KVINDEN ER SEVÆRDIG. OG HUN LARMER. SAT I HISTORISK PERSPEKTIV MERE OG MERE, FOR DET HAR IKKE ALTID VÆRET SÅDAN, MEN ANNO 2016 DANSER HUN RUNDT; HØJTRÅBENDE, DUELIG, DEJLIG OG SOMMETIDER NØGEN OG HUN LAVER MUS MED SIN MAVEDELLE. HELDIGVIS. MED MELLEMRUM I BEDSTE SENDETID, SOM EN SKØN PÅMINDELSE OM DET LIV, VI – FAKTISK – LEVER.

Måske sker der noget i det øjeblik det øjeblik, det går op for dig, at du ikke rigtigt er ”fuckable” længere – for så er du med meget stor sandsynlighed noget andet. Kvindeliv kræver mandsmod – og historien om alt det, der var engang, kræver måske en kildekritisk gennemgang med henblik på en mere tidssvarende opfølgning. Kvinder og mænd er i sidste ende to sider af samme sag, og hvor komisk det end – stadig – kan lyde, er kvinder akkurat ligeså underholdende og sjove som alle andre mennesker. Ditte Mieritz og Ditte Hansen er i vid udstrækning eksemplificeringen af hvor sjove, de, helt alvorligt, kan være. Ditte Hansen og Louise Mieritz tager i DR-serien ’Ditte & Lou.ise’ fat i eksistentielle dilemmaer og nogle af de livsvilkår, der er den – kulturhistorisk set – yndefulde, velvillige og dydige kvindes. Hende der i 2016 har multitasket sig hele vejen ind på direktionsgangen uden at misse meget mere end fire for.ældremøder og en enkelt ”smør-selv-dag” i børnehaven, og så portrætterer de hende i et forløsende, humoristisk og karrikeret spejlbillede af dem selv; den ambitiøse, usikre, fjollede og smukke, livsduelige kvinde i fyrrene. Og hun kampsve.der. Hun skrumler over sine egne ben og ambitioner – og når hun bliver taget bagfra i en baggård, er det meget sjældent til tonerne af Marvin Gaye… Men hun lykkes med sit ærinde; at være sig selv – både nærmest og nok. Og måske er det til tider lidt uskønt, men det er sjovt og vidunderligt tæt på virkeligheden. Og summen af det hele er altså, at det rækker. Du gør. Det er hele pointen. Der skal være plads til alle – også dem med svedoverskæg og overtræk.

’Ditte & Louise’ er en autofiktiv serie, der har de to ophavs.kvinder i hovedrollerne. De er mere eller mindre skuespillere, og forener sig i et fællesskab, hvis formål er at lykkedes med karrieren, hinanden – og som en art uventet bonus måske; livet. Karaktererne er inspireret af Ditte Hansen og Louise Mieritz – og omdrejningspunktet er kvindeliv og skaberkraft. Serien havde premiere i juni 2015, den er udtænkt, skrevet og spillet af Ditte og Louise, Niclas Bendixen er instruktør og succesen er overvældende. Serien fik i år en Robert for ’Årets korte tv-serie’, og til november har anden sæson premiere.

MED LEM ELLER MEDLEM
I fiktionens verden møder de to kvinder i første afsnit hinan.den til en casting på en Susanne Bier-film. De skal spille over for Anders Berthelsen, der erklærer dem ”jævnaldrende og anmoder om ”fuckable” modspil. Det diskvalificerer Ditte og Louise som billedskønne og attråværdige – men med fiktionens elegante og humoristiske greb sætter det på samme tid Anders Berthelsen i scene som en der er langt mere ”med lem” end medlem, ikke? Det rejser i alt fald spørgsmålet om, hvad det vil sige, at være en eller et køn. Og det er i virkelig.heden rigeligt. I virkelighedens verden fandt de to kvinder sammen, fordi det var sjovt. Fordi de kunne underholde sammen. ”Vi fandt hinanden, fordi vi svinger godt sammen. Den der timing og musik der skal være i satire og komik, har vi med hin.anden – og det er i virkeligheden ret unikt, når man finder et menneske, man har det sådan med,” fortæller Louise Mieritz. Sammen udviklede de to, der har hver deres bemærkelses.værdige og alsidige karriere med i bagagen, serien – og der var mere end et år fra tanke til endelig handling, men de har også gjort sig umage og er gået til morskaben med stor alvor; ”Vi ville gerne lave en serie. Vi ville underholde, og vi tog den del meget alvorligt,” fortæller Ditte Hansen.

