Benny Berdino er direktør for Berdino Holding A/S, der ejer og driver Cirkus Arena, er involveret i svenske Cirkus Skratt , ejer og udlejer 8 telte med plads til 18.000 publikummer til store europæiske festivaler og arrangementer og driver Temaparken Cirkusland, der er beliggende i Slagelse , hvo r også Cirkus Arenas vinterkvarter befinder sig.

Tekst: Pia Møller Søe
Foto: Simon Wedege

Arne Olsen besøgte for mere end 70 år siden et cirkus sammen med sin elskede bedstemor, og selvom ingen kunne vide det, blev kimen til Cirkus Arena, i dag nordens største cirkus, sået lige der. Arne Olsen forelskede sig inderligt i cirkuslivet, og måske var han i virkeligheden født med gøglerblod i årene, for kærligheden var så stærk, at han år senere blev rejsende i gøgl og artisteri.

Inden da cyklede Arne, på en gammel rusten men trods alt velfungerende cykel, dagligt ud for at besøge et lille nærliggende cirkus, Alaska, hver gang lejligheden bød sig. Når bedstemor, som han voksede op hos, troede at Arne var på FDF-lejr, var han i virkeligheden i cirkus.

Besøgende i Cirkus Alaska blev til en kærlighedshistorie. Alaskas mest feterede artist, en lille ondskabsfuld rhesusabe ved navn Dino, fattede kærlighed til Arne – og den slags går ikke upåagtet hen… Da Arne senere skal finde sig et flatterende artistnavn, der klæder en cirkusplakat, er det aben og Bernadi, en fiskerdreng fra Løkken der rejste rundt som udbryderkonge, og omkom i det ærinde på Bornholm, der bliver inspirationskilderne. Arne Berdino-Olsen, således introducerede han i 1955 sig selv på Cirkus Arenas første plakat.

 

DEBUTANTEN

Cirkus Arena var dengang Danmarks mindste cirkus. Men det var et cirkus, og Arne, nu, Berdino-Olsen, var direktøren for det hele. Sammen med sin familie rejste han rundt i cirkus’ eneste beboelsesvogn, der blev transporteret fra by til by af lokale vognmænd, og midt imellem potter, pander, glæde og gøgl blev cirkus-kærligheden givet videre.

Benny Arne Berdino Olsen, førstefødte søn af Arne og Lydia Berdino-Olsen, drømte som sin far om cirkus. Han debuterer som syvårig med et jonglørnummer, inkasserer en krone og en velfortjent respekt fra sin far og fra da af var det en besættelse i Benny: En dag skulle Arenas navn stå bøjet i neon. Benny Berdino skulle være cirkusdirektør. Og det blev han.

”Dybest set er det trangen til at vise andre, at man kan, der ligger i hele den metier der hedder cirkus”, siger Benny Berdino. “Jeg har altid drømt om cirkus. Jeg var fraværende i skolen, og brugte al min tid på at tegne cirkustelte og vogne. Jeg ville noget stort med Cirkus Arena – det var jeg klar over som meget ung. Min far, der var en både klog og rolig mand, og det gjorde ham nervøs at jeg ville så meget på en gang, han sagde igen og igen til mig: “Tag det roligt. Vores tid kommer.“ Og det gjorde den jo”, siger Benny Berdino.

Benny Berdino overtog driften af Arena ved sin fars død i 1976. Siden da er det lykkes ham, at føre Cirkus Arena frem til dets nuværende status som nordens største, med plads til 1700 gæster i teltet. Det har ikke altid været nemt, at agere som direktør i det Berdino kalder et ’abeteater’, og undervejs blev Benny Berdino, i 1987, erklæret personlig konkurs med en gæld på over tre millioner. De penge har han for længst betalt tilbage, og så har han skabt et en forretning med en omsætning på mere end 50 millioner kroner årligt, og med mere end 200 ansatte.

