Onsdag aften åbnede udstillingen ”Frækt” på Gallerie Wolfsen. Med lækker musik, letpåklædte kvinder og nøgen-sushi var ferniseringen PÅ den erotiske udstilling bestemt også et besøg værd.
Da en veninde og jeg onsdag aften træder ind i det lyse galleri, er det med høje forventninger og slet skjult fnisen. Udstillingen på Gallerie Wolfsen har nemlig titlen ”Frækt” – en titel, som ingen af os helt ved, hvad vi skal forvente os af.
Vi tager imod hvert vores glas vin og bevæger os rundt mellem de mange nysgerrige, der allerede er dukket op til aftenens fernisering.
Publikum nærmest strømmer ind ad døren, og luften er tæt af lavmælt forventningsfuld samtale. En DJ spiller blød musik, der passer perfekt til aftenens tema, mens smukke modeller i udfordrende lingeri bidrager til aftenens erotiske tema.
Et af de første værker, som fanger min opmærksomhed er Sara Koppels ”Flora Vagina” – et modstykke til det for mange velkendte Flora Danica-stel. Ved første blik er det de fine blomstermotiver på porcelænstallerknerne, som fanger min opmærksomhed. Ved nærmere øjekast ser jeg dog, at hvert blomstermotiv bliver akkompagneret af et omrids af en vagina. Begejstret over opdagelsen, bevæger vi os videre gennem udstillingen.
Synet der møder os, da vi når galleriets førstesal er af en rødmende fyr, som er i færd med at placere sushi på en afklædt kvinde, der ligger midt i rummet. Det er lidt sjovt at se, hvordan folk kigger lidt forlegne væk, som om de slet ikke har bemærket at der ligger en nøgen kvinde på gulvet. Måske af frygt for at få øjenkontakt med den nøgne kvinde under sushien (hvilket undertegnede oplever, netop som jeg tager et stykke sushi fra hendes lår – måske aftenens mest akavede øjeblik).
Galleriejer Kent Wolfsen åbner officielt udstillingen med at bemærke det fantastiske i, at galleriet har kunnet tiltrække så mange mennesker på en onsdag aften. Han forklarer desuden, hvorfor ferniseringen netop ligger onsdag aften; ”Det er jo lillekoneaften”.
Efter velkomsten får jeg lejlighed til at tale med Kent Wolfsen, som virker glad for aftenens fremmøde. Forståeligt nok eftersom folk nu står så tæt, at det er svært at bevæge sig rundt i galleriet. Jeg spørger ham, om udstillingen er en reaktion på, at alt har en tendens til at blive lidt mere sexet i en krisetid. Han svarer prompte, at det ikke er tilfældet.
Erotisk kunst har længe haft en plads på galleriets toiletter, hvilket har givet anledning til megen positiv respons fra de besøgende. Ifølge Kent Wolfsen er udstillingen ”Frækt” ikke et forsøg på at provokere. Derimod sigter den efter at pirre tilskuerne, at vise os kunst som er dejlig at se på og – måske gøre os en lille smule liderlige.
”Det er lidt farligt, ikke? Det lugter lidt af fugl. Det er sjældent, at jeg har så mange mennesker til fernisering som i dag, så der må jo være et eller andet, der har trukket dem, ikke? Så folk er sgu nok mere liderlige end man går og tror” Siger galleriejeren med glimt i øjet.
Her er da også noget for enhver smag. Jonas Fromms tillokkende close-ups af bryster og baller, Ole Ahlbergs finurlige sildringer af Tintin i erotiske øjeblikke og Kristian Von Hornsleths værker som med pangfarver og provokerende pornografiske motiver insisterer på tilskuerens opmærksomhed.
Jeg har fornemmelsen af, at udstillingen gør noget ved gallerigængerne. Folk smiler mere til hinanden og stemningen er i det hele taget lidt lummer. På den hyggelige måde. Så mon ikke Kent Wolfsens idé om at lave en udstilling, der pirrer publikum og – måske – gør os lidt liderlige er lykkedes?