Et barn er – endelig – født

Du kender godt billedet af jomfruen, hendes mand – deres fælles æsel og den stald de – heldigvis – faldt over på vejen. Se om du mentalt kan erstatte æslet med en Toyota i samme nussede grå og stalden af en lige så utæt, men dog noget mere klinisk, hospitalsbygning, og så har du sådan set et meget fint øjebliksbillede af min juleaften anno 2012.

Lige der – midt i en verden af halvstegte ænder og store forventninger – fødte jeg nogen. Og lad mig bare slå fast, at det var knap så festligt som sådan en aften ellers har for vane at være.

Nu, næsten to måneder senere sidder jeg solidt plantet i barselsland, (ja, det hvor man bliver en integreret del af sofaen og føler en vis forpligtelse til at vide lidt om dagens afsnit af Dr. Phil) og tanken om Baby Villums første fødselsdag er så småt ved at fortone sig i træthedens nådige tåger.

Alligevel er det svært helt at fortrænge, og tro mig – jeg har forsøgt, at en af jordemødrene (jeps, jeg passerede vagtskiftegrænsen) tilfældigvis var en mor fra førstefødtes børnehave – og at jeg, af grunde ingen må ku’ forstå, var så afsindigt ligeglad, og hun nu derfor ved flg.:
– Hvem min søns bedste legekammerat er
– Hvordan jeg ser ud HELT uden tøj på
– At min smertegrænse er ligefrem proportionel med mængden af Mariekiks
– Hvor mange forbandelser jeg kan hvisle på lidt over to minutter
– Og – sørgeligt nok – hvad min temperatur var på pågældende tidspunkt…

Så vidt jeg husker, gjorde jeg mig heller ikke nogen særlig umage med at undskylde over for den jordemoder jeg næsten sparkede i gulvet, og jeg vil på ingen måde udelukke, at jeg foreslog narkoselægen noget temmelig uartigt i bytte for hans virksomme stoffer.

Hvordan man nogensinde når til et stadie hvor man ikke længere bekymrer sig om den slags er mig – to fødsler senere – stadig uforståeligt, når man ellers hver dag gør sig så sørgeligt mange anstrengelser for at fremstå som et menneske med nogenlunde plausible forklaringer på ens handlinger – selv når der ikke er nogen.

Man må henholde sig til natur. At det er urgamle drifter der tager over – i en grad så vi kan frasige os ansvar. Man må tro på, at det hele er meningen. Og på en måde er det heller ikke svært.
Der skal i alt fald en god portion naturtro til at forstå, hvordan man kan glemme, præcis hvor meget man hadede den højstemte klang af ’Et barn er født…’ og det muntre sundhedsfaglige personel der bestemt mente ”at kunne spotte en Betlehemsstjerne på himlen“, længe inden en engel i skikkelse af vagthavende jordemor sagde det, på det tidspunkt, forløsende ord: Pres.

For så skete miraklet jo. Et drengebarn så sødt og velkomment, at man helt glemmer trængslerne, og med alt mulig velvilje hilser både knap så vise mænd og et utal af bedsteforældre og andet godtfolk velkommen med et aldeles unaturligt overskud. Giver det mening? Naturligvis!