Anne Marie Helger: Fodfolkets dronning

Mød et bedsteborgerbarn. En troldunge. Et bøvlebarn, der ikke kunne affinde sig. En levende legende. En kvinde der har tjent til livets ophold på Gøglerbåden, fundet meningen med LIVET blandt det frie folk på Christiania – og et menneske der tager livet bogstaveligt. En efterhånden præ-pensioneret klimakterie makrel – til tider med mere, men aldrig mindre.
Mød Anne Marie Helger: Stodderkongernes heltinde – fodfolkets dronning.

Tekst: Pia Møller Søe
Foto: Mikkel Werenberg

Anne Marie Helger var ikke et barn, der hang i sin mors skørter – til dels fordi de ikke var der – skørterne – men også fordi det ligesom ikke er troldungens lod, at lade verden passere fra et sted, hvor den næppe ses. Anne Marie Helger er født bedsteborgerbarn. Hendes far, stadsbibliotekaren og hendes hjemmegående mor, var både kærlige, opmuntrende og omsorgsfulde – men de var også kulturelt stringente, og de mere eksperimenterende kunstarter tålte ingenlunde sammenligning med den klassiske verdenslitteratur i det Helgerske barndomshjem.

”Jeg var en lille uregerlig troldunge, der slet, slet ikke passede ind i den der borgerlige og afrettede virkelighed – og selvom de ikke ønskede det sådan, kom det nok ikke bag på min mor og far, at jeg valgte den levevej jeg gjorde – det lå nok i kortene. Jeg var ikke sådan at tæmme, og de havde sådan set meget bøvl med mig,” fastslår Anne Marie Helger.

Anne Marie Helger er født gøglerdronning. Det må hun være. Og uagtet velmenende forældres drøm om akademier og højere læreanstalter, så valgte hun – noget så eftertrykkeligt – teaterverdenen. Hun går allerede som 17- årig til optagelsesprøver på teatrene i et væk, uden held, indtil den dag skuespillerinden Beatrice Bondesen, som hun læser hos, etablerer en kontakt til daværende direktørpar på Aalborg Teater, Mimi Føns og Poul Petersen.
De tager Anne Marie ind på den elevskole, der er tilknyttet teateret – og således startede det hele i Aalborg.

”Jeg havde det noget så skønt de første par år på elevskolen, men så gik der ligesom rutine i det, og jeg kunne mærke, at det ikke helt var sådan jeg havde forestillet mig, at det skulle være,” siger hun. ”Jeg havde forestillet mig, at det at lave teater var en mere skabende proces, hvor man selv var med til at præge og forme indhold og kostumer.”

Anne Marie Helger bliver derfor en del af den gruppe af legendariske personligheder, der etablerer et nyt teater i Aalborg. Sammen med en anden foretagsom elev på Aalborg Teaters elevskole, Knud Dittmer, forlader hun etablissementet for i stedet at male møbler, etablere repertoire, kreere kostumer og spille teater på byens nye uafhængige scene; Jomfru Ane Teatret – et sted hvor alt i virkeligheden lod sig gøre – hvis man ville det nok.

Honoraret for datidens eksperimenterende og insisterende kunstnere var forsvindende lille – så det daglige brød må Anne Marie tjene til andetsteds. Det gør hun som dj på et af tidens hotteste diskoteker: Katten. Derudover tager hun job som værtinde på Gøglerbåden – en sagnomspunden knejpe i en af Aalborgs sidegader, hvor rygtet siger, at alt kan ske i ly af natten.

”Det fortalte jeg jo ikke ligefrem om derhjemme. På Gøglerbåden var det jo både striptease-danserinder, transvestitter og rent ud sagt prostituerede der sværmede rundt, og det miljø ville min mor og far absolut ikke have sat pris på, men vi skulle jo leve,” smiler Anne Marie Helger.

HOLDNING IKKE HOLDING

Anne Marie Helger forelsker sig undervejs i en musiker, gifter sig med ham på byens rådhus og føder kort tid efter datteren Johanne. Hun er lykkelig – også for at være i Aalborg, men flytter med til København, da hendes daværende mand bliver tilbudt et fordelagtigt spillejob med Dissing.

”Da jeg kommer tilbage til København tager tingene en anden drejning. Jeg var arbejdsløs, og blev samlet op af nogle af de venner jeg havde fået nede på Jomfru Ane Teateret, som nu var en del af Solvognen på Christiania. Det der eksperimenterende, boheme-prægede, kunstneriske forsøgsmiljø, jeg på den måde blev en del af, var bare lige mig,” konstaterer Anne Marie Helger. ”Det åbnede mine øjne for det jeg virkelig ville: Jeg ville gå mine egne veje.”

