Byen, havnen, menneskene, Limfjorden og blæsten der går frisk. Midt i det hele en oase. Den hedder DOK#1 og i år er den grøn. Sensommeraalborg byder på andet og mere end så småt falmende blade; den første weekend i september afholdes traditionen tro kunsthåndværksudstilling i byens kulturelle centrum.

DOK er en henvisning til omgivelserne. Kunsthåndværksudstillingen ligger på Tolbod Plads og det har den gjort næsten hvert år i september siden den første DOK så dagens lys i sensommeren 2008. DOK er også en forkortelse for ”Design Og Kunsthåndværk”, hvilket er omdrejningspunktet for udstillingen.

Linda Leifs og Lone Hagedorn er kvinderne bag idéen til DOK#1. i 2007 blev de to enige om, at der manglede et kunsthåndværkermarked i Aalborg som parallel til de markeder, der fandtes i Århus og København. Kun et år efter var DOK#1 en realitet.

Linda Leifs er også en af udstillingens projektledere ”Lige fra starten har det haft en betydning for DOK#1, at vi ligger ved havnefronten; deraf selve navnet på markedet.

Siden det første DOK#1-marked på Toldbod Plads i 2008 er området ”vokset til” på smukkeste vis; Utzon Center, Havnebadet, parken og snart Musikkens Hus. Toldbod Plads binder fjord og by sammen, og det giver en helt unik stemning. Springvandet midt på pladsen har også altid spillet en særlig rolle på markedet.”

Springvandene på Tolbod Plads kommer i år til at spille en helt særlig rolle. Den århusianske designgruppe Bureau Detours forvandler nemlig springvandende til en grøn oase. Bureau Detours arbejder med en blanding af kunst, design og arkitektur på at skabe sociale rum, som forener mennesker med byen. Hvordan området ved springvandene kommer til at se ud, vides endnu ikke.

LÆS OGSÅ:
Kampklar mor-skab

Dog er temaet det samme som for hele DOK#1; ”Grünish”.

”Temaet ”GRÜNish” er inspireret af tidens fokus på autencitet og simple living – et fokus som vi blandt andet mener udspringer af krisetiden.” fortæller Linda Leifs som mener, at mennesker – selv i en krisetid – har brug for æstetik og skønhed. ”I DOK#1 mener vi der er al mulig grund til optimisme. ”Brug og smid væk”-kulturen er på retur og efterspørgslen på dygtigt forarbejdede produkter med historie og sjæl er stigende. Kvalitet frem for kvantitet: Det er sund fornuft og kan betale sig – og det er jo noget, som de fleste nordjyder kan sætte pris på.”

Linda Leifs oplevelser med DOK#1 er, at nordjyderne – gæster såvel som udstillere – er enormt glade for at have et marked som DOK#1, som oplever stor opbakning til deres idéer og ambitioner fra diverse aktører i Aalborg.

”Vi får opbakning både fra nogle af de etablerede kulturinstitutioner og forretningsfolk og fra kreative folk i vækstlaget. Det er folk, som gerne vil tænke ud af boksen og bryde grænser, og vi ser det faktisk sådan, at DOK#1 kan være med til at bringe nogle af de her kreative mennesker og idéer sammen. Publikums modtagelse af DOK#1 plejer desuden at være overvældende positiv. Jeg tror også, at det har betydning, at vi udover at være et salgsmarked giver noget med hjem til eftertanke.”

En af de udstillende kunstnere er keramikeren Hanne Marie Leth Andersen, som i år besøger DOK#1 for første gang. Med sig har hun sine My Hero-kopper, som er keramikkopper med billeder af helte –og antihelte. Om kopperne fortæller Hanne Marie:

LÆS OGSÅ:
Læs; Kaldet fra Galathea

”Jeg har altid haft noget med ting, der har en dobbelt mening. Tidligere har jeg lavet ”bis-kopper” som er hvide kopper med billeder af biskopper på. Idéen til My Hero-kopperne kommer af at når man køber noget, så er det med til at skabe identitet. Man kan vise noget om sig selv, ved at omgive sig med nogle bestemte ting. Kopperne kan være meget personlige, jeg har for eksempel lige fået en bestilling på en Gadaffi-kop, fordi vedkommende som skal have koppen ligner Gadaffi. Det kan jo også være, at man identificerer sig med en antihelt, som man gerne vil have på sin kop.”

