Håndværkerhuset: Et Ærligt Stykke Træ…

Hvis du indimellem bevæger dig rundt i Aalborg har du sikkert lagt mærke til det store gule bindingsværkshus, som ligger på hjørnet af Kattesundet og Borgergade. Bygningerne er næsten 400 år gamle, men bliver stadig brugt. Håndværkerhuset hedder det og her holder Aalborgs pensionerede håndværkere til. De arbejder blandt andet med at restaurere gamle møbler og sørger for, at de gamle håndværksfag ikke går i glemmebogen. 

[et cetera] har besøgt håndværkerhuset.

Håndværkerne er midt i formiddagens ølpause. Klokken er elleve og i det hyggelige lille værksted sidder tømrere og snedkere iført arbejdstøj på stole, der er stillet i en rundkreds. Her dufter af træ og savsmuld. Stemningen er høj og de aldrende gutter snakker, griner og tager gas på hinanden.

I Håndværkerhusets tømrer- og snedkerværksted holder blandt andre Kasper Steffensen til. Han peger på sin sidemand og fortæller at ”det er Erik Filbert, han har været formand for den forening der hedder Træ og Glas. Filbert er en by i Frankrig, så somme tider taler vi fransk til ham” griner Kasper Steffensen ”Men jeg er nu ikke overlegen af den grund”, siger Erik Filbert.

Det sociale betyder meget i Håndværkerhuset. Hver onsdag klokken halv ti mødes alle håndværkerne fra husets forskellige værksteder i kantinen og drikker formiddagskaffe. Næsten hver uge er der en der har fødselsdag, hvilket naturligvis bliver fejret.

Håndværkerne i tømrer- og snedkerværkstedet fortæller, at de er glade for at mødes med tidligere kolleger, efter at de er gået på pension. ”Man kan jo godt komme til at savne det fællesskab, som man havde med sine kolleger og det får man her. Vores koner er også glade for at få en fridag fra os”, griner håndværkerne. Dog bliver konerne som regel inviteret med, når håndværkerne ses uden for værkstederne. ››

Holder traditionerne i hævd

Kasper Steffensen er tømrer og var med helt fra Håndværkerhusets begyndelse. ”Jeg var med til at starte det hele hernede for femogtyve år siden, da var jeg formand for snedkere og tømrere her i Aalborg. Vi syntes at det var vigtigt at der var nogen, der ville være med i projektet. Vi begyndte i det helt små – dengang var der jo næsten ingen i værkstederne, men det er spændende at se, hvordan mennesker som tiden er gået er begyndt at interessere sig mere og mere for vores hus.”

Selve huset er en gammel købmandsgård fra 1635. Det var den tidligere malerformand her i Aalborg, Robert Dahl, som fik idéen til Håndværkerhuset, som skulle være et hus hvor gamle håndværkere skulle kunne udøve deres fag. Huset har siden 1984 været ejet af håndværkerforeningen, som med økonomisk hjælp fra den Obelske familiefond købte de næsten 400 år gamle bygninger. Håndværkerne er ikke de eneste, som holder til i Håndværkerhuset. På den gamle købmandsgårds øverste etager, finder man naverhulen. Betegnelsen ’Naver’ er en forkortelse for skandinaver og henviser til en gruppe skandinaviske håndværkere, som har arbejdet i udlandet. For at blive optaget som naver skal man ifølge traditionen have rejst og arbejdet i udlandet i et år uden at bringe sit fag i vanære. Ligesom husets håndværkere, er naverne kendt for at lægge vægt på kammeratskab og at værne om håndværket.

”Det er vigtigt at de gamle håndværkerfag bliver holdt i hævd.” siger Kasper Steffensen. ”For femogtyve år siden var der her i byen mange gamle huse, der skulle restaureres og det skulle jo gøres på den rigtige håndværksmæssige måde, så bygningerne ikke tog skade. Her i huset har vi stadig de gamle manualer, der fortæller hvordan man gør de gamle huse fornuftigt i stand. Og det er jo en vigtig del af håndværket.”

Selvom håndværkere i dag arbejder med andre materialer og har udviklet mere effektive metoder, mener de gamle håndværkere, at det stadig er vigtigt, at de gamle håndværksfag ikke går tabt. ”Uden at forklejne de nye håndværkere, så er det nogle andre metoder, som de lærer i dag og det er nogle andre materialer, de arbejder med. Vi går tilbage i tiden, det være sig med møbler eller bygninger, men det er vigtigt at der stadig er nogle håndværkere, der ved noget om de gamle metoder. Og så har vi jo også de gamle værktøjer. Det er vigtigt at vi kan vise eftertiden at der var engang, hvor man lavede tingene i hånden og fortælle hvordan vi har bidraget til byens historie”, siger Kasper Steffensen.

Der er også en kontinuitet, for der kommer jo løbende nye til. Kasper selv er over 80 år og de nye, der kommer til, er i 60’erne. ”De kan jo blive ved længe endnu og overbringe stafetten til de næste.”

De helt nyuddannede er der ikke nogen af. Kasper Steffensen fortæller, at det er fordi de unge skal ud og lære deres fag at kende og finde deres egen niche. ”Stedet her er for os, der har været i faget et helt liv”.

