Fie Hørby: DROP OPDRAGELSEN – VÆR DIG SELV

Jo flere bøger om børneopdragelse, du læser, jo flere glas vand kommer du til at hente til dine børn, når de egentlig burde sove…

Rækkerne i foredragssalen er fyldt med forventningsfulde kvinder med krydsede ben. Familieterapeut Fie Hørby står i bunden af lokalet – klar til at kilde de mange mødres ego lidt under foden og pille ved det allerhelligste, mest ømskindede: Måden, vi opdrager de kære små. ”Vi opdrager stadig, som vores forældre gjorde”, siger hun. Og så er festen ligesom i gang.

Hun forklarer det med, at alle mennesker lider af sådan en gentagelsestvang, så vi – uden at ville det – gentager vores forældres mønstre med skældud og psykiske krænkelser, bare i en ny indpakning. Derfor er Hørbys pointe, at vi skal lære os selv bedre at kende og være mere bevidste om, hvad vi gerne vil lade blive i vores egen barndom. For eksempel kunne vi nemt sortere i alle de her ureflekterede moraler. ”Man leger ikke med maden”, ”Man går ikke i strutskørt til gummistøvler” osv. Hørby mener, de blokerer for empatien og ærligt samvær. Find i stedet ud af, hvad du selv vil være med til.

Hun griber fat i den gængse med, ”man slår ikke igen”. Selv kan hun godt finde på at sige præcis det, som hun tænker, hvis hendes søn kommer hjem og er blevet slået. Nemlig: ”Slog du ikke igen?”

En sitren går gennem salen. Hun uddyber med, at man rundt omkring i institutioner faktisk kører pædagogiske projekter, hvor drenge får lov til at stå op for sig selv. Fordi man ved, at det ikke altid er godt at undertrykke aggressivitet. Og så stoler hun i øvrigt også på, at børn slet ikke ønsker at slå. At det altid er en nødløsning.

Ud med opdragelsesbøger
Efter at have smidt alle de gode gamle moraler i skraldespanden, så fortsætter hun med vores tillærte teorier om børn. Hun forklarer det med, at mange forældre – for at gøre det så godt som muligt – laver den fejl, at de akademiserer samværet med barnet ihjel.

Måske kender I den dér chefbemærkning: ”Jeg hører, hvad du siger…” Flere forældre bruger noget lignende over for deres børn, som de har tillært sig. Hørby ridser situationen op, hvor barnet for eksempel ligger på gulvet i supermarkedet og skriger. Fordi børn bare sørger bedst på langs…

Moren stiller sig så op lidt på afstand og siger ”Jeg ser, du er vred/ked/træt”. Men hun føler ikke noget. Men det er altså nødvendigt at komme helt herned. Fie Hørby sætter sig på gulvet. Og mærke, hvad barnet mærker. Have ægte empati. Børn kan lugte strategi på lang afstand, og de vil altså have en redelig, ægte udgave af dig.

For alle har lige læst en bog om, hvordan man gør med disse børn, men i virkeligheden er det bare med til at skabe afstand. Fordi en masse lekture gør, at barnet ikke får den sande udgave. Et rigtigt menneske, der nogle gange synes, det er hyggeligt at se tv med popcorn og alle ungerne inde i dobbeltsengen – og andre gange bare ikke orker rod og uro.

Og det er helt i orden at stå ved det. Børn kan sagtens finde ud af, at de ikke må det samme hver dag. Hvad de ikke kan finde ud af er, når du føler et, men siger noget andet. De kan også sagtens finde ud af, at far og mor mener noget forskelligt. Så længe de bare ikke nedgør hinanden for det. Hun smiler og ved sikkert godt, at hun provokerer de mange kvinder, der har læst en masse om, at det er sundt for børn at få grænser og forudsigelighed.

Fra smil til SÅERDETFANDEMENOK
Hun ridser den klassiske situation op, hvor man som forælder trænger til ro, efter børnene er puttet, men der hele tiden bliver kaldet fra børneværelset. Så henter man vand, jagter fiktive trolde på flugt, retter på dynen – alt sammen med et smil, der bliver mere og mere påtaget. Pludselig pendulerer man helt over og eksploderer af raseri. Man har simpelthen været under for hårdt et tryk. Bagefter sidder man så i sofaen og skammer sig over, man blev så vred, når barnet endelig sover.

Fie Hørby fortæller, at det er fordi forældre alt for sent står ved deres følelser. Men da børn har disse veludviklede antenner ude, så kan de godt mærke, at irritationen rumler inde i smilende mor, der henter vand. Dermed sender vi dobbeltsignaler. Og ifølge familieterapeuten, så er det så ubehageligt for barnet ikke at kunne se sin forælders sande følelser, så det bliver ved med at prøve at lokke dem frem. De vil mærke deres forældres sande jeg.

Og så ved vi godt, det ender med, at så kan de kraftedeme lige pludselig mærke mig, når jeg begynder at råbe. Men underligt nok, så er det mere trygt end den der utydelighed. Og den pendulering fra at gøre mere, end man har lyst til, over i at blive mere rasende, end situationen indbyder til, er ikke sund for nogen.

Så jeg synes, vi skal droppe opdragelsen og være os selv. Hun kommer argumenter i forkøbet ved at fortælle, at det ikke er fordi hun bifalder laden stå til eller hippie-lilla ble-tilgang til børn. Hun mener bare, at børn er født som sociale væsener, der selv ønsker at passe ind og gøre det rigtige. Derfor lærer de mest af bare at gøre som den voksne. Skældud bidrager bare til nedgørelse. Det hjælper ikke på noget.
Hun mener, at hvis du skal sætte en grænse om noget, så sæt den om dig selv: ”Jeg har brug for ro og kan ikke holde ud, at du trommer nu”. Hvis man vælger at sige det sådan, så kan det ikke ødelægge noget, at man kommer til at råbe den ud. For uanset form, så er det meget værre at levere beskeder som: ”Så forstå dog, at du ikke skal hamre løs på den tromme!”. Den har underteksten: ”Er du dum?!”
Når børn beskriver dét med at få skældud, så siger de, at det er ligesom at blive slået med ord, pointerer Hørby.

Skrædderens søns bukser
De mange Ladies Cirkle-kvinder nikker. Det er tydeligt, at de genkender mange af situationerne hjemmefra. Alligevel er de lidt skeptiske. Man har jo før hørt, at alverdens gode hensigter bare ikke lige virker hjemme ved sin egen Marimekko-dug. Og hvad gør Fie Hørby selv, når ungerne bare ikke hører efter? Mine børn ved godt, at jeg bare ikke KAN sige tingene pænt mere end to gange. Tredje gang kommer der handling bag.

Hun viser, hvordan hun tager et fiktivt barn op fra gulvet og fører det med en blid, men bestemt hånd i ryggen. Hun pointerer dog, at de voksne gerne lige må sætte sig på gulvet og forstå, hvor sjov en leg, de har gang i, før de forlanger, barnet skal løsrive sig lige nu. Der må være respekt. Og så skal vi være tydelige i vores aftaler og krav. Det hedder som sagt ikke ”vil du med hjem fra børnehave?” – hvis de reelt ikke har et valg.

Hun mener desuden, at vi skal lad være med at tage tingene personligt. Børnene er ikke ude på at provokere eller drille. De er bare meget lyststyrede. Men i det hele taget, så er tid et mirakelmiddel i alle konflikter.
Du kan læse mere om og af familieterapeuten på www.fiehoerby.dk