”Jeg er fra den generation hvor sønner blev håndværkere, og det lå min mor meget på sinde, at jeg fik en uddannelse. Men det gjorde jeg ikke”, fortæller Benny Berdino. Min far var af en anden overbevisning. Han ønskede ikke at jeg uddannede mig, og bagefter er det helt klart for mig, at det var helt bevidst. Han ønskede ikke, at jeg skulle have noget at falde tilbage på. Jeg skulle lykkes med Cirkus Arena. Det var hans drøm – og den har jeg indfriet, også selvom det har været hårdt undervejs. Der er folk der er så primitive, at de tror rigdom handler om penge – og ja, jeg ved godt at de er et meget godt betalingsmiddel – men her er det ikke det der tæller. Følger det med er det alle tiders, men uanset hvad, så er jeg som direktør for Cirkus Arena et meget rigt menneske,” konstaterer Benny Berdino.

 

DIREKTØR I DØGNDRIFT

Det er ikke noget helt almindeligt erhverv Benny Berdino og hans ansatte befinder sig i.

En mand der træder ind i spotlightet for at jonglere med bolde, og for sin indsats hæver den løn der skal ernære ham og hans familie hører, trods alt, til sjældenhederne.

LÆS OGSÅ:
Lidt af kulturen skudt igang i dag

Cirkus Arena finder årets artister via agenter og festivaler i hele verden, og de artister der rejser med cirkus, er fuldtidsgøglere fra hele verden – og for det meste er deres erhverv nedarvet gennem generationer. Som cirkusdirektør er man øverste ansvarlig, i en international virksomhed, medarbejderne er på arbejdspladsen døgnet rundt og når de ikke er i manegen, er der stadig et fællesskab der skal etableres og forvaltes nænsomt.

”Cirkus Arena bliver drevet på to ledelsesformer: oplyst enevælde og demokrati på arbejdspladsen. Når det sidste ikke slår til, så træder enevældet i karakter, og så er det mig der tager en beslutning”, siger Benny Berdino. Jeg tror, at hvis du spørger mine medarbejdere, så vil de sige, at jeg har fingeren på pulsen. Hvis de, mod forventning, tror, at der er noget jeg ikke ved, så kan jeg fortælle dem, at sådan forholder det sig ikke. Alt når på et eller andet tidspunkt til direktionsvognen”.

Når ovenstående nu er tilfældet, så betyder det, at man må arbejde – mindst – 25 timer i døgnet. Og det gør Benny Berdino. ”Man står bare en time tidligere op”, siger han, og så gør man sig umage med at træffe de rigtige beslutninger. ”I virkeligheden handler det om noget så enkelt som at sige ja og nej, men man skal sandelig gøre det på de rigtige tidspunkter. Siger du ja på de forkerte, giver det bagslag. Derudover skal du være både gøgler og forretningsmand – og indimellem en hård hund. Tonen i cirkus er hård, men kærlig”, siger Benny Berdino.

 

FINGERSPITZENGEFÜHL

’Fingerspitzengefühl’ er en ikke uvæsentlig egenskab på enhver direktørs curriculum vitae, men især i cirkusverdenen er det altafgørende.

Benny Berdinos far gav ham kærligheden til cirkus i vuggegave, men han gav ham mere end det; Han gav ham muligheden for at gå i ’Livets Skole’. Der hvor man er til eksamen hver dag, der hvor det sommetider koster dyrt når man dumper og der hvor succesen er personlig, men sjældent vederlagsfri.

”Menneskets drivkraft er jagten på det næste trofæ, også min, og mit liv har altid været et eventyr. Ikke altid et rosenrødt et, men et eventyr. Ofte har jeg fornemmelsen af, at nu har jeg nået det jeg skulle nå, men så kommer idéerne og tankerne. Og så er vi i gang med nye projekter igen”, fortæller Benny Berdino.

Benny Berdino er gammel jonglør. Han har en, både medfødt og tillært, sjælden evne til at have mange bolde i luften. Alderen har lært ham, at det kan være en fordel – med tiden – at have nogen der hjælper med at gribe boldene. Det har han. Næste generation står klar. Både Berdino børn og børnebørn er involveret i driften af Arena og udøvende i manegen. Men der er ikke opbrud undervejs. Benny Berdino er direktør i Nordens største cirkus. Det står – foreløbigt – ikke til at ændre.

