Niclas Bendixen: En sanselig affære

Han er sanselig og tør risikere sig selv for forestillingens skyld. Han er søn – men mest far. Han er viklet tæt ind i et andet menneske og elsker på en måde, så han aldrig giver helt slip – selvom han må væk for at være tilstede. Både her og der. Han er passioneret – og så er han på vej til Aalborg for at instruere forestillingen ’En kort en lang’ på Aalborg Teater.

Tekst: Pia Møller Søe
Foto: Finn Byrum

”Når jeg ligger i sengen om natten og kigger op i loftet, så kører der en forestilling. Jeg er så meget ét, med det jeg laver, at jeg aldrig træder helt ud af det. Jeg er forelsket i det vi skaber – og kærligheden er så dyb og givende, at den ikke kan sammenlignes med ret meget andet.”

Niclas Bendixen er instruktør, har en fortid som koreograf og danser – og så er han for tiden bosat i Aalborg, fordi Morten Kirkskov, direktør på Aalborg Teater, for snart et år siden engagerede ham til at instruere teaterudgaven af ’En kort en lang’. Forestillingen har premiere d. 24. april – og det er en tung arv teatrets skuespillere med Bendixen i front skal løfte, for filmen om Jørgen og Jacob, deres kærlighed og alt det midt imellem var en meget, meget stor succes.

Niclas Bendixen er søn af danseren Britt Bendixen, han er vokset op som danseskolebarn og debuterede selv inden for samme genre. Hans far var koreograf, og på en eller anden måde var det naturligt for Niclas, at fortsætte noget han kendte så godt. Det betyder så til gengæld, at man i forsøget på at finde sin – helt – egen plads i en kreativ sfære, må kæmpe lidt med sit ophav. Man må skille sig af med sine forældres talent for at finde sit eget.

”Jeg havde sådan en fornemmelse af, at jeg var Britt Bendixens søn, mere end jeg var mig selv – og den forestilling gjorde jeg op med som 23-årig ved at flytte til USA. Jeg satte mig to mål: Jeg skulle lave nationalt tv derovre og jeg skulle arbejde på en Broadway-produktion. Begge dele lykkedes – og så havde jeg det sådan, at så må der vel være et eller andet om det,” siger Niclas Bendixen.
Niclas rejser hjem tre år senere og genoptager karrieren med en ny bevidsthed om hvem han er, og hvad han kan. I noget der virker som en naturlig forlængelse af den succes han opnår som koreograf, debuterer han som instruktør på forestillingen 69 på Holbæk Teater i 2008 – og modtager en Reumert for bedriften. Siden har han instrueret 11 forestillinger – og selvom en meget stor del af det, der driver Niclas, er den evige udfordring – kunstnerens mantra om aldrig at gentage sig selv – så trives han ved at gøre ophold i genren.

”Det er ikke nogen succes for mig at gøre noget jeg ved jeg kan. For mig handler det om at få noget nyt ud af teksten, skuespillerne eller udtrykket – og jeg kan mærke når det går op. Når det løfter sig fra noget middelmådigt til noget ekstra. Når det sker kan jeg, og jeg ved godt, at det er patetisk, blive helt rørt over mine egne forestillinger.”

EN KÆRLIGHEDSHISTORIE

I forestillingens natur ligger en uudtalt aftale mellem publikum og performere. Vi skal forestille os noget. De udøvende kunstnere skal forestille nogen. For Niclas handler det om at skabe nogle overbevisende karakterer, der gør den proces, forestillingen, stærkest mulig for både publikum og skuespillere.

”Det allervæsentligste for et stykke er, om karaktererne virker overbevisende. Man skal kunne forstå de mennesker man portrætterer. Det skal skuespillerne, det skal jeg – og det skal publikum. Menneskets psykologi er kompleks, og derfor er det umuligt at indramme et helt menneske på en scene, men vi kan indkredse dele af det,” siger Niclas Bendixen. ”Som instruktør er referencerammen nødt til at være dig selv, og det betyder, at jeg blotter mig sindssygt meget. Når jeg afleverer et stykke, er det mit værk. Det er mig den falder tilbage på. Jeg stiller mig fuldt til rådighed og det er mine spejlinger der er til skue.”

Undervejs i den proces er det umuligt ikke at lade sig opsluge. Arbejdsprocessen er intens og kræver stort set udelt opmærksomhed – der er ikke meget 9 til 16 over dagene, og for Niclas bliver arbejdet med forestillingen – faktisk – til en kærlighedshistorie.

”Ville jeg have en affære med en ung smuk pige på 25 eller med min forestilling? Jeg ville til enhver tid vælge min forestilling. Det er 40 gange så givende. Det første varer måske 10 minutter, og så gider man ikke snakke sammen bagefter. Det andet – den kærlighed der ligger her – er kraftig og altopslugende,” konstaterer han. ”Det er ikke en forelskelse jeg kan vælge fra eller til, det er grunden til, at jeg står op om morgenen, går i seng og sover tre timer for så at starte forfra. Det er drivkraften.” Og undervejs kæmper han så med at være alt det han gerne vil være. Han kæmper med at være en god far, en god instruktør, en god mand – og for at indgå de rigtige kompromisser.

”Jeg er nød til at lave det jeg holder af, for at være noget for dem jeg holder af. Jeg er nød til at forlade min kone og mit barn, for at kunne være i noget, der er vigtigt for mig. Det er på en måde et svigt,” siger Niclas Bendixen. Det betyder, at jeg har nogen derhjemme der synes, at jeg ikke er perfekt, men gjorde jeg ikke som jeg gør, så kunne jeg alligevel ikke være noget som helst for dem.”

