…Så sidder man der. Midt i en blomstereng. Man rejser sig og går. Fra hinanden. Og deler drømmene i to . Kan himlen høre mig? Kan den høre hende? Kan I? Der er stille, men i mig er der en sang. Og så starter tiden igen…

Tekst: Pia Møller Søe
Foto: Simon Wedege

Laura Mo er vist nok en fornemmelse. Lyden af hende er. En fornemmelse af noget godt og noget skidt. Lyden af de drømme, der uden situationsfornemmelse, trænger sig på – også når det – i virkeligheden – er upassende. Laura Mo er opvokset i Hjørring. I et rigtigt “rabarberkvarter“, der i enhver socialrealistisk film kunne gøre sig fortjent til betegnelsen slum. Hun var et bøvlebarn. For det var de børn der voksede op der. Og det bliver man nok, når man er ude det meste af natten, fordi ens forældre er ligeglade, skilt eller travlt optaget af at slås med hinanden og sig selv.

Til forskel fra de andre børn sov Laura alligevel de fleste nætter. Hun var heller ikke rigtigt en del af det fællesskab der opstod blandt børnene i gaden, og det var fint nok, for i virkeligheden holdt hun mest af at betragte de andre børn, og i det hele taget iagttage mennesker på sikker afstand. Ikke fordi hun ikke ville fællesskabet, hun var bare ikke særlig go’ til at bevæge sig i det. Så hun var et ensomt barn.

“Jeg var meget ude i naturen i stedet for at lege med de andre børn. Så gik jeg op i Hjørring Bjerge, og sad der og kukkelurede. Jeg hadede at gå i skole, så når de andre lærte tysk og matematik, så sad jeg og læste om indianere og drømte om, at rejse ud for at besøge dem”, fortæller Laura.

 

SKORSTENE OG SKÆBNE

Den drøm var vedholdende. Så Laura, der voksede op som skilsmissebarn, med en far der var murer, og gerne tog Laura med på job, kastede sig ud i tilværelsen som murerarbejdsmand, og ved at mure skorstene og sokler tjente Laura de penge der var nødvendige, for at hun som 16-årig kunne rejse ud i verden. Ud til Rosebud-reservatet og hendes skæbne i skikkelse af Albert White Hat og hans folk.

LÆS OGSÅ:
SIKKE EN FEST!

“Jeg var så heldig, at jeg mødte en fyr der havde kontakt til en danskpige, der boede i nærheden af indianerne i South Dakota, og han fik arrangeret, at jeg kunne bo gratis hos hende en periode. Hun kendte en indianer der boede ude i reservatet, og en dag gav han mig et lift derud. Han havde en kaffebar derude, og så stod jeg ligesom der, 16 år gammel, og havde pludselig fået et job, der indebar at servere kaffe for Lakotafolket til gengæld for husly i reservatet”, fortæller Laura Mo.

En dag kommer Albert White Hat ind på kaffebaren. Han er stammeleder i reservatet, og han inviterer Laura til at bo hos ham og hans familie. Der er hun kommet siden. Albert White Hat er et stærkt og spirituelt forbillede hos indianerne, og mødet med ham gjorde stort indtryk på Laura, selvom hun ikke ser sig selv som hverken spirituel eller troende.

Nogenlunde samtidigt låner en anden venlig indianer en nynnende Laura sin guitar, lærte hende en a-mol og en g-dur, og så faldt rigtigt meget på plads.

“Der var mit sprog”, siger Laura Mo. “Helt surrealistisk, for jeg havde aldrig beskæftiget mig med musik før, men pludselig kom det dumpende. Det blev min identitet og min vej til endelig – endelig – at kunne kommunikere ubesværet med omverdenen”.

 

RAPUNTZEL I ROLD

Laura arbejdede med musikken, og vente hjem med en forestilling om, at hun skulle udgive plader i flæng og leve af hendes nyfundne sprog. Helt uden det filter, der kunne have forberedt hende på den lange, trange og insisterende vej de allerfleste danske musikere må gå, hvis alle de højtflyvende drømme skal trækkes ned i øjenhøjde. Laura opdagede hurtigt, at selvom mange søde pladedirektører gav hende spilletid på kontoret, var det ikke ensbetydende med en ubesværet tilværelse og en pladekontrakt. Men hun fortsatte. I de ti år der skulle gå inden det lykkes.

LÆS OGSÅ:
Kulturmennesket

Hun skrev sange, spillede dem for de lydhøre, arbejdede som rengøringsassistent, handicaphjælper, bookede musik for et ungdomshus i Hjørring og gællede sild på en fiskefabrik.

Hun boede i et pandekagehus i Tolne Skov, spillede på barer og bodegaer på egnen – og så elskede hun undervejs. Og blev forladt, lige i det øjeblik, da en eller anden skulle – eller i alt fald burde – tage opvasken, men ingen rigtigt gad. Hun levede – og lever – i en realistisk pagt med kærligheden, og selvom man tager den i ed, er den troløs, og ingenting i verden er en større drivkraft end den smerte, der aktiverer flugtinstinktet i urmennesket. Den slags skriver man sange om.

