DITTE OKMAN: DET BLI’R SAGT!

Hun studerede semitisk filologi i fem år – men erkendte, at hun ville være mindst 52 år om at få skrevet speciale. Så det lod hun være med. I stedet tog hun en overbygning i journalistik på RUC og forventede, at hun skulle bruge en stor del af tilværelsen som korrespondent i Mellemøsten. Det skulle hun heller ikke. Hun skulle være radiovært, journalist på Se&Hør, presserådgiver i Venstre, klummeskribent og sådan en kvinde, der er kendt for at sige tingene som de er – blandt andet hver fredag i programmet ”Det vi taler om” på Radio24syv.

Ditte Okmans mor drev selvstændig virksomhed – og brugte ret meget tid på det. Hendes far var israeler – og ligesom hendes stedfar vældig sød, men knap så nærværende. Hun er lillesøster, og så er hun vokset op i et etplanshus i Farum, hvor hun i princippet gerne måtte lege med ilden. Hvis hun turde – og det gjorde hun. På mange planer. Hun er selvstændig, gift med en mand, der har en større forkærlighed for rene køkkener, end hun nogensinde kommer til at forstå – til gengæld er det for længst gået op for hende, hvor væsentlig han er; Mark – hendes walisiske mand, der er garant for, at hendes liv ikke er alt for kaotisk. For mens Ditte selv tager alle de hurtige og ofte uovervejede beslutninger i sit arbejdsliv, så er der altid ro på hjemfronten. Hun er også sådan en, der kunne tude af glæde over, hvor fedt det er at være nogens mor. Og gør det. I en kantine på Radio 24Syv, hvor vi møder hende en fredag formiddag inden hun skal i studiet. Hun kan godt blive ked af det – eller det kunne hun i alt fald. Nu er hun mest ligeglad – særligt med hvad Bente fra Ringkøbing synes om hendes karakteregenskaber – for, som hun siger; Bente ved jo dybest set ikke noget om hende. Så Bente fra Ringkøbing og Jørgen fra Lemvig er mere end velkomne til at skrive at Dittes børn er kneppeaffald. Hvis de får det bedre af det. Det rører hende ikke. Men hun bliver glad, når mange andre mennesker er glade og skriver til hende. Eller når hun kan hjælpe andre, som den hjemløse herre, hun tilfældigt løb ind i på Pantbørsen, der blev inviteret med hjem til stegt flæsk. Måske er det netop det, der er det egentlige; Ditte Okman er glad. Hun er en livsnyder, der elsker god mad, godt selskab og sandheden.

Ditte Okman var en af de piger, der et par gange måtte forbi et trøstesløst rektorkontor på en dansk folkeskole, fordi hun – blandt  meget andet – fik sagt, at tysklæreren havde en underlig pukkel. Og det er i grunden lidt mærkeligt, synes hun – altså, ikke, at læreren havde en pukkel – men at hun kom på kontoret for at sige det højt. I virkeligheden ville det give mere mening, at de voksne selv havde italesat den pukkel, påpeger hun, for der er jo ikke noget bemærkelsesværdigt i, at et barn synes, det er værd at nævne. Og med tavshed begynder at digte vanvittige historier om, hvad der mon er inde i den pukkel. Man må selvfølgelig ikke gøre folk kede af det, men man må da godt sige en åbenlys sandhed.

”Jeg var jo ikke den eneste i klassen, der kunne se at Lis havde den pukkel – men jeg var en af dem der talte om det for højt. Og selvom det sikkert har været ubehageligt for de voksne, så synes jeg helt ærligt, at det havde været fint, hvis de voksne havde taget ansvar for at få sat ord på det, man som børn undrer sig over. Det er sgu da mærkeligt med den pukkel – og så begynder man at digte – men det er da noget underligt noget at få skæld ud for at sætte ord på det, som alle i virkeligheden tænker. Selvfølgelig skal man da lære, hvad der er okay at sige i forhold til, om nogen bliver kede af det – men altså… Jeg er voksen nu og det lykkes som regel,” smiler hun.

