På plejehjem: Af livets lyst

Livsglæde findes i genkendelsen. I et smil, en hånd der føles tryg, for enden af en gang, på bunden af en dram og i duften af nystegt flæsk og friske jordbær. I mindet og i øjeblikket, i den tid der var – men mest i den der er. På et plejehjem er der tid nok – og alligevel er det uundgåeligt, at den på et tidspunkt slipper op. Tiden. Det skal altså mærkes, at man lever.

Tekst: Pia Møller Søe
Foto: Simon Wedege

Man skal gå tre runder på en nat. Man skal skifte ble, man skal være nærværende, man skal trøste og dække både talte og utalte behov – og så skal man lytte efter vejrtrækning. Gitte Eldrup, social- og sundhedsassistent, møder ind klokken 22.45 til det der skal vise sig at blive en stille nattevagt. Hendes kolleger giver en kort overlevering; En kvinde er faldet, men er uskadt. En beboer vil meget gerne have mere smertestillende. Igen. Og en anden er blevet indlagt efter længere tids sygdom. Gittes kollega, social- og sundhedsassistent Winnie Lykke Kvist, ankommer og aftenvagterne går hjem.

Lindholm Plejehjem, der åbnede i 2004, har i alt 30 beboere, og de fleste af dem er gået i seng nu. En kvinde på 1. sal benytter sig af nødkaldet. Hun er løbet tør for cigaretter. Inden Gitte og hendes kollega har nået at handle, kalder kvinden igen; Nu vil hun godt ha’, at de skaffer hende de cigaretter. ”Altså, egentligt er det jo et nødkald hun benytter. En lille alarm beboerne bærer på sig, som de kan aktivere ved at trykke på en knap, hvis de har akut behov for hjælp, men sådan er der altså ikke rigtigt nogen der bruger den,” fortæller Gitte Eldrup. ”Den bliver brugt når man ønsker kaffen serveret, godt kunne tænke sig noget smertestillende – eller som i tilfældet her, er løbet tør for cigaretter. Og det er helt i orden. Sådan er det så,” smiler hun.

I løbet af natten skal Gitte og Winnie, ud over tilsyn og de beboerbehov der måtte opstå, vaske gulv, foretage lettere rengøring, vaske beboernes tøj og forberede morgenmaden. Deres vagt slutter klokken syv, og på en stille nat – som i nat – er der egentlig god tid. ”I virkeligheden er de travle nætter at foretrække,” siger Gitte og Winnie samstemmende. ”Det er hårdere at holde sig i gang på det her tidspunkt, hvis der ikke er noget at se til.”

Andreas, en ældre herre på 99, kommer gående ned af gangen. Han skubber sig baglæns af sted på sin rollator med meget små skridt, og det tager tid – men den har han også. Winnie møder ham på halvvejen, og følger ham tilbage på værelset hvor hun smører en kløende ryg. Så kan Andreas sove.

Det skal mærkes at man lever

På Lindholm Plejehjem er der 36 personaler ansat. Det er dem der varetager omsorgsopgaverne overfor de beboere der har valgt at flytte ind i en af Sundby-Hvorup Boligselskabs lejligheder på plejehjemmet. Det er dem der tager sig af de fysiske behov, det er dem der laver og serverer kaffen, det er dem der tager de svære snakke – det er dem der tager del i beboernes liv, og det er dem der er der når det er ved at være forbi. Et plejehjem er det sidste sted du flytter ind i dit liv – og her skal det mærkes, at man lever! Asia Christensen har siden januar 2011 været ansat som leder af plejehjemmet i Lindholm. Hun kommer fra en stilling som leder i hjemmeplejen – og med en erklæret intention om at skabe liv og trivsel, for både personale og beboere.

”Jeg er et visionært menneske. Da jeg kom her til plejehjemmet var det ikke min ambition at lave om på alting. Det der fungerer skal vi bevare, men det der ikke gør – det skal vi ændre på,” siger hun. ”Et plejehjem skal ikke være et sted hvor mennesker takker af for livet – det skal være et sted hvor de lever det. Der er så megen snak om ressourcer og manglende omsorg, men kræver det ressourcer at servere et blødkogt æg for Hr. Jensen klokken halv seks om morgenen, hvis han ønsker det? Du bruger omkring syv minutter på at forklare ham hvorfor det ikke kan lade sig gøre. På den tid kan du koge ægget. Sådan ser jeg på det, siger hun. Man MÅ ikke tænke i ressourcer og begrænsninger – man skal tænke i liv. Og så kan meget lade sig gøre.”

