Flemming Jensen – Om alvorsord og latterlige pointer

Flemming Jensen indfinder sig i Europahallen, hvor han samme aften skal på scenen med Mogens og Mahmoud, en komedie om integration – som det så smukt hedder, når man taler om at få forskelligheder til at have forståelse. Han leder efter et sted i den store hal, hvor der er lidt ro til [et cetera] – og han viser mig ned i kælderen. Flemming Jensen er bagscene-vandt. Han kender Aalborghallen – og Aalborg – som sin egen bukselomme, på grund af årene i Hjørring Revyen, utallige optrædener i byen – og selvfølgelig fra besøg hos sin søn, der bor i Gug. Flemming Jensen er forfatter, instruktør og skuespiller. Han er folkekær, han er flere generationers yndlingsnisse, og ingen har hverken før eller siden kunnet placere smørklatten med samme sans for summen af jul, som Lunte i skikkelse af Flemming Jensen kunne. Han er performer, med sjælden sans for satirens sarte kunst. Han er sur og gal, fornøjet, forundret – og ad åre forandret.

Den Flemming Jensen der er aktuel med forestillingen Mogens og Mahmoud, mener meget. Om integration, om mødet mellem kulturer og religioner, og de mennesker der er fanebærere, men han lader det hele udspille sig på farcens betingelser. Pointerne er ikke til at tage fejl af, men primært er forestillingen tænk som et underholdende indslag. I debatten – om man vil.

– Jeg har ikke villet lave en skarp forestilling. Jeg vil gerne have folk til at tænke sig om og smile imens. Det simple virker. Der er ikke store principielle ting i forestillingen, men publikum ser en mand, som er en type som mange er bange for – han er muslim, han er andengenerationsindvandrer – og hvis de bare bagefter kan sige, at han var da en sød og rar fyr, er det nok for os. Vi forsøger ikke at dramatisere – men afdramatisere, siger Flemming Jensen.

Mogens og ham Mahmoud

Mogens og Mahmoud handler om en muslimsk fyr i en lejlighed på den københavnske vestegn, der pludselig får et rykind på sofaen af sin chef, den pæredanske og pæreformede revisor Mogens, der er blevet smidt ud af konen. Mogens kommer ind i det muslimske hjem, og kulturerne både støder sammen og finder hinanden. En rigtig folkelig omgang dansk komedie – og et møde mellem ikke bare Mogens og Mahmoud, men også et møde mellem den milde humorist Flemming Jensen og den hårdtslående stand-up komiker Omar Marzouk. – En beboerforening fra en af disse forkætrede betonbebyggelser havde gennem tiderne forsøgt at holde debatmøder om bebyggelsens problemer. De forskellige etniciteter havde det ikke godt med hinanden – men debatten  blev aldrig til noget, fortæller Flemming Jensen. De var  for vrede på hinanden. Næverne var knyttede, når de kom – og også når de ganske kort tid efter gik igen. Fronterne var fastlåste. Så hyrede de Omar og mig – med hver vores stand-up-set – til at lave lidt sjov før mødet. Det gjorde vi så – og det gik faktisk ret fint. Folk morede sig, når vi talte om vore forskelligheder og trådte lidt varsomt på ellers ømme tæer.

De er begge danskere – den ene er født på Amager og den anden i Sydsjælland. Men hvor Flemming Jensens forfædre, så langt han kan se tilbage, har stået solidt plantet i den sydsjællandske muld, så har Omars familie gennem flere generationer haft langt mere sand mellem tæerne. Deres religioner er forskellige: Omar har en – Flemming er lidt i tvivl. Deres skikke er forskellige – og deres alder er såmænd også forskellig, selv om Flemming Jensen mener, at det må være svært at se.

– Publikum var lige så forskellige som os. Når vi så havde muntret os en times tid med den manglende ensartethed, og folk havde lunet sig lidt ved drillerierne – så ku’ debatten lige pludselig godt lade sig gøre! Og det skete ikke, fordi vi to er specielt geniale. Desværre ikke. Det er indfaldsvinklen, der gør det: Humor er et blødgøringsmiddel. Det er menneskets svar på Bamseline! I modsætning til hån. Humor baner vejen for, at vi kan tale om sagen, i stedet for at fokusere på, om det nu er den ene eller den anden, der vinder, konstaterer Flemming Jensen.

Flemming Jensen spiller en rolle. Også i debatten. Han pointerer igen og igen, at hans bidrag er båret af humorens formildende omstændighed, den der adskiller sig skarpt fra hån, ved at bløde debatten op og i virkeligheden er humorens mest oprigtige intention, at bløde op og skabe forbindelser, give ordene en chance for at glide lettere ned.

