BUGS & ANTS

Man må krybe og kravle…

Det er først rigtig sommer når luften svirrer af insekter, og små sorte myrer, dedikeret til deres livs byggeprojekt, har forvildet sig ind i haven – og måske hen over håndfladen på en is-spisende og nysgerrig treårig. Lille Peter Edderkop kender vi alle sammen – og så er der fluerne, de forbandede små væsener der sætter sig i suppen – og summer, af sommer og sol.
Kryb og kravl er, deres rygte til trods, smukke, væsentlige væsener.

Bugs&Ants er en dansk smykkevirksomhed der, med en forkærlighed for kryb og kravl, skaber anderledes smykker, der på samme tid er smukke og særlige. Insektet, fluen, myren og edderkoppen er smykkets fokus, men i sig selv er kæderne, øreringe og manchetknapperne smukt håndværk i en prisklasse, der gør brandet tilgængeligt for de allerfleste af os.

Charlotte Ryslev, der er designeren bag Bugs&Ants, er 48 år gammel, og har i sin levetid set rigeligt af forgyldte hjerter og blomster i sterlingsølv. Hun har en fortid som produkt manager i det hæderkronede Lund Copenhagen, hvis historie rækker helt tilbage til Bernhard Hertz og Frederik VIII. Charlotte var en del af en klassisk smykkevirksomked med Maguerit smykker, Dagmarkors og poetiske hjerter i sortimentet. Her arbejdede hun med virksomhedens visuelle profil og re-designede tegninger af gamle smykker. Indtil den dag hun, med egne ord, tabte småkagen…

Charlotte Ryslev var tilbage i 2009 i Bangkok for Lund Copenhagen. Hendes opgave var, at indkøbe de smykker der udgør langt de fleste smykkevirksomheders grund-sortiment.
De fleste smykkevirksomheder har et katalog af smykker hentet i Asien som en grundlæggende indtægtskilde, man bygger sit eget sortiment op omkring. Det var dem Charlotte var ude for at skulle købe.
”Jeg sad der i et lokale på 10 kvadratmeter, med smykkebakker fra loft til gulv. I hver bakke ligger der 12 smykker og dem får du så på skift stukket ind under næsen. Til sidst kan du overhovedet ikke skelne dem fra hinanden. På et tidspunkt mens jeg sad der, og smykkerne flimrede forbi fik jeg så den tanke: Har verden overhovedet brug for flere smykker? Findes der virkelig stadig nogen der mangler et sølvhjerte eller en blomst til at hænge om halsen?”

LÆS OGSÅ:
RIKKE NIELSEN: SIGER MAN SÅ OVERHOVEDET TILLYKKE?

 

MYREN

Og så var det myren kom trampende. På en måde gigantisk – og i alt fald smuk, stærk og særlig, i en verden fyldt med hjerter af guld og sølv. Charlotte kunne ikke undgå at bemærke den, og så faldt det hende ind, at hvis verden mangler noget er det særligt smukke kryb og kravl.

”Jeg sad der og kedede mig midt i alle hjerterne, og på en måde var den bare så smuk, den der myre der kom kravlende hen over gulvet i det der lille lokale. Bemærkelsesværdig. Det lyder sært, men jeg vidste bare med det samme, at jeg skulle lave et alternativ til alle hjerterne omkring mig, og at det skulle være den her myre. Så den skulle med mig hjem, siger Charlotte Ryslev.

BUGS & ANTS

Og det kom den. Charlotte Ryslev indfangede myren, sprayede den med rigelige mængder hårlak og bragte den med sig hjem til Danmark. Efterfølgende tog Charlotte på solskinsferie med sin mand, og eftersom (det, hele den uge de befandt sig i Nice, pisregnede, endte de med at ligge på hotellets seng og planlægge Charlottes fremtid som designer af insektsmykker.
Så, den døde ikke forgæves – myren. Et år senere var Charlotte nemlig klar med sin første kollektion under navnet Bugs&Ants, insektsmykker, i første omgang lanceret med en myre, en flue og en edderkop. Smykkerne er halskæder, øreringe, armbånd og manchetknapper – i sterling sølv og forgyldt sterlingsølv med brune cubiske zirkoner.

LÆS OGSÅ:
Tænk på et tal…

”Nå, men det gik bare slet ikke. Folk forstod slet ikke de her smykker, og der var ingen forhandlere der ville tage dem ind. Det var simpelthen for hårdt og for følsomt, for det var jo mine ting, mit arbejde, folk afviste, siger Charlotte Ryslev. På et tidspunkt var jeg i Jylland for at sælge, og helt ude af den ringede jeg til min fætters kone, Anette Hyltoft, for at spørge om vi skulle drikke en kop kaffe. Selvom hun heller ikke var særlig vild med mine smykker, smiler Charlotte.”