FAR, MOR OG BARN

Privat er Niclas kæreste med Trine Dyrholm, der er skuespiller, og sammen har de sønnen Axel på fire år. Det betyder, at der et sted, midt i al sanseligheden og dedikationen, findes en mere verdslig virkelighed, der insisterer på nærvær og nogenlunde faste spisetider.

”Det her lille væsen der kommer til verden, kommer altså på en eller anden måde i vejen. De fucker ens liv op og gør at man ikke sover. Så sidder man der fuldstændig hudløs og kan ingenting gøre. Samtidigt åbner de også op for en kærlighed man aldrig har oplevet før – og det er jo sindssygt modsatrettet,” siger Niclas Bendixen. Det er en meget mærkelig ting at få så stor en instans som et barn til at passe ind i dit liv. Når jeg forlader min søn, så savner jeg ham på ukendte måder, og på samme tid har jeg aldrig følt så stor lettelse over at være væk. Det er så modsatrettet – og i virkeligheden tror jeg måske, at det er summen af det at være en god far. Man skal være ærlig og turde være tilstede i alt det.”

Niclas kone Trine er det meste af efteråret blevet hyldet af både publikum og anmeldere for hendes rolle i filmen ’Den skaldede frisør’, hvor hun kysser – til tider temmelig lidenskabeligt – med en af verdens rigtigt smukke mænd: Pierce Brosnan. Omvendt står Niclas overfor en stor forårs-forelskelse på Aalborg Teater, når han som vanligt lader sig forføre af arbejdet med historien, skuespillernes præstationer, musikken, stemningerne, publikum og værket.

”Vi leger jo bare. Det er let nok at se på, at Trine har en kærestescene med en på film, for det er jo et arbejde. Hvis hun vil knalde med en eller anden, så gør hun det jo uanset. Det har ikke noget med jobbet at gøre,” siger Niclas Bendixen. Jeg tror jo på, at hvis du har et behov for at udleve dine fantasier, så skal du gøre det. Du skal jo ikke begrænse dig, vel? Selvom vi har valgt at leve i et monogamt forhold, og har givet hinanden ordet på det, så må man jo revurdere, hvis ens
fantasi er så stor, at man må forfølge den.”
Man kan forestille sig alt muligt – stykket, forestillingen, filmen er altid et manifest af nogens tanker og tro. En spejling af en eller andens virkelighed – og når det er vellykket; af vores alle sammens. Det er derfor vi rammes så rent på følelserne. Måske genkender vi en lille smule af os selv i ham, der bliver forladt, måske længes vi efter lidenskaben, fantaserer om affæren eller stræber efter den happy-end der som oftest afvikles lige inden tæppefald.

JACOB, JØRGEN OG ALLE DE ANDRE

Historien om Jacob og Jørgen i ”en kort, en lang” er en kærlighedshistorie så dyb, overfladisk, alvorlig og komisk, at det ophæver kønnets betydning. Man må tage stilling på kærlighedens og ikke kønnets betingelser. De to hovedpersoner, Jørgen og Jacob, er forelskede i hinanden og i livet – og måske er det derfor, det er svært at lade sig begrænse. Måske er det derfor Jacob har svært ved at vælge – og vist altid har haft det. Fordi livet kan og vil så meget – og der er så mange…

”Det er fantastisk, at arbejde med den her tekst. Alle karakterer bidrager så stærkt til historien – og undervejs bliver der sagt så meget. Eksempelvis holder Jørgen i starten af filmen den her tale for Jacob hvor han siger, at Jacob som lille skulle have en hest – og selvfølgelig kunne han ikke vælge. Han ville have både hoppen og hingsten. Det ved Jørgen godt om sin mand. Og nu går han så ud og vælger hoppen igen. Det er så fint. Jørgen vidste godt, at det skulle ske. Han har lige selv stået og sagt det, og hvor lang tid går der så, inden han erkender sandheden. Det skaber en historie der er spændende at følge,” siger Niclas Bendixen.
På Aalborg Teater har der lige været idéaflevering på stykket, og det betyder, at scenograf Jonas Fly og Niclas Bendixen de sidste to uger har arbejdet med at placere rekvisitter i de forskellige scener. Det er et omfattende arbejde – for en lampe eller en stol kan gøre en kæmpe forskel for, hvordan du hører en replik.

”En lampe er med til at karakterisere en figur. Den fortæller lynhurtig noget om hvem du er,” siger Niclas Bendixen. ”Vi har jo alle sammen de samme referencerammer. En Folkevogn eller en liret Ferrari fortæller alt om en type – og det er jo det man kan med rekvisitter.”

Prøverne på forestillingen starter i begyndelsen af det nye år. Inden da skal Martin Brygmann, der er forestillingens komponist, have skrevet al musikken og så skal kapelmester på Aalborg Teater Søren Hansen og Niclas Bendixen arbejde med forestillingens musikalske profil.

”Jeg glæder mig til det hele. Det helt særlige ved jeres teater er, at I har et ensemble. Der er sindssygt mange gode skuespillere på Aalborg Teater og fordi de er så sammenspillede, har de et sprog sammen. Når man laver teater vil man tit sige noget, som i virkeligheden ikke kan forklares, og i et ensemble er der mange ting der ikke behøver blive sagt. Man ved bare hvad de andre mener – og det er fedt, at komme op og være en del af det sammenspil,” siger Niclas Bendixen.