Måske er Frank Hvam og Casper Christensen hinandens ”The thousand man”… Ham, Rudyard Kipling i sit digt beskriver som den, der egentlig ser os. De udvikler, skriver, drømmer og morer sig i hinandens selskab – og ofte er resultatet af deres kaffemøder, noget de fleste af os kommer til at grine af efterfølgende. Dan Dream er deres nyeste værk; en – knap så hysterisk – morsom feel-good film med samme målgruppe som et LUDO-spil.

Det er mere end 20 år siden, de mødte hinanden første gang – og selvom Casper Christensen, med et skævt smil, forestiller sig, at det første møde nok har betydet mest for Frank – og måske har ret, så blev det er ret væsentligt møde for dem begge to og starten på et samarbejde, der foreløbigt har varet næsten 20 år. Da de to møder hinanden er Casper Christensen en etableret komiker, der for længst har bevist sit talent – og i øvrigt genrens potentiale, imens det for Frank forholder sig lidt anderledes. Han er endnu ny i faget, og kæmper for at lykkedes med sin relativt ny-fundne ambition om at lykkedes som standup komiker, der, mindre uventet end det lyder, har erstattet forestillingen om, at han skulle være dyrelæge.

Det er ikke helt nemt, men på et tidspunkt får Frank og en række andre komikere det – måske – geniale indfald at lave et show, der i bund og grund er bygget op omkring tilsvininger af de mere etablerede komikere. På den måde er der ”flere navne på plakaten” – og komikken løber heller ikke ubemærket af stablen. Casper Christensen, der er en af de komikere, som Frank og de andre har skrevet ind i deres show, lægger ret meget mærke til, hvor ufedt, han synes, det er;

”Det kom mig for øre, at de ville lave det der show – og jeg synes simpelthen, det var så irriterende. Det havde fandeme været hårdt arbejde, at få standup etableret og introduceret, som genre i Danmark, og så kommer sådan en flok nytilkomne og sviner os til. Det var sgu dårlig stil, synes jeg – og hvad var så det bedste at gøre? Jeg tænkte, at det var smartere, at få dem tættere på. Stable noget på benene sammen med Frank, i stedet for at lade ham stå og slå mig i hovedet. Og så ringede jeg,” fortæller Casper, og tilføjer – med et endnu mere skævt smil – at når man genkalder sig, hvem de andre var – Tingleff og Matthesen blandt andet, så må det næsten være åbenlyst for enhver, hvorfor han ringede til Frank.

 

”Vi taler og taler og udbasunerer alt lige fra vores erotiske drømme til angsten for, at vores børn

ikke skal blive til noget”

Dyrlægens natmad

Casper ringede sidst i 90érne, da Frank Hvam lavede ’Alt under kontrol’ – et hjemmevideo-program på TV3  – fire år efter han debuterede som standup komiker på Café DIN’s i København. Egentlig læste han dengang til dyrlæge på Landbohøjskolen, men da han mødte en underholdende fyr ved navn Jan Gintberg på skolen, og kunne se, hvordan morskaben ligesom havde en større plads i hans tilværelse – der ud over studierne også involverede standup, damer og i den forbindelse en hel del festivitas i de københavnske nattetimer – blev Frank Hvam opmærksom på den latente komiker i sig selv.  Og i grunden lød det måske – på den lange bane – også både sjovere og mere passende for ham, at gøre professionelt grin med tilværelsen, end at trykke anal-kirtler på hunde og dissekere grise. Så han droppede ud af studiet og ind på klubberne, hvor han kunne afprøve sit materiale. Ikke nødvendigvis med den allerstørste eller mest umiddelbare succes, men hans lykkedes – og etablerede sig både som forfatter på andre komikeres stof og som vært på tv. Og så var det, at der lå en besked en dag, han mødte ind på redaktionen; ring til Casper.

Frank ringede. Og så sagde han ja. Han ville gerne være en del af Casper og Mandrilaftalen.