Sådan blev det. Anne Marie Helger har gået, løbet, trasket og tosset sig vej gennem en karriere, hvis omfang og berettigelse igen og igen cementeres af udsolgte sale landet over. Helgerismerne står i kø, og uden nogen helt forstår, hvor det kommer fra, giver det – god – mening. Anne Marie Helger klæder samfundsdebatten. Og klæder skaber folk. Således også i dette fruentimmers tilværelse. Anne Marie Helger er i dén grad en farvestrålende kvinde, og ’Råberoberne’ – kjolerne, kostumerne, kreationerne hun har båret gennem tiden, siger – måske sjældent, men trods alt – mere end mange ord.

Den røde kampkrinoline, den lille sorte, den store hvide, Påfuglen, Havfruen, containerlooket og Hus Forbi-kjolen – hver især repræsenterer kostumerne, der for de flestes vedkommende er kreeret af createur Lars Andersen, et lille stykke livshistorie, en holdning og i bedste fald en samfundsorden – en lille smule mere rystet i sin grundvold.

”Kjolerne er en undskyldning for, at jeg kan vise mig frem – mere end de er en del af min agitation. De er et udtryk for min pyntesyge – for den eksisterer i høj grad. Til daglig er jeg noget mere ’beige’, men når jeg så skal optræde, så er der ikke noget festligere end at træde ind i de her rober og give den en på sinkadusen,” siger Anne Marie Helger. ”I virkeligheden er det en lillepigedrøm. Jeg har ønsket mig, at få lov at gå rundt i sådan nogle store flotte kjoler lige siden jeg var lille – og det kan jeg ikke lade være med at tænke over, når jeg går ned gennem udstillingen. Jeg har det vitterligt som en pige, hvis højeste drøm gik i opfyldelse.”

Bag barnedrømmen ligger den voksne verdens bedrifter. Alt det der er sagt og gjort i roberne. Alt det Anne Marie Helger så gerne vil verden.
”Som direktrise i A.M. Helger Holdning, ikke holding, er der jo noget jeg gerne vil sige folk. Ingen skal tage fejl af mit engagement og mine holdninger, og det synes jeg de her rober er med til at understrege. Der er så meget humor og troldsplint i de her kjoler – og når jeg bærer dem, er det ofte til en lejlighed, hvor jeg får sagt en masse, som folk måske ikke bryder sig om at høre, men som jeg ikke desto mindre mener er vigtigt,” konstaterer hun.

BARE MED PATTER

Anne Marie Helger fandt sit ståsted i ungdomsoprørets tid. Hun var ikke med, da slumstormerne flyttede ind på Christiania, men det skyldes udelukkende, at hun nogenlunde samtidigt fødte sin datter. For det var dér i det eksperimenterende og sprællevende miljø – det, der gjorde oprør mod det borgerlige Danmark og de strømlinede intentioner – at hun fandt sig selv og de kvinderelationer, der for hende var særligt givende.

”Helle Ryslinge og jeg skabte en duo der hed Dameattraktioner. Vi optrådte rundt omkring på byens små jazzklubber og showet kulminerede altid med, at vi stod topløse med bare patter for at gennemføre blyantstesten. For mig var det en del af det teatervæsen jeg elsker, for min far var det en god grund til at besvime og min mor en ulykke,” fortæller Anne Marie Helger. Jeg ville jo slet ikke gøre dem ondt, men det kom jeg alligevel til – og jeg tror, at de efterhånden fik det sådan, at de vidste, at de ikke helt kunne regne med mig – men vi elskede hinanden alligevel.”

Måske var det noget Anne Marie måtte tage afstand til. Velhavende bedsteforældre og kærlige og opmærksomme forældre betød, at hun voksende op som en både materielt og følelsesmæssigt forkælet pige. På den måde ved Anne Marie Helger godt, hvad hun i dag har valgt fra. En kvinde der med klar røst, usædvanligt skarp i mælet og med slet skjult dagsorden stiller spørgsmålstegn ved demokratiets praktiske udførelse – og smælder arrigt med knaldrøde faner på Christiansborg Slotsplads, må vente lidt længere end de fleste andre på taletid i primetime tv og landsdækkende aviser.
”På den måde er jeg et ødelagt navn og har en ødelagt karriere. Jeg er jo ikke en skuespiller, der bliver inviteret indenfor på de bonede gulve. Jeg har betalt prisen, lad os bare se det i øjnene – men jeg er stolt af det, konstaterer hun. Jeg har været udsat for megen censur de sidste 10 år. Man har prøvet at lukke munden på mig, og det gør mig rasende. Virkelig rasende. Jeg kan ikke få adgang til tv-mediet eller få mine kronikker i aviserne, men folk kommer til mine forestillinger – og der får de så kronikkerne. Der siger jeg hvad jeg mener,” siger Anne Marie Helger.