 

 

EN GØGLERS GRUK:

EN ARTIST LEVER IKKE AF BRØD – HAN LEVER AF APPLAUS…

Når det første dagslys bryder nattemørket og en ny sommerdag langsomt overtager, når kortegen frem. Cirkusdirektør og sprechstallmeister, Benny Berdino er den første der ankommer. Efter ham følger næsten 120 vogne, og til sidst, cirkusdirektørens søn, Jackie, der sikrer sig, at alle når med frem. Artister, klovne og næste generations cirkusprinsesser, er klar til en ny dag, i en ny by.

En cirkusprinsesse og hendes store kærlighed udveksler et kys. Næste generations store akrobater spiller fodbold på græsset, og en italiensk klovn og hans førstefødte er på picnic bag familiens beboelsesvogn.

Tonga, den tonstunge afrikanske elefant, har fået en idé, og bakser med sjælden ihærdighed med det tov der udgør hendes fold. Måske skal hun på tur? Egentligt ved hun godt, at det aldrig vil lykkedes, for Casselly, hendes træner opdager hende. Altid.

En 80-årig dreng krydser pladsen. Måske leder han efter sin kone. Eller sin datter og svigersøn. For de er her. Et sted. Han er af belgisk afstamning, international klovn og afhængig af den forløsende latter. Toto Chabri er legendarisk, og har for sine livslange klovnerier modtaget ’Karriereprisen’ ved cirkusfestivalen i Monte Carlo. Om to timer indtager han Cirkus Arenas manege. Fordi han kan. Og ikke vil andet. I virkeligheden har han et skønt hus i Belgien – og naboer der dyrker gulerødder og ærter om sommeren. Han har rejst i hele verden, optrådt for stort set ethvert folkeslag, lavet tv i New York og tjent de penge der er nødvendige. Alligevel skal han i manegen igen i år. Alt andet er utænkeligt for en klovn, der elsker cirkus mere end noget andet, og er 7. generationsklovn.

LÆS OGSÅ:
RIKKE NIELSEN: SIGER MAN SÅ OVERHOVEDET TILLYKKE?

”Når jeg er hjemme i Belgien og går ud i min have – så møder jeg naboen og hans gulerødder, og så er jeg nød til at spørge: Hvordan går det med gulerødderne i år? Til den anden side er en nabo der har sået ærter, og jeg må spørge: Går det godt med ærterne? Meget interessant. Nej! Jeg kan ikke og jeg vil ikke tale om gulerødder”, slår han fast – Toto Chabri.

I 1942, midt i en krigstid, var familien Chabri engageret i et belgisk cirkus, og med udsigt til at blive tvunget i arbejde på en tysk ammunitionsfabrik, benytter Totos far sig af en kontakt i cirkusverdenen, der fortæller, at kan man få en udenlandsk kontrakt, kan man bruge den som en billet ud af krigen. Familien får arbejde ved Cirkus Schumann i Danmark og den dengang 10-årige dreng, kommer i dansk skole. Han returnerer siden hen til Belgien med sin familie, men vender tilbage til Danmark – der med tiden er blevet en art fædreland for Toto. For klovnen er grinet essentielt, og kommer det et sekund for sent – eller for tidligt – er balancen slået i stykker. Den utalte symbiose mellem en klovn og hans publikum manifesteres i præcisionen. Så er det lykkedes. Toto Chabri, der klovner på syv sprog, kender det danske publikum og deres humor. Han holder af at optræde i danske maneger, for han ved hvordan han bedst når helt ud på sidste parket.

”Alle griner af en klovn der falder, men det er ikke kunst – det er basalt”, siger Toto Chabri. Når publikum samles om manegen skal de underholdes, alle sammen – og udfordringen er, at ramme 99 procent af publikum, der i cirkus består af både børn og voksne. Publikum skal have det godt”.

Toto Chabri er klovn i hjertet. Cirkus er hans verden, og den slags er måske medfødt, men næres af den taktfaste applaus der følger vellykkede klovne ud af manegen. Han holder af livet i artisternes land. Inden for stakittet, der danner et, måske, skrøbeligt men troværdigt værn mod en anden verden. Han er hele verdens klovn. Han inspireres i Amerika, elsker Paris, ikke for byens tårne og spir, men for de succeser publikum har givet ham der – og han har det godt i Danmark. I Cirkus Arena, som han, over år, har rejst med flere gange.