Casper Christensen startede sin karriere som 18-årig, da han returnerede til Danmark efter et high school-ophold i USA. Han var inspireret af den komik og standup-scene han havde mødt i staterne,   og han starter – inspireret af det han havde set – med –  at lave sine egne shows på sagnomspundne DIN’s, han bliver vært på ungdoms-tv og siden hen ’Husk lige tandbørsen’, der var en stor succes – ligesom radioprogrammet ’Tæskeholdet’, der blev sendt på P3 og vakte opsigt med sit format, der mildest talt ikke overholdt de gængse regler for underholdningsprogrammer, var det. Tæskeholdet var komik og satire på en helt ny måde – og lyttere stimlede sammen på gaden uden for studiet, for at se det ske. Casper og de andre komikere, Gintberg, Vangsø og Søndergaard, var en succes;

LÆS OGSÅ:
DER SIDDER EN MAND PÅ EN BÆNK...

”Jeg var meget imponeret af det, jeg havde set i USA – og synes ikke, vi på samme måde – som unge – havde noget at grine af i Danmark. Komikken her var centreret omkring revy og satire – sådan i meget traditionel forstand noget, der henvendte sig til voksne. Jeg synes simpelthen ikke, der var nogen unge, der gjorde det der oprør og talte om det, de unge var optaget af – så det gik jeg bare i gang med, ” fortæller Casper Christensen, ”og det lykkedes jo – selvom folk i begyndelsen ikke kunne forstå, at jeg ikke skulle klædes ud,” griner han. ”De første tre år spurgte folk konstant, om jeg ikke skulle klæde om, inden jeg skulle på scenen. Eller i det mindste have en guitar eller paryk med.”

Men publikum grinede. De kunne godt se det sjove i det Casper Christensen – helt uden paryk – gik på scenen med. Og Casper og Frank kunne også meget nemt for øje på potentialet i hinandens ting. Og så var der – jo – Casper og Mandrilaftalen, der blev mødet mellem to komikere, der uden de vidste det, lige der grundlagde et samarbejde, der på mange måder kom til at denifere dem. Og måske ligefrem resten;

”Vi opdagede med det samme, at vi grinede af hinandens ting – og jeg opdagede også, at mine ting blev bedre, af at blive udfordret af Caspers arbejde, og det betød jo for mig, at det her var en mand, jeg meget gerne ville arbejde med – man er jo også interesseret i at blive bedre,” siger Frank Hvam.

Sammenhold

Og de blev bedre. Ret gode, faktisk. Sammen. ’Langt fra Las Vegas’ var den første tv-serie, de skrev i fællesskab og siden fulgte ’Klovn’ en serie, der, med noget der ligner stor risikovillighed til at investere både sig selv og noget, der ligner, portrætter Casper og Frank i absurde og morsomme situationer, også med heftig inspiration fra det offentlige billede af de to; det, der kunne ligne en 40-årig med ”se-mig”-mentalitet og en forkærlighed for yngre kvinder – og en ditto med et lidt diffust selvbillede, der betyder, at han ikke aner, alt det, han ikke evner – og derfor helst overlader sine beslutninger til hende, der synes, at hun er kvinden i hans liv. Men vi kan ikke vide det. Det er hele præmissen.

Casper Christensen og Frank Hvam har lavet mange ting sammen – men de har også arbejdet og optrådt hver for sig.

De er ikke afhængige af fællesskabet – og kan sagtens lave ting både alene og sammen med andre, men de er alligevel hinandens rigtig gode forudsætning. De har fundet en form, hvor de ”er hurtigt ude af starthullerne”;

”Vi har det store privilegium, at vi kender hinanden rigtig godt og derfor ved, hvordan den anden arbejder. Vi skal ikke bruge tid på at finde ud af, hvordan den anden skriver – men ligger i samme rytme og er derfor hurtigere ved målet,” siger Casper Christensen. ”Vi gør simpelthen ikke noget halvt – vi aftaler, at nu gør vi det her sammen, og så bliver vi ved indtil, vi er færdige. Og det føles som om, det vi laver sammen bliver bedre. Og det er også nemmere.”