Den fremmede

For Flemming Jensen er det ikke fremmed, at være den der kommer ude fra. Som nyuddannet lærer rejse han til Grønland for at undervise, og på Grønland er en ung dansk fyr fremmed. Især når man ikke taler sproget og forudsætningen for ens tilstedeværelse og et oprigtigt møde med et andet folk, er samtalen. Flemming Jensen var bosiddende i Uummannaq-distriktet, i en lille bygd med bare 160 indbyggere. Heraf talte kun to en art gebrokkent og begrænset, dansk. Han kunne altså ikke sproget, han anede ikke hvordan man fangede en sæl, kan knapt slå hul i isen – men han skal undervise deres børn og er derudover bygdens bedst lønnende arbejder. Flemming Jensen mestrede ingen af de værdier, der på Grønland er kulturelt stadfæstede kvaliteter. Man kunne nemt få øje på den potentielle konflikt, men det kom aldrig på tale. Flemming Jensen blev modtaget med åbne arme.

– Den første uge jeg var der, var jeg til fem fester. De gik ud fra, som en selvfølge, at jeg sikkert gerne ville lære grønlandsk og lære at køre hundeslæde. Der skete det, at jeg blev optaget af at leve op til tilliden – for det var tillid, konstaterer Flemming Jensen. ”Vi går ud fra, at han vil os det godt og er en flink mand”.  Sådan. Der var ingen krav. Deres attitude fordrede hvad 10.000 prøver og krav aldrig ville kunne opnå.

– Jeg tror, at mange af vores problematikker kunne løses ved at være bare en smule mere charmerende. Det lyder nemt og letkøbt, men jeg tror faktisk på den kraft der ligger i os, der betyder at vi faktisk meget gerne vil leve op til det, som andre mennesker forventer af os – og så kan vi jo godt gøre hinanden den tjeneste at forvente noget godt, opfordrer Flemming Jensen.

Flemming Jensen har været en del af dansk tv, siden Buster Larsen erklærede Danmark for et lorteland i legendariske Hov Hov, siden blev det Farce til fire og så tog Flemming Jensen turen mod nord, og Hjørring Revyen, hvor han elegant og effektivt pillede danskerne ned fra piedestalen. Og lad os da endelig runde den nisse, som er så stor en del af Flemming Jensen. – Jeg har skrevet tre julekalendere – og alle er mest glade for Nissebanden i Grønland, der i år genudsendes – for fjerde gang. Den er jeg også glad for, da det er en smuk julekalender. Men jeg er allergladest for den tredje, Nissernes Ø.

I den første kalender bruger Flemming Jensen det smukke idylliske grønland, sat overfor det dybt merkantile Holme Olstrup, hvor de bare vil ha nogle hårde hvidevarer. Men i Nissernes Ø fornemmer man årenes gang, en mere modig humorist og en holdningens mand. – Der er jeg ude med riven – og hvis Erhard Jacobsen havde levet, så havde der været diller daller. Jeg undrer mig over, at der ikke har en masse været ballade om den. Det er en meget politisk julekalender, både med integration, opgør med det kommercielle. Måske opdagede ingen at jeg havde ændret mig. Jeg lægger vægt på at være venlig, men venlige folk reagerer skarpt på uvenlighed. Nisserne i Nissernes Ø er skarpt ment. Jeg gjorde det, at jeg lod en af de fem hovednisser være neger uden at kommentere det – det var ikke noget man gjorde noget ud af, det var han bare – og sådan noget elsker jeg, fortæller Flemming Jensen.

Kort lunte 

Den lune Lunte fik derefter kort lunte. Flemming Jensen barberede sig skaldet og skabte forestillingen Spindoktor. – Det var første gang jeg spillede en rå mand. Jeg havde en lang periode uden at blande mig. Men her turde jeg pludselig. Jeg havde det sådan, at jeg ikke synes jeg kunne blande mig. Tænkte som de fleste, nå ja men jeg ved jo heller ikke nok, jeg er ikke klog nok til at deltage i debatten… Men så opdagede jeg, at de andre var sgu heller ikke for fikse. Så den personlige udvikling gjorde, at jeg godt turde stille mig op og mene noget – og stå ved det. Jeg havde altid haft det sådan, at man skulle lade dem tale, der har forstand på det – men jeg opdagede pludselig, hvor mange der talte uden at have forstand på det. Og så tænkte jeg: Så gør jeg det sgu også, konstaterer han.