LÆS OGSÅ:
RIKKE NIELSEN: SIGER MAN SÅ OVERHOVEDET TILLYKKE?

”Vores intention var at portrættere de her to kvinder og alt det, de fumler med på en sjov måde, og så opstod der det, at rummeligheden blev et væsentlig aspekt undervejs. Vi opdagede simpelthen, at det værdisæt vi havde bag det hele; at der skal være plads til at være den, man er, ramte folk. Hårdt,” fortæller hun. Og Ditte og Louise er både i den ene og den anden hense.ende dem, de er. Og det tør de stå ved. De er både nøgne, usminkede og blottede for ambitionen om at pynte på sand.heden. Om noget, er det det modsatte, de sigter efter. De sætter ”egen røv i klaskehøjde” – og så fortæller de en sand.hed eller flere i flæng, om det nødvendige opgør med en stereotyp kvindeopfattelse og en kultur, der tilskriver hende at være smuk. Og hvis muligt, lidt stille. ”Vi er historisk podet til en patriarkalsk verdensopfattelse, men naturalismen og menneskeligheden vender vores vej nu,” siger Ditte Hansen. ”Det har måske manglet lidt med kvindeligt fortegn, det der med at stille sig op og være sjov og have noget på hjerte.” ”Ja, vi har trængt til, at kvinderne talte sammen på skærmen,” konstaterer Louise, ”for det er jo egentlig grotesk, at det i 2016 stadig er en sjældenhed, og når det nu fylder mere, er det fordi kvinderne fylder mere. Og det bør de også gøre,” konstaterer hun.

DER ER HÅB
Ditte og Louises budskab står ikke – tungt – på skuldrene af rødstrømpernes mantra – eller mændene – i håb om at hol.de dem nede, men det er et velment, oprigtigt – og måske næsten umiddelbart bud på et autofiktivt, satirisk generationsportræt af kvinden. Kvinderne, der også skal finde deres plads i en ellers historisk set patriarkalsk verden, hvor det var mandens ret – eller i alt fald mulighed – at gøre krav på fuckable kvinder. Det er hverken en pligt eller dyd at være smuk. Og det var måske heller ikke intentionen at skabe en serie, der så gennemtrængende havde det budskab – egentlig ville de to primært underholde, men seerne greb historien, den om rummelighed, der var et underliggende tema – og fremel.skede således et budskab, som både Ditte Hansen og Louise Mieritz bifalder højtlydt. De er selv en del af billedet. I tilbageblik er de en del af en generation, der har haft travl med at smile og sige undskyld, ”Det er gået op for mig,” siger Louise Mieritz, ”at jeg selv i høj grad har været en del af det der stereotype kvindebillede – og hvor er det privilegeret, at jeg så får lov til at udkomme med en anden historie om en ny tid.

Det er ikke mændenes skyld, men det har virkelig taget os lang tid at se, at vi på det strukturelle plan stadig er kodet til at lytte – mest – til manden. Og at det ikke behøver være sådan. Heldigvis synes jeg, at man oplever, at det for unge mænd og kvinder er helt anderledes. I deres 1 til 1 relation er der meget håb, ” konstaterer hun. Ditte bifalder og påpeger, at det er en norm, vi bare lige skal være – yderst -opmærksomme på, at gøre op med. ”Vi har alle sammen eksempler på modstand, også mænd – men altså… Så laver DR2 en kampagne hvor 27 af bidrags-yderne er mænd og tre kvinder – den ene skænkede vand, og vi ser det ikke engang! Det er jo det – vi er blevet så vant til, at kvinderne ikke indtager arenaen – og så bliver det måske over tid til en idé om, at de ikke kan. Det bliver bemærkelses.værdigt, når kvinder er sjove på skærmen – og i virkelighe.den, hvis vi lige tænker os om, så kender vi alle sammen en kvinde, der er den sjoveste,” supplerer Ditte.

LÆS OGSÅ:
Vi holder jul i Gammelby!