Det er altså – også – hårdt arbejde at være morsom på andres, og egen, bekostning – og det skal de også være. Der skal være udfordring i det, og Casper Christensen og Frank Hvam investerer gensidigt både flid og levet liv i deres arbejde. Hovedstolen er dem, de er og det, de oplever. Indsatsen er tid.

LÆS OGSÅ:
SKATTEØEN - i Aalborg

”Vi opdagede nok også, at vi var gode for hinanden efter mandrilaftalen, hvor vi var fire, der skrev sammen og havde det pissesjovt med det i et lille kollektiv. Da vi efterfølgende skulle lave ’Langt Fra Las Vegas’ – der var et noget hårdere stykke arbejde, fordi det er scriptet komik, der kræver, at man bliver siddende i virkelig mange timer, fandt vi sammen i sådan en meget ambitiøs tilgang til det, ” fortæller Casper Christensen. ”Vi var begge to villige til at blive siddende og bare blive ved. Og der havde jeg sådan en oplevelse af, at have mødt en, som jeg havde en indstilling til fælles med – det knyttede os sammen, at alle de andre gik hjem – og så sad vi der, ” siger han.

”Ja, det var sådan lidt… så kigger man op fra sin computer på et tidspunkt, og så var den eneste jeg kunne få øje på dig,” smiler Frank.

Et øjeblik og en evighed

Og sådan er det stadig. Det er stadig de to, der får øjenkontakt, når de løfter blikket fra skærmen. De er ikke nødvendigvis hinandens forudsætning – men de er nok hinandens foretrukne. Også selvom de ikke ses – synderligt meget – privat. Det er et arbejdsfællesskab, de vender tilbage til med jævne mellemrum. Så dedikerer de tid til hinanden – og ser, hvad de i fællesskab kan skabe.

Og de er venner – og taler om personlige ting – men det ender altid med at blive til en mulig del af en arbejdsproces. De investerer sig selv i stoffet, og derfor flyder venskab og faglig sammen i et omfang der betyder, at de aldrig behøver frekventere en psykologpraksis. Alt er talt igennem i det rum, de deler;

”Vi overanalyserer jo hinandens liv, fordi det er det, der er udgangspunktet for vores faglighed. Vi taler og taler, og udbasunerer alt lige fra vores erotiske drømme til angsten for, at vores børn ikke skal blive til noget. Vi har jo fortalt hinanden alt i det her 18 år lange venskab, der fulgte med den faglighed, vi deler,” fortæller Casper Christensen, ” og vi mødes faktisk aldrig for bare lige at drikke en kop kaffe – det er altid med den tanke, at det måske kan blive til noget arbejdsmæssigt.”

Og det er også derfor, at de to i perioder slet ikke ses. For selvom den ene måske kommer for at slappe af, så sider den anden altid noget, der sætter en proces i gang. Og så arbejder de. Og det er skide sjovt, men det er også hårdt, for de er meget disciplinerede i deres måde, at arbejde på.

”Vi har konstateret, at vi er nødt til at være dedikerede, når vi laver noget sammen. Vi kan ikke lave venstrehåndsarbejde eller have lidt lyst til noget – det kan forholdet ikke bære, for der er ingen af os, der kan holde ud at være i det,” konstaterer Frank Hvam.

Casper Christensen og Frank Hvam har lavet seks sæsoner af Klovn. De har lavet ’Klovn – The movie’ og ’Klovn Forever’ og solgt rettighederne til flere lande. De har lavet tv og shows. De er lykkedes med rigtig meget – ikke mindst med at udfordre sig selv og hinanden undervejs. Og det er væsentligt. Succeserne og skabertrangen er båret af den personlige udfordring, der er en del af deres fortælling. Og det handler ikke kun om at grine af alt i tilværelsen, det handler ligeså meget om at fortælle historier om menneskelige følelser i et setup, der er baseret på et meget kvalificeret gæt på, hvordan publikum vil finde det sjovest og mest underholdende.

