Det han siger er man selv…

Det meste er en hyklerisk og hysterisk morsom selvmodsigelse, og det har det absurd nok været siden 1800-tallet, hvor Ibsen skrev ‘En Folkefjende’; vist nok som en replik til modtagelsen af dramaet ‘Gengangerne’, som ikke blev vel modtaget af flertallet. Så; han vidste altså, hvad han talte om, Ibsen, i sit portræt af det ego, der på en og samme tid, næres og besværes af det demokratiske flertal.

Nørrebro Teater spiller Ibsens ´En Folkefjende’, så det er til at forstå. Det er lysende klart, hvordan dobbeltmoralen er et grundvilkår i menneskelivet, hvis vi tror på et demokratisk flertal, der ikke altid inkluderer os selv. Det er svært, at være en for alle, når man synes, at man selv ved bedst. Og det synes man som regel.

Historien om den lille provinsby, der trives godt i kraft af et nyetableret kurbad, som tiltrækker vækst og velstand, ligner Ibsens udlægning, men dialogen er præcist moderniseret, og i øvrigt let og legende, så der er masser af grine af. Også inden du opdager, at noget af det, du smiler overbærende af, måske handler mest om dig selv.

Alt er på en måde fryd og gammen i den lille by – turismen skaber arbejdspladser, den lokale redaktion har noget at skrive om og borgmesteren virker tilfreds, så det er nærmest ærgerligt, at karbadets læge, som også er borgmesterens bror, Tomas Stockmann, opdager, at vandet er sundhedsskadeligt. Det, der liger en afværget katastrofe, bliver i stedet et moralsk morads.

Da Stockmann indvier byen i sin opdagelse, bliver han i første omgang udnævnt til helt. Den frie presse fører pennen. Og så går det lynhurtigt op for alle, hvad konsekvenserne af opdagelsen vil være. Det lyder både dyrt og besværligt, og så ændrer tonen sig.

Og forsiderne og folkestemningen. ‘En Folkefjende’ er et ret præcist – og på Nørrebro Teater også underholdende – billede på de mekanismer, der er på spil, når vi skal være tro mod os selv og fællesskabet på samme tid.

Og hvis Stockmann har ret, og det har han sandsynligvis, så har flertallet i sin egenskab af demokrati, tabt. Man man ikke iscenesætte en sandhed alene med ord. Det kræver handling. Byen vender sig mod Stockmann, der med sin sandhed repræsenterer en trussel mod alt det, der lignede en succes, man kan betale huslån med. Den frie presse er ikke bundet af andet end deres egen udlægning, borgmesteren og byen har øjnene stift rettet mod vækst og velstand; og alt kan gradbøjes, hvis man er enige om det? Sandheden er noget, vi er fælles om. Og hvis din ikke ligner de andres, hvad kan du så stille op med den?

Bliver fællesskabet så den mekanisme, der giver plads til, at løgnen vinder over den helt enkle sandhed?

Søren Pilmark er god. Slet og ret. Og det er Malene Melsen og Marianne Høgsbro, Frank Thiel og Githa Lehrmann også. Historien er vedkommende – det har den altid været, men i instruktør Viktor Tjenelds udlægning, er den også virkelig morsom.

Du kan roligt tage plads i historien. Du kan også læne dig tilbage og lade dig underholde, men det er nok alligevel dig og mig, han taler til, Stockmann, når der er borgermøde i anden akt. Hvor blev sandheden af? Hvad og hvem vil du ofre for en bekvem udkrængning af virkeligheden. Tager du ansvar? Læser du mellem linjerne – hvad vil du bruge friheden til?

‘En Folkefjende’ kan ses på Nørrebro Teater frem til 23. oktober 2021.

Læs mere på https://www.nbt.dk/forestillinger/en-folkefjende/