”Vi er på landevejen nu og det er ensomt, men når vi når frem til pladsen er jeg tryk. Ingenting kan nå os her, og den forfærdelige stilhed der findes i en belgisk villahave, findes ikke her. En klovn behøver ikke Facebook og Skype. Vi ved hvad der foregår ude i verden. I Amerika, for der optræder min datter, min onkel er på den anden side af jorden og her på pladsen er der mange forskellige nationaliteter. Vi har meget at tale om – og jungletrommerne fungerer fint”.

 

CIRKUSPRINSESSEN

Cirkus er en verden for sig, og man må træde varsomt, hvis man enten uforvarende eller helt bevidst bevæger sig ind den. Her skal være – og her er – plads til alle, men når man møder et folk med gøglerblod i årene, nedarvet gennem generationer, og så stærkt insisterende på at præstere, indgyder det ærefrygt. Cirkusfolket må, naturligvis, være som skabt til at lykkedes.

Laura Berdino er ikke den fødte cirkusprinsesse. Hun er født og opvokset i Viborg, og var i gang med en uddannelse til ejendomsmægler, da en livslang kærlighed rakte ud efter hende igen. Fra hun var 11 år gammel og til hun fyldte 19, var hun feriebarn i Cirkus Arena. Hendes far, der handlede vogne med Benny Berdino, arrangerede, at Laura som et værdigt alternativ til en aflyst ridelejr, kunne få lov, at rejse med Arena i de 14 dage hun skulle have været på lejr. De følgende otte somre vente hun tilbage. Hun boede som regel hos familien Berdino, så hun kendte ham godt. Jackie. Da de syv år senere mødtes igen.

”Jackie og jeg forelsker os den sommer og i lang tid pendler jeg mellem min tilværelse som studerende i Viborg og cirkuslivet, der hvor det nu befinder sig”, fortæller Laura Berdino. Vi beslutter ret hurtigt, at jeg skal flytte ind i cirkus på fuld tid, og i 2009 bliver vi gift i Slagelse”. Laura siger ja til Jackie, søn af Benny Berdino, ved et storslået cirkusbryllup, hvor der, som det sig hør og bør, er både kameler, hornmusik og gøglere repræsenteret. Samtidigt siger hun ja til et liv i cirkus – og det forventes at Arena prioriteres over alt andet.

LÆS OGSÅ:
Kulturmennesket

”Jackie gjorde det ret hurtigt klart for mig, at cirkus var det vigtigste i hans liv. Nu forstår jeg ham. Cirkuslivet går i blodet på en, og i dag føler jeg præcis som ham. Det er det her vi arbejder for hver dag. Det er det vi kæmper for at få til at lykkes og vi er kun her fordi Arena er her”, fortæller Laura.

Laura og hendes mand Jackie bor i en stor moderne beboelsesvogn, med Jackies datter fra tidligere ægteskab, Anastazja, og med Scarlett deres fælles ti måneder gamle datter. Sandsynligvis en kommende cirkusprinsesse, der om få år, hvis hun vil, påbegynder den træning der skal komme hende til gode som cirkusbarn og måske kommende artist i farfars manege.

Laura er Jackies kone og Arenas cirkusprinsesse. Den titel har hun gjort sig fortjent til qua sit talent. Intet andet. Titlen tilhører altid den kvinde der går i manegen med de fyrige heste og magter at præsentere dem, så publikum glemmer, at det de i virkeligheden overværer er en menneskeskabt relation mellem dyr og menneske, der muliggør det umulige. Det kan Laura.

”Da jeg blev en del af cirkusfamilien, fik jeg buddet om at arbejde med hestene. Jeg har altid været ridepige, så omgangen med dyrene var ikke fremmed for mig, og derfor tog jeg udfordringen op”, fortæller Laura. Jeg knoklede i tre måneder, sammen med den faste træner, og så gik jeg i manegen og gennemførte en nogenlunde pæn rutine. Undervejs i forløbet var vores træner, Timm Delbosq, ved at give op flere gange – og da det så endelig lykkes, kunne jeg næsten ikke få armene ned igen”.