De gamle ting bliver stående

I værkstedet arbejder også Georg. Han er i gang med at forme et stykke træ. Ved første øjekast er det svært at se, hvad træet skal blive til, men Georg fortæller, at han er ved at forme en ørneklo.

”Det er til garnisonsmuseet. Ørnen har siddet på Ambassadeur og ovre på hotel fønix, men den blev smadret efter krigen, for den holdt et stort hagekors i kløerne. Jeg er ved at lave en ny fod til fuglen, så den kan komme ud at hænge på museet. Det er den opgave jeg arbejder på lige i øjeblikket.”

Georg Hougaard Pedersen er oprindeligt udlært snedker i 1965, men lærte sig selv billedskærerarbejdet. ››

”Grunden til at jeg begyndte på billedskærerarbejdet var, at man efterhånden gik fra at arbejde med træ til at bruge spånplader, aluminium og plastik i stedet for. Efterhånden er der jo ikke et ærligt stykke træ at arbejde med! Man kan ikke få lov til at skære i et stykke rent, ærligt træ. Det var jo det, jeg kunne lide at lave, og jeg savnede det, så derfor begyndte jeg at arbejde som billedskærer” Georg peger på et billede i træ, der hænger over hans arbejdsbord ”Kan du se det billede der? Det har jeg skåret. Motivet er fra en byggeplads, hvor arbejderne holder deres frokost mens de spiller terning i en blandemaskine – det synes jeg var lidt sjovt. Derudover har jeg lavet træskærerarbejde til Vor Frue Kirke her i byen. Jeg har skåret drager og løvehoveder som dekorerer kirkebænkene. Så har jeg også været med til at restaurere kiosken nede på Gabels Torv. Man bliver da stolt når man er med til at lave sådan noget. Sådan er det også når jeg går forbi Spar Nord nede på Nytorv. De store teaktræsdøre har jeg været med til at lave for fyrre år siden og de kan jo stå i flere hundrede år. Det er jo noget andet med den computer, jeg har derhjemme. Om to år, så er den jo forældet og skal skiftes ud. Men de rigtigt gamle ting, de bliver jo ved med at stå. Det kan jeg godt lide at tænke på.”

Noget af det allervigtigste ved det gamle håndværk er det gamle værktøj. Håndværkerhusets tømrer- og snedkerværksted har været så heldigt at arve nogle gamle billedskærerjern. Det er nogle helt specielle jern, som slet ikke laves længere. ”Jeg bruger hele tiden værktøjet. Men dem der ikke har øje for det, de smider det bare ud uden at vide, at der er for en formue.”

De gamle billedskærerjern er ikke de eneste gammeldags værktøjer, der bliver taget i brug i værkstedet. En af de aldrende håndværkere kommer med en spand med små mørkerøde flager i. Flagerne ligner plastik, men er faktisk efterladenskaber fra vietnamesiske lakskjoldlus. ”Vi bruger det til at overfladebehandle møbler med”, fortæller håndværkerne. ”Flagerne skal blandes med vinsprit for at blive til den shellak, som man tidligere brugte til at behandle træ med. Til nogle ting er det rart at kunne bruge de gamle materialer. Det er også meget bedre for os at arbejde med end de moderne kemikalier, for dem er der jo tilsat alt muligt. I spritten er der kun tilsat noget, så man ikke drikker den – det er derfor de sender mig hen for at hente det!” griner en af tømrerne. ”Men amerikanerne smed jo så meget skidt nede i Vietnam under krigen, så det er blevet temmelig dyrt at få fat i.”

De gode historier

Et af de andre værksteder i håndværkerhuset er møbelpolstrerværkstedet. Her er to møbelpolstrere i fuld gang med at fjerne det udtjente fyld fra nogle antikke stolesæder og erstatte det med skumgummi. ”Skumgummiet er jo ikke noget, man brugte dengang stolene blev lavet, men det er altså noget mere behageligt at sidde på end blår og træuld” fortæller Jakob Kjær. Han fortæller om møbelpolstrerværkstedet: ”Folk kommer jo med rigtig mange ting, der har affektionsværdi. Tit siger vi til dem, at det ikke kan betale sig at ombetrække de gamle møbler, men det er måske en gyngestol, som man kan huske at ens bedstemor har siddet i. Så det er ikke kun møblets værdi, der betyder noget for kunderne. Vi får gerne fortalt historierne bag tingene, som de kommer med. For eksempel har vi fået en flot antik stol, som har stået på et slot de sidste hundrede år.” siger Jakob Kjær.

I Håndværkerhuset arbejder mennesker, som er dybt optagede af og engagerede i at bevare historien. Ikke blot for historiens skyld, men fordi de gamle håndværksdyder stadig har værdi. De bruges af håndværkere, som restaurerer gamle huse og antikke møbler – gamle ting, som hvis vi ikke ødelægger dem, kan holde i århundreder fremover. Folkene I håndværkerhuset er indbegrebet af passion. Kærlighed til faget. Og til fællesskabet, omkring et ærligt stykke træ. ]