I årets 8 udgivelser, vil vores chefredaktør hver gang kaste sig ud i et projekt, som er foreslået af læserne. Han skal lægge krop til det, som medarbejderne vælger ud blandt de mange indkomne forslag. Første gang: TATTOO. Kravet fra læseren var, at det skulle være en tatovering som var større end et æble og skulle tage ret lang tid under nålen – og dermed også udfordre byens største tatovør.
Tekst: Jeppe Søe
Foto: Simon Wedege

DoOrDare2Søe: Min første tanke var at springe fra. Jeg har i forvejen et lille bitte japansk tegn, som tog mig år at samle mod til – og som jeg husker de 12 minutter den blev lavet på, krævede det mere end bare vodka. Men en kylling er jeg ikke. I hvert fald ikke offentligt. Og pludselig stod jeg foran Brian Grønhøj, der står bag en stor del af byens tatovørforretninger og er en af de tatovører i Danmark, der har vundet flest priser. ”Hvad havde du tænkt dig”, siger Brian. Det eneste jeg nogensinde kunne finde på at ønske mig, var et portræt af N.F.S. Grundtvig, da hans tanker er så dybt plantet i mig som gammel højskoledreng. Samtidig minder han mig om min afdøde far. På den anden side vidste jeg også, at Grundtvig havde ret mange rynker, ret meget hår bagpå og i det hele taget ville kræve satans mange stik fra nålen. Men Brian tog straks imod ideen. Han er ekspert i portrætter, som er specielt krævende. ”I gamle dage havde man bare sat dig i stolen – men i dag tager vi altså tatovering mere alvorligt. Vi ønsker at du skal være tryg og tilfreds – og helt sikker i din sag. Så nu går du hjem, mens vi tegner et bud – og så ses vi igen, hvor du kan sige om det er go eller no go”. Pyha, dejligt. Så udsatte jeg lige mit forbrug af mod til der var samlet mere sammen. Få dage efter tikkede Grundtvig ind på min mail, i Brians fortolkning. Ingen tvivl. Ham skulle jeg ha i ryggen på livets vej. Al tvivl var fejet af bordet og kort tid efter sad jeg i stolen hos Grønhøj.

LÆS OGSÅ:
Fatamorgana

Det gør slet ikke så ondt som jeg troede. De første stik er ikke ligefrem behagelige, men så er det som om kroppen vender sig til det og slår nerverne fra i området. I hvert fald lykkedes det mig at føre en samtale med Brian i de 6 timer vi var sammen. Brian Grønhøj har 5 tatovørbutikker, hvoraf de tre ligger i Aalborg. Artistic Tattooing på Vesterbro, Elektrisk tatovering i Holbergsgade, og den helt nyskabende The boulevard Social Club & Tattoo Parlor, med pejs og opholdssted. Han har været med fra dengang, hvor tatovering handlede om at lave et anker på overarmen i en kælder, mens det idag ligger som en strøgbutik, hvor tatovering er blevet en kunstart. ”Det er blevet helt naturligt at have en tatovering. Man må nu gerne have en synlig tatovering som butiksansat og det er på alle måder blevet normalt. Folk vil have personlige ting på kroppen, billeder af forældre eller børn. Eller af folk, der betyder noget for dem. Og de, der kommer ind til os, er fra alle grupper af samfundet nu. Det er helt fantastisk at se, at det er blevet så acceptabelt”. Tatovering er blevet in. Udsendelser som Miami Inc. og lign har gjort tatovører til helte. Der kommer 25 ansøgninger til Brian hver eneste uge fra unge, der vil ind i branchen. ”Men det kræver virkelig, at man brænder for det. Min mor kom med nogle tegninger, som jeg havde siddet og lavet i timerne i skolen. Så det har altid ligget lidt i kortene”, siger han og starter på Grundtvigs øjne. Omkring i lokalet hænger kunstværker, der burde udstilles på KUNSTEN. Det er helt tydeligt, at tiden, hvor man fik en and, der var gået hjemmefra på ryggen eller Anders And på brystet er forbi. Der er tænkt over motiverne, placeringen på kroppen og såmænd om det passer til ens hår- eller hudfarve. At få en tatovering ER en beslutning for livet, og skal overvejes som netop det. Jeg var forbløffet over, hvor alvorligt Brian Grønhøj og de andre kunstnere jeg mødte i hans butikker tog deres håndværk. Fordommene forsvinder hurtigt, når man møder folk, der brænder for deres metier. Efter 6 timers nålearbejde var Grundtvig færdig og jeg tog hjem til min kone. Gjorde det ondt?, spurgte hun. Nej da, svarede jeg hoverende. Hun lod mig blive i min helte-status, selvom hun sikkert opdagede at jeg sov på maven et par dage.

LÆS OGSÅ:
Jon & Løkke: Vi skal kæmpe for kunsten og kulturen

Billedet af min Grundtvig-tatovering er netop blevet trykt i højskolebladet og Kristeligt Dagblad. Og som Brian Grønhøj så kristeligt formulerede det: ”Der har jeg sgu aldrig været trykt før”. Fremover har jeg Grundtvig i ryggen – og jeg kunne gå hjem til medarbejderne og strippe skulderen og sige ”Var det bare det, kom dog med en RIGTIG udfordring”.

Har du et bud på hvad vi kan udsætte vores chef for næste gang, så skriv til os på medarbejderne@1cetera.dk

DoOrDare

Tidligere artikelJacob Lohmann: EKSIL
Næste artikelHelsemesse: En sund sjæl…

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here