Søren Møller: EJ BLOT TIL LYST

HAN ER IKKE EN DEL AF KULTURPARNASSET, MEN EN AF DEM, DER INSISTERER PÅ DET ÅBENLYSE I UD SAGNET, AT FOLKELIGHED OG KUNST ER TÆT FOR BUNDET. DET HANDLER HAN PÅ. OG HAN BOR I EN BY, DER PÅ EN ELLER ANDEN MÅDE GIVER GENLYD AF UDSAGNET. I FREDERICIA – HER ER HAN TEATER CHEF PÅ FREDERICIA TEATER. SØREN MØLLER ER MED TIL AT SKABE MUSICALS, DER KAN HØRES UDE I VERDEN.

Søren Møller er konservatorieuddannet fra Det Jyske Musik.konservatorium, har læst dramaturgi på Aarhus universitet og har desuden en treårig uddannelse fra Complete Vocal Institute. Han har det, og så har han mere end 15 års erfa.ring i teaterverden – og begge dele har lært ham, at teatret skal være en levende, vedkommende kunst, der ikke taler bagstræberisk ind i fortiden – men fungerer bedst, når det er virkelig relevant. Han er teaterchef på Fredericia Teater, rektor på Det Danske Musicalakademi, en del af Uterus, et udviklingscenter for musicals, og internationalt anerkendt for sit arbejde med en genre, der per tradition ikke anerkendes på helt lige fod med det konventionelle teater. Der er ikke nogen selvstændig kategori til Reumertuddelin.gen, som ellers kalder sig ”scenekunstens pris”. Det synes Søren er besynderligt. Hvordan kan man kalde sig scenekun.stens pris, og helt se bort fra den genre, der trækker publikum i teateret? Så han blev hjemme den dag, de uddelte årets Reumert – han brugte tiden på at udvikle nye musicals og sendte via pressen og fraværet et signal, der ikke var til at tage fejl af; ”Det er fordummende, når nogen kalder sig scenekunstens pris, og så ekskluderer den scenekunst, der er mest set af publikum. Det er jo ikke bare min holdning – det KAN man ikke. Det hænger ikke sammen. I alt fald er det så ikke en pris, der afspejler befolkningens syn på scenekunsten,” konstaterer Søren Møller. Og han har vist en pointe. Fredericia Teater, der er et musicalteater, har haft knap så svært ved at fylde stolerækkerne, som teatre i øvrigt. Og deres udviklingsarbejde med genren har givet genlyd ude i verden. Søren Møller og teatret har skabt en kulturel eksportvare, der betyder, at han i dag er for.mand for Festival of New Musicals Comitee, en komite der på verdensplan årligt udpeger otte musicals, som præsenteres for den samlede branche på en prestigefyldt festival i New York. Han sidder også i bestyrelsen for den Newyorker base.rede organisation National Alliance for Musical Theatre – og så har han indgået et samarbejde med Disney, der betyder, at Fredericia Teaters tredje Disney-produktion havde premiere 14. oktober.; ”Jeg kniber mig selv lidt i armen over det, men det er dejligt, at vi er nået dertil. Og jeg har en grundsætning der siger, at der ikke er noget i vores DNA, der gør, at vi ikke – præcis som amerikanerne og englænderne – kan skabe fremtidens fore.stilling,” siger Søren Møller. ”Vi skal lade janteloven ligge, og så skal vi tro på sagen. Det er jo den tro, viden og arbejdet med talentudvikling der har gjort, at Disney ringer,” siger han.

DISNEY OG FREDERICIA
Disney ringede. Og det gør de ellers ikke så tit. Søren Møller havde tidligere taget kontakt til Disney med en idé om at lave en forestilling baseret på tegnefilmsserien Phineas og Ferb, baseret på den tanke, at hvis man kan få drengene i teatret, så vender de tilbage som mænd. Desværre var rettighederne afsat til anden side, men Disney huskede ham – og tilbød ham et år senere at lave Europapremieren på Aladdin som musical. ”De må jo have holdt øje med os. Vi var et teater blandt seks i verden, der fik lov til at lave vores eget bud på Aladdin, inden den skulle på Broadway. Vi fik et færdigt oplæg at arbejde ud fra, og så ville de se, hvordan vi løste den opgave. Vidunder.ligt! Det var jo et gennembrud for os – og de var så tilfredse, at de siden hen bad os genopsætte ’Den Lille Havfrue’, der allerede havde været på Broadway,” fortæller Søren Møller. Søren Møller, der havde set opsætningen af ’Den Lille Hav.frue’ på Broadway og fandt den en lille smule ”plastik-agtig”, ville med Fredericia Teaters udgave genindføre poesien i den historie, som vi i Danmark kender så godt, fordi det er vores. Han skabte en forestilling, der var dedikeret til hele familien; ”Jeg har den grundholdning, at godt familieteater skal være teater, der også er godt teater for de voksne, der har børnene med. Jeg holder altid øje med fædrene, når vi laver familie.forestillinger – de er ofte med for børnenes skyld, og kommer de ud med armene over hovedet, er det lykkedes at få gjort forestillingen til en oplevelse for hele familien. Det lykkedes med ’Den Lille Havfrue’ og nu har vi fået endnu en mulighed med ’Klokkeren fra Notre Dame’,” fortæller han. EN MUSICAL KOLONI Byen, Fredericia, er en del af den mulighed. Musicals og teatret er en del af den politiske prioritet her – og for Søren giver det god mening, at det er lige her, de skaber de fine resultater. Byen er blevet et centrum for musikteater – en lille koloni, hvor tingene lader sig gøre. Akademiet, der er etableret i 2000, er et udtryk for den viden og passion og det engagement, der er investeret i genren. De første studenter dimitterede i 2003 og nu har de deres virke på de skrå brædder. Uterus, udviklingscenteret, arbejder på tværs af nationali.teter med udtryksformer og manuskripter, der bliver til fine forestillinger og meget ofte begyndelsen på noget stort. Det er på mange måder et udtryk for hvordan ambitioner og passion smelter sammen med en tidsånd.