Annette Hyltoft, fætterens kone, nu medindehaver af Bugs&Ants blev senere vild med smykkerne, men det krævede lidt overtalelse. Over kaffen den eftermiddag bad Charlotte Anette, der havde job som sælger i tøjbranchen, om at bære smykkerne når hun var på kundebesøg. For at få nogle reaktioner at respondere og arbejde videre på.

Anette blev ret glad for den myre hun havde om halsen, også selvom hun til en start havde erklæret at det absolut ikke var noget for hende. Anettes kundebesøg med en myre om halsen førte til at flere tøjbutikker tog smykkerne ind i deres sortiment, og selvom landets guldsmedeforretninger fortsat takkede nej, så voksede det langsomt. Takket være Anettes tilgang til brandet, og hendes indsats for at promote smykkerne ude i tøjbutikkerne, siger Charlotte.

LÆS OGSÅ:
Danske Haps Nordic vil klæde maden i miljørigtig stofemballage

Anette blev så glad for smykkerne, og arbejdet med at sælge dem, at hun og Charlotte i 2010 etablerede en fælles virksomhed med 50 procents ejerskab til dem begge. Smykkerne rykkede efterhånden langsomt ind hos landets guldsmede – tilfældigvis, for det var Anette, der i et privat ærinde var hos en guldsmed med myren om halsen, og pigerne i butikken der blev så begejstrede, at smykket endte i butikken. Efterfølgende blev Bugs&Ants ringet op af guldmede med relationer til den første og så var kontakten etableret til den branche der ellers havde takket nej.

”Det er stadig hårdt arbejde, og de her smykker er noget folk lige skal vænne sig til, fortæller Charlotte, men takket være Anettes indsats, og den uundværlige viden hun har omkring salgsprocessen, går det fremad. Kort efter hun var blevet en del af virksomheden var vi på Copenhagen Jewellery Fair – guldsmedebranchens messe – med smykkerne, og der efterspurgte kunderne oxiderede udgaver af smykkerne. Det var jeg ikke specielt glad for at skulle lave, men vi gjorde det ud fra en betragtning om at lytte til kunderne og deres behov, også når det strider en lille smule mod ens oprindelige plan.”

BUGS & ANTS

I dag har Bugs&Ants over 70 forhandlere i hele landet, og enkelte i Tyskland og Norge. Smykkerne kan efterhånden spottes i flere livsstilsmagasiner, og så er flere af landets kendisser blevet spottet med en myre i øret eller en flue om halsen.

”I dag er jeg slet ikke i tvivl – jeg tror så meget på de her smykker. Det var mit mål at lave nogle anderledes smykker der kunne bæres af alle, og det kan de. For den 14-årige pige er det et sjovt og anderledes smykke, for den klassiske kvinde kan det være med til at tilføre noget kant og hos boheme-pigen har det potentiale til at blive yndlingssmykket. Jeg tror på, at vores insekter har potentiale til at blive den nye maguerite, smiler Charlotte Ryslev.”

LÆS OGSÅ:
"2020" ... med egne ord

Smykker skal gøre noget godt for den der bærer dem. De skal fortælle en historie, forskønne og må gerne sige noget om den der bærer dem. De skal betyde noget. Være vigtige – og andet og mere end et stykke ædelt metal. Bugs&Ants kollektion består udelukkende af smykker der vil noget. De er seværdige, skaber opmærksomhed – og ikke helt sjældent er de grundlag for en samtale, der måske ellers ikke ville have fundet sted. Man får uvilkårligt lyst til at kommentere en ikke så vildfaren flue, når den har taget ophold omkring en smuk eller særlig kvindes hals.

”Jeg ved godt, at det kan være en fremmed tanke at bære en flue i øret som et smykke eller en edderkop om halsen. De her dyr er per tradition uvelkomne kryb, siger Charlotte, men ser du dem med nye øjne, og betragter dem lidt mere indgående er der noget meget smukt i dem. Farverne og konturerne. De er særlige og stærke dyr i deres lille univers. Jeg har i alt fald fået et andet forhold til dem. Tidligere ville jeg slå en uvelkommen myre i huset ihjel – det gør jeg ikke længere, nu sætter jeg den udenfor, griner hun.”

Tidligere artikelAalborg Mægleren: Med fødderne solidt plantet i den nordjyske muld!
Næste artikelJacob Højgaard Jørgensen: Mødet

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here