”Det er ikke kun komikken, der interesserer os. Vi vil gerne fortælle historier om mennesker og om, hvordan de reagerer på hinanden og på den absurde verden, vi lever i, ”siger Casper Christensen, ”og jeg elsker den der proces, hvor vi sidder og fortæller hinanden historier og skriver op dem – fortællingerne om de der menneskelige følelser, der næsten altid – i vores univers – ender de forkerte steder. Man er verdensmester, når man sidder i den proces… Og så er det først, når man kommer videre og skal til at klippe og sidder og ser, hvad det er blevet til, at man kan mærke den der spænding omkring modtagelsen… Man kan jo aldrig være helt sikker, men altså efterhånden vil jeg da mene, at vi har en ret god fornemmelse for, hvad der virker,” siger han.

LÆS OGSÅ:
Benny Andersen: HVEM KAN RIME PÅ BANJO?

Casper og Frank er ikke tilbageholdende med deres privatliv i faglig henseende og de lever modigt. For Casper Christensen har det været et mantra, at gå rimeligt frygtløst ud i tilværelsen og så være parat til at tage imod de dramaer, der følger med, uden at være præget af angst for, hvad der potentielt kan ske. Han vil opleve så meget som muligt, siger han, imens han er her – og Frank er enig. Man må turde tage chancer, og så må man forsøge at se livet gennem humor, i det omfang det er muligt;

”Og livet bliver jo ikke mindre alvorligt, fordi man griner af det. Vi griner jo også af tragedien,” siger Frank Hvam, ”den finder vi da sådan set megen morskab i – uden at vi af den grund synes, at det er fedt det sker,” konstaterer han.

Og mener måske, at det ikke – kun – er for sjov, de gør det. De vil fortælle historier og de vil selv udfordres af stoffet. De vil ikke være en succes, alene fordi den er tilgængelig – de vil skabe den, om muligt, igen og igen – og selvom de netop har annonceret endnu en sæson af ’Klovn’, så er de opmærksomme på, aldrig at læne sig tilbage i noget bare fordi de ved, det virker;

”Vi synes, at vi med ’Klovn Forever’, havde nået vores egen grænse for det der med at rende rundt med stor stiv pik på tv. Vi nåede til et punkt, hvor den honningkrukke var tom. Det var fedt og virkelig sjovt, men ikke længere. Den der farce, hvor en 45-årig mand render rundt med sin lidt latterlige seksualitet, interesserede os ikke længere – og derfor ville vi udfordre os selv med noget helt andet, ” siger Casper Christensen. ”Nu har vi siddet med noget helt andet – hvor øvelsen i den grad også har været, at holde os ude af Klovn-universet, og vi har skrevet i og om et helt andet univers, og så var det, at vi på den anden side af det fik lyst til at lave ’Klovn’ igen – og derfor sagde vi ja til en ny sæson.”

Nye drømme

Casper Christensen og Frank Hvam har lavet en ”god og charmerende feel-good film, hvor man griner – men på en helt anden måde, end man måske umiddelbart forventer,” siger Frank Hvam.

Deres nye– måske næsten uventede – projekt er en film, der på mange måder kunne ligne en folkekomedie. ’Dan Dream’ er fortællingen om en gruppe iværksættere, der beslutter sig for at bygge Danmarks første elbil og på en måde fejler fælt. Omvendt lykkedes de på det personlige plan – og selvom det hele ikke ender i verdensomspændende applaus eller hæder og ære, så ender det godt.

Filmen er Franks idé – og som sædvanligt startede projektet med at de to satte tid af til hinanden. Og så så de et legendarisk klip sammen på YouTube – klippet af ’Hope Whisper’, den første danskproducerede el-bil, der i 1983 – under stor mediebevågenhed – skulle introduceres i Forum, hvor politikere, direktører og mere end 1000 mennesker var mødt frem.  Hope Whisper havde en aldeles udmattet designer siddende bag rettet – og han faldt i søvn og kørte bilen direkte – og tv-transmitteret – ind i banden til stor morskab for store dele af verden – og 33 år senere for Casper og Frank, der synes det kunne være ret fint, at bygge en historie op omkring alt det, der gik forud og det, der skete efterfølgende;

