Jacob Lohmann: EKSIL

Jacob Lohmann er uddannet fra Aarhus Skuespillerskole i 2002. Siden har Han spillet en hel masse teater i Aarhus, København og Aalborg, medvirket i tv-serierne ’Rita’, ’Forbrydelsen’, ’Anna Pihl’ og ’Dicte’ – og fra 2. marts er han aktuel i EKSIL, første del af Teater Nordkrafts dramatisering af Ejersbos Afrikatrilogi. Jakob Lohmann spiller rollen som Victor – en temmelig utiltalende mand, måske vældig charmerende på sin vis – og i alt fald i stand til at forføre unge, skrøbelige og stadig viljestærke Samantha, der i virkeligheden er alt for ung til at bevidne den deroute der – vist – er Victors skæbne.

EKSIL er en både voldsom og vedkommende historie – hvordan er dit forhold til fortællingen?
Mit forhold til fortællingen er kommet temmelig meget bag på mig selv. Den har udstillet en uvidenhed overfor dels afrika og i særdeleshed Tanzania, men mere vigtigt en uvidenhed omkring den måde hvorpå det hvide Europa skamløst og uden samvittighed udnytter og forurener afrika. Jeg har altid haft en fornemmelse af at det billede medierne tegner af europa, der hjælper i afrika når der er tørke eller hungersnød nok ikke repræsenterer alt hvad der foregår hen over middelhavet, men den samfundsstruktur ejersbo beskriver er så uhyggelig og blottet for medmenneskelighed, at jeg flere gange i arbejdforløbet har fået den rigtigt grimme smag i munden. Manuskriptforfatter Andreas Garfield fortolker i stykket: ”Afrika er en luder, som europa knepper… billigt.”

Du spiller Victor – hvem er han?
Victor er våbenhandler mm. En forretningsmand som er i afrika for at lave hurtige penge og samtidig fyre den af og udleve et eventyr. Et eventyr med masser af damer og sprut, stoffer og fest. En noget for gammel sunny beach teenager, skruppelløs og med kun det for øje at tilfredsstille sine egne behov.

Hvem er du?
Jeg er ikke ligesom Victor, selv om det indimellem er rart at være indeni ham. Hvem er jeg?? Skidegodt spørgsmål, som jeg selv ville ønske jeg kendte svaret på. Jeg elsker at opfatte mig selv som en superfed fyr med plads til alle andres holdninger og samtidig en der kan være god mod dyrene, men altså…… der er sgu nok et stykke vej endnu. Vi kan jo snakkes ved om 20 år eller noget.

Hvad er forskellen på jer to?
Forskellen på mig og Victor er så stor som man kan forestille sig.

Hvordan har du forberedt dig til rollen? (jeg ved I har arbejdet på en lidt særlig måde med det her stykke, ikke? Var du med i Afrika?)
Jeg har ledt efter det koldeste i mig selv for at forberede mig på at spille Victor. Prøve hele tiden at sætte ham forrest i enhver sammenhæng i stykket. Samtidig prøver jeg hele tiden at forsvare hans handlinger, i håb om at finde en mening med det han gør. Det er ikke let. Mit ønske er at undgå at han bliver for éndimensionel , for det er der ingen mennesker der er. I øvrigt prøver jeg jo så også at huske hvad jeg skal sige, og hvornår jeg skal stå hvor osv. Det er jo mit arbejde.

Er stykket manifestationen af Ejersbos roman eller en forestillingen om den? (har det sit eget liv og sin egen fortælling, blot med udgangspunkt i Ejersbos fortælling?)
Svært at svare på. Vi kan i hvert fald ikke komme så meget rundt i hjørnerne som Ejersbo kan. Detaljerigdommen i bogen er så imponerende og grundigt beskrevet at det ville kræve at vi holdt publikum på sæderne i en uges tid. Jeg tror at vores mission er at ramme en stemning fra bogen, og igennem den stemning fokusere på enkelte handlinger og situationer som rammer ind i bogens kerneproblematikker, ja det lyder sgu flot når jeg formulerer det sådan, men noget i den retning. Vores stykke handler ,ligesom bogen, om Samantha. I bogen er persongalleriet omkring hende, miljøet i Tanzania, naturbeskrivelsen osv osv meget nøje beskrevet, og det er muligt, for læseren bestemmer selv tempoet. I teatret tager vi jo folk ”til fange” i nogle timer, hvis du forstår, og det tvinger os til at lave et koncentrat af bogens budskab.

Er det gru eller glæde at arbejde med materiale som så mange mennesker har en forudgående præference til?
Gru eller glæde? Begge dele, og måske mere til. Det er meget tydeligt på den opmærksomhed vores arbejde får, at vi har med noget stof at gøre som hele Aalborg sætter meget stor pris på. Det kan jeg i øvrigt godt forstå for det er helt særligt det Ejersbo har taget fat på. Det stiller også store krav til os som formidlere og fortolkere, og den kan påvirke begge veje. Nogle gange giver vi den en ekstra skalle, og andre gange stirrer vi tomt ud i luften og tænker om vi mon kan leve op til det her. Sådan er faget og det lærer vi at leve med. Der skal være et vist pres i sådan noget som det her, hvis det skal du til noget.

Hvor langt er I? Hvad foregår der bag kulisserne på Teater Nordkraft lige nu?
Lige nu er vi i opløb, som vi kalder det. Opløb vil sige at vi prøver dobbelt, altså med en session om dagen og en om aftenen. Vi er i gang med at parre alle faggrupperne, dvs teknikken, skuespillerne, skræddersalen osv. Alle er kommet ud af deres små huler hvor de har arbejdet de sidste mange uger, og nu mødes vi på scenen for at sætte det hele sammen. Det er her selve forestillingen bliver skabt og hvor vi alle kan se skelettet til den forestilling vi skal have premiere på om 1,5 uge. Samtidig er det også nu der skal tages foto til program og hjemmeside osv, så der er tryk på hele huset lige nu.

Er du på job eller på en mission?
Jeg er på job, sådan er det. Det er det altid for mig. Jeg er hyret til at løse en opgave, og det er det jeg skal koncentrere mig om. Jeg er ikke hyret til at have en mening om forholdene i Afrika eller mishandling af børn og unge. Det ville forvirre mig og dem omkring mig hvis jeg skulle gøre andet end mit arbejde. Der med ikke sagt at jeg ikke har meninger om det vi laver og det det omhandler. Jeg er bare nødt til at over lade missionsarbejdet til nogen andre, så jeg kan fokusere 100 procent på det min opgave er: At spille Victor i forestillingen Eksil. Det er min mission.

Hvad skal vi som publikum glæde os – mest – til?
En rå, stærk, beskidt og vedkommende forestilling.