Han ligner ellers en med en god historie. Sådan en, der ender godt. Han ligner et menneske hvis blotte tilstedeværelse kan være en formildende omstændighed, og de til tider skarpe pointer afleveres i et tonefald og toneleje der stiller krav til modtageren. For det er så venligt ment, og sagt. Man kunne få den tanke, at det hele står skrevet mellem linjerne, og det gør det måske også, men i virkeligheden gør Flemming Jensens som oftest brug af helt basal fornuft og medfødte menneskelige dyder når han virkelig mener noget. – Jeg søger altid efter enkeltheden og det basalt menneskelige. Det er slet ikke så indviklet som vi tror. Alene det at vi kalder hinanden navne. Tag andengenerations-indvandrere. Hvad vil det ord sige: Jo det betyder, at ens forældre er kommet til landet og at man selv er født her i Danmark. Undskyld, men et menneske, der er født i Danmark, han er dansker, konstaterer Flemming Jensen.  Sådan er det i mit hoved. Når man er født og opvokset i Danmark er der altså ikke nogen der skal sige, at man ikke hører til her. Det skrev jeg i Ekstra Bladet på bagsiden Vrisne Mænd – jeg har jo heller ikke gjort mig mere fortjent til at være dansk end bare at være født og opvokset her. Sådan er det. Det andet er tarveligt – de skal være del af klubben. Men, JEG SIGER DIG, at det affødte breve og rasende indlæg.

Typisk Flemming Jensen tilbyder han straks et provokerende tvist på historien – Hvis jeg i stedet havde skrevet om ”hvad disse unge med anden etnisk herkomst dog bilder sig ind. De er født og opvokset her i Danmark og så render de og putter sig under navnet anden generations indvandrere i stedet for at vedkende sig at være danske. De skal fandme ikke rende og gemme sig og sige, at de er noget helt specielt”. Jeg er ret sikker på, at præcist de samme mennesker havde skrevet ind og givet mig ret.

Venner af livet 

Ingen tvivl om, at der er ting Flemming Jensen brænder for. Ting, som han går op i. Og ting han vil ændre. En kær kampfælle har netop forladt ham, Jesper Klein, og det de to kunne sammen var noget helt unikt. For første gang i den time vi har talt, virker Flemming Jensen som et menneske, for hvem ordene ikke falder nemt. Som om det er ord, han ikke selv tror på kan være rigtige – ord om at miste vennen og tale om ham i datid

– Jesper og jeg var fantastisk gode venner. Jeg græder stadig når jeg taler om ham. Vi spillede teater sammen i 10 år, og derefter blev det efterfulgt af et venskab. Der er intet menneske, jeg har talt så meget med, som netop Jesper – og som humorist evnede han det milde, fortæller Flemming Jensen. Vi mødtes ofte for at klandre sammen. Klandre verden. Der er sådan et dejligt vægtfylde i det gamle ord, og det gav han mig med. At klandre sammen er, når man brokker sig vildt og inderligt – men ordet klandre siger også, at man tager lidt afstand til den sure gamle mand, der sidder og siger det. Nu skal Flemming Jensen klandre selv, og det kommer – forhåbentlig – til at gå ud over publikum i mange år endnu.

– Jeg elsker teatret! Jeg har tit sagt, at de der bestemmer hvad der skal på tv er idioter. Det er jo et groft ord at sætte på dem, og jeg bruger det da også kun for at være så præcis som mulig. Det er økonomer der leder TV. De koncentrerer sig kun om hvad modtagerne vil ha – og ikke om det faktum, at de er afsendere og burde ville noget med den position. Det bliver altid laveste fællesnævner og folk der ikke kan noget. Tag de første afsnit af X-Factor, hvor folk ikke kan synge. Havde der været en ansvarlig ledelse eller bare nogle voksne mennesker, så havde man sagt ”nej, det der sender vi altså ikke ud. Det kan vi ikke være bekendt”. Talentshows er OK, men at vi skal se de freaks der optræder i de første runder, er noget nyt. Og inden man har set sig om, så tror man det er kultur. På teatret møder man ikke inkompetent ledelse. Teatret ledes af instruktører, eller folk der er rundet af teatret. Der skal være noget på hjerte – med kvalitet. De tager det alvorligt at være afsendere frem for kun at se på modtagerne.

Flemming Jensen rejser sig fra sofaen og bevæger sig op ad trappen mod scenen. Scenefolket er ved at være færdige med at omdanne Europahallen til en muslimsk lejlighed, hvor Omar Marzouk snart rykker ind, med besøg af den småfede revisor Mogens. Om få timer går tæppet. Vi ser udover de mange stole.

– Det kan godt være en svær sal at gøre intim, men det må kunne lykkes, siger han. Og få timer efter sidder nordjyderne planket på stolene, klar til at få sandheden, serveret med et smil. Og det var ikke svært. Ikke når man kan sin metier. Og det kan, om nogen, Flemming Jensen.