I virkeligheden historien om en forfatter

Hun blev kendt som BITTERFISSEN. Nu er hun SIG SELV. Jeanett… en selverklæret ’nobody’ fra Farum, der lever sit low-life i en 3. værelses – med udsigt til resten af verden.

Hun poster forsvindende få Ellos-inspirerede kodakmoments på Facebook, men en hel del af virkeligheden. Og virkeligheden er – måske i bedste fald – vandskadet.  Og den ligner ikke ligefrem det, den sagtens kunne være. Og hun er i øvrigt ligeglad. For det er (en del af) virkeligheden. Ligesom ”Konfirmationsfingeren” er det – en karakter læsere vil kende som ”diller-vedhængt og selvfed”. I hvertfald hvis de har læst hendes første dagbogsudgivelse: ”PS. Trænger til flødeskum (og diller)”, der etablerede hende som Instagram-egnet forfatter med en pen, der er sjovere og mere ligefrem, end de flestes.

Hun er 43 år, enlig mor til et pragteksemplar af en 20-årig, og så er hun virkelig, virkelig sjov. Det ændrer bare ikke ved, at det ikke er skide-skægt at vokse op hos en dybt alkoholiseret mor et sted i hovedstaden – med mindet om svigtet, som det mest fremtrædende. Sandsynligheden for, at det er det, der er en medvirkende årsag til, at hun i dag lider af generaliseret angst er ret stor. Det fik hun med hjemmefra. Selv har hun gjort det meget bedre og helt anderledes. Hun har brugt alle sine kræfter på at være rigtig meget mor – og så har hun haft småjobs rundt omkring, så hun kunne forsørge sig selv og sin søn, på trods af hendes udfordringer – og mest af alt har hun knuselsket barnet i en grad, så han aldrig har behøvet bekymre sig.

Jeanett Veronica Hindberg har ellers egentlig god grund til at være bitter. Ville nogen nok mene. Men det er hun bare ikke. Bitterfissen er ikke andet end et til lejligheden konstrueret pseudonym, i hvis navn Jeanett ”fuckede” med hele den etaberede danmarkspresse. Og beklager. Der findes ikke et bedre eller mere dækkende udtryk…

Det var sådan, vi lærte hendes skriverier at kende i tidernes morgen. Som bitterfissen i blogland, der i uskønne, men nænsomt og formfuldendte gloser svinede kendisser – herunder ”Pernille Kreakussen Rahbek” og ”speltfisser” iøvrigt – til for deres kernesunde, filter-forfængelig familieliv – og da hun på sin blog karakteriserede Berlingskes Anna Sophia Hermansen – ”Meningsfissen” – som en kvinde der ”bruger tiden på at polere sit image som selvstændig karrierekvinde, hvilket ikke ligefrem kan associeres til hendes flirtende jeg-boller-mig-gerne-til-toppen-attitude, som hendes Facebook-samtaler stinker af”, blev det til en landsdækkende nyhed og på ganske kort tid over 100.000 besøgende på bloggen månedligt.

LÆS OGSÅ:
Friluftsrådet og Spar Nord Fonden giver unge bedre rammer for friluftsliv på Ungdomsøen

Pressen ville kende Bitterfissens sande identitet. Hun ville ikke afsløre den. Og således legede Jeanett Veronica Hindberg i flere måneder det, man vist godt kan betegne som kispus med et korps af journalister, der ikke sådan uden videre gav op. De mente, at de havde fundet hende. I Farum og så en søndag, gik hun til bekendelse i MetroXpress – og Bitterfissens server gik ned. Antallet af besøgende var for stort til at systemet kunne klare det. Og måske kunne Jeanett Veronica Hindberg i virkeligheden heller ikke rigtigt klare antallet af besøgende – og interviewforespørgsler, henvendelser og tilsvininger – men hun gjorde det alligevel.

”Til sidst var det ikke sjovt længere, fordi jeg jo løj for alle – også mine nærmeste, og levede sådan et dobbeltliv, hvor jeg sad og skrev de her indlæg uden nogen måtte vide det. Og opmærksomheden var overvældende. Så jeg besluttede mig for – en søndag, fordi det er den værste dag for pressen – at kontakte en journalist på MetroXpress, der havde skrevet til mig, at han vidste det var mig – og bare ventede på, at jeg var klar til at komme ud med historien, og så skrev han historien, der afslørede min identitet”.

