligheder, så virker det en anelse uoverskueligt sådan at komme anstigende to mennesker i underskud af henholdsvis søvn og sex.

LÆS OGSÅ:
UBALANCE

Enhver kan fornemme en smule resignation i ovenstående – og det fik mig til at tænke på, hvordan det liv de fleste af os stræber så benhårdt efter: det etablerede med hvad der tilhører, meget ofte er faretruende tæt på at tage livet, af det der startede det hele.

I en nærmest manisk insisteren på, at der i vores indbyrdes kærlighed skal være indeholdt nogle ret prædefineret kvaliteter manifesteret i hus, bil, børn, interesser, ferier og damebladsdefineret samvær af den slags hvor far, mor og børn i skoven langsomt fader over i barn-sover-sødt-på-eget-værelse-imens-mor og-far-elsker-foran-pejsen, det sidste gælder også hvis man bor i etageejendom – den er obligatorisk for sammenhængen – udmatter vi livet på en måde, så vi hverken kan holde os selv eller hinanden ud.

Og når det går op for en, så drømmer man. Om et enklere liv, om langsomme dage, rapsgule marker og barfodede børn der løber i forvejen. Fordi det tager tid at kysse far. Virkeligheden er bare, at Converse-sko er obligatoriske i 3. klasse og at Spies-kataloget lige er landet i postkassen.

Så vi har travlt.

Ikke ligefrem nogen himmelsk erkendelse. Omvendt: Hvis man tror nok, tror man på genopstandelsen.

Gid der bliver tid til det. Den.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here