Det billede vi kender fra medierne er uskønt. Ældre mennesker der ikkekommer i bad, op eller ud. Plejepersonale der er drænet og tomme pengekasser. Asia Christensen genkender ikke billedet, men anerkender, at der er udfordrende aspekter af jobbet, og vejen til livsglæde og trivsel skal findes i personalegruppen via kompetente ledere. ”Politiske restriktioner kan selvfølgelig være udfordrende, og jo – der er da negative ting forbundet med det. Det er der, når der er for mange daglige udfordringer, at den daglige drift bliver drænet så meget, at der ikke er mulighed for eftertænksomhed og idéudvikling,” siger hun. ”Hvis du hele tiden bare overlever, så skaber det en træls og stressende stemning, og derfor gælder det om, at have en god dialog med personalet, så vi kan skabe den arbejdsglæde der er altafgørende for beboertrivslen. ”Beboertrivslen – livsglæden – kan man snuble over alle vegne og ingen steder, når man er på plejehjem. Det er svært at flytte ind. Det er måske svært at skulle derfra, men der imellem findes der eftermiddage så varme, at den gensidige respekt og relation mellem beboer og personale er til at tage og føle på. Kagen der serveres med et smil og en drillende bemærkning. Tålmodigheden der aldrig slipper op og nænsomheden overfor et menneske der behøver det. Uden at sige tak.

Vlora Gashi er født i Mellemøsten, 25 år og uddannet Social- og sundhedsassistent. Hun har været ansat på Lindholm Plejehjem i et år, og arbejder desuden som tolk i psykiatrien. Hun møder ind til en dagvagt – og hun glæder sig, for hun elsker sit job.
”Måske betyder min baggrund noget i det her job. Min kultur har stor respekt for de ældre, og det har jeg med mig. Jeg har det som om jeg har fået en hel masse bedsteforældre og jeg nyder at gøre en forskel i deres liv. Vi bliver nære og jeg holder af dem,” siger hun.

Døden er en del af livet

En af de ældre der bor på plejehjemmet er, med egne ord, lidt af en klovn. Han nyder damernes selskab, og har fået det indrettet således, at han tre gange dagligt indtager sine måltider i fællesstuen – i rigtigt godt selskab med fire kvindelige beboere. De har det hyggeligt, til tider sjovt og altid rart i hinandens selskab. Werner Kristensen er 82 år og underholdende selskab. Han er den første til at skåle når der kommer en dram på bordet og altid indstillet på at give en hjælpende hånd, til de der er ringere fysisk stillet end han selv. ”Det er et dejligt sted, plejehjemmet her. Her er rare mennesker at være sammen med, og selvom vi ikke kommer en helt masse sammen socialt, så mødes vi til måltiderne – og det er hyggeligt.”

Werner Kristensen har boet på plejehjemmet siden 2009, og flyttede ind da han mistede sin hustru gennem 50 år. Han overtog hendes lejlighed på plejehjemmet, og den tanke er – sådan set – fin, synes han. Werner har boet i Nørresundby og Aalborg hele sit liv og han har både børn og børnebørn her. Fysisk er han i nogenlunde fin form, og det betyder, at han hellere end gerne tager sig af nogle af de andre beboere. Til tider så meget, at personalet må passe lidt på Werner selv. ”Jeg kan godt li’ at hjælpe der hvor man kan,” siger Werner. ”Der boede en mand her der ikke længere kunne se så godt, og ham gik jeg mange ture med, men nu er han død. Det er ikke så godt. Det kniber lidt. Det der med at miste,” siger han.

