ET CIRKUS’ SÆRLIGHED

Du skal gå i cirkus, hvis du stadig synes, at det er værd at hæfte sig ved alt det, der kan ske, når man tager sig god tid og gør sig umage. Du skal også gøre det, hvis du savner duften af savsmuld, den, der på vanlig vis er akkompagneret af levende musik og menneskemagi – og du skal gøre det, hvis I trænger til en oplevelse, der et øjeblik får børnene til at glemme, at selvom alt kan ske i en (u)virkelig verden, så er det lige for øjnene af en, at det allermest uvirkelige bliver lyslevende.

Det er Bubber, der trækker publikum rundt i manegen – charmerende og overbevisende får han, faktisk og heldigvis, flere gange undervejs i forestillingen sat ord på lige præcis det, cirkus skal handle om; levende mennesker og dyr, som med flid er blevet seværdige nok til at stille talentet til skue i rampelyset. Bubber er en værdig sprechstallmeister – hyggelig, underholdende og til tider sjov, og så bruger han sin taletid til ret fornuftigt at minde os om, at vi er der nu. Vi sidder midt i magien – og det er på tide!

Og i virkeligheden er det underordnet, hvem der var der. Cirkus Arena er nordens største cirkus og er i år på turne for 64. gang – de har overlevet lidt af hvert og flere andre, så de har for længst cementeret deres særlige sans for cirkus og velvalgte artister. De var der – selvfølgelig – igen; Mageløse mennesker, der behersker kroppen ud over det forståelige, heste og dromedarer, der løber i takt til musikken og nejer graciøst på venlig opfordring fra en cirkusprinsesse, der har gjort sig umage med at ligne det, hun er. Dansende duer, trapez-artister – og en ret imponerende flok vovehalse, som frygtløst – håber man – kører dødsdrom, så man må holde vejret eller sig selv for øjnene på publikumsrækkerne. Klovnen, Cirkus Arenas klovn, der har et særligt talent for at nå både børn og voksne med fagets fineste virkemidler; smilet og det kært kluntede.  Men det egentlige vil altid være det stof, som cirkus i sin grundform er gjort af; oplevelsen – vi sidder der sammen og oplever med hinanden. Det hele har en lyd og en lugt – og så kan vi mærke, at det er en ældgammel tradition, vi træder ind i. Noget fint og særligt, som ikke ligner alt det andet, vi omgiver – og underholder – os med sædvanligvis. Det hele – og mere end man forestiller sig – er lige i nærheden. Og resten er i nærværet. Bør opleves.