My Hero-kopperne er temmelig nye og har indtil videre kun kunnet opleves på Hanne Maries værksted, men indtil videre har hun udelukkende fået positive reaktioner på sine værker fra folk, som kommer forbi. ”Mange synes, at det er sjovt at have ens helt på en kop. Der er også mange, der bestiller dem til gaver.”

I år er første gang, jeg skal udstille på DOK#1. de sidste mange år har jeg udstillet på kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads i København, men jeg synes, at der er en god ting at bryde nogle rytmer. Jeg tror, det bliver godt at vise mine ting andre steder. Jeg kender ikke Aalborg så godt, men jeg glæder mig til at komme dertil. Jeg udstiller på et galleri i Lønstrup, så jeg har flere nordjyske kunder.”

Hanne Marie Leth Andersen mener, at det betyder meget, at der er miljø omkring en udstilling. ”Fra mange års erfaringer med markeder ved jeg, at det betyder noget, at der bliver gjort noget ud af det. Når man kan se, at der er gjort noget ud af selve omgivelserne, så er det også lettere for nogen at se kvaliteten af udstillernes arbejde.”

LÆS OGSÅ:
Ny Fortnite-bog til de unge: Læs spillet

En anden kunstner, som i år udstiller på DOK#1 er Kirsten Sonne. Hun er oprindeligt grafisk designer, men arbejder i dag med at forvandle genbrugsmaterialer til helt specielle smykker. ”Jeg har altid været glad for at arbejde med mine hænder og det savnede jeg som grafisk designer; i dag foregår det meste af arbejdet med computere som redskab. Jeg har også altid været fascineret af metaller, så jeg begyndte at arbejde med genbrugt metal og senere begyndte jeg at inddrage akryl, træ og dele fra gammelt legetøj. I den forbindelse fandt jeg på at bruge dele fra barbiedukker i mine smykker. Det er sjovt at se ting i en helt ny sammenhæng.” fortæller Kirsten om inspirationen bag sin helt unikke smykkekunst.

Kirsten Sonnes smykkekunst adskiller sig fra mange andre smykker ved at inkorporere humoren i designet og selvom de fleste synes, at smykkerne er sjove, er der da også nogle, som synes det er grænseoverskridende at gå med halskæder og øreringe, som er lavet af dukkehoveder.

”Jeg får for det meste positive reaktioner på mine smykker; folk griner og synes det er sjovt når de pludselig opdager velkendte dele i en helt ny sammenhæng. Eksempelvis barbiehoveder eller arme fra en Tarzan-dukke. Andre synes det er for mærkeligt eller endda barbarisk at bruge dukkedele i mine smykker. Det forstår jeg ikke helt, det er jo bare dukker og jeg synes ikke man skal gøre det til mere, end det er. Smykkerne er funky, sjove og moderne, men man skal nok være lidt modig for at gå med dem. Mine smykker er unika og det at gå med dem er et statement. Heldigvis er der også modige kvinder i Aalborg, som tør at skille sig lidt ud.”

LÆS OGSÅ:
Det er TYPISK!

Om sine tidligere oplevelser på DOK#1 fortæller Kirsten: ”Jeg har udstillet på DOK#1 flere gange. Jeg kom med fordi jeg så, at temaet for den første DOK#1 var genbrug. Det passede jo ret godt til det, jeg laver. Det er et vældig fint marked, hvor der også er et stort overskud til at tage sig godt af os udstillere.”

Sidst Kirsten Sonne udstillede på DOK#1 var hun så uheldig at få sine ting stjålet, men det afholder hende ikke fra at vænne tilbage til udstillingen. ”jeg glæder mig alligevel meget til at komme tilbage til Aalborg og udstille” fortæller hun.

Ud over etablerede kunstnere som Kirsten Sonne og Hanna Marie Leth Andersen, kan man i år finde Design Spot på DOK#1.

Design Spot er et område, hvor besøgende kan opleve de mest trendy unge designere fra hele Europa. Her kan de unge europæiske designere få lejlighed til at vise deres nyeste idéer og design frem og få direkte respons fra de besøgende.

Hvad enten man er designinteresseret, nysgerrig forbipasserende eller man bare har lyst til en helt særlig og sanselig oplevelse på dokken, er Tolbod Plads absolut et besøg værd i weekenden fra d. 30. august til d. 1. september, hvor hele byen fejrer Aalborg i Rødt.

Tidligere artikelLotte Lyngby: Jesus som stresscoach
Næste artikelIda Gard: Only Gard Knows

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here