DE KU’ IK’ HA’ GJORT DET I KØBENHAVN
Vi er vokset ind i nødvendigheden. Vi lever ikke længere kun af jorden, vi lever på den, og den dannelse – i ordets bedste betydning – der er i kulturen, bliver en forudsætning for skaberkraften. Fredericia Teater bidrager. De er landets største teater uden for hovedstaden, og det behøver måske ikke være paradoksalt, at en lille by formår noget stort; ”Byen her har mulighed for at holde fokus på idéen og for.målet. Der er ikke alt muligt uden om, der forstyrrer billedet,” siger Søren Møller. ”Vi har politisk opbakning og det er en del af byens fokus – det giver os mulighed for at arbejde dedikeret, og det udligner paradokset i, at en forholdsvis lille provinsby kan udrette det, vi gør. Jeg tror ikke man kunne have gjort det samme i København, der er for meget, der påvirker i alle mulige retninger, ” siger han. Og mindes dengang han blev interviewet til TV2-Lorry om teatrets store opsætning af Shu-Bi-Dua The Musical, der solgte mere end 170.000 bil.letter. Og var en landsdækkende succes. ”Jeg blev behandlet lidt som om jeg var en landbrugsdyr, der kom ind med firetoget – lidt provinsen, lille Fredericia, er kommet til storyen, men man skal huske, at med globalise.ringen kan kunst opstå alle steder. Det handler om, hvor der sker noget, der er værd at bemærke, og det er også derfor jeg godt kunne tænke mig en kunststøtteform, der var mere fri af geografi. Det handler ikke om hovedstad kontra provins – men om hvor der sker noget, der fortjener støtte. Der skal stadig sidde nogen, som vurderer. I det system jeg ser for mig, vil vi allesammen nok kun få 80% af det eksisterende – mens de sidste 20% skal gives til steder, hvor der er behov for det – måske i form af samarbejde, så vi får mere kultur for pengene. Dem der administrerer og fordeler skal dog hele tiden udskiftes, så der ikke opstår korslagte arme. Vurderin.gerne skal være gennemsigtige og bero på nok mennesker til, at man kan tage den værste venskabelige forfordeling ud af spillet, ”siger Søren Møller.

STØTTEN RETUR NÅR DET LYKKES
Vi skal være stolte af at leve i et samfund, der støtter kulturen – men vi skal også passe på, at det ikke bliver en ”sovepude”. En undskyldning for at sove lidt i timen, fordi man føler at man har ret til mere end man har pligt til noget. Man skal præstere – ville noget og underholde. Man skal række ud til publikum, og gøre sig umage, når de kigger. Og publikum skal ikke fordele støtten, men tanken om, at man som kulturinstitution skal levere noget af støtten tilbage, når det viser sig, at man kan stå selv, er Søren Møller helt med på. Fredericia Teater har, på trods af succesen, en negativ egenkapital – og det be.tyder, at de ikke har råd til at fejle. ”Vi skal ikke sidde og blive en stor, fed pengetank – men jeg godt ønske mig, at man havde en støtteramme, der gav mu.lighed for, at man kunne prøve nogle ting af,” siger Søren Møl.ler, ” og så synes jeg idéen om, at man skal aflevere pengene tilbage, når tingene lykkes er god. Hvis vi skaber en succes, der giver overskud, så skal vi være villige til at afgive pengene igen – men vi skal have støtte til muligheden.”

KLOKKEREN FRA NOTRE DAME
Søren Møller tror på, at Fredericia Teater har skabt endnu en succes med ’Klokkeren fra Notre Dame’. De har arbejdet på forestillingen i et år; bearbejdet manus, lyttet til musik.ken, bygget og brygget og for tre måneder siden, ”gik det så amok”. Og det med at lave en Disney forestilling er jo et bundet mandat, som man måske godt forestille sig, at man kan ryste lidt i bukserne, når verdens største magi-producent skal godkende alt fra design til kostumer og lyd, men de har selvtillid til det, på Fredericia Teater; ”Vi har en kolossal selvtillid på Fredericia Teater. Vi har et fantastisk hold – altså et VIRKELIG fantastisk hold. De ved hvad de laver og arbejder på en helt anden måde, end man er vant til. Vi er både corporate og hippier på samme tid. Vi har styr på det juridiske og økonomiske – men vi kan også sidde i rundkreds. Helt konkret startede Shu-Bi-Dua the musical ude i en lade, hvor vi sad og spillede shu-bi-dua for hinanden og talte om, hvad vi synes var det fedeste ved shu-bi-dua og hvad vi selv elskede mest. Vi fik øl og mad og hørte musik. Og ud af det kom der en masse, som Mads Æbeløe Nielsen og jeg satte os og sammensatte historien på – og der er INGEN på teateret der ikke kan komme med en god ide. Der er en gensidig respekt for hinanden faglighed samtidig med, at der er en åbenhed. Jeg har fantastiske lyd og lys designere, der ved en helvedes masse om det de laver – men som jo også kan have ideer på andre områder. Mange steder sidder man med korslagte arme og påstår, man ved bedst. Man hyrer en scenograf og så skal det se ud på den måde, og lyset mener det skal se ud på deres måde. Jeg kan godt lide, at alt kan ske. Vi tør godt være i kaos, fordi vi har erfaret, at vi lander smukt til sidst,” konstaterer han.