“De allerfleste af mine sange opstår ud af smerten. Tvivl og forladthed sætter en bevægelse i gang i mennesker. Der sker det, når man ikke er lykkelig, at der kommer nogle gnidninger, der sætter en modbevægelse i gang. Det der sted er en drivkraft for mange af os, uden at vi mærker det. Man bliver angst af smerte. Modreaktion til det gør, at vi flytter os. Det er et godt sted. Man skal bare tillade sig selv at være i det”, siger Laura Mo.

Laura Mo udkom i marts med hendes anden plade, Motel, der følger op på debutalbummet fra 2007, Alkymi. I mellemtiden og undervejs har hun været nomineret ved Danish Music Awards, medvirket på soundtracket til Anja efter Victor og Jul i Svinget og indspillet sange med nogle af dansk musiks største koryfæer som Jytte Abildstrøm og Wili Jønsson – og så har hun skrevet sine sange. Tvunget dem frem og værnet om sin ensomhed undervejs. Hun har været en tur i København – intentionen var, at hun skulle bo nærmere de musikere hun spiller sammen med, men hun er tilbage. Laura har fundet hjem i sit eget lille slot ved Skørping, i en gammel lægebolig ved privathospitalet, der med eget spir og skovbrynet inden for synsvidde, har lige akkurat nok Rapuntzel-potentiale, til at Laura trives der.

LÆS OGSÅ:
"2020" ... med egne ord

“Jeg troede jeg skulle bo i København, men byen er så vild. Jeg aner simpelthen ikke hvordan man krydser Amagerbrogade, jeg kan ikke finde ud af det. Og det er grimt. Der er ingen æstetik i byen. Jeg har brug for blomster og træer og romantik. Det andet overvælder mig og gjorde mig ulykkelig”, siger Laura. “Jeg skulle tilbage til skoven for at skrive mine sange – og med ganske få omveje undervejs, fandt jeg hjem på slottet”, griner hun.

 

OPHOLD UNDERVEJS

Hendes musik er fortællingen om levet liv. Om hendes og vores. Om den eksistentielle tvivl i skikkelse af en kuffert proppet med drømme og nagende tvivl. Om skilleveje, mangel på mening og lovende landeveje. Alt det bliver til sange – nogle i tango-takt – men de allerfleste musikalsk arrangeret så vi lader os drive langsomt ind i rytmen, og måske slet ikke bemærker Lauras veltalende gestik, der om noget bærer vidnesbyrd om, at her er en, der har set Europavej i mørke, oplevet Grædemurens Fald og befundet sig – for længe – på Twin Peaks Motel, ”hvor ingenting sagde sig selv og hvor tiden ikke gik sin gang”.

“Jeg er superglad for den her plade. Jeg har selv produceret den, og det har været en lang og svær, men tilfredsstillende, proces, at sætte mig ind i hvordan jeg skulle gribe det an. I arbejdet med den første plade opstod der en lille utilfredshed i mig, der lagde kimen til, at jeg med sikkerhed selv skulle stå bag den næste”, fortæller Laura.

LÆS OGSÅ:
En bustur du sent vil glemme...

Motel er Lauras anden plade. Den første, som kom på gaden ved et tilfælde, skabte hun i Medley Studio i Købehavn. Laura lærte at spille violin ude hos en fyr i Skiveren uden for Hjørring og arbejdede imellem lektionerne med sin musik i hans hjemmestudie. Forfatteren Eddie Thomas Petersen, ham der, blandt andet, skrev Strisser på Samsø, lå i skilsmisse og boede derfor i campingvogn hos fyren. Ærgerligt for ham, men heldigt for Laura. Han tog nemlig den demo hun havde lavet med over til et københavnsk selskab, og dagen efter ringede de; De ville lave en plade med Laura.

“Jeg befandt mig både godt og skidt med at sætte min musik ind i den kontekst. Det var så positivt alt det der skete, men det overvældede mig. Jeg havde jo altid været meget alene og lige pludselig stod jeg i Medley studio, med de fedeste musikere der skulle spille mit lort. Det var overvældende. For meget. Men det gik jo fint og efter den plade udkom, har jeg kunnet leve af at spille musik”.

Sangen er ingenting uden den, der lytter – og det er der efterhånden mange der gør. Laura Mo’s “Motel” er anmelderrost, og selvom flere undervejs har påpeget ligheden med legendariske Annisette Koppel, og tilskrevet de to den samme skrøbelige, intense og nærmest teatralske tone, så er Laura allermest sin egen. Blottet for det spirituelle menneskes tro på mirakler, har hun tro og håb stillet til sin rådighed. Det, stædig skabertrang og mødet med publikum bliver til lyden af Laura.

Tidligere artikelAalborg City lever!
Næste artikelMorten Kirkskov: Du kan ikke tage tiden ud af teatret

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here