“det der halv-elitære bavl, der foreskriver, at vi altid skal tale ordentligt… Ja, ja – men hvad så hvis du er gået ud af 9. klasse og samfundet har trængt dig op i en krog?”

Jeg har en hård retorik

Ditte Okman er altid ligefrem – også som vært på Radio 24syv, hvor hun hver fredag laver ’Det, vi taler om’; ”Danmarks bedste sladdermagasin, der hver uge graver ugens skandaler, overraskelser, forargelser og ikke mindst kulørte stof grundigt igennem”. Ditte Okman gennemgår i selskab med sine gæster– ofte Anna Thygesen, der driver kommunikationsbureauet We Do Communication, Nikolaj Vraa, nyhedschef på ugebladet TÆT PÅ, Jakob Steen Olsen, teateranmelder på Berlingske og Niels Pinborg, chefredaktør på SE og HØR, i studiet for at diskutere ugens væsentligste kulørte historier, og de tør have en holdning – både til historierne og til de mennesker, det hele handler om.  For Ditte er det en del af hendes identitet, det med at sige tingene, som hun synes, de forholder sig – blottet for unødvendige og meningsforstyrrende høflighedsfiltre;

”Jeg har en lidt anderledes retorik og en anden måde at sige tingene på end mange – de fleste – måske, har. Det kan nok godt blive lidt ”prollet” og Vera fra Bodegaen-agtigt, men det betyder jo ikke, at jeg er hverken barsk eller overfladisk. VI er sgu alle så optaget af form – men folk skulle hellere fokusere på, hvad der i virkeligheden bliver sagt i stedet for, hvordan det bliver sagt. Nogen af dem, der sidder og skriver svinemails til politikerne er måske folk, der er i fucking knibe. Folk, der er ramt af reformer og kontanthjælpeloft, og det, de har til rådighed er så en computer og en helt masse raseri. Og det lyder da af helvede til, men betyder det så, at vi ikke skal tage dem alvorligt? Selvfølgelig skal vi da det – og det der halv-elitære bavl, der foreskriver, at vi altid skal tale ordentligt… Ja, ja – men hvad så hvis du er gået ud af 9. klasse og samfundet har trængt dig op i en krog?”

Indignationen er en del af drivkraften. Og selvom Ditte Okman troede, hun skulle rapportere fra Mellemøsten – og har alle forudsætninger for at gøre det – også fordi hun i forbindelse med sine studier har boet i Israel og siden var ansat i den Israelske Sikkerhedstjeneste – så fik hun i stedet en karriere, der mestendels har været på print i tabloidmedier. Og der er der (spalte)plads til indignation og til de historier, der i Dittes terminologi er mindst lige så væsentlige som dem, der kildehenviser til forskningsrapporter udgivet af en ph.d. studerende på et jysk universitet. Dem, der er hentet ude i virkeligheden. Dem, vi taler om.

”BT og Ekstra Bladet – og den slags medier – har også en samfundsrelevant dagsorden. Hvem var det, der startede historien om Helle Thornings ret interessante skatteordning? Hvem afslørede og bed sig fast i Rigspolitiets skalten og valten med millioner af skattekroner med Bettina Jensens mange vennetjenester forrest? Henrik Sass Larsens rockerrelationer og de massive forbrug og mystiske lånekonstellationer under afviklingen af Eurovision, som kom til at koste langt over en kvart milliard! For en fest! De tabloide kan noget,” konstaterer hun. ”Og jeg finder det højest mærkværdigt, at man næsten skal forsvare, at man læser den slags – og fremstår ubegavet og endimensionel, hvis man ikke abbonnerer på Weekendavisen og Information. For mig at se, er det helt omvendt. Det er nuanceret, at man både kan læse en bog og læse BT. Og de folk, der siger, de kun gør det første, de er enten fulde af løgn eller også er de mere røvsyge end normalen.”

Det kan godt irritere hende, når folk foregiver og gør sig umage for at lyde virkelig kloge. Typen, der konsekvent lader sig portrættere foran en bogreol med store klassiske værker – vigtig mine og forceret hang til fremmedord, tiltaler hende ikke ligefrem. Det gør til gengæld reality-tv, Deadline og en stille stund på sofaen. Det behøver ikke være så ensidigt. Hun gør sig ikke nogen ulejlighed for at fremstå på en bestemt måde. Hun er den, hun er – og hun er journalist med forkærlighed for historien. Den gode historie, der bør fortælles – også for at minde os selv og hinanden om, at det ikke er alle, der har samme vilkår i tilværelsen:

”Undskyld mig, så sidder Ghita Nørby på tv og vifter med en artikel fra Politiken og anfægter at hver anden dansker mener, at man kan spare på kulturen. Det taler hun om, imens mennesker lever på gaden og de ældre spiser mad, der er 19 dage gammel. Og i indslaget klipper de så til, at hun står hjemme i sin rosenhave til flere millioner og drikker champagne. Det synes jeg, er et ret godt eksempel, på at nogle mennesker sidder lidt for højt på hesten – og det vil jeg gerne være med til at påpege. Jeg har intet behov for at være sådan en, der trykker hænder med folk på store bestyrelsesposter – jeg lige så gerne være den lille mands stemme. Bjarne og Finn nede på bodegaen… Hellere dem, end den fine dame på de skrå brædder – altså, man tror jo, at det er løgn…”

Jeg tuder når jeg tænker på mit barn

Hun er 42 år gammel, Ditte Okman, og gift med Mark, der synes, hun er ”lidt for meget sommetider” – men alligevel så fantastisk, at man gifter sig med hende. Hun er mor til Betty på 1 år og Lloyd på 4. Og det elsker hun. Hun elsker at være mor, og hun tager sine børn ekstremt alvorligt. Også selvom hun aldrig forestillede sig, at hun skulle have børn.

”Jeg har aldrig gået og drømt om at se mig selv i et barn og længtes efter at holde det i mine arme. Jeg troede faktisk slet ikke, jeg skulle have nogen,” siger hun.

Men det ville Mark.

”Så det endte i virkeligheden med at blive en ”røv-syg pragmatisk beslutning”. Jeg var fyldt 37 år, jeg vidste, at nu var det nu – nu skulle der tages endelig stilling, inden jeg ramte udløbsdatoen. Og så tænkte jeg bare, “hvad fanden – alle andre er jo mega-glade for deres børn, så hvorfor skulle jeg ikke blive glad for mit?”, husker hun.

I 2013 kom Lloyd. Det blev hendes livs vigtigste beslutning.

“To dage efter var jeg klar til næste barn” griner Ditte Okman.

“Jeg kan tude, når jeg tænker på mine børn. De er den største glæde, de er de vildeste mennesker, jeg nogensinde har mødt, siger Ditte, der som hun selv beskriver det er blevet besat af sine børn, Lloyd og Betty, og kan savne dem, når hun er på arbejde – selv når de sover.

“Vi har sgu så travlt om dagen – der er hele tiden noget vi skal, Betty har skidt i bleen, Mark har sene møde eller vi skal nå en eller anden aftale…men natten er der masser af tid og nærvær. Inden jeg fik børn, fik jeg fysisk kvalme, når jeg hørte ordet ‘samsovning’. Jeg syntes det var ulækkert og grænseløst. Men nu ligger jeg bare og venter på, at min lille Lloyd kommer ind i soveværelset. Så ligger vi bare der og holder ham i hånden, mens nusser ham.”

I dag ærgrer det hende, at hun kom så sent i gang.

“Havde jeg vidst det – havde jeg bare vidst, hvor fedt det er, så havde jeg fået dem meget tidligere. Fuck, hvor er det fedt at se et lille menneske blive sin helt egen,” siger hun.

Jeg sover med et strygejern

Hun gør sig umage. Hun er sådan en mor, der prøver at forstå, hvorfor en bordlampe kan gøre hele forskellen. Og at det kan være meningsfyldt at sove med et strygejern og et raflebæger. Hun kan sagtens se, at det potentielt er noget rod at medbringe en bordlampe i supermarkedet – og at det nok ikke er behageligt at sove med et strygejern, men hvis nu drengen insisterer…

”Lloyd gør mig sgu så stolt. Han er ikke nogen pleaser, og han mærker sig selv på en meget fin måde. Når han synes – og det gør han lige i øjeblikket – at det er meget vigtigt at medbringe en lampe, når han skal med ud og handle, så kan han argumentere for det – og gør det. Også selvom det sommetider betyder, at han ender i nogle underlige diskussioner med min mand, der er lidt mere fornuftig og korrekt anlagt, end mig. Lloyd tager sine kampe – uanset hvor hjernedøde, de er, og det elsker jeg,” siger Ditte Okman, ”og så får han selvfølgelig lov. Så sover han med det der strygejern, og slår sig måske lidt på det – men så lærer han det. Og det er jo også fint nok. Jeg synes ikke man skal sige nej, bare for at sige nej. Der skal være en fandens god grund! Børn skal have lov til at gøre sig deres egne erfaringer – og så giver jeg dem vildt meget kærlighed undervejs.”

Hun tror på, at børn vokser af at man ser dem – og det tager hun sig tid til at gøre. Og det er muligt, at det hele – også – handler om, at hun ikke selv blev set som lille. At de der forældre glimrede allermest ved deres fravær.

Ditte er vokset op sammen med sin mor og stedfar. Og med sin tre år ældre bror. Heldigvis – for det var ret ofte ham, der havde det overordnede ansvar, når forældrene, der rejste en del i forbindelse med deres arbejde, efterlod en check og et telefonnummer til Anni, ”hvis der skulle blive noget”.

”Så fyldte de fryseren og skred til Milano eller Køln i dagevis – og så måtte vi selv finde ud af resten. På den måde er jeg jo ikke blevet vildt meget opdraget – det var mere noget, man selv fandt ud af, og sådan opdrager jeg bestemt ikke mine børn. Jeg prioriterer dem og insisterer på nærvær og forståelse i deres højde, også selvom vi har travlt – men jeg har ikke dårlig samvittighed over, at de går i institution og på den måde er en del af enhverdag, der skal fungere. Men man skal fandeme huske at se dem, når man er sammen med dem – og lytte. Det er vores pligt! De er hele mennesker, også selvom de kun er fire år gamle, så de har krav på respekt! ”

Og på en eller anden måde, er man vel sit ophav. Ditte Okman er – også i kraft af alt det, hun ikke er. For hun er måske ikke sådan en, der overlader ansvaret til sine børn – men hun mener, de gerne må have lov til at udforske og deres egne erfaringer. Hun er også sådan en, der ”har taget en del samtaler om børneopdragelse” med sin mand, fordi han kommer fra en helt anden baggrund. Det er en styrke – det er en kæmpe styrke, at lige præcis de to er forældre til Lloyd og Betty, for kvaliteten af forskelligheden er til at få øje på; Hun kommer fra et hjem uden tabuer. Man kunne tale om alting og gjorde det.

Hendes mands britiske familie er ofte er sammen på en helt anden måde, men den er ikke nødvendigvis den rigtige;

”Jeg vil vove at påstå, at den måde min bror, som jeg er meget tæt knyttet til, og jeg er sammen på er dybere, siger hun. Der er ikke noget, vi ikke må eller kan tale om, der er ikke noget, man ikke må spørge om eller noget, den anden ikke kan rumme eller tåle. Vi taler altid med hinanden og ikke til hinanden. Der er ikke den der afmålte høflighed – til gengæld er der masser af kærlighed. Mange forveksler mærkeligt nok ærlighed og direktehed med hårdhed – og sådan synes jeg slet ikke det er”, siger hun.

