The Prinzipia er ikke det værste sted, man kan være fanget, når det nu skal være – og det skal det…
Wonderscape, Jennifer Bell. Gyldendal. 324 sider.
Arthur er faktisk ved at komme for sent i skole den dag – og så er det, at havenisserne, uden varsel, eksploderer ovre i nummer 27. Den slags er man næsten nødt til at undersøge i selskab med vennerne – og hvis man er heldig nok, så havner man i år 2473 og spillet Wonderscape. Arthur, Cecily og Ren befinder sig pludselig på skibet The Prinzipia – og kaptajnen, ham kender man på en måde godt; Sir Isaac Newton er manden, der styrer skibet gennem det oprørte hav – og de tre venner må se udfordringerne og hinanden i øjnene; de er fanget i et spil – og forude venter gåder og blindgyder. Wonderscape appellerer til gamer-generationen med sit set-up, men har både sprogligt og indholdsmæssigt gjort sig umage, så der er mere at komme efter. Undervejs i handlingen får de tre hjælp af historiske skikkelser – så alle ender med at være meget klogere til sidst. En skøn historie, som er vidunderligt og begavet fortalt – uden at miste de unge læsere, som for længst har vænnet sig til, at det skal gå hurtigt. Det gør det – men passende doseret. Arthur, Ren og Cecily er oppe imod tiden – og de må bruge al deres fantasi og kløgt for at finde tilbage til en verden, hvor fremtiden er noget, man ved venter forude – mest fordi, man selv har været der.
De når det nok – og til de; game is on!
https://www.gyldendal.dk/produkter/wonderscape-9788702308815
Hvis man er 10 år, kan man selv læse Wonderscape – og imens man venter på at blive det, er det en skøn – og skæg – højtlæsningsbog.