AT SKABE SIG

Jeg tror på dannelse forud for uddannelse. Jeg tror på, at når verden får farver, lyd og lugt, så bliver den virkelig og stor – og værd at forsøge at forstå.

Jeg tror på værdien af kunsthåndværk. Ikke som et billedskønt appendiks til en Instragram-egnet virkelighed, men som en måde, at give hverdagsfrikadellen værdigt liv på. Mintblå klæder de fleste og det meste, og på den måde får vi smagt på verden. Sanset den.

Jeg tror på, at vi skal pirre og tirre sanserne. Vi skal lytte, når Sebastian Dorset taler. Eller også skal vi læne os tilbage og føle os godt underholdt. Vi skal forstå, hvorfor gutterne på kutterne arbejder benhårdt for en sag, de tror på. Og hvorfor andre ikke gør.

Vi skal løse billet til det, vi ikke forstår – og vi skal blive siddende – længe nok til at bemærke den heftigt engagerede herre længere nede på stolerækkerne. Og så skal vi opdage, at det smitter. Og vi skal forarges over en genre og dens lemfældige omgang med sproget, for at opdage, hvor væsentligt, vi selv synes det er. Ordet. Vi skal måske synes, at Ditte Hansen og Louise Mieritz er helt til grin – eller til eftertanke. Vi skal ind i teaterrummet og forandrede ud i virkeligheden.

Vi skal vende en side i bogen – og glide ind i en verden andre har skabt, for at blive klogere på, hvordan vores egen ser ud.

Vi skal være nysgerrige på hinanden og os selv. Kultur er summen af historie, virkelighed, for- tid, fremtid, lyd, lys, ord, tanker og fantasi. Det er fodbold og foreningsliv, det er samvær med andre og det er dannelse på en måde, der giver os fælles sprog for det, der ellers ikke rigtigt findes ord for. Vi skal nyde, at vi lever i en verden, som er værd at sanse. Vi skal ikke overleve noget – vi skal leve det, og det er egentlig enkelt; det giver mening, at vi ved, at to plus to er fire – men det er ligegyldigt, hvis vi ikke har ord for betydningen af det. Og det er derfor, det er værd at investere i en koncertbillet, en opera, et teaterstykke eller æstetikken; vi får ord og stemninger forærende – det veksles ubesværet til den motivation, der driver os.

Og det gælder både børn og deres voksne. Min søn har vokseværk på skoleskemaet. Det er – i min optik – et andet ord for dannelse, og timerne bliver brugt til at smage på verden og måske forstå den i frøperspektiv – sådan frit fabulerende over et bål man har måttet gøre sig umage med. Det sætter sig i ham, som en lyst til at forstå mere om alt det, der egentlig ikke giver mening. Det danner grundlag for uddannelse. Og dannelsen er på den måde ikke et elitært, ekskluderende begreb – men ethvert menneskes mulighed for at stå på lyden af levet liv og andres skaberværk, for derfra at skabe deres eget verdensbillede. I modsat fald bliver det meste meget let noget vi bare forestiller os.