Døden er en del af livet, og på et plejehjem er døden – alligevel – mere nærværende. Det er uvirkeligt, hårdt, angstprovokerende – men også smukt, når et menneske takker af for livet. For personalet er døden både forbundet med omsorg og praktiske gøremål. Der er de svære samtaler med pårørende der er ulykkelige over at miste. Der er omsorgen for det menneske der snart giver slip på livet, og så er der de praktiske opgaver der skal varetages når en menneske skal gøres i stand efter døden. ”Døden kan godt være smuk. Når et menneske dør en forventet død efter et langt liv, er det for mig som plejer og omsorgsgiver en intens og fredfyldt oplevelse. Det kan være svært at sige farvel til et menneske man har en relation til, men det er en del af vores arbejdsliv,” siger Gitte Eldrup. ”Jeg har det ikke svært med at gøre et dødt menneske i stand. De første gange er det selvfølgelig en oplevelse der gør indtryk, og derfor gør vi også meget ud af, at tale med de nye i faget om det, når det oplever deres første dødsfald. Kontakten til de pårørende er også meget ofte en varm oplevelse, og mest af alt, så er det en god fornemmelse, at man har gjort en forskel. At man har holdt vedkommende i hånden til det sidste, at man får sagt fint farvel og får talt det igennem med de efterladte,” siger hun.

Når en beboer mister livet, synes vedkommende ofte ud fra plejehjemmet, og både personale og de øvrige beboere deltager, hvis der er et ønske om det. Plejepersonalet deltager i begravelsen eller bisættelsen, og ledelsen tager en snak med de pårørende efterfølgende, hvis de måtte ønske det.

Omsorg, men også behandling og medicinudlevering varetages af assistenterne på plejehjemmet. Der er en sygeplejerske tilknyttet, men de allerfleste opgaver klarer husets personale selv. Karin Jensen, der er uddannet sygeplejerske i 1990 er hjemmesygeplejerske, og det er ofte hende der bliver tilkaldt til Lindholm Plejehjem efter behov. ”Vi har faste besøg herude, men så vidt muligt varetages opgaverne af social- og sundheds assistenterne i huset, så vores arbejde består i vid udstrækning af undervisning og rådgivning,” fortæller hun. ”Det er dem der kender beboerne bedst, og derfor er de ofte bedre i stand til at varetage kontakten og lave en vurdering af et sygdomsforløb. Selvfølgelig kan der være medicin eller sårpleje som skal varetages af os, med vores faglige kompetencer, men vi ligger det i høj grad ud til dem, og så følger vi op på opgaven efterfølgende. Det fungerer super herude, og vi kan mærke, at personalet virkelig gror med opgaverne,” siger Karin Kristensen.

HEJ MIN VEN – DU ER MIN VEN!

I en af lejlighederne på nederste etage sidder en skizofren kvinde. Engang gik hun mannequin – nu går hun mest sine egne veje, og kommer helst ikke ud af lejligheden. Hun bryder sig ikke om fremmede, men Vlora, hende vil hun gerne danse med. ”Kvinden her sidder meget i en stol og får ikke rørt sig. Det vil hun ikke. Så fik jeg den idé, at opfinde en dans og en sang som vi så skulle lave sammen – og det vil hun heldigvis gerne. For mig er det veneøvelser som gør hende godt, men for hende er det kun et hyggeligt øjeblik mellem os to,” fortæller Vlora. ’Hej min ven – du er min ven’, nynner de to og fægter synkront med armene. Begge har yndige negle – og det er der en god forklaring på. Vlora har lakeret hendes negle, og den slags hygger de to sig ofte med. Kvinden viser et billede frem fra dengang hun var mannequin og hårmodel. Det er svært at se, at det er den samme kvinde der sidder på sengen, uredt – men med et bredt tandløst smil.

”Hun har det svært, og med hendes diagnose har hun nogle behov som vi i virkeligheden ikke er uddannet til at tage vare på, men hun er placeret her – og vi gør selvfølgelig alt for at imødese hende. Hun er ikke så glad for at komme i bad, hun kan godt være svær at have en god dialog med og hun har mange dage der er vanskelige for hende, men jeg holder meget af hende. Der er mange der ikke kan forstå hvordan jeg kan sætte mig i sengen, hvor hun tydeligvis har tisset og ae hende, men helt ærligt jeg kan skifte tøj og gå i bad – og tænk hvilken forskel den fysiske kontakt gør for hende,” siger Vlora.

De fleste beboere på plejehjemmet har pårørende der ofte kommer på besøg. Beboerne, der har lejet sig ind i deres lejlighed på samme vilkår som alle andre i et boligselskab, bestemmer – selvfølgelig – selv hvor ofte og hvor længe de har besøg. Pårørende kan overnatte i lejligheden, spise med eller bare kigge forbi til kaffe, der sagtens kan brygges i beboernes eget lille køkken. Aase Aasholm Nielsens mor bor på plejehjemmet. Hun er 98 år og har boet på plejehjemmet siden det åbnede i april 2004. Aase og hendes mand er nabo til plejehjemmet, og allerede da det var ved at blive opført, taler Aase, i spøg, med hendes mor om, om det var noget for hende at flytte ind der. Da hendes mor bliver ramt af mavekræft, der ikke rigtigt vil hele efter operation, vælger moderen selv at flytte ind på plejehjemmet, og selvom de første år var hårde, er både Aase og hendes mor i dag glade for beslutningen.

”Når man er så gammel og har boet det samme sted i 30 år, er det svært at flytte ind i nye omgivelser, men jeg havde det alligevel på den måde, at det var det bedste for hende. Indtil da havde jeg været hos hende hele tiden. Når jeg ringede og hun ikke svarede, blev jeg nervøs og måtte opsøge hende. Jeg har fundet hele i hendes lejlighed hvor hun var faldet, og i det hele taget var det utrygt – det er det ikke nu hvor hun er her,” fortæller Aase.

Aases mor har levet et aktivt og socialt liv, og det fortsætter i nogen omfang i hendes tilværelse på plejehjemmet. Aase besøger hende dagligt, og som nærmeste nabo til plejehjemmet har hun mulighed for at varetage rigtigt meget af omsorgen for sin mor. Hun føler sig velkommen som pårørende, og hun føler at hun – især nu – bliver set og hørt – af plejehjemmets ledelse, når der er spørgsmål omkring moderens dagligdag der skal afklares. ”Min mor og jeg har stadig mulighed for at være sammen som før hun flyttede på plejehjem. Hun har jo hendes egen lejlighed, og den er indrettet med ting fra hendes tidligere hjem. Det betyder selvfølgelig, at man føler sig bedre hjemme – og jeg synes faktisk ikke, at vores samvær har ændret sig af at hun er flyttet,” fortæller Aase.

Vi må få det bedste ud af det

Fælles for de fleste beboere er, at beslutningen om at flytte, og overgangen fra at bo i eget hjem til plejehjemmet ikke er ubesværet. Det er hårdt. ”For mange er det da ikke en glædelig ting når de skal flytte ind,” siger Asia Christensen. ”De har måske mistet en ægtefælle, har måttet skille sig af med et hus hvor de har boet hele deres liv og måske en masse værdier og ting der har været rammen om deres tilværelse. Det kan være trist, men omvendt kan det også være en befrielse. Måske er det godt at man ikke skal være alene mere. Måske er det noget utryghed der forsvinder, både for beboeren og de pårørende,” siger hun.

Signe Knudsen på 88 år har boet på plejehjemmet de sidste to år, og hun kan godt huske, at det ikke var nemt da hun skulle flytte ind. Hun kan huske, at hun tudede derhjemme, at humøret var i bund og at hun ikke havde lyst til at forlade den lejlighed i Nørresundby, hvor hun havde boet de sidste 56 år. Hun kan huske at hun nervøs for at skulle møde de andre, og indgå i en helt anden social sammenhæng, men hun kan faktisk også huske hvor nemt det hele gik. ”Når man har været her et stykke tid, så går det jo – og man ved jo, at det er uundgåeligt når man bliver gammel,” siger Signe. ”Vi kan altså ikke forlange, at vi skal blive derhjemme og så skal al hjælpen komme til vores dør. Vi må også give afkald på noget – ellers bliver vi jo for dyre for samfundet.”

Signe måtte flytte på plejehjem efter en operation der betød, at hun ikke længere kunne klare de daglige gøremål selv. Hendes fem børn ordnede flytningen for hende, og de kendte plejehjemmet udmærket, for deres far, Signes eksmand, boede der til sin død. Signe fandt efter sin skilsmisse en ’ven’, ham har hun siden mistet, men hun fik lov at beholde de to bonusbørn, og det betyder, at der i dag kan være trængsel i lejligheden, for der er 7 børn, 15 børnebørn og 18 oldebørn der alle sammen meget gerne besøger hende. ”Jeg har arbejdet hele mit liv. Jeg har haft både børn, børnebørn og et hjem at passe, og så lærer man at få tingene til at fungere. Og at se på tilværelsens lyse sider. Man kan da godt savne det der var engang. Når jeg sidder her og ser de unge mennesker cykle forbi, kan jeg da godt tænke på dengang det var mig, der kom kørende derude, men det er en saga blot. Det er livets cyklus. Vi bliver født ubehjælpsomme og går herfra ubehjælpsomme. Der imellem må vi få det bedste ud af det,” siger hun.

Der findes ikke et bedre plejehjem. Der findes ikke sødere og mere hjælpsomt personale og der findes ikke bedre ledelse end her, siger Signe. Hun siger også, at hun er heldig fordi hun stadig kan gå sig en tur, og at man kan hvad man vil. At man skal forsøge selv, og huske, at man er heldig fordi man er født i Danmark hvor ingen mangler noget. Hun er et livsstykke, Signe Knudsen, med humoristisk sans, og en skarp tunge, når nogen ser unødigt tungt på livet. Hun tager selv sokker på om morgen. For det kan hun godt, hvis hun virkelig vil – og det vil hun jo.

”Man kan altså ikke andet end blive glad, af at få lov til at være sammen med sådan nogle mennesker,” siger Vlora. ”Signe er sådan et fint eksempel på livsglæde og dem er der mange af her.”

Et andet kunne være Andreas. Han bliver 100 lige om lidt, og er uddannet møbelsnedker. Han har drevet selvstændig tømrervirksomhed det meste af livet, og håndelaget er stadig intakt. Andreas bevæger sig rundt ved hjælp af sin rollator – og selvom det tager tid, når han på en dag snildt ned på Teknisk Skole, hvor han går en smule til hånde, til gengæld for byggematerialer, som han med møje og besvær slæber op i sin lejlighed, hvor han bygger fugle- og hundehuse, reparerer og snedkerer, så han snart ikke kan være der selv længere. Han savner sin kone, og har hængt hendes portræt op over sengen, så han aldrig glemmer hendes dejlige smil. Han har boet på plejehjemmet i fem år og har familie i nærheden. Han er stærk og forbløffer dagligt personalet med sin formåen, når kan kommer slæbende med brædder og defekte indkøbsvogne, der skal repareres på værelset.
”Jeg føler mig tilpas. De bajere jeg har fået kan tælles på en hånd. Jeg har aldrig hverken røget eller drukket – andet en hindbærbrus, dem drikker jeg mange af – du kan stole på, at det er godt – og vi skal jo være glade for, at vi har det så godt som vi har det,” siger Andres. ”Nede på 1. sal er der fem der sidder i kørestol, og du kan tro, at de ikke har det godt. Det er jeg bange for. Det er måske hårdt at sige det, men var det da ikke bedre, at de fik fred. De har jo ikke noget ud af livet. Nu da vi er så nær ved, tænker jeg, at jeg gerne vil overleve den dag hvor jeg bliver 100.”

Det gør han, Andreas – for de lever godt på plejehjemmet. I dag er der stegt flæsk og persillesovs til frokost, på plejehjemmets regning – og jordbær med fløde til dessert. Dem har Føtex i Nørresundby sponsoreret. En medarbejder der var nede for at handle ind, foreslog butikschefen, at han skulle sponsorere en friske jordbær til beboerne, og den idé synes han om. Derfor er medarbejderen mødt ind for, sammen med nogle beboere, at forberede et lidt ekstraordinært festmåltid, og plejehjemmet søger selvfølgelig for en dram på bordet.

Det gode ved alt det man glemmer undervejs er, at det er svært at forestille sig. Nuet står stærkere og vigtigere. Smilet gør en forskel. Tålmodigheden slipper aldrig op – og hver dag skal leves. Det bliver den.