Det er kompromisløsheden og behovet for at tale de oversetes sag, der som oftest definerer Anne Marie Helger. Det er det, der for de fleste andre ligner mod – men måske mere sandfærdigt kan kaldes en drift – til at revse samfundet og et folk der ikke opponerer mod forskellen på fattig og rig, og til tider overser mangfoldighedens potentiale, der gør, at ikke så få, med mellemrum vender det behændige døve øren til – mens – heldigvis – flere, lytter så forandringsvilligt, at det risikerer at gøre en forskel.
”Når jeg nu får ordet, så bruger jeg det. Når jeg er skuffet – og det er jeg – over en regering der er mere borgerlig end de borgerlige nogensinde selv har været, så siger jeg det – uanset min politiske overbevisning. Helle Thorning Schmidt og Margrethe Vestager, mine medsøstre, svigter i den grad. Jeg kunne ønske mig, at de brugte deres kvindelighed og medfødte sociale nurse-pleje gen – det har vi kvinder egentligt siddende lidt mere yderligt, men dét mærker man sandelig ikke meget til hos de damer. Hold da ferie, hvor de glemmer at se til den side, hvor de skrøbeligste findes!”

IT TAKES ONE, TO KNOW ONE

Et demokrati skal kendes på hvor godt man behandler sine dårligst stillede, siger Anne Marie Helger. Hvor mange tabere der går på en vinder. I det svar finder du demokratiets inderste væsen, og der går mange i dag – konstaterer hun. Flere end for 15 år siden.

”Grådigheden, kynismen og griskheden har fået frit løb – især i denne finansielle krisetid. Når man spørger hvorfor i al verden journalister og det skrivende folk ikke skriver den historie, så svarer de, at de gerne vil beholde deres job. Og når jeg spørger de unge skuespillere, hvorfor i al verden de ikke står ved siden af mig og råber og skriger inde foran Christiansborg, så svarer de, at det vil betyde manglende tilbud om filmroller. Og det er rigtigt. De har ret. Det er ikke velset,” siger hun.

Anne Marie Helger var bare 19 år, da hun flyttede til Aalborg, og selvom hun siden er rejst igen, vender hun med glæde tilbage, når der er lejlighed til det. Hun holder af den rå og uforfalskede bys mentalitet. Hun elsker landskabet, Vesterhavet og det faktum, at der på sin vis er højt til himlen her. Faktisk længtes hun i mange år tilbage til byen, hvor hun debuterede. Den længsel honorerer hun ved at dedikere sine kostumer til nordjyderne. Vi får lov, at være deres nærmeste.

Pyntesygen til trods, har Anne Marie Helger intet behov for at smykke sig med kors, bånd og stjerner. Hun er ikke millionøse. Bevares, det har hun været, men det var i en anden tid, hvor velstand ikke kostede på principperne. Hendes ridderkors, hendes drivkraft, er de hjemløse stodderkonger der tiljubler hende som deres dronning. Fodfolket, der i hende ser et oprigtigt ønske om at ændre på dagsordenen. Hun er et voksent bøvlebarn, der stadig tør stille sig på tværs og i dødsensalvorlig leg, lade sig gribe så meget af stemningen, at sproget bliver usminket, umiddelbart og tonen – hvis det er klædeligt – skinger.

”Jeg føler mig jo ikke som en dronning, men hvis de er konger… Altså, it takes one, to know one,” smiler Anne Marie Helger. ”Jeg er fascineret af de her mennesker. De har meget ofte en helt særlig historie med sig, de har brudt med nogle normer – og det optager mig. I det hele taget må jeg sige, at jeg har et stort hjerte for folk der har det svært, så enkelt er det bare – og jeg må indrømme, at når de råber ”Der har vi fodfolkets dronning” efter mig på gaden, så er det for mig den største anerkendelse. Når jeg skræpper op på scenen, er det fordi jeg er grebet af sagen. Jeg er optaget af min omverden, og det er den jeg taler om i mine forestillinger. Når jeg sommetider benytter mig af et lidt alternativt ordvalg, og udtaler mig om mit eget patværk, er det jo fordi sådan et ord lige får det til at gibbe i rækkerne. Det giver os et smil, og smil og gråd er yderpunkterne. Når de to ting indimellem bliver blandet uventet sammen, så er vi inde i det sprøde og fine lag af det sjælelige – og det er der, vi kan nå folk,” siger Anne Marie Helger.

Hun er dronning af kød og blod. Af den slags der ikke lader tiden passere upåagtet. En kvinde der insisterer på, at det at være autointakt er så befriende aftabuiserende, at enhver burde prøve det. Hun lever stormfuldt, kan dårligt holde sin kæft og ser en stor rigdom i at hjælpe andre. Hun tror på det trannede køds trodsige tiltrækning – og at de fleste mennesker rækker.