DUMME DAMER OG HELE KVINDER
Og hvis de er der – og det er de – så skal de frem i lyset. Nu. Det er nu, vi skal vågne – og så skal vi handle, påpeger de to damer, der selverklæret har nået en alder, hvor man har for vane at pakke dem en lille smule væk. Men Ditte og Louise er stærke, og de pakker ikke overskydende maveskind væk, de vil heller bygge delle-mus med det, og vise anstrengelserne frem i bedste sendetid. Det giver mening. Maveskindet er vel.kendt for de fleste, og det forsvinder ikke, fordi vi ikke taler om det – og i virkeligheden kan det heller ikke photoshoppes ud af den kollektive erkendelse. Det kan allerhøjest forvrænge selvopfattelsen. Og få os til at tvivle et øjeblik – på os selv, og på den virkelighed, der uden Instagram-filter sjældent er sådan decideret billedskøn. Og det er derfor ambitionen om at portrættere en ny virkeligheden – den, hvor kvinderne skramler højt ude i køkkenet, fordi de har tabt kødgryden og besindelsen et øjeblik – og en tv-serie, hvis grundlag er satire og underholdning, kan ende ud som et næsten ædelt bidrag til en debat, vi aldrig må blive trætte af. ”Vi ville lave en hyldest til kvinden – og vi ville underholde og være sjove, i virkeligheden er omfanget af den her rummelighedsdebat jo altså kommet lidt bag på os begge to, men det er en meget velkommen ting,” konstaterer Ditte ”Ja, for det var netop tænkt som en hyldest til hele kvinden. En mulighed for at vise hvor dum, fjollet og åndssvag, hun kan være. For det er hun for helvede, siger Louise Mieritz, ”og ligestilling er, når vi kan være lige så dumme og fjollede som mændene – uden at nogen løfter et øjenbryn over det, ikke? Og på den måde bliver det jo i virkeligheden et kvalitetsstempel, når Sørine Gotfredsen giver udtryk for, at vi med ’Ditte og Louise’ synker ned på mændenes niveau,” griner hun. ”Så er vi faktisk lige ved at være der.”

ET RUMMELIGT FÆLLESSKAB
Seriens to hovedpersoner portrætteres som larmende, famlende og ufrivilligt sjove. Deres usikkerhed og forsøg på at lykkedes er forstørret for humorens skyld – men det er ikke for sjov, at de fandt hinanden. Det er deres held – og det er i det fællesskab, det lidt umage par får etableret at de både lykkedes og kan bære at fejle. Ditte, der er udadvendt, højlydt og risikovillig og Louise, der er mere kontrolleret og næsten holder verden ud i strakt arm, er i virkeligheden ret langt fra hinanden, men det bliver deres styrke, at de rummer forskelligheden. På den måde bliver fællesskabet det rum, de udøver frit fald i – og selvfølgelig forholder det sig akkurat ligesådan i virkeligheden; Ditte Hansen og Louise Mieritz er i en sjæl.den symbiotisk forståelse hinandens modsætninger – og lige det, bliver deres fælles foretagendes styrke. Og selvom det kun er den ene af dem, der erklæret dyrker fællesskabet ude i den mere virkelige verden, så vil den anden måske også gerne – og i alt fald kan de begge to sagtens få øje på værdien af ”fælles fodslag”; Men Louise Mieritz er en lille smule bange for det store fællesskab, som Ditte synes, vi alle sammen skal engagere os i. ”Hjælp din nabo, sæt dine børn i folkeskole, spyt i fællesskabet – vælg det! Det er det danske,” smiler hun ”Men jeg bliver bange,” siger Louise. ”Vær nu borger,” replicerer Ditte. Og mener, at det er i de nære fællesskaber vi vælger, at vi kan spejle os og udvikle vores egen verden. Facebook, internettet, Instagram og en endeløs række af mulige valg og fravalg er med til at gøre os til – i virkeligheden – verdensfjerne verdensborgere, der frit kan vælge mellem ”customized” fællesskaber til særlige anledninger, og på den måde kan det være svært at opdage, at de fleste af os har brug for de mere varige og vedholdende af slagsen; ”Men når Louise i serien siger, at hun ikke kan lide mennesker, så er det lånt fra mig selv,” siger Louise Mieritz. Det har noget med de der klubber at gøre. Jeg kan ikke lide at gå til gamle elevfester eller tage på tvungen telttur med forældrene i mit barns klasse. Det er ikke noget, jeg er stolt af, og jeg ved, at jeg går glip af en masse. Men tanken om alt det nærvær og fællesskab, giver mig knopper. Det er virkelig en brist.”