”Det var egentlig fordi, jeg selv havde købt en el-bil, og den har jeg så med til Jylland og viser frem for familien hjemme i Hadsund. De virker ikke just begejstrede, og så er det jeg kommer i tanke om, at de jo har den her historie om el-bil, der blev produceret deroppe og som ikke var så vellykket, ”smiler Frank, ”efterfølgende ser Casper og jeg det her klip fra Forum sammen, og vi kan begge to huske det fra vores barndom…. den her drama og moro, det skabte – og så blev vi enige om, at det kunne være sjovt at fantasere hen over, for der er grundlæggende noget virkelig interessant i, at sådan et projekt ryger på røven på grund af en menneskelig fejl. Der var ingen, der interesserede sig for, hvad bilen egentlig kan – de interesserer sig bare for, at den kørte galt i Forum. Det fortæller noget om tiden, og det fortæller også noget om, hvad det betyder, at man tror på sig selv,” siger han.

LÆS OGSÅ:
Nyt litteratursponsorat skal udbrede danskernes læselyst

Filmen er skrevet af Casper Christensen og Frank Hvam –  og de har samlet et hold kompetente skuespillere til projektet, herunder Magnus Millang, Lars Hjortshøj, Mia Lyhne og Niclas Vessel Kølpin. Filmen er langt fra det Klov-univers, de fleste er blevet så fortrolige med – ret langt endda, og det har været Frank og Caspers intention at skabe en fortælling, der er båret af menneskelige – genkendelige – følelser. Og selvom der er masser af glimt i øjet, er det langt fra tåkrummende eller hysterisk morsomt;

”Selvom jeg i den her film stadig spiller en lettere socialt handicappet mand, så er det på en anden måde – og jeg brugte lang tid på at finde ud af, hvordan jeg ville portrættere ham,” fortæller Frank Hvam, ”og det kommer jo så let til en – det der ’Klovn’-univers, så det er noget, vi har skullet være meget opmærksomme på – at man ikke kommer til at lave en frasering, der tilhører Frank – men det har været en stor fornøjelse – også at se Casper spille noget andet. Jeg synes, han gør det godt, og jeg ser pludselig ting hos ham, som jeg ikke har set før.”

Og nu er Casper Christensen 48 år, gift med Isabell Christensen og far til de to teenagebørn Cajsa og Marvin, som han har sammen med Annette Toftegaard – og til Cooper, der kun er et par måneder gammel. Og han er måske mindre rastløs end nogensinde – grundlæggende stadfæstet i rollen rom far, ægtemand og udøvende menneske; aktuel og driftig – og med en skabertrang, der på ingen måde er udfordret af, at scenen på en måde er en anden. Ligesom Frank Hvam, der er 46 år og far til to børn på ni og fem år. Han er på en måde bosat i forestillingen om det gode familieliv; en forstad, hvor der plads til en driftssikker familiebil i garagen og masser af græs børnene kan lege på, men der er også plads til at være sådan et menneske, der skaber. Sig selv. Der er ingenting, der er givet – og selvom de to er en succes, så er det til enhver tid betinget af, at de kan forny sig, siger de. Og det har de i alt fald gjort med ’Dan Dream’. Det er svært at genkende dem – og det er meningen;

”Altså, man skal ikke sætte sig ind i biografen og forvente noget sjofelt, for det kommer ikke. Alle dem, der sidder og venter på, at der er en, der trækker bukserne ned og stikker et udstødningsrør op i røven, de spilder deres tid,” siger Casper, ” Det kommer ikke til at ske.”

’Dan Dream’ er en film for alle. Målgruppen er 0-99 år – præcis som et LUDO-spil”, påpeger Casper.  Og selvom de er stolte af, at have lavet noget, som folk har svært ved at se bort fra, så håber de, at publikum er med på noget nyt. Og måske endda, at deres publikum også til dels er nyt;

”Ja, det her er så afgjort sidste forsøg på at få 40plus ind i teltet,” griner Frank, ”og hvis det ikke lykkes nu, så giver vi op.”

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here