Jeg nåede kun at få en strømpe på den dag, fordi jeg var for sent på den. Det er jeg af en eller anden grund næsten altid – og selvom jeg generelt har det svært med tidsangivelser, så kan
jeg godt regne ud, at når Jonathan Spangs management siger klokken 14.00, så er det smart at dukke op deromkring. Så det gjorde jeg, rundt regnet – iført en strømpe og – åbenbart – en
åbenhjertig tilgang til interviewsituationen, som jeg indledte med at fortælle ham om den ene strømpe. Han så overrumplet ud…

Nogen tid senere skulle jeg hente min søn hos et tjekket forældrepar med virkelig rene gulve og synkroniserede sokker. Igen var det ikke helt tilfældet for mig; jeg var denne dag iført –
uens – børnestrømper med henholdsvis jungle- og superheltetema. De sagde ikke noget. Og det gjorde jeg heller ikke, men jeg har tænkt på det virkelig mange gange siden. Mest fordi jeg ikke sagde noget.

Og nu har jeg besluttet mig. Der er indiskutabelt mere ræson i at møde verden i to sokker af gangen, men sådan set ikke noget i vejen for, at gøre det modsatte. Og jeg er også sådan en, der bager virkelig grimt – og lyver, når jeg siger, at jeg synes The Cure er fede, for det gør jeg ikke. Jeg synes Moonjam og Kasper Winding er meget federe, og jeg er på mange måder lidt ærgerlig over, at det teknologiske fremskridt er kommet så fint fra start, for jeg føler mig mere tryg ved blyanten. Var det ikke fordi, jeg på et tidspunkt stødte ind i posten ude i indkørslen – iført min søns bamsestøvler og et lidt for lille håndklæde – så havde jeg søgt om fritagelse for nogensinde at sætte mig ind i konceptet e-boks. Nu tænker jeg, at det er fint nok, at vi – posten og jeg – plejer omgang på et minimum. Og jeg plæderer højt og længe for rummelighed og nærvær, men dømmer – helt højlydt – Brian Mikkelsen, når han taler om den skarpeste ske i skuffen, og gider sådan set helst ikke lege med biler, når der er nye afsnit af ’Smagsdommerne’ (læs; Gossip Girl) er online.

LÆS OGSÅ:
Et barn er - endelig - født

Projektet er så, at træde i eksistens. Helt i Kierkegaardsk ånd og forstand. At turde vælge og ville sig selv nok til at vedstå sig, den man er. Jeg er.

Lige om lidt har jeg en interviewaftale med Morten Albæk, filosoffen og erhvervsmanden, der siger, at det er farligt, når vi ikke tør stå ved dem, vi egentlig er. Han foreslog, at vi skulle tale
om de liv, vi tror, vi lever. Og selvom jeg ikke kan vide nøjagtigt, hvad han mener, tænker jeg, at vores livsløgn er relativt selvforstærkende i tiden. Vi forskønner billedet af os selv en smule – helt bogstaveligt, og lyver os til elitære tv-vaner – ikke mindst når vi brander personligheden på de sociale medier. Har vi åndsnærværelse nok til at vedstå os den løgn på de indre linjer,
konstaterer vi i samme ombæring om os selv, at vi er – i ordets egentlige forstand – utilstrækkelige.

Og det er den største løgn. Paradoksalt nok er noget af det sværeste ”bare” at være sig selv. Det kan føles mere bart end bare – men Kierkegaard siger, at alle kan, hvis de vil. Han siger også, at det er det, der er den egentlige lykke. Og han har før haft ret.

LÆS OGSÅ:
UBALANCE

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here