Bitterfissen Bethany er en harsk dame med hang til ligefremme vendinger. Hun elsker Fernet Branca, Pilou Asbæk og sit vist nok fiktive sexliv – og så er hun ikke Jeanett Veronica Hindberg. I virkeligheden har de to forsvindende lidt til fælles. Bitterfissen var en karakter Jeanett Veronica Hindberg tog på sig. Og af igen. Og da hun to år senere debuterede med ”PS.Trænger til flødeskum (og diller)” i eget navn – fast besluttet på at ryste pseudonymet af sig – var det stadig i ligefremme, men noget mere, afdæmpede termer. Udgivelsen er en dagbog – fuldstændig i overensstemmelse med virkeligheden, fastslår Jeanett, men selvfølgelig udsat for forfatterens ret til at vægte og vinkle form og indhold. I bogen følger vi Jeanetts vægttab, hvis det er der – hendes sexliv, i det omfang det findes – og så indvier hun os i det øjeblik, hvor posten ringer på døren og alle ved, at det er sexlegetøj, der er i pakken. Også posten. Han ved det. Og nu ved vi det – og vi elsker det og griner højlydt på en måde, så det er umuligt samtidig at trække maven ind – og hvilken befrielse, at der findes andre mennesker i denne verden, for hvem et uventet, men velkomment pikbillede kan være ugens seksuelle forløsning. Det gør der – Jeanett Veronica Hindberg findes. Sort på hvidt.

LÆS OGSÅ:
"2020" ... med egne ord

Bogen blev godt modtaget. Jeanett skriver godt og kan kalde sig forfatter med fem udgivelser bag sig, men hun har stadig trang til at gå i nattøj og have uglet hår – gerne til efter 10 og allerhelst hele dage, og sådan, siger hun, er der jo mange, der har det – men for hende er det måske mere udtalt.

 

 

Og på den måde kan det være svært at se sig selv som det, vi andre ser; en etableret forfatter med en usædvanligt skarp pen. En af dem, der sælger bøger, der bliver læst:

”Det er svært at forstå, når folk sender mig rosende ord eller jeg ser mig selv omtalt som en forfatter med stor succes. Jeg kan ikke helt forstå, at det er mig, men på den anden side – det jeg forsøger med alt det jeg skriver og siger er jo at fortælle, at jeg virkelig er hende fra bunden af bundskruen og står ved det, samtidig med, at man godt kan være i det og på samme tid være noget.  Altså man behøver ikke være en total taber, selvom du har det svært,” siger hun, ”og det er væsentligt for mig – at være åben om det. Og jeg mener – i modsætning til en del andre – ikke at man kan være for åben om sådan noget.”

BARNDOMMEN VAR ALT FOR FESTLIG

Jeanett Veronica Hindbergs mor kunne godt lide festen. Og mændene. I ubestemt flertal. Undtagen Jeanetts far – det holdt ikke i længden – og da han gik, flyttede festen ind. Med årene blev det værre og værre og til sidst drak Jeanetts mor foran købmanden med de andre sutter. Lige der midt i byen, hvor alle skolekammeraterne kunne se det. Og så må man, hvis man er flov over det, og det er man jo, opfinde historier om ens mor og hendes dobbeltgænger, der drikker for meget. Sammen med sutterne foran købmanden. Og så bliver man måske en dag et menneske, der ikke gider være flov mere. Sådan en mor, kvinde og forfatter, der udgiver dagbøger og kalder en pik for en spade. Hvis det er tilfældet.

