Aalborgs Kjøbstads Almindelige Understøttelsesforening

Fredag den 11. januar 1867 havde 43 af Aalborgs førende forretnings-folk indrykket en annonce i Aalborg
Stiftstidende. I annoncen opfordrede de borgere med interesse i byens sociale forhold til et møde i Rådstuen på Rådhuset allerede to dage efter, ”søndagen den 13. januar 1867 kl. 5 om eftermiddagen”. Formålet med mødet var, som det fremgik af annoncen at ”danne en almindelig understøttelsesforening hvis formål det skulle være at understøtte værdige trængende….” Med det lokale Aalborg-julemærke viste Aalborg allerede vej i 1905.

Tekst: Hans Buus
Foto: Arkiv

Før beretningen om foreningen med det sjove navn kan begynde, må vi lige se på det Aalborg der var for snart 150 år siden.
I begyndelsen af 1800-tallet var Aalborg den førende handelsby i Jylland. Med afslutningen af Napoleons-krigene og dermed afståelsen af Norge i 1814 forsvandt en del af handelsrelationerne til Norge og Aalborg gik en voldsom afmatningsperiode i møde. Først i midten af 1800-tallet var der igen ved at komme gang i hjulene. Andre jyske købstæder som Århus og Randers var kommet til og gav Aalborg en vis konkurrence.
Det er i denne periode kendte Aalborg-virksomheder som De Smithske Jærnstøberier fra 1834, De Danske Spritfabrikker fra 1881 Cementfabrikken Rørdal fra 1889, Bryggeriet Urban, Klædefabrikken P. Dinesen & Co (efter 1898 Kjærs Mølles Fabrikker), De forenede Textilfabrikker fra 1898 (med rod langt tidligere) etableres og med allerede eksisterende virksomheder som Aalborg Glasværk og C. W. Obels Fabrikker er med til at danne grundlaget for det moderne Aalborg.
I 1850 kommer telegrafen til Aalborg, en teknologisk landvinding der måske er større en vor tids internet, Pontonbroen til Nørresundby – og dermed Vendsyssel etableres i 1864. I 1869 kommer jernbanen – Den Jyske Længdebane – til Aalborg. Aalborgs første Banegård bygges for enden af Jernbanegade. I 1871 etableres jernbanen i Vendsyssel. Jernbanebroen kommer først i 1878 så indtil da, måtte man stige af i Aalborg og krydse Limfjorden via Pontonbroen for derefter at stige på toget.

LÆS OGSÅ:
Nyt litteratursponsorat skal udbrede danskernes læselyst

 

Og videre…

En af forudsætningerne for væksten i erhvervslivet var arbejdskraft – og med fremgang i antallet af arbejdspladser i Aalborg, blev der for alvor sat gang i vandringen fra land til by – i perioden fra 1850 til 1870 voksede antallet af Aalborggensere med mere end 15 procent, og her taler vi kun om det centrale Aalborg, dvs. uden oplandskommuner som Nørresundby, Vejgaard og Hasseris.

Denne vækst i befolkningen gjorde at byen så at sige voksede ”ud over sine bredder”: Tidligere havde byen været begrænset af de naturlige vandløb. Nu gik man over åerne og nye boligkvarterer opstod i Vestbyen med Korsgade, Helgolandsgade, Fredericiagade, Absalonsgade, Kastetvej og Istedgade og mod øst i kvartererne omkring Danmarksgade. I Danmarksgade opførtes arbejderboliger efter engelsk forbillede.
Med grundlæggