Foto; Claus Peuckert

Svinet skal knaldes – og jobbet er dit. Du har måske 10 sekunder og noget, der føles som et rigidt system bag dig, men du har også gode kollegaer i ryggen – og adrenalinen pumpende rundt i blodet. Samfundet kalder dem ”Dødens Købmænd“, og når du fanger dem, kalder de dig wonderboy…

 

René Dahl Andersen har levet et liv, der ligner fiktion. Han har arbejdet i en verden, der er rå og rodløs – og han er uddannet i et velmenende system, der tror på, at det meste er sort og hvidt. Men når man blander det, bliver det gråt. Han har været narkobetjent på Vesterbro i 18 år, og det er et godt sted at lykkes for en begavet drengerøv. Den karakteristik passer meget godt på nordjyden, der allerede som 10-årig valgte, at han ville være betjent, når han blev stor. Det blev han. Betjent og større. I dag er han 48 år og ligner en mand, der stadig ubesværet kan nedlægge byens største pusher. Den nordjyske accent virker uventet afvæbnende, og måske er den atypiske kombination en del af succesen. Han er aktuel med Hærdet – narkobetjent med gaden i blodet, en fortælling om tilværelsen blandt de ludere og lommetyve, han i sommernætterne på Vesterbro lærte at kende som mennesker, der fortjener at blive behandlet med respekt og i gensidig tillid.

Han er uddannet betjent i 1998 – og gik målrettet efter en stilling i uro- og specialpatruljen i København. Den fik han. René blev en del af et miljø, hvor kollegaerne var kammerater og jobbet en livsstil.

”Jeg ville hellere være på job, end jeg ville være hjemme,” siger han. Jeg var på arbejde 80 timer om ugen – og det passede mig perfekt. Jeg kommer fra en lille by i Nordjylland, 400 indbyggere og derfor behov for, at man kan finde ud af at omgås hinanden. Den evne til at skabe relationer til andre mennesker, tog jeg med ind i jobbet, og derfor havde jeg det for det første godt med kollegaerne – og blev også med tiden en af de betjente med det største meddelernetværk på gaden,” fortæller han.

LÆS OGSÅ:
Led lykkeligt

 

Foto;Claus Peuckert

Renés relationer til meddelerne betyder, at han er en af de betjente, der har beslaglagt narkotika for mange millioner. En dygtig narkobetjent er en fin fyr. Han er en, man kan stole på – også selvom man er fuldtidsnarkoman. Jobbet handler om at opbygge tillid til de mennesker, der er syge af afhængighed og i omsorg for dem, at knalde bagmanden hårdt over fingrene, når man får chancen. Han har braget ind ad døren i Vesterbro-lejligheder, efter at have lagt den ned. Han har kigget den anden vej, når det virkede mest meningsfyldt – og han har tænkt kreativt og bøjet retsplejeloven i sagtens tjeneste. Nytteetikken, der foreskriver, at en moralsk handling er den, der giver mest til flest, kan i en snæver vending udlægges som en ”målet helliger midlet’-praksis, og så giver det mening, at være den betjent, der skærer dækkene op på en mistænkt mands bil for at sætte ham ud af spillet. Eller gør det?

”Jeg har bøjet reglerne for at lykkes med mit arbejde. Mange gange. Og jeg ville gøre det igen,” siger han. ”Alternativet er, at vi ikke ville kunne lave de her sager. Det går stærkt ude på gaden – og man skal træffe hurtige beslutninger. Det er det, jeg også gerne vil vise med bogen; at dilemmaet er dagligt – og at tingene ikke er så sorte og hvide, som man uddanner betjente til at tro.”

Wonderboy

René er blevet kaldt dansk politis wonderboy. Han var en af dem, der blev særligt udvalgt til at komme på FBI’s undercoverkursus, og han var også en af dem, der efterfølgende arbejdede som hemmelig agent i årevis for at fælde store narkobagmænd ude i verden. Han tager til Irak for at arbejde som eskorte leder – han vender retur til København og Halmtorvet, han forsøger at redde en ung medicinstuderende fra sig selv og et misbrug, der kan ende med døden. Og gør det. Han er tilgængelig for de pushere og kriminelle, der i tillid ringer med de informationer, politiet kan bruge til noget – og han er altid på overarbejde. Med glæde.

LÆS OGSÅ:
Du genkender fornemmelsen…  

Han er sådan en, man ringer til, når man fucked, fordi man bliver jagtet af en rivaliserende bande – og når man ved noget, der kan få fatale konsekvenser for rette vedkommende. Han kvitterer med at møde ind – også midt om natten, og med respekt for de mennesker, for hvem det vitterlig handler om liv og død.

René leverer resultater – men det tager tid. Og koster kærlighed. Den er der ellers – flere kvinder dukker op i løbet af hans fortælling, en af dem blivende – men inden da indleder René en affære med en escortpige hen over en sommer.  Det er en vild og fin historie, men hende vælger René og Casper Fauerholdt, som er den journalist, der har skrevet bogen, at skrive ud, fordi det, der egentlig betyder noget i den historie, kræver, at man kan sætte sig i deres sted. Og det kan man ikke. Man har bare intuitivt en fornemmelse af, at en betjent, der får udløsning i armene på en lyshåret prostitueret med store bryster, potentielt er et magtliderligt svin. Hvordan kan vi vide, at han holdt om hende resten af natten?

