Foto; Claus Peuckert

Som 30-årig boede han på Østerbro i en af de der lejligheder, man rigtig gerne vil bo i. Han var færdiguddannet fra Danmarks Designskole, og afsluttede sin uddannelse med at designe en stol, der fik de store møbelhuse til at ringe med rentable jobtilbud. Nu ligger pr-materialet med designerintroduktionen og Esben Bankes imponerende CV på en hylde i et værksted, han har bygget på en tømmerflåde i det flydende fællesskab; Fredens Havn.

Der er kaffepletter på billedet af stolen, og den ligger ikke i øverst i bunken. Det betyder ikke så meget, for han har for længst fået nok. I virkeligheden har han aldrig brudt sig om at sidde stille på en stol – og en tilværelse som smart designer i et byrum med faste rammer, kunne aldrig komme til at ligne drømmen i længden.

Esben Banke er vokset op i Limfjordsland. I en lille by, hvor der ikke var meget at tage sig til, men hvor det meste lignede den verden, vi kender bedst. Hans forældre var lærere og dyrkede økologi og bæredygtighed længe før, det blev et folkefænomen. Han er en del af en søskendefolk, matematisk student og på mange måder var der engang, hvor han godt kunne ligne summen af det samfund, de fleste af os spejler sig i.

 

Esben Banke kastede anker i det, der i dag hedder Fredens Havn, for 15 år siden. På det tidspunkt var han gået konkurs med en nedlagt kirke på Nørrebro, som han havde købt og dedikeret til kunst og kultur. Han tog en pose med personlige ejendele med sig ud af den virkelighed – og så var han hjemløs og midt i en buldrende depression. Det sidste kan der være så mange gode grunde til, men en af dem kunne være, at der findes mennesker i verden, som aldrig for alvor kan være andet end det, de egentlig er – og at det kan være svært at finde sig selv i en vilter verden, hvor de fleste ligner hinanden mere, end sig selv.

LÆS OGSÅ:
Marco effekten

Fredens Havn et blevet til undervejs. Da Esben flyttede ind – eller ud – i en båd, han havde lånt af nogle venner, var han alene i havnen. I dag har han i omegnen af 12 naboer, og de har været flere undervejs. I august 2020 blev beboerne i Fredens Havn idømt bøder for ikke at flytte deres både – og lige nu afventer de ankesagen. Striden har stået på i årevis, og nu falder der dom i landsretten 17. maj. Udfaldet kan Esben godt gætte sig til.

”Jeg er da ret overbevist om, at de stadfæster – men for mig kommer det ikke til at gøre den store forskel. Der er allemandsret langs de danske kyster, og det er den, vi påberåber os, ” siger han.

Et frit fællesskab

Esben kan ikke bo i en lejlighed. Og det samme gælder flere af hans bofæller. Storken, stodderkongen og gøgleren, der for få år siden flyttede ind på en båd i Fredens Havn, havde i nogle år boet i sin bil. Det blev han træt af – og en lejlighed eller et herberg er ikke et alternativ. Han har brug for fællesskabets omsorg – et sted, hvor man tager sig af hinanden. Han er en ledning uden isolering, Storken, siger Esben. Metaltråden er blottet, og når den kommer i kontakt med andre, kan det godt slå voldsomme gnister. Men det ændrer jo ikke på ledningens egentlige funktionsevne, siger han. Man skal bare lige vide, hvordan man skal håndtere den. Det er sådan noget et frit fællesskab formår.

Der er højt til loftet i havnen. Måske findes det slet ikke. Stodderkonger og studerende bor side om side i et fællesskab, hvor der skal være plads til alle. Ved tingstedet er der mulighed for at samles i en sluttet kreds og skrige til himlen. Man må sige både til og fra, men man må ikke ekskludere hinanden.

LÆS OGSÅ:
Nyt litteratursponsorat skal udbrede danskernes læselyst

”Selvfølgelig er der ting, der er udfordrende i et fællesskab, hvor mange har deres at bøvle med,” siger Esben, ”men så gælder det om at finde ud af, hvordan vi kan bruge energierne til at hele hinanden. Hvis du sætter en oprevet psykopat sammen med et menneske, der er dødssyg af kræft, så opvejer de to energier på en eller anden måde hinanden. Det samme gælder i øvrigt børn og fulde mennesker. Vi skal ikke være så bange for at vise hinanden – eller vores børn – hvem vi er,” siger han.

Esben sover i Tumleren, en omfangsrig vandseng med udsigt, har køkken på Agnete, en veldrejet dame, som er bygget på øjemål – og så har han værksted og opholdsstue på tømmerflåden – og en gæstebåd til forbipasserende, som har brug for husly. Han er veluddannet, veltalende og hjemme i sig selv, så det er ofte ham, der tager ordet på bofællesskabets vegne. Han iværksætter affaldsindsamling, tager altid en tørn, når det er nødvendigt – og mægler også, når der er konflikter i fællesskabet.

”Jeg har sådan et horn hængende i værkstedet, og det bruger jeg, når der er uro oppe ved bålstedet. I begyndelsen, når jeg vågnede om natten, fordi en eller anden stod og råbte frustreret inde på land, så løb jeg op i underbukser og stod og råbte og skreg for at dæmpe gemytterne. Og det er i virkeligheden slet ikke nødvendigt. Nu giver jeg lige et par trut i hornet, og så bliver der ro. Det handler nemlig om, tror jeg, at mennesker har brug for at føle sig hørt. Når jeg bruger hornet, så ved det menneske, der står inde på land, at der er nogen, der ved, at de findes. Der er en, der lytter.”

LÆS OGSÅ:
Gi' Jimmy et blowjob

 

Di og kærlighedskajakken

 

Esben er ikke alene i verden. Han er en del af det hele. Naturen og sine omgivelser. Han falder til ro på vandet – og han savner ikke noget. Eller nogen. I loftet hænger den ufærdige kærlighedskajak, som han byggede med det menneske, han blev ”afsindigt forelsket i”. Di bor på Christiania. Og de to er ikke kærester, men de er universelt forbundet – og de tog sig god tid med den kajak. Det er måske på mange måder summen af det særlige ved livet i ingenmandsvand; at man ikke bor, men lever. Langsomt og lige i øjeblikket.

 

Tilværelsen i Fredens Havn er ikke et projekt. Der er ikke noget, man skal nå – men man må gøre sig umage med at leve, for det er ikke ligetil. Sindsroen koster fjernvarme og funktionalitet, for et muldtoilet tømmer ikke sig selv, og hvis du vil have et bad, skal du gøre en indsats for det. Med en fortid som bådbygger og møbeldesigner, kan Esben sagtens selv bygge den tilværelse, han drømmer om. Udsigten er god fra hans hjemmebyggede sauna, og der er lunt og lækkert i det lille værksted på tømmerflåden; det er det her, han drømmer om. Han er ikke en stakkel, og han er kommet for at blive. I TV 2 udsendelsen ’Slaget om Fredens Havn’ får vi lov at kigge ind i det flydende fællesskab i en art vinklet virkelighed, men af den slags, der faktisk giver ordet til dem, det handler om.

”Udsendelsen viser jo, som den slags i sagens natur gør, den virkelighed, der opstår, når der er kameraer til stede. Det er klart, at det præger miljøet og stemningen, og det skal man måske lige huske, når man ser det,” siger Esben Banke.”

LÆS OGSÅ:
Kulturmennesket

Udsendelserne har skabt en større opmærksomhed om det flydende fællesskab – og åbnet op for en ny dialog med Christianshavns Lokaludvalg. Den har Esben og de andre tænkt sig at forfølge. Håbet er, at de kan tale sig frem til en løsning. Beboerne i havnen ser ingen anden løsning.

 

Og nu spirer det så småt i den nyetablerede fælleshave, hvor porrer og gulerødder er plantet hulter til bulter, fordi det i virkeligheden giver bedst mening. Der gødes med fækalier fra muldtoilettet, og der er lagt an til høns i baghaven. Rengøringstjansen i fællesområdet går på omgang – og er man utilfreds med indsatsen, kan man jo gøre sig selv og alle andre den tjeneste at forsøge at undgå at pege fingre. I stedet kan man gå forrest.

”Vi deler det her rum – og det er da ikke altid, at de andre synes det er helt så vigtigt at affaldssortere eller at samle kapslerne op omkring bålpladsen, som jeg gør,” fortæller Esben, ”men der sker jo det forunderlige, at hvis man i stedet for at anklage nogen, bare går i gang med at rydde op eller sortere, så opstår der en respekt, som motiverer. Og så ender man alligevel med at rydde op i fælles flok. Og god stemning,” smiler han.

 

Man er velkommen til at kigge forbi. Alle har hjemme i byrummet. Esben og de andre lever herude – og alt er bygget op af noget, der allerede var. Ideen er et være- og bæredygtigt samfund; et ingenmandsvand for alle dem, der alligevel trives bedst med at være udenfor.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here