Tini Owild: Er dit liv snart FÆRDIGT eller kun lige BEGYNDT?

Forleden fik jeg en mail fra min ældste veninde, forstået på den måde, at det er hende jeg har kendt i længst tid. Faktisk har vi kendt hinanden siden første klasse. En kvinde som jeg på alle måder altid har beundret og set op til.
Hun var et unikum allerede dengang. Havde hovedet skruet udsædvanligt godt på. (Jeg kiggede altid efter i orddiktat, hvilket jeg måske skulle havde ladet være med…). I dag har hun stadig styr på det set fra mit point of view. Hun har fået to dejlige børn (er dog blevet skilt, men hvem er ikke det?), ser stadig hamrende godt ud, bor i ulandet og gør fed karriere. Ja – hun er som taget ud af en artikel i et eller andet dameblad. Nå men altså, så fik jeg denne mail, som fik mig til at reflektere over følgende;

Er livet halvt færdigt eller kun halvt begyndt?

Her er et uddrag af hvad hun skrev til mig:
Tiden løber fra os hurtigt. Du er snart 48 ligesom mig. Du havde helt sikkert også drømme om et liv med lidt luksus, om at rejse til et lækkert sted med manden i dit liv. Drømte du ikke om at blive forkælet, inviteret ud på middag på romantisk restaurant og gå tur langs stranden om natten, i din sølvskinnende silkekjole (eller noget lignende)? Eller vågne op på din fødselsdag til en kage han selv havde bagt og en overraskende gave? Jeg fik altid bare et underligt kort og betalte selv frokosten!!! Havde vi for store drømme Tini?

Er det for sent at drømme? (om silkekjoler)

Det der bekymrede mig mest ved mailen var, at hun talte i datid. “Drømte du ikke om …”. “Havde du ikke …”. Her er et mindre uddrag af mit svar til min kære veninde:

Kære M!
Mange tak for din meget åbne og ærlige mail, som jeg har tænkt meget over.
Der hvor jeg er nu (er blevet skilt, har ingen børn – dog en kat), ser jeg det som om en ny æra er begyndt – og jeg glæder mig, for jeg kan mærke, at det bliver kanon, fordi jeg vil det. Fordi jeg stadig drømmer. Fordi jeg vil have det bedste og ikke nøjes med. Fordi jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Fordi jeg nyder det som er. Fordi jeg helt bevidst vælger fra og til – og samtidig bevarer en barnlig åbenhed, overfor alt hvad der kommer.
Ja, alle drømme går ikke opfyldelse lige præcist på den måde vi måske havde forestillet os, (måske til ens eget bedste, kan jeg godt sige, set i bakspejlet) – men skal det afholde os fra at drømme nye? Skal det afholde os fra stadig at sætte nye mål, måske nu med lidt mere erfaren optimisme? Jeg tror på at Universet vil mig det bedste og hver gang der sniger sig en lille snert af tvivl ind, (er jeg god nok, fortjener jeg det, er jeg kompetent nok, ser jeg godt nok ud osv.), så kigger jeg lige på det – og svarer; “Ja!, Keep moving Owild, det går sku meget godt!
Så kære M, jeg håber du tør at drømme igen og leve livet som det lige var begyndt (why not, det er sku for tidligt at dø). Forvent det bedste og tro på, at du fortjener kærligheden anytime.
Du har mange gode år foran dig – vælg dem til og lev dem på den måde, du synes er kanon for dig.

Knuz T – din ven

Forventningernes pris

Jeg har det på den ene side lidt ambivalent med forventninger. Som den mismatcher jeg er, tænker jeg ”Hvorfor må man nu ikke forvente noget – eksempelvis lækre silkekjoler? Skal man sidde helt grå og forventningsløst ovre i et hjørne og bare nøjes med aflagte secondhand kjoler?” ”Jeg synes sku det er okay, at forvente noget af sig selv og livet”.
På den anden side kan jeg godt se, at hvis ens forventninger bliver meget specifikke (luksus restauranter, sølvskinnede silkekjoler og hjemmebagt chokoladekage på sengen) så er du i overhængende fare for at blive stor skuffet. For det kan jo være manden i dit liv synes det er top-romantisk på din fødselsdag at overraske dig med en kanotur i gummistøvler med tilhørende lejrbål og teltovernatning i den fri natur. Morgengaven var en praktisk fleecetrøje fra Helly Hansen og ikke det lækre laksefarvede silkeundertøjssæt fra Tam Tam, som du damesnu (troede du) havde vist ham i Alt For Damerne ugen før. Eller endnu værre, at han bare gav dig et godmorgen-tillykke-knus inden han styrtede ud af døren for ikke at komme for sent på arbejde, og lige i farten fik nævnt at du fik gaven senere, da han først kunne hente den i dag (du ved udmærket godt, at det er fordi han havde glemt at købe en)… Er det så lig med at du ikke har et lykkeligt liv? Og skal man så tidsmoderne sætte sig ned og forventningsafstemme alt fra gaveønsker, overraskelser til farven på gavepapiret?

Slip forventningerne løs

Hvor kedeligt det end måtte lyde, så har du jo selv et ansvar for at dit liv stemmer overens med dine forventninger. Hvis det ikke gør, kan du vælge at gøre noget ved det. Som jeg gjorde da jeg fyldte 40, og havde set på en meget dyr og lækker ring sammen med min daværende mand, som jeg rigtig godt kunne tænke mig. Jeg var inde i butikken flere gange og prøve den og tænkte ”den har han fanget”. Men til min overraskelse gjorde han ikke mine til at opfylde mit hedeste ønske, så det endte med at jeg forærede mig selv den. Jeg er så glad for at jeg slap forventningerne og selv indfriede dem, for det er den bedste gave jeg nogensinde har fået. Hver dag når jeg kigger på den, selv efter 8 år, er jeg rigtig glad for den ring. I næste måned har jeg fødselsdag (igen), så må vi se om jeg også får morgenmad på sengen og en lille gave. Alt kan ske, også selv om du er 48, og ikke alle ungpigedrømme gik i opfyldelse …. det ville næsten også være for kedeligt….

Tør du drømme?

Men hvad med dig? Tør du stadig drømme om silkekjoler, gaveoverraskelser og dejlige mænd (eller noget helt fjerde)? Tør du stadig forvente dig noget af livet, selv om du er fraskilt (eller ikke er), har passeret tyverne og nogen af dine drømme ikke gik i opfyldelse lige præcist på den måde, du havde forestillet dig? Og hvis andre ikke indfrier til dine forventninger, gør du så selv?

KH TINI