”Det irriterer mig egentlig, at vi var nødt til at tage det valg. Min intention med den her bog er ærlighed – og jeg er fuldstændig ærlig omkring mig selv. Jeg udleverer ingen kollegaer, men jeg stiller systemet og mine egne fejltagelser i et ærligt lys. Jeg er bare også opmærksom på, at vi har en tendens til at tale om tingene på en måde, der gør, at der ikke er så meget plads til nuancerne. Min historie med Rikke, som escortpigen hedder, fortæller egentlig noget fint om, hvad det er, der gør, at nogle mennesker ender et svært sted – men hvis jeg havde taget den med, ville fokus have været på, at vi havde sex, og ikke alt det andet, vi var for hinanden,” siger han.

LÆS OGSÅ:
De skjulte ofre
Foto;Claus Peuckert

Taget…

Han glemmer hende aldrig – og hun kan også godt huske ham, skriver hun i en sms. Det var fint – men René skulle videre, og måske gik det for stærkt.

I 2018 får René en dom for tyveri. Han er skyldig.  Den dag, han for første gang fortæller offentligt, at det er sådan, det er, beslutter han sig for, at han skal skrive en bog, fordi han vil vedkende sig skammen. På papiret er han kriminel, og det er en sær betegnelse, når man føler sig mest som betjent. Han aner stadig ikke, hvorfor fanden han endte i den lortesituation – og i virkeligheden føles det ikke som om, det har så meget med den egentlige sag at gøre. Men man slipper ikke ustraffet for at dumme sig på den måde, og hvis man ikke står ved sine egne handlinger, så bliver der anderledes frit lejde i omverdenen.

”Jeg har skrevet den her bog, fordi jeg gerne ville fortælle om mit job som betjent i en virkelighed, hvor mennesker bliver til tal. Ikke kun de kriminelle. Reformen gjorde også i stadig stigende grad betjentene til numre – og indsatsen kom til at kræve mere og mere skrivebordsarbejde. Det virkede meningsløst, og jeg kunne godt tænke mig, at vi stod ved det dilemma. Hvis vi vil have banditterne fanget, så er vi nødt til at handle. Da jeg skriver bogen, er jeg ikke længere betjent. Jeg er kriminel og afsoner en dom for tyveri, fordi jeg tog nogle alt for værdifulde kobberlamper med mig hjem fra Politigården. Storskrald, der viste sig at have en værdi, der skulle have talt til min fornuft. Det gjorde det ikke – og det var helt ufattelig dumt. Jeg røg ud af politiet – og det er svært at forene sig med. Jeg ville give alt – undtagen min datter – for at vende tilbage,“ fortæller René.

Foto; Claus Peuckert

Måske sker der noget i det der gråzoneland. Hvis det, du skal stå til ansvar for, virker meningsløst, mister du måske moralsk fodfæste – eller kommer til at tro, at det er dig, der kan det hele.  Når man som gadebetjent har en fornemmelse af, at du kan være med til at gøre en forskel – men ender bag et skrivebord for at dokumentere måltal, så bliver det måske ad underlige omveje en afvejning af moral og mening. Og det er ikke nogen undskyldning – men det er måske en konsekvens.

LÆS OGSÅ:
Tænk på et tal…

 

Der er rødt lys. Klokken er 02.15 søndag morgen. Der er ingen biler i syne. Og det er flere minutter siden, du sidst mødte et andet menneske. Går du? Hvis du gør, så har du brudt loven. Hvis du bliver stående, så har du måske spildt tiden…

 

René Dahl Andersen har aldrig spildt tiden. Og selvom det måske ville passe smukt ind i historien, hvis han hævdede, at han mistede sig selv undervejs, så er det ikke sådan, det er. Aldrig et eneste sekund. Han blev hovmodig, måske. Han handlede overilet og ubegavet i øjeblikket – men følelsen af indædt fortrydelse og erkendelsen af at have dummet sig i en grad, så han mistede sin identitet som narkobetjent, må være en fortælling om lige præcis den, han er – og på en måde altid har været.

”Jeg er bare mig selv. Virkelig. Som hemmelig agent, som far, som betjent, som afsoner med fodlænke, som forfatter og som foredragsholder. Det er det nemmeste at være – og alle andre er som bekendt taget, så det er også det smarteste, du kan være,” siger han.

 

René Dahl Andersen er stadig en af gutterne. De gamle kollegaer er gode venner – og han har fundet fodfæste i sin nye tilværelse som privat efterforsker og forfatter. Han ville hellere have været betjent – og han savner måske lidt gang i gaden, men han har forliget sig med historien, og nu får du den.

 

Hærdet – narkobetjent med gaden i blodet er udkommet på Grønningen. Indlæst som lydbog af Lars Bom. 480 sider. 249,95,-

https://www.saxo.com/dk/haerdet_rene-dahl-andersen_haeftet_9788773390191

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here