Andreas Bo er født og opvokset på Fyn i en rigtig kernefamilie, hvor empati, kærlighed og krav var til stede i de helt rigtige mængder og i en fin kombination. Han er 50 år, kæreste med en kvinde, han meget gerne vil passe på og far til to børn; Emma og Anton på 22 og 18 år. Dem passer han også på. Måske i virkeligheden kun bedre og mere favnende med årene. Han er indehaver af en titel som ’Årets Komiker’, har det virkelig stramt med lyserøde habitter og tror på, at man skal tage legen alvorligt.

Alt sammen – eller i alt fald det meste – tilfældigvis. 

Andreas Bo tror på tilfældigheder – tilsyneladende tilfældige ting, der hænder os undervejs i livet, og som vi, hvis vi evner det, kan samle op og forvalte bedst muligt. Det er sådan, at en dreng, der tilfældigvis kom til at spille guitar, lærer, at han er musikalsk. Og det er også sådan en kommende medicinstuderende, der, fordi han har en teaterinteresseret kammerat på gymnasiet, langsomt erfarer, at han måske selv kunne have et talent for den slags.

Tilfældigheder. Tilsyneladende…

Andreas Bo er en lille dreng, da han begynder til guitar – og han er god til det. Han er en ung mand, da han holder en god ven med selskab på gymnasiet og begynder at spille teater. Ikke som forløsningen af en barndomsdrøm om at stå på de skrå brædder, men måske mere fordi, han var en del af det der slæng, der ”råbte højest og egentlig ikke have noget i mod at blive set”. Han gør det godt – og selvom han i 1996 starter på medicinstudiet – og i den henseende har kursen sat mod noget, der ligner en mere stringent tilværelse med indbygget pensionsopsparing og weekendtillæg, så spiller han teater undervejs. Han etablerer The Loyal Shakespeare Company, en teatertrup, der parodierede Shakespeares klassikere i levende og gerne løjerlige omskrivninger – først på gader og stræder, senere på mere etableret vis, og så overbevisende, at det senere hen blev til et professionelt børneteater og starten på en karriere, der på alle måder har meget, meget lidt med en tilværelse som praktiserende læge eller karkirurg at gøre;

”Jeg kom ind på medicinstudiet på kvote 2 – og jeg var ikke fagligt kvalificeret til at være der. Matematik og kemi er på ingen måde min styrke, og det gør det en lille smule svært at gennemføre et medicinstudie. Samtidig var jeg i praktik på onkologisk afdeling, der, hvor de har cancer – og da jeg stod der, kunne jeg ret tydeligt mærke, at det ikke var mit fag,” fortæller Andreas Bo.

Så han droppede ud og fokuserede på det, han var – på en måde – både uventet og usædvanligt god til; teater. Men han søgte alligevel ikke ind på en teaterskole, for ”der var ikke noget panel, der skulle vurdere, om han kunne spille teater.” Han gik til opgaven i stedet for optagelsesprøve, og det gav mening, for inden længe var Andreas Bo en etableret del af revy-ensemblet i Danmark og på plakaten flere – mange faktisk – steder i landet, og i 2007 debuterede han i Cirkusrevyen med en parodi på Johannes Møllehave, der cementerede det åbenlyse; Andreas Bo er virkelig – virkelig – god til at tage summen af et menneske og omdanne det til et præcist balanceret karikeret portræt.

”Det var jo virkelig fedt – altså, Cirkusrevyen – det er stort, men omvendt så havde jeg det allerede på det tidspunkt lidt ambivalent med revy, fordi jeg virkelig har det anstrengt med mænd i lyserøde habitter med flæser,” siger Andreas Bo, ”og revy er lidt ”gemacht” – altså, det er jo viser og dansetrin og ikke et ord om bruttonationalproduktet, med mindre man kan finde noget, der rimer på det. Det var tre fede år i Cirkusrevyen – virkelig, men når det så er sagt, så ville og vil jeg også gerne noget lidt andet. Uden at forklejne det. Overhovedet. Det var fedt, og jeg var pavestolt og vidste udmærket godt, at det var noget særligt at være med i lige præcis den revy.”