Laura kommer ud af manegen som cirkusprinsesse. Hun har været i manegen som repræsentant for Berdino familien og Arena, med en følelse af, at der var noget hun skulle bevise. Hendes svigermor, Hanne Berdino, har forud for debuten undervist hende i at lave komplimenter til publikum og smile overbevisende, imens otte araberhingste tordner rundt i manegen på hendes kommando.

”Den slags gør man altså ikke på et ejendomsmæglerkontor, og det var så fremmed for mig”, siger Laura.

2012 sæsonen er Lauras tredje, og undervejs, er hun blevet mor til lille Scarlett, der kom til verden midt i 2011 sæsonen. Scarlett rejser nu med sin mor og far rundt, og det skal hun selvfølgelig blive ved med. Hun skal i børnehave om vinteren hjemme i Slagelse, men når cirkus atter skal på turne er Scarlett med. Laura egen mor var en smule betænkelig ved udsigten til barnebarnets omrejsende tilværelse, men Scarlett er den fødte cirkusprinsesse og stortrives i cirkusverdenen.

”Det er skønt at være mor i cirkus. Vores hjem er det samme sommeren igennem, det er kun udsigten der skifter, og vi sørger for nogle faste rammer der gør det nemt for hende. Hun bliver passet af Anastazia under forestillingen, og inden finalen går jeg over, så går Anastazia i manegen, og jeg putter Scarlett. Når vi har pakket ned bliver hun båret sovende ud i bilen, og når vi så ankommer til den nye by, ind i seng igen”, fortæller Laura. Så skrider det lidt ind imellem… Som i går, hvor hun ikke lige var faldet i søvn da vi pakkede ned, og jeg derfor endte med at måtte sætte hende i bilen og køre lidt rundt for at få hende til at sove. Med cirkusvognen spændt bagefter! Men det går jo”, smiler hun. “Det er en anderledes verden, men vi gør den så almindelig som muligt”.

 

PJERROT SA’ TIL MÅNEN…

Åh. Glimtet i deres øjne. I hans. Når de endelig mødes. Pjerrot, der har rejst med Cirkus Arena i rigtigt mange år, er for enhver lille dreng og pige, et glimt af en himmelsk fantasi. Og så står han lige der. Det er ham der driver publikum rundt i manegen. Når elefanterne i pausen velvilligt stiller op til rideture. Elefanterne, Tonga, Mambo, Nanda, Kimba og René Casselly elefanttræneren, der i 20 år har taget sig umådeligt kærligt af dem er en fast, og væsentlig, del af Cirkus Arena. Caselly rejser med sin kone og sine to børn. Alle er udøvende artister i verdensklasse, og for den slags kan man vinde den eftertragtede ’Guldklovn’, cirkusverdenens svar på en ’Oscar’. Det gjorde René Junior i januar 2012 med sit akrobatiske elefantnummer, der kan opleves i Arenas manege hele sommeren. Han var første gang i manegen med elefanterne som 6-årig og nogenlunde ligeså længe har han drømt om ’Guldklovnen’.

”Det var min drøm der gik i opfyldelse”, siger den 15-årige René Jr.

 

“Alle artister drømmer om den pris, og så vandt vi den”

 

LÆS OGSÅ:
Tænk på et tal…

René Jr. er syvende generation der arbejder med elefanter. Hans far har lært ham hvordan man tager sig af elefanterne og arbejder med dem, og hans mor, der er akrobat, har lært ham hvordan han skal arbejde med sin egen krop.

De går i manegen sammen, familien Casselly. René og hans storesøster Merrylu udfører sammen med elefanterne en række akrobatiske rutiner, og mor og far guider elefanterne. Cirkus Arenas elefanter er aldrig alene eller ubevogtede. Der er altid en fra Casselly familien der holder øje med dem. Også om natten. René Caselly har installeret en babyalarm hos elefanterne, og den har han stående ved siden af sin seng. På den måde kan han reagere på den mindste lyd. Og det gør han.

