Katrine Ravnborg Yde bliver mere og mere opmærksom på den komplekse verden, der omgiver os – og hvor enkelt meget af det – og den – i virkeligheden kunne være…
Siden december sidste år har hun været ansat som PR- og kommunikationsmanager i Naturligolie, en dansk virksomhed, som er grundlagt på faglige kompetencer og gode intentioner. Hun har en bagrund i magasin- og skønhedsbranchen, og hun har været flittig forbruger af alle de produkter, der i mange år har stået øverst på hylden. Det er hun ikke længere.
Nu arbejder hun med økologiske olier, der, qua deres bæredygtige produktionsform, passer på verden, som hun passer på sig selv og sine børn. Naturligolie er et brand, der via egen webshop siden 2017 har solgt hudplejeprodukter baseret på effektive, rene olier – og ikke andet. Brandet er udviklet af Alexander, Simon og Jon, tre unge mænd, som til en start ikke havde nogen professionel baggrund inden for hudpleje – men som så et behov for at kunne tilbyde både børn og voksne produkter, der kun vil dem det bedste. Intet andet.
”Jeg har selv været storforbruger af alle mulige skønhedsprodukter, men jo mere jeg er dykket ned i ingredienslisten, og jo klogere jeg er blevet – des mere forskrækket bliver jeg også over, hvad der i virkeligheden er tilladt at blande i produkter, som vi smører på huden,” fortæller hun.
Som smurt i olie
Katrine har som mange andre unge kvinder kæmpet en ihærdig kamp mod hudproblemer med jævne mellemrum – og engang var hun villig til at gøre ”hvad som helst”, for at løse dem. Problemet opstod, da hun begyndte at undersøge de kemiske forbindelser, der udgør store dele af indholdet uden noget egentlig formål, siger hun, andet et at få produkterne til at kunne holde for evigt.
”Især i forbindelse med, at jeg blev mor, blev jeg opmærksom på den her problematik – og sandheden er, at meget af det indhold, der er i de produkter, vi bruger, ikke gør noget godt for vores hud. I værste fald gør de det modsatte – og de er ofte tilsat for at forlænge holdbarheden. Den slags undgår jeg i dag; for min og for mine børns – men også for omverdenens – skyld,” konstaterer hun.
Og det lyder jo nærmest en anelse frelst og næsten for godt til at være sandt, men måske er det bare den virkelighed, vi sommetider har en tendens til at gøre mere kompliceret, end den behøver at være.
Gode, fede, rene olier, som er sammensat på den rigtige måde, kan i virkeligheden være en ret effektiv måde at pleje huden på. Og du kan et langt stykke hen ad vejen roligt erstatte dine cremer med olie. Cremer består af en hel del vand, rene olier kun af olie – og du skal derfor heller ikke bruge så meget af den. For mange kan det være svært at forlige sig med tanken om, at det rækker – men det opleveler Katrine, at det gør – og det samme gør en voksende kundegruppe, som underbygger en tendens til, at vi passer på os selv med større omtanke for kemisk påvirkning.
Naturligolie høster bæredygtigt, og produkterne er koldpressede. Rene og ubearbejdede, men sammensat i en kombination, så de forskellige olier komplimenterer hinanden og skaber effektive resultater. Olierne dufter af ingenting – og det skal man lige vænne sig til, når man er vant til at hudpleje dufter – til gengæld føles det også rent og roligt at arbejde med de nærende olier, der nemt trænger ind i huden, hvis du gør dig lidt umage, når du fordeler den.
”Vi er blevet så vant til, at verden dufter. Skyllemiddel og hudplejeprodukter – og det kan jo være meget lækkert, ligesom det også kan være overvældende, og sandheden er altså bare, at det er parfumestofferne, der kan risikere at give allergi og eksem,” siger Katrine.
Naturligvis
Naturligolie er værdibaseret. Produkterne er ikke dyre, men kvaliteten er i orden summen af det, er det særlige, siger Katrine, at avancen er lidt mindre. At anvende ingredienser af højeste kvalitet, betyder, at brandet tjener mindre. De holder omkostningerne nede ved selv at tappe hvert eneste produkt i deres små produktionslokaler på Frederiksberg. På den måde, fortæller Katrine, sikrer de også kvaliteten af produkterne og har mulighed for at producere små batches, så kunderne får helt friske olier med længst mulig holdbarhed.
Det giver mening, når man gerne vil i dialog med en kundegruppe, og det vil Naturligolie gerne. På deres website www.naturligolie.dk kan man læse blogindlæg og skrive til virksomheden, hvis man har spørgsmål til et produkt eller ønsker en anbefaling.
”Vi bruger meget tid på at være i dialog med folk omkring pleje og produkter. Vi vil gerne formidle vores viden – og helt ærligt, så er Naturligolie i en eller anden udstrækning et udtryk for idealisme. Det er et brand, der kan stå inde for det hele – og det er væsentligt, også for mig som ansat, og det vil vi selvfølgelig gerne fortælle om. Vi er ydmyge over for opgaven – og vi vil gerne arbejde for folks tillid, så det bruger vi en del tid på,” siger hun.
Naturligolie er naturlige olier og seks mennesker, der arbejder for at lykkedes med en lille, dansk virksomhed, der gør sig umage med at være i verden på en meningsfyldt og bæredygtig måde. Det er gode intentioner, faglig nørderi og hudpleje, der sendes ud af døren med ingredienslisten på bagsiden; og den er kort og til at forstå. Håbet, der som bekendt er lysegrønt, er, at det hele skal udvikle sig stille og roligt – og at flere i fremtiden opdager, hvor enkelt det hele naturligvis kan være.