En skæbnefortælling

Lilli er et livsstykke. Hun lever. Ikke i øjeblikket – og ikke i hverken fortiden eller fremtiden. Livet.  Det har taget hende 93 år at blive til den, hun er – og historien om hendes liv er en skæbnefortælling. Det er tilværelsen per definition, hvis man spørger Svend Brinkmann. Og det gør man…

Svend Brinkmann er professor i psykologi ved Aalborg Universitet. I 2014 debuterede han med ’Stå fast’, en kritik af tidsånden, som fik de fleste til at ånde lettet op. På med nej-hatten, foreslog han, og argumenterede folkeligt og forskningsbaseret for at tage sig god til. Også til ingenting – men mest sig selv. Bogen var et opgør med trangen til forny sig hvert femte minut – og plæderede for, at det er okay at finde fodfæste og blive stående lidt. Siden har Svend Brinkmann udgivet flere meningsfyldte bøger med appel til de fleste af os – og han skriver, så man kan forstå det. Måske er han i virkeligheden på mange måder det tætteste den akademiske verden kommer på det, Kim Larsen var ved musikken; han er folkelig og festlig; og alle genkender i glimt sig selv mellem linjerne. Svend Brinkmann skriver i feltet mellem psykologi, kultur og filosofi – alt det, vi er – og måden, vi forstår det på.

Nu er han aktuel med Vi er det liv vi lever, som er en fortælling om Lilli, en kvinde der har levet længe og elsket undervejs. Jublende og snublende – som det gælder for de fleste af os, og da hun skriver et brev til Svend Brinkmann i 2018, er det for at dele en forundring med ham. Hvad blev der af den menneskelige værdighed – og hvad vil de os, de nætter vi deler, tætte og under en åben himmel? Hun har set stjernerne, skriver hun – og Svend Brinkmann har fået en penneven.

Vi er ingenting uden hinanden, men vi er heller ikke nogen, hvis ikke hinandens – og Brinkmann og Lilli indleder en brevveksling og et venskab, som de generøst deler med os andre. En fortælling om alt det liv, vi lever – og hvad det betyder for os og de andre.

”At vi er det liv, vi lever, betyder, at vores eksistens strækker sig fødsel til død og er afhængig af alle de relationer og sammenhænge, der gør os til dem, vi er. Vi er ikke først og fremmest et indre selv eller en indre psyke, men et forbundet og forpligtet væsen i et liv med andre,” siger han.

Svend Brinkmann undersøger nysgerrigt, hvad et liv egentlig er – og Lili bliver et smukt, men også råt og til tider rodløst eksempel på, hvordan vi på en måde bliver os selv et sted midt imellem lyst og pligt. Livet er, hvad vi gør det til – men meget er alligevel givet:

”Vi skal i hvert fald acceptere nogle grundvilkår: At vi fødes uden at have bedt om det og lærer et sprog, vokser op et sted og har en familie, som vi ikke selv har valgt. Moderne mennesker lægger stor vægt på det frie valg, men langt det meste af det, der sker i vores liv, bestemmes af kræfter, vi ikke selv kan styre. Men vi kan forsøge at forstå dem og måske forsone os med dem. Og selvfølgelig også kæmpe for at ændre noget, når det er nødvendigt, men det er ofte en besværlig proces. For Lili tog det 33 år i psykoanalyse,” fortæller Svend Brinkmann.

I et individualistisk samfund, siger han, er grundfortællingen om, at man kan, hvad man vil, meget stærk. For de fleste rystes den fortælling først, når man kastes ud i en krise, hvor man ikke kan holde sig oppe ved egen kraft, men har brug for andre til at hjælpe. Og, siger han, vilkåret er jo, at hvis man gerne vil have anerkendelse for succeserne, så følger deraf ansvaret for fiaskoer og nederlag. Lili har brugt mange år på at forlige sig med det liv, hun har levet. Ved krigens afslutning blev hun interneret, som mange af tyskerpigerne blev – og vi kan ikke vide, hvor fuldendt den nat under stjernerne føltes, men vi kan alligevel godt fornemme den næsten groteske afgrund mellem det, der føltes mest som kærlighed. Soldaten, der mest var et menneske – og så den virkelige verden, der var et vilkår.

Over kaffe og kage, som man helt glemmer at spise, taler Lili og Svend sig ind i tilværelsen. Den menneskelige værdighed kiler sig ind i det, der i forbifarten godt kunne ligne moralsk forfald, men som i virkeligheden nok er mere komplekst. Vi er ikke den samme i dag, som vi var i går – men vi er del af det hele, og livstrådende væves ind i hinanden på kryds og tværs dag efter dag. Det er værdigt at tage historien på sig – med sig – gennem livet, og vi bærer ikke alene ansvaret for alt.

Skæbnen er en ikke uvæsentlig størrelse, og den kommer i skikkelse af tid og sted, et yndlingsrefræn, der føles som ham, du forlod – et digt, der på en måde føles ufærdigt og din egen udlægning af tragedien. På den måde er din verden, hvad du gør den til – men den var her altid først, og det er i kraft af den, vi bliver til:

”Jeg forstår dannelse som højnelse til humanitet gennem kultur. Det er en definition fra den tyske filosofiske tradition, der også går tilbage til de gamle grækere, hvor dannelse angår de alment menneskelige egenskaber, som dog kultiveres bedst gennem kulturformer. Det sker i Lilis liv især gennem de romaner, hun læser, og de tekster, hun selv forfatter. Hun bliver til et menneske – højnes til menneskelighed – gennem det kulturelle og sociale liv,” siger Svend Brinkmann.

Lilis historie er levende og levet. Det kan man mærke – og Svend Brinkmanns refleksioner er som vanligt stof til eftertanke. Der er heldigvis ingen der kan vide, hvordan det hele ender – men sådan var det. Indtil videre. Lilis fortælling er opmuntrende. Hjertet flagrer, du træffer fatale valg, du elsker og du mister – du lader dig rive med af en god historie, og du er selv en. Du kan ikke gøre for det hele, men du kan et langt stykke hen ad vejen gøre med det, hvad du vil.

Vi er det liv vi lever er udkommet på Politikens Forlag. 220 sider. Kr. 250,-

www.politikensforlag.dk/vi-er-det-liv-vi-lever/t-0/9788740054699

”Man kan ikke slippe af med skæbnen – man er bundet til livstråden. I en tragisk sammenhæng kan mennesket godt handle, men det handler altid inden for en skæbnehorisont, det ikke selv er ophav til og ikke fuldt ud kan kontrollere”