”Elefanterne skal være glade. Vi skal passe på dem, og sikre os, at de har det godt. De skal trænes med godbidder og have lov til at lege”, siger René Caselly.

Jimmy Folco, Arenas husklovn, er på sin vis resultatet af et møde mellem en mand i et italiensk blæseorkester og en linedanserinde i et omrejsende cirkus. Han er født i Italien, og har rejst med Cirkus Arena i, ad flere omgange, 10 sæsoner. Hans familie har været klovne og hestedressører i syv generationer, og han har giftet sig med en kvinde, der som hans selv, har cirkusblod i årene.

Hans hustru, deres fælles søn og Jimmy Folcos mor, rejser med Jimmy, og hans hustru assisterer ham i manegen. Hendes onkel var en berømt abedressør, der i mange år kunne opleves i Las Vegas, og da de mødtes, var Jimmy Folcos kone også udøvende artist.

”Min kone, var en af de første tjekkiske piger der optrådte med hulahopring, men hendes nummer var ikke helt godt nok til at komme med på programmet i de helt store cirkus, så jeg foreslog, at hun blev hjemme i vognen og tog sig af det praktiske, så kan jeg tjene pengene imens”, siger Jimmy Folco.

Så det gør hans kone. Nok. Men hun laver ikke mad. Det gør hans mor. ”Ja, beklager – i den henseende stoler jeg ikke på min kone”, griner Jimmy Folco. Italienske sønner skal have mad der er lavet af deres italienske mødre. Også selvom man er rejsende i artisteri.

Jimmy Folco er i manegen to gange i årets forestilling. I et traditionelt klovnenummer hvor underholdningsværdien er forventelig. Vi griner af klovnen i manegen. Senere på aftenen tager Jimmy Folco klovnens største udfordring op. Essensen af klovnens væsen. Den klodsede kejtethed, selvironien der er tvunget frem af omstændighederne. Det lattermilde væsen, der ikke ved bedre – eller måske ved alt – uden at kunne stille noget op med nogen af delene.

Man siger, at klovnen græder indeni. At intet væsen kan rumme så megen komik, og kun det. Jimmy Folcos Chaplin parodi er et godt – måske det bedste – eksempel på hvad en klovn også kan… Vagabonden og barnet, Jimmy Jr., mødes i et uendeligt stille øjeblik, der kun kan forløses i alt for store sko og en gøglers gangart. Vi smiler gennem tårer.

”Det er nemt nok, at få folk til at grine, det er sværere at få dem til at græde. En dygtig klovn skal kunne begge dele. 1700 menneskers latter er en dejlig lyd, men når du rører folk til tårer, så betyder det ligeså meget”, siger Jimmy Folco.

Det er Jimmy Folcos femårige søn der er med i manegen, som drengen der skal fatte tillid til den kluntede vagabond. Engang var det Jimmy, der var med sin far i manegen, og siden hans død og til sønnens debut, har han stået der alene.

Jimmy Folcos far døde i Cirkus Arena i 1998. To timer før de skulle i manegen sammen. Da Jimmy tog afsked med ham for sidste gang, bar han klovnens maske, og den beholdt han på, da han samme aften gik i manegen. Alene.

”Den aften føltes teltets latter som en kniv i hjertet. Jeg var i stor sorg. Jeg havde lige mistet min far, men livet går videre. Det skal det. Min far har lært mig alt hvad jeg kan og nu giver jeg det videre til min søn”, siger Jimmy Folco.

Intet andet sted gnistrer magien så stærkt og uforudsigeligt som i cirkusmanegen. Her kan alt ske. Også det umulige. Gøgleri er en af verdens ældste kulturformer, og til stadighed appellerer det rejste cirkustelt, de kunstfærdigt udsmykkede beboelsesvogne og de fremmedartede artister til, stort set, ethvert menneskes umiddelbare fantasi. Duften af savsmuld vækker et eller andet til live i de fleste af os. Barnlig begejstring bliver til umiddelbar applaus – og således imødeses… en gøglers gruk.

Tidligere artikelMartin Simonsen: Spot on
Næste artikelUlrikke: “Egholm Festival var en god oplevelse”

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here