LÆS OGSÅ:
JARL: MIN NYSGERRIGHED ER IKKE BLEVET ÆLDRE

Og mens Louise Mieritz overvejer, om hun alligevel skulle få meldt sig til den telttur, erkender Ditte Hansen, at der godt kan være trangt i fællesskabet – men også, at det ikke ændrer grundlæggende ved, at vi behøver dem. Og verden er blevet et virvar af selvstændighed og individuelle præferencer – vores fællesreferencer er begrænsende – af Ditte eksemplificeret med Cirkusrevyen, som hun har spillet med i de sidste mange år, og hvor hun har oplevet hvordan den fælles referenceramme – det vi kan italesætte som tidsånden, ikke længere lade sig helt så nemt definere. ”Der skal altså være noget, der er vores fælles reference og oplevelse – og det er jo ikke fordi vi skal tilbage til monopol-tv, men vi må ud og være i rum sammen,” siger hun. ”Der skal være plads til nuancer, kulturer og overbevisninger, men det er bare sådan, at på den yderste dag skal vi alle sammen på det samme hospital og plejes af de samme mennesker. Og så skal vi dø. Det er der, vi ender. Alle sammen. Og vi har brug for det fællesskab, så vi kan ligeså godt bidrage til det,” kon.staterer hun.

ENESTÅENDE TOSOMHED
Ditte og Louises fællesskab trives. De er veninder, for ”det kan man ligeså godt være, når man ved så meget om hinanden” – og de har en fuldstændig unik forståelse af hinanden og i den ramme af sig selv. De er i gang med at indfri en drøm – og lige akkurat i deres fællesskab – i den konstellation – har de en fornemmelse af, at alt er muligt. At de bare kan gøre det. Så det gør de. De er nøgne, sjove, tager et hårdt greb på smertepunkterne og tillader sig at være grove – og selvom både deres børn og mødre godt kan synes, at det er lige rigeligt, og selvom man risikerer en hel del, ved at sætte sig selv i spil på den måde, de gør, så har de det sådan, at verden bare kan komme an; ”Ja, de kan bare komme. Det er godt at være to,” siger Ditte Hansen. Det var de – og det er de, også i sæson 2, der har premiere 4. November på DR1. Og det er ikke længere helt så meget ”pigerne mod drengene”, der er seriens fokus, men ”vi vil ikke holde kæft og være smukke”, der er temaet – og ”omfavn din indre heks”, der kunne være opfordringen. ”Nu er vi etableret som ’Ditte & Louise’ – nu er det ok, at vi findes – så temaet i anden sæson har et andet fokus.

LÆS OGSÅ:
Allemandsret i Ingenmandsland

Eksempelvis er der ret meget pap og garn involveret som et helt nyt – og faktisk ret yndigt – sketchlag,” griner Ditte Vi må vente. Og så må vi se. ’Ditte & Louise‘ er et satirisk tidsbillede, der tør tage sig selv og alle os andre lige akkurat alvorligt nok, til at der er en mening med galskaben. Det er en dramatisk komedie – og på den måde, på sin vis, Stories of Our Lives’… Niclas Bendixen, instruktør på ’Ditte & Louise’ ” Det er godt, det her! Når jeg modtager manus fra Ditte & Louise, så labber jeg det i mig, fordi de skriver så for.bandet godt! Og jeg elsker de to kvinder. Det skal man i øvrigt som instruktør; elske sine hovedkarakterer, og man håber sådan, at alting lykkedes for dem – samtidig med, at jeg er nødt til at lade dem falde maksimalt. Statusfaldet er komediens greb – og det er det, der gør det sjovt. Man forstørrer nogle ting for underholdningens skyld – og i det her tilfælde, er det med to kvinder som historiens omdrejningspunkt. ’Ditte & Louise’ sætter kvinden i spil, og det gør den, fordi det var på tide. Det er en virkelig sjov komedieserie – og det undrer mig, som, vil jeg mene, forholdsvis reflekteret mand, at det kan skabe så meget polemik fordi det handler om kvinder. I virkeligheden bør det jo ikke gøre den store forskel. For mig som instruktør gør det ikke nogen forskel, at det er en serie med og om kvinder. Jeg forstår godt universet – også selvom jeg ikke kender fornemmelsen af at bløde igennem. For i virkeligheden er det universelle, menneskelige ting, der er i spil. Det er Ditte & Louises rejse og håb, der er spændende – og den er genkendelig for både mænd og kvinder. Det er vores fælles længsel i livet. Det er da interessant, at både mænd og kvinder, har større behov for at analysere en komedie serie, der har kvinder som omdrejningspunkt, end når det er med mænd. Det er forskelligt, hvad mennesker griner af – men det er ikke kønnet, der afgør, om det er sjovt.”

Tidligere artikelNat Russell Jr.: VERDEN FORANDREDE SIG FOR ALTID
Næste artikelBoligindretning i retro stil er på vej tilbage

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here