Jeg vil ikke undskylde i flæng

Så er det sagt – det, vi i virkeligheden taler om. Og hun siger det ikke, for at gøre nogen kede af det. Hun siger det, fordi hun mener det. Og hun taler sjældent over sig – men det er sket. I 2010, da Ditte Okman var ansat som kommunikationsmedarbejder hos Venstre, kaldte hun i en Facebook-opdatering en kioskmedarbejder på Christiansborg, for en ”fucked up medicineret psykisk syg”. Hun blev et nationalt samtaleemne, modtog dødstrusler og endte med at sige sit job op – efter at hun havde været i kiosken for at undskylde, det der var en tankeløs Facebook-opdatering. Hun var rystet og forskrækket over en reaktion, hun slet, slet ikke havde forudset;

”Jeg blev virkelig forskrækket. Jeg vidste ikke, at folk fulgte mig på den måde, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere det.

I dag er jeg mere vred. Hvad fanden bildte folk sig ind? Der var en vildt fremmed, der skrev, at han ville slå mig ihjel! Og jeg sad bare der og tænkte over, hvordan jeg nogensinde kunne få folks tilgivelse… Men jeg skal sgu da ikke have andres tilgivelse – jeg skulle undskylde til damen i kiosken, selvfølgelig, men fandeme ikke til nogen anden! Folk må jo være sindssyge, hvis de tror, jeg skylder dem noget – og den der krænkelseskultur, den skal pakkes væk. Det er helt ok, at jeg for alle mulige tilfældige, fremmede mennesker er en dum kælling, fint med mig, det står dem frit for at mene – men jeg skylder dem fandeme ikke en undskyldning, bare fordi de er af den opfattelse, det er jo vanvid!” fastslår hun.

Ditte Okman sagde undskyld til kioskdamen – og mente det. Hun havde talt over sig – og har ikke gjort det siden. Så vidt vides. Men hun synes stadig, at Dronning Margrethe siger ‘lige så hjernedøde ting som Amalie fra Paradise’ – og hun synes, ‘Frank Jensen ser liderlig ud på den virkelig klamme måde’.

Men hun synes også at livet allermest handler om at have det godt og gøre det godt – med sig selv og for dem, der er allernærmest. Hun hygger sig og er taknemmelig over hvor priviligeret hun er – når hun hver aften sover i en varm seng i arm med sin mand og børnene ved sin side, hun er taknemmelig for en sund økonomi og frihed til at opleve, rejse, nyde en middag på Geranium eller kunne tage en hel fridag på sofaen, bare fordi hun har lyst – og prøver at passe lidt på sin hjemløse ven med det mest fornødne.

Ditte tager ingenting for givet og er dødeligt bevidst om, at måske bliver hun fyret fra sit job en dag. Måske går manden. Måske forandrer alting sig.

”Jeg er bare hende, der siger alt det strenge – det er okay, og folk må gerne synes, at jeg er en idiot. Men jeg er også alt muligt andet. Og hvis folk ikke ser det, så lever vi alle nok videre uden problemer. Jeg har taget en beslutning om at omfavne det. Jeg har jo for helvede altid været hende, der sagde det, man ellers ikke siger. Og det er fint nok – jeg kan ikke lave om på mig selv, jeg behøver ikke lave om mig selv, og grundlæggende mener jeg jo, der skal være plads til alle, som de er. Og derfor også til mig.”

Klokken er snart 13.00. Anna Thygesen er ankommet, og Christian Stadil har måske dummet sig i den her uge. Der er også noget med Bettina Jensen, politichefen, der har en forkærlighed for krystaller og vennetjenester. Niels Pinborg vipper på stolen og slår et eller andet op på sin laptop. Rigmor Zobel, siger han – og de andre smiler. Og så tager de fat. Også på historien om sagnomspundne Café Hack, der tog sig godt betalt – og på andre af ugens væsentlige begivenheder. Berømthedernes udseende, sex med celebrities og risikoen for at falde i søvn undervejs. De taler om kongehuset, om prinsen der ville være konge og et licensfinansieret budget, der løb løbsk. I virkeligheden taler de om alt det, vi taler om – og Ditte siger, at man skal tale pænt om Anette Heick og Annas patter. Så er det sagt.