Tekst Pia Møller Søe

Lige nu er Anne Sofie Espersen aktuel i TV3 programmet „Far, mor og berømt”, hvor hun fuldstændigt ufiltreret lader seerne få et indblik i hendes hverdag som skuespiller ved Århus Teater, enlig mor til tre og stormende forelsket. Hun takkede ja til at deltage i programmet med en intention om at vise verden, at enlige mødre ikke nødvendigvis er ulykkelige uforløste sjæle.

„Vi havde en sommer uden planer foran os. Omstændighederne lagde ikke lige op til en lang rejse ud i verden, og derfor besluttede jeg mig for at sige ja tak til at medvirke, siger Anne Sofie Espersen. Jeg synes, det var virkelig cool at kunne få lov til at repræsentere en enlig mor, der lever et godt liv med lykkelige børn – og vise at det til tider faktisk er nemmere at være alene om beslutningerne,“ siger hun.

Anne Sofie Espersen er mor til Sylvester på 11, Sulajma på 7 og Buster på 3, og det kan godt være en kunst at imødekomme tre børns behov, give plads til arbejdet og tid til sig selv. Anne Sofie Espersen sætter en ære i at være en upædagogisk mor, der frem for teoretisk børneopdragelse prioriterer at være til stede i børnenes nu.

„Min største kvalitet som mor, foruden kærligheden, er indlevelsen i børnene. Jeg er god til at forsvinde væk sammen med dem i tid og leg, og jeg griner meget med dem. Jeg er en god kammerat. Når jeg har dem, har jeg dem alene, og i modsætningen til dengang vi var kernefamilie, er der ikke længere en forældrealliance, der har travlt med at ordne deres eget shit, men en mere jævnbyrdig relation,“ fortæller hun.

Samvittighed og sjæleliv

Anne Sofie Espersen er lige blevet færdig med Antichrist på Århus Teater, hvor hun spillede den kvindelige hovedrolle, og forude venter nye projekter. Hendes job kræver ofte, at hun er på teateret om aftenen, til gengæld er dagene ofte prøvefri, og det betyder, at hun har mulighed for at hente sine børn tidligt.

„Jeg er nærværende i mine børns liv, og alligevel ender man op med dårlig samvittighed. Det evige tema med for mange praktiske gøremål i den tid, man er sammen, og så når jeg er på teateret hver aften og efterlader nogle resignerede børn hjemme, der skal samles op af en anden. Det gør nas. Alligevel føler jeg mig heldig med mit lystbårne job. Jeg er ikke stresset, og det er ikke noget grublearbejde. Jeg plejer mig selv på mit job, hengiver mig til mit sjæleliv, og på den måde er jeg ikke uforløst. Trods den dårlige samvittighed synes jeg omstændigheden er, at vi skal tage os af os selv, før vi kan sprede noget ud over vores børn, siger hun.

LÆS OGSÅ:
"2020" ... med egne ord

Anne Sofie og hendes eksmand deler børnene, så de fem dage er hos Søren, og derefter ni hos hende, og det er hos Anne Sofie, at de har deres hjem. Når hun ikke er udøvende mor, bruger hun tiden til at gå ind i et rum, der er helt hendes eget. Et sted hvor hun er alene og fri.

„I starten var det sindssygt angstprovokerende. Jeg savnede børnene og skulle bare ud i byen, se veninder eller arbejde non-stop. Jeg kunne slet ikke holde ud at være alene. Hvis jeg var hjemme, kæderøg jeg, var på nettet og talte i telefon forholdsvist manisk, nu nyder jeg mit eget selskab. Jeg har virkelig fundet et helligt sted, og jeg vil beholde det resten af mit liv – måske med tiden mere åndeligt eksekveret, når man engang i fremtiden bliver en pivmoderne sammenbragt familie med en masse børn, fortæller hun.

En nordjysk kernefamilie

Anne Sofie Espersen er selv et produkt af kernefamilien. Hun er vokset op i Hirtshals i en søskendeflok på tre, med ubetinget efternølerstatus, og havde det, efter eget udsagn, som blommen i et æg. Hun løb frit og ubekymret ud af de stier, hendes to ældre søstre i forvejen havde trådt, og ramlede direkte ind i en virkelighed, der nærmest insisterende udfordrede hende.

„Jeg synes, jeg er skrumlet ind i meget i min tilværelse, siger Anne Sofie Espersen. På en eller anden måde havde jeg som ung en rebelsk trang, til at gøre op med den der ubekymrede tilværelse. Jeg tog opgøret derhjemme på vegne af alle os søstre og flyttede meget tidligt hjemmefra. I skolen blev jeg drillet, og derfor havde jeg sådan en indvendig meget årvågen pleaser, der konstant blev kildet og aldrig kørte på rutinen. Jeg følte mig meget vurderet og udstillet, og jeg blev på en eller anden måde i tvivl om, om jeg var god nok.

Anne Sofie Espersen søger kontrasten til den trygge hjemstavn Hirtshals og flytter til Århus, hvor hun bliver engageret i nogle grupper af mennesker, der alle sammen dyrker teater og kunst. Hun bliver betaget, søger ind på teaterskolen og kommer ind i første forsøg.

„Det var lidt overraskende, og måske var jeg egentligt ikke helt tilfreds med det, fortæller hun. Jeg havde nok i virkeligheden forestillet mig en akademisk karriere, og de første år på skolen var hårde. På et tidspunkt møder jeg så en lærer, der fik åbnet mig op, og så fandt jeg mig selv i det. Det var det, jeg skulle, og i dag kan jeg under ingen omstændigheder forestille mig at lave andet, siger hun.

LÆS OGSÅ:
Fatamorgana

Lortet vælter

På teaterskolen fandt kærligheden Anne Sofie, og da det en dag går op for hende, at hun skal være nogens mor, lader hun sig villigt drive med af forestillingen om kernefamilien, realkreditlån og en nydelig forhave.

„Når jeg ser tilbage, har jeg det, som om jeg var på pause i de ti år Søren og jeg agerede kernefamilie. Jeg blev forløst i kraft af mine børn, og jeg elskede Sørens og min trygge boble, men jeg kan ikke lave nedslag i nogen stemning eller følelse fra den tid. Jeg var på automatpilot, og det rystede hele min verden, da Søren efter ti år valgte at forlade mig, og hele lortet væltede, fortæller Anne Sofie Espersen. Jeg stod komplet rådvild tilbage og havde det, som om jeg startede forfra, til gengæld viste det sig at være på en styrket måde. Jeg er ikke bange for at elske igen, og mine vinger er ingenlunde brændt.

Anne Sofie Espersen er et fint og sart menneske. Hun er poetisk, overdrømmende, nærværende og følsom og kan godt blive forskrækket over verdens kontante udfordringer.

„Bruddet med Søren har givet nogle udfordringer i forbindelse med vores hus og lån. Menneskeligt kan jeg rumme meget, men når verden bliver så konkret ubehagelig og, du ikke har andre muligheder end at deale med det, så overvælder det mig lidt, fortæller Anne Sofie Espersen. Jeg bliver rigtig voldsomt konfronteret med det lige nu. Kreditorer du skal ringe til og bede om udsættelse  – med sådan noget er jeg eddersparkeme udfordret. I virkeligheden ville jeg helst ligge mig ned og græde, men det er den virkelige verden, og du kan ikke melde dig ud. Hvis du skal have hjælp, skal du helt ned og ligge,“ siger hun. „Hvis du derimod vil klare dig selv under mine omstændigheder: Forgældet mor til tre med fuldtidsjob, er der ingen hjælp. Det er pøj pøj med det og „no mercy.“ Det er et afsindigt pres, og jeg er slet ikke gearet til det. Jeg vil skide på penge. Jeg vil bare gerne have fred og have det til at køre. Økonomi får folk til at skyde knoppen af sig selv, men det er jo ikke mig, der er et dårligt menneske. Det er ikke min skyld, men det er mit ansvar, og jeg har ikke rigtigt andet valg end at lære at forholde mig til det,“ siger hun.

LÆS OGSÅ:
Tænk på et tal…

Far, mor og sammenbragte børn

Kort tid efter bruddet med børnenes far møder Anne Sofie kærligheden igen.

Hun forsøger at undvige, men den er insisterende og vedholdende og til sidst overgiver hun sig til et andet menneske. Til Mark, og til en fornemmelse af at have fundet hjem. Til et menneske der, ligesom hun, drømmer og driver af sted på hverdagspoesien og glimtvis lykke. Hun er stormende forelsket – i ham og i erkendelsen af, at den her gang er det anderledes. Autentisk og med en realistisk fornemmelse af, at vejen til kærlighed fra evighed til evighed er brolagt med sten – og dem kan man snuble over.

„Det var mildest talt ikke gunstigt, at Mark og jeg forelskede os, men jeg så ham i øjnene på et tidspunkt, hvor alle følelser ligesom var i spil. Der var fri passage, siger Anne Sofie Espersen. Jeg havde lige akkurat fundet mig selv i min nye tilværelse – og så skulle det alligevel bare være os.  På trods af at jeg har prøvet at blive forladt, møder jeg Mark uforbeholdent, men jeg er realistisk, og vi har brugt lang tid på at finde ind til hinanden. Vi har konstant vævet rundt i „kan vi, vil vi og tør vi,“ siger Anne Sofie Espersen. Men Mark og jeg skal være sammen. Vi er meget ens – to følsomme mennesker der hengiver sig til det samme. Det er hæmningsløst, passioneret, voldsomt og smukt – og vi kan græde af forløsning, når vi ser hinanden i øjnene.

I dag er Anne Sofie Espersen og Mark Linn forlovede. Han er bosat i København, hvor han er musiker og far til to. Hun i Århus, og selvom de er blevet er blevet til ’os’, er det med en respekt for deres selvstændige liv og for de børn, der skal vænne sig til en ny familiesituation.

„Ingen tvivl om at vi på et tidspunkt skal være en af de der sammenbragte familier, men det skal være, når vi og børnene er klar, fortæller hun. Vi er hele tiden meget på børnene, og selvom vi for længst er blevet ’bonus’ for hinandens børn, er det uden hverdagens tyngde. Vi er stadig det festlige indslag i deres liv, og sådan bliver det en tid endnu.

LÆS OGSÅ:
De skjulte ofre

At elske

Anne Sofie Espersen betegner teateret som hverdagens frirum – et sted hvor hun kan pleje sjælen. Omvendt er det hårdt arbejde at finde det frem i dig selv, der skal til for at være nærværende og relevant i den rolle, du tager på dig.

„Jeg adskiller det skarpt. Eksempelvis i forhold til Antichrist, som er meget voldsom. Jeg er så personlig på den scene, men der er stor forskel mellem privat og personlig. Jeg er nøgen og sårbar, og det er følelser, der kommer fra mig, men de er ikke private. Fortvivlelsen, den ubærlige sorg, nøgenheden og liderligheden er jo ikke min, men de er affødt af min erindring og mine følelser. På den måde er det både drænende og livgivende, fortæller hun.

Anne Sofie Espersen elsker teateret. Hun elsker rollerne, udfordringen, at sætte sjælen i spil og at hengive sig til et levet livs følelser, men mest af alt elsker hun.

– Jeg lever et godt liv. Jeg er nærværende og tydelig for mine omgivelser. Der er mange, der er afhængige af min kærlighed, og jeg har meget at give. Jeg ønsker mig et liv med færre bekymringer og færre gøremål, men på de afgørende punkter har jeg for fanden da fat i den lange ende. Jeg ved ikke, hvor jeg ender fagligt. Jeg ved bare, at jeg gerne vil blive ved. Det håber jeg virkelig, at jeg kan få lov til. Jeg ser lyst på fremtiden, og jeg har tillid til, at det nok skal blive ved med at være godt for os alle sammen, siger hun.

Aalborg erindret

Da jeg var barn, var aalborg stedet, hvor man tog hen, når man skulle være urban og med på beatet…Min mor og jeg tog de hyggeligte shoppeture til aalborg, bare os to….Vinter…Kandiserede ælbler i gågaderne…Sallings parkeringshus med alle etagefarverne…Budolfi kirkens klokker…Mørke…Herregårdsbøf på ”fyrtøjet”…Køre forbi ”Karolinelunds silhuetter og mindes sommeren og familieture i ens jakker….Meget stemningsladet by og atmosfæremættet…Det meste af min svigerfamilie bor i byen…Dem og Aalborg vil jeg gerne se mere til…

Fakta:

Navn: Anne Sofie Espersen

Født: 27. august 1973

fødeby: Hirtshals

Titel: Skuespiller

Civilstatus: Forlovet med musiker Mark Linn

Børn: Sylvester, Sulajma og Buster

Karriere: Statens Teaterskole 1999.

Tidligere artikelThomas Hartmann: FORBANDEDE UNGDOM!
Næste artikelAALBORG TEATER: SNEDRONNINGEN

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here