LÆS OGSÅ:
SKATTEØEN - i Aalborg

”Jeg kan sagtens tale om min mor – og føler ikke nogen skam. Jeg er ligeglad. Jeg har tænkt meget over det… Jeg kender fornemmelsen af, at være den, der er udenfor. Og jeg føler mig altså som en, der er fra bunden af samfundet…  Jeg har altid været sådan en slags fattig-Karina, bare med hjerne – altså undskyld… Og det er min opvæksts skyld, ja – men jeg forsøger bare på ikke at være for offeragtig. Det kan ikke være anderledes, jeg var den ældste, så jeg havde – i modsætning til min mindre søskende – ikke nogen…”

Det er ikke særligt sjovt – men omvendt fylder humor meget i både Jeanett og hendes bøger. Det er en del af personkarakteristikken – en nødvendighed, når sindet har en tendens til at være tungsindigt, så bliver humoren den formildende omstændighed – en medicin, men ikke en distance til virkeligheden. Måske er det bare fordi Jeanett også ligner sin mormor. Hende, der sammen med Jeanetts morfar gjorde, at livet var til at holde ud. Det var dem, der hentede Jeanett, når hun sov op af en indkøbspose på et værtshus. Hun var elskelig – og en lille smule pinlig, mormoren, på den måde, at hun gladelig delte oplevelser og information om hendes nyeste indkøb af intime silkegevandter med fremmede i bussen. Og måske er det hende, Jeanett ligner. Og i virkeligheden er sandheden jo sjældent mere pinlig, end vi gør den til. Og mest, når vi har vænnet os for meget til løgnen.

Jeanetts mor er syg. Hun har drukket for meget og gør det stadig. Og Jeanett passer på hende, i det omfang hun kan. Og når hun skal passe på sin mor, kan hun ikke skrive. Og hun skal skrive, for hun er forfatter. Så hun er der kun i det omfang, hun kan få det til at give mening. Hun ved godt, at hendes mor elsker hende. Og hun elsker sin mor, og selvom hun også optræder i Jeanetts dagbogsudgivelser, så er det ikke med intention om at hænge hende ud. Hun gjorde det så godt hun kunne – det var bare ikke særlig godt.

LÆS OGSÅ:
Tænk på et tal…

”Der er ikke nogen der kan påvirke mig som hun kan. Hun har stadig en krog i mig – og jeg har det så svært med, at jeg ikke kan få sagt fra overfor hende. Hun forventer og har altid forventet, at andre mennesker gør alting for hende. Sådan er det stadig. Og jeg elsker hende jo – så jeg er der for hende, i det omfang jeg magter det.”

Der er et stort spænd mellem tilværelsen som tiljublet forfatter – kvinden, der skriver side efter side om den sex, hun ikke får – men burde få. Om udfordringen ved at kampskide med nylakerede negle, stolpeben, vægttab og skyr-baserede skuffelser. Hende, der efterhånden har en åben invitation til at tage plads i parnas-paladset – og så hende, der simpelthen ikke har lyst. Hende der er helt uinteresseret i den verden, hvor det er en dyd at forestille sig. Hun er fan af den filterløse virkelighed – uanset, hvordan den tager sig ud, og hun har ingen intention om at skulle hyldes på den røde løber.

Og noget tyder på, at hun er mere fan af virkeligheden, end af julen – i det omfang den er blottet for veldoseret diller og færdigretter. Man kan ikke rigtig undvære nogen af delene, men man bliver nødt til det, og så er det virkelig heldigt, at der findes Netflix og frostæbleskiver. Jeanett Veronica Hindberg har lige udgivet ”Trænger til risalamande (og adventsdiller)” endnu en selvbiografisk fortælling – denne gang om en underskudsramt jul. En af dem, hvor leopard-bh’er, præfabrikeret risalamande og socialfobier drysser ud over dagene på vej mod en jul, der – sådan i øjeblikket – godt kan virke rigeligt brunt og brændt. Det er helt alvorligt meget sjovt.   


Og det er næsten synd for Jeanett, at hun aldrig læser sine egne bøger, når de er udgivet. Hun står ved dem og ved historierne – men læser dem ikke, af frygt for at opdage fejl. Ærgerligt, for de ville more hende. Måske ville hun opdage alt det, hun – også – er; modig, i stand til at bage snegle, tålmodig nok til at vente på, at Morten Resen indser, at han ikke kan undvære hende –  sådan en der har næsten lige lange bryster og udgiver bøger, som andre mennesker køber eller håber på at finde under juletræet.

 

 

 

Tidligere artikelSIGURD BARRETT: Næsten hele historien…
Næste artikelDITTE OKMAN: DET BLI’R SAGT!

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here