LÆS OGSÅ:
PRINS JOACHIM og Joachim

Det folkelige gennembrud

Andreas Bo var 30 år, da han droppede ud af medicinstudiet og 45, da han blæste de fleste – hvis ikke alle – omkuld med sine parodier på landsdækkende tv. I 2011 kom Andreas Bo med i satireprogrammet Live fra Bremen, og det var ligesom Cirkusrevyen noget særligt – både fagligt, men også fordi, det var på det tidspunkt at medierne begyndte at skrive om Andreas Bo som en kunstner, der havde fået sit ”folkelige gennembrud”. Når man er på national tv i bedste sendetid uge efter uge, er man lykkedes, synes vi – og det synes Andreas Bo på sin vis også, uden at det er endeligt eller for den sags skyld verificeret ved graden af ”genkendelse”. Men folk vender sig efter ham på gaden, og når han dumpede ned i sit sæde i S-toget efter udsendelsen bar både indbakken og omverdenen præg af, at han var set. Andreas Bos parodier på kendte skikkelser fra underholdningsbranchen var så eminent gode – og morsomme, at de store medier begyndte at ringe med interviewforespørgsler og den etablerede del af branchen med endnu flere jobtilbud. Andreas Bo fik publikumsprisen ved Zulu Comedy Award det år; han var Danmarks sjoveste mand og i øvrigt også ’Årets TV-skuespiller’. Og det er han måske stadig, men der er andet end gøgl og grimasser i tilværelsen – og i virkeligheden, siger Andreas Bo, er der ikke noget mærkværdigt eller ekstraordinært ved det faktum, at han er lykkedes med sit projekt. Tilfældet ville det sådan, han handlede på det. Og det handler mest om talent. Ikke en særlig tilgang til håndværket eller en proces, der er værd at skrive flere spaltemeter om. Talent – det er det, det er;

”Helt ærligt, jeg finder det så inderligt røvkedeligt, når journalister beder mig fortælle, ”hvordan jeg går til mit håndværk”. Det gør jeg ikke – jeg forvalter et talent, og ja, det har jeg. Det er jeg ikke bleg for at sige! Jeg er pisse-god til at parodiere – den bedste, men helt ærligt, det er bare en gave jeg har fået. Talentet er, at jeg har kunnet omsætte det til en karriere,” siger han.

Andreas Bo vil måske hellere fortælle sin historie – ikke fordi, han bilder sig ind, at den er særligt meget mere interessant end så mange andre menneskers, men fordi han godt kan se en ide i, at man kan spejle sig i hinanden. Historierne om ham handler ofte om skilsmissen fra hans hustru gennem 12 år – og det gør de fordi, det er den, journalisterne foretrækker. Fint nok, siger han – hvis hans historie om, hvordan man kan blive klogere langs livet og måske erfarer, at det ikke er vederlagsfrit at sjuske med kærligheden, kan bruges af andre mennesker, men han er jo mere end det; han er også vild med fodbold, dedikeret til rollen som far, passioneret sejler, nogens kæreste og iværksætter med rigtig mange virksomheder og projekter i gang.

LÆS OGSÅ:
Jesper Olsen: GUTTERNE PÅ KUTTERNE

Han er alt det. Og fraskilt. Og måske er det allermest væsentligt, fordi det blev en værdifuld livserfaring, der betød, at han blev endnu mere nærværende som far. Det bliver man sandsynligvis, når man ser sig selv stå halvbitter på dørtrinet og aflevere det, der lige pludselig er delebørn. For der gider man ikke at stå særlig længe, hvis man er et reflekteret menneske, der godt tør se sig selv i øjnene. Man gider heller ikke være sådan en, der er så optaget af sig selv, at man glemmer at se andre i øjnene. Eller kommer til at nedprioritere de allervæsentligste mennesker, fordi man synes, man selv er den vigtigste i verden. Man bliver sandsynligvis forladt, hvis man gør det. Det gjorde Andreas – og så blev han klogere;

