Anmeldelse, cirkusrevyen 2014, Aalborg Kongres & Kultur Center
– Tekst: Jeppe Søe, Foto: Henrik Petit

Presse- og programfotoLad mig indrømme med det samme, at jeg er fan af revy! Og at jeg i alle årene i særdeleshed har fulgt netop cirkusrevyen tæt, og med store glæde. Så når jeg sætter mig i stolen for at se “årets revy” er det med forventningens glæde, og sjældent anmelderens typiske neutrale mundvige. Kærligheden er ikke bare til revyens måde at få os vækket på gennem små spydige prik – men også en evig tilbagevendende respekt for de koryfæer, der har trådt revyscenen gennem tiden – og slået Danmark fast som revyernes land.
En del af dem står der endnu – og de “nye” har lært af de gamle. Revyen er traditionernes tid.

Alligevel var noget forandret i 2014. Holdet var set før – pånær Vicky Berlin, der kom fra standuppen og trådte på scenen, som var den bygget for hende. Både i vinterrevyen i Aalborg Kongres & Kultur Center og i Cirkusrevyen, med de helt gamle erfarne elefanter, står hun stærkt. Når nu holdet er det samme, hvordan kan alt så føles forandret?

Presse- og programfotoI mig var det den skarpeste revy i mange år. Ikke fordi der var mange latteranfald, faktisk ganske få – men fordi revyen tydeligt i år ville mene noget. En parodi eller en sang skulle ikke slutte med et grin – men måtte gerne slå noget helt fast. Om det var den knivskarpe – næsten rå – afsløring af SFs politik under skiftende ledelse, om det var den liden flatterende nedsabling af Løkke, eller den ukærlige parodi på “De unge mødre” så var det kendetegnende for 2014, at man ikke som udgangspunkt ville være drillende og lun. Der er bid i holdningerne.

Det er stadig Carl-Erik Sørensen der fører pennen på de stærkeste numre, som så mange gange før. Den skarpe pen kan med få sætninger og rim sætte hele debatter i stå, fordi argumentet gemmer sig i netop de strofer han får skrevet og er så dræbende, at argumentet står alene uimodsagt. Og han favner ekstremt bredt, fra den unge paradise-modne pige, der for første gang har set nyheder og vil gøre noget, mens ikke lige gider – de to faldne krigere der vil kæmpe manden sag – eller den hårde sang om Løkke, der er klar til comeback i betalt tøj. ‘Venstre ved man, hvor man har. Ved siden af hotellets minibar’. Ingen over eller ved siden af Carl-Erik. Vase & Fuglsang har også skrevet et par perler – mens Price og Lykkegaard også stadig leverer.

Presse- og programfotoStærkest er selvfølgelig – igen – holdet på scenen, der formår at bære de stærke tekster ind, så de bider men også flettes sammen af den traditionelle lune form. De fem i front er i år bestående af Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl, der fortsat er fyrtårne man ikke behøver spejde efter, fordi deres lys når helt ud i kanterne. Stærkere revyfolk findes ganske enkelt ikke i Danmark. Punktum.
Men på vej derop, hvor kun tiden kan hjælpe fordi talentet forlængst er på højde, ser vi Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard. De er både alene og i samspil uovertrufne. Der er tidspunkter i deres timing med hinanden, at vi ser et gammelt makkerpar, som næsten er unævneligt fordi sammenligning med dem vil ligne blasfemi, men uanset vover jeg pelsen – der er tidspunkter for deres samspil er som Kell&dirch i deres første tid sammen. Revyens stærkeste nummer er faktisk den ordløse ballet mellem netop de to, Tjajkovskij udsat for to senildemente, alzheimersramte ældre medborgere på el-scooter, der danser op til hinanden på rystende vis. Med herlige rystelser der viste hengiven kærlighed på hjul. Og som de to triste mænd, der godt tør at råbe højt om kvindernes magtarrogance, hvis bare de ikke er der, når de siger det. Også alene er de stærke kort for en revy. Lykkegaard som Anders Fogh og grandprixvinder Conchita Wurst og Niels Ellegaard som den skæve rastafarirytter af “hjem hash” bilen, der kører i København på Frank Jensens lovgivning.

Presse- og programfotoMen uanset at “de unge” kæmper sig opad år for år, så tilbage til fyrtårnene. Driftsikre Ulf Pilgaard er både Yahya Hassan, dronning Margrethe, der ikke gider flere rokader og føler med Thorning i sætningen “Det med at vågne om morgenen med et nyt hold i ryggen, kender vi godt selv”. Og skarpt i den ekstremt selvfede vælger fra Liberal Alliance, der sidder på jomfruøerne med sin skat, som han har flyttet derned – og mener det værste ved ikke at betale skat er, at man ikke kan trække noget fra.

Jeg har sjældent grinet så lidt af en cirkusrevy!
Til gengæld har jeg aldrig fået så meget med mig hjem.

Det klæder faktisk revyen at turde have holdninger, uden nødvendigvis at kære den ind med dansk lune. Nogle gange må det godt trækkes skarpt op – og deri ligger måske fornyelsen. Det får vi at se i 2015, hvor billetterne allerede er i salg med stor succes. Revyen på Bakken og i Aalborg Kongres & Kultur Center er slet ikke til at slå af pinden. Det forpligter at være den store. Det ved Lisbet Dahl og hendes hold – og hvis nogen skal forny genren, er det cirkusrevyen. Hvem andre har erfaringen og traditionen så langt inde under huden, som dem. Og det kræves, hvis man skal tage et nationalt klenodie og skabe nyt i det gamle. Det gjorde de i 2014.

LÆS OGSÅ:
"2020" ... med egne ord
Tidligere artikelUlf Pilgaard: Det er ikke kun for sjov!
Næste artikelJussi Adler Olsen: FASANDRÆBERNE

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here