Jeg har engang væltet iskold danskvand ud over semikendt dansk pop-star. To gange. Et kvarter inden han skulle på scenen. Jeg har spurgt interesseret ind til ‘Lean management’, og imens lavet en mental note til mig selv, om at huske at google fænomenet ved førstkommende lejlighed. Jeg har bakket min mands bil ind i et plankeværk, to gange på samme dag, uden at gøre særlig stads af det. Nogen af gangene.

Jeg har taget de forkerte beslutninger, gjort fejlkøb og endt i umulige situationer ved et uheld. Jeg har sagt alt det forkerte, fulgt det op af handling og forbandet min ringe dømmekraft langt ud over afgrunden. Heldigvis. Har jeg ladet mig fortælle.

Den banale sandhed, at man skal lære af sine fejltagelser, har af en eller anden grund gjort sig fortjent til betegnelsen ’kliche’. Oftest skyldes det, at nogen har fundet det så ”spot on”, at udtrykket er gentaget indtil vi alle sammen har fået nok af det, men det gør det jo ikke mindre sandt.

På Et Cetera har vi en kollega der hver dag møder med nypudset aura, overskud og tasken fuld af klid. Hun har taget karmaloven i ed, og derfor ved hun, at det handler om årsag og virkning. Vores fejl giver os lejlighed til at korrigere os selv og lære af vores fejl.
Tør man læne sig op ad den betragtning kan man med nogenlunde sindsro imødese de uundgåelige fejltagelser. Uden direkte at opsøge dem og ved at gøre sit bedste, kan man godt læne sig tilbage i den overbevisning, at der er værdifuld læring i at dumme sig. Det betyder selvfølgelig ikke, at livet er noget der vederlagsfrit afvikles og at vi til alle tider bør tiljuble de tilfælde, hvor vi får skramlet lidt for larmende rundt i hverdagen. Det betyder – måske – heller ikke, at alting sker af en grund, at vores livsmønster er skæbnebestemt, men det kunne være, at en halvskadet bil er alternativet til en totalsmadret, fordi den første udgave er stof til eftertanke.

LÆS OGSÅ:
Den hemmelige socialdemokrat

Den der popstjerne glemmer mig aldrig, og det har siden hen været lidt lettere, at træffe ham for en kommentar. Og selvom jeg troede jeg skulle dø, da danskvand for anden gang silede ned over rigtigt smarte slim fit jeans og dannede ”Ja, jeg har tisset en hel del i bukserne”-plamager, så er der også noget umiddelbart menneskeligt i de situationer, hvor det der ikke må ske, alligevel finder sted. ‘Lean management’- episoden betyder, at jeg aldrig siden er mødt uforberedt til interviews – og det med min mands bil, blev til sådan en historie, der både kan findes anvendelse for i krigslignende skænderier og ved festlige lejligheder, hvor det af en eller anden grund altid hæver stemningen væsentligt, hvis ægtefolk kan smide en ydmygende historie eller to, på bordet
om hinanden.

Intet er – altså – så skidt, at det ikke er godt for noget. Kan man sige. Læren er måske at gøre det.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here