”Jeg var ikke nogen god mand – og at min kone forlod mig, giver rigtig god mening. Jeg var sådan en, der synes at min karriere var det vigtigste i verden, og at børnene og de praktiske ting primært var hendes ansvar. Hun forlod mig – lige da jeg havde debuteret i Cirkusrevyen meddelte hun mig, at hun sådan set foretrak en af mine kammerater som livsledsager frem for mig. Godt så. Det tog tid, at komme sig over. Meget lang tid,” fortæller han, ”men der skete det fantastiske, at jeg blev nødt til at revidere min måde at være far på. De blev garderobe børn, der var med på job – og det var fantastisk. Jeg måtte ud og vinde det terræn der, for der var ikke andre til at gøre det, og det fungerede. Jeg måtte også finde ud af, at jeg ikke gad være ham den sure og bitre, der afleverede børn på trappetrinnet – og i det hele taget måtte jeg erkende nogle ting omkring mig selv. Heldigvis. I dag tror jeg, at min kæreste vil sige, at jeg er nærværende og favnede, og jeg tror, at mine børn ville sige det samme. Man fatter det ikke, når det sker – men for mig var den skilsmisse i sidste ende en god ting. Det var sundt for mig,” konstaterer han.

Fodbolden, virksomhederne, skilsmissen, kærligheden, båden, der er et skøn hverdags-retræte, og børnene – det hele er en del af hans historie, og det er på en måde også det, han er rejsende i; gøgleren og entertaineren, livshistorier fortalt, så vi kan forstå dem. Vi vil gerne høre sandheden, men der skal helst være et glimt i øjet, og det er til at få øje på hos Andreas Bo. Han tør godt lege livet, men han gør det med største alvor. Han tror på, at livets mening er følelser. At føle noget og at investere de følelser i både andre og sig selv. Hvis man er rigtig heldig, så får man lov til at være med til at skabe og præge næste generation – og kan man, så er det næsten en forpligtelse, siger han. At sætte børn i en verden, som man tør tage og føle på;

Følelser er meningen med alt

”Jeg tror simpelthen på, at meningen med det hele er følelser. Slet og ret. Det er derfor, vi er her – det er for at føle noget, og min idé med det jeg gør, er at jeg gerne vil skabe en reaktion. Jeg vil gerne vise nogle følelser, man kan spejle sig i – og fortælle historier, man kan mærke. Det er min faglige ambition, tror jeg – og så er jeg for øvrigt ligeglad med, hvad stillingsbetegnelsen måtte være. Jeg gider ikke være skuespiller, en parodist eller stand-up komiker. Det er så begrænsende, og hvorfor skal man tage stilling til, om man er det ene eller det andet. Jeg er måske gøgler, hvis det endelig skal være og jeg absolut skal tage stilling,” siger han.

LÆS OGSÅ:
Linse Kessler: Jeg var en gadetøs

Tilfældet ville meget med Andres Bo, hvis man tror på den slags. Og det gør han jo. Showet, FIFTI-FIFTI, hans tredje, som han er på landsdækkende turne med frem til slutningen af december, er bygget op omkring troen på tilfældet. Alle de muligheder vi tilfældigvis får. Alt det, vi ikke kan vide – og de gange, det hele afgøres efter ”flip a coin”-princippet.

Han siger selv, at han er, hvor han er ved et tilfælde. Han er per definition et stort talent, en fremragende komiker og entertainer. En god skuepiller og en i særklasse eminent parodist. Men det kan måske alt sammen være lige meget, hvis ikke han tilfældigvis havde mødt den kammerat i gymnasiet. Eller hvis han havde arbejdet alt for målrettet med matematikken, så Shakespeare havde måttet lide under hans fravær. Han kunne også have takket nej til Live fra Bremen og til Peter Langdal, da han bad ham spille Dirch Passer i teaterforestilling ’DIRCH’ i 2016. Det gjorde han bare ikke, fordi han så en meningsfyldt mulighed i tilfældet.

Andreas Bo tør godt gribe mulighederne, men han er også modig – og ærlig – nok til at takke nej, når det er det, der giver bedst mening. Han har spillet med i flere film og tv-serier, men ikke ukritisk og altid med et vist forbehold; han vil ikke instrueres. Han kan simpelthen ikke;

”Jeg laver nøjagtigt det, jeg har lyst til – og pengene er ikke det afgørende. Det har de egentlig aldrig været. Det må ikke være et parameter, men det er klart, at man selvfølgelig får sat sig med nogle udgifter, og derfor sætter jeg selvfølgelig pris på, at jeg kan fylde Musikhuset og få penge for det, men jeg ville ikke gøre det, hvis ikke jeg havde lyst til at gå ind på den scene. Af samme grund siger jeg heller ikke ja til alt – og i forhold til filmroller, har jeg eksempelvis det krav, at jeg ikke vil instrueres. Dels er der meget kruk-pis forbundet med det med jævne mellemrum, og så står der en eller anden instruktør og beder en om at spille en mere blå følelse. Altså, hvad fanden er det? Jeg skal have at vide, hvad det er for en karakter, jeg skal spille, og så skal jeg selv finde frem til det. Jeg bliver simpelthen nervøs og bange over det andet. Jeg kan ikke indfri en forventning om en ”blå følelse”, men jeg kan godt portrættere en afdanket bokser med nasal stemme. Så skal de bare bede mig om at spille Brian Nielsen, og så gør det, ” griner han.

Åndssnobberi er der for meget af

LÆS OGSÅ:
Benny Andersen: HVEM KAN RIME PÅ BANJO?

Han ved godt, hvem han er – men også, hvem og hvad, han ikke er. Anders Bo er godt stof, for nogen, det drømme er gjort af. Han er en succes, siger klassekammeraterne, når han møder dem. Og ja, han lever godt og bekymringsløst, hvis det ikke lige var fordi, han godt kan komme til at forvalte sine penge lidt åndssvagt, af sit fag, men det er der jo så mange, der gør – og han er sgu ikke noget særligt af den grund, konstaterer han;

”Der er så uendelig meget åndssnobberi i verden, synes jeg – og det er min inderste og ærligste overbevisning, at bare fordi, det er lykkedes for mig, at komme til at leve af det, jeg gerne ville; at underholde, så gør det mig fandeme ikke til nogen rockstjerne. Jeg ligger heller ikke næsegrus af beundring over Kim Larsen, der efter min bedste overbevisning bare har været så usandsynlig heldig, at have en kemisk sammensætning, der gør ham i stand til at skrive nogle sange og melodier, der tiltaler virkelig mange mennesker. Og Nikolai Lie Kaas, han er røvhamrende dygtig, ja – det er hans held, men kassedamen nede i supermarkedet er ikke anderledes end ham, og ingen af os skal feteres mere end lægesekretæren eller havemanden, ” fastslår han.

Han leger. Det er væsentligt for ham. Når der går Excel-ark i tilværelsen koster det kreativiteten.

Han er modig – en lyststyret pragmatiker, der måske står solidt funderet i livsmod og en tryg og forudsigelig barndom, hvor far var et skoleeksempel i empati og mor var den, der mindede ham om, at man altså ikke stiller sig op på den der scene, med mindre man har forberedt sig. Grundigt. Det har han med sig. Han vil gerne bruge sit liv på at underholde – og gøre andre, men mest sig selv, tilfreds. Det er derfor, han spilder forsvindende lidt tid på anmeldere med stråhat, der ikke selv kunne blive skuespillere, og derfor bruger deres tid på at ærgre sig nede på publikumsrækkerne”. Til gengæld udøver han benhård selvkritik og anser ikke sig selv for at være en forkælet kunstner, der har fået tingene foræret. Tvært imod. Han har arbejdet for sagen og måske er det fordi, han har – haft – en tendens til at resignere, når andre mente at vide bedre, at han nu kan se antydning af et menneske, der tror allermest på sig selv. Sådan en, der tør bryde med konventionelle forestillinger om, hvordan man absolut skal gøre. På den måde, siger han, vokser man jo som menneske;

”Man skal gøre, hvad man har lyst til. Arbejde med de muligheder, tilfældet forærer en, og som jeg ser det, så er det først den dag, man går i mod sin intuition, at man for alvor er fucked,” siger han. ”Man skal passe meget på med at danse efter en offentlig meningsmåling, men gøre det, man synes giver mening. Jo, jeg synes det er fedt, at jeg kan fylde de store sale, men hvis det jeg har lyst til at lave kun kan samle mennesker til en telefonboks, så er det det, vi gør,” fastslår han.

Andreas Bo er på vej på turne og så laver han ’Næste uges nyheder’ på P1. Han indfrier andres folks forventninger, hvis de matcher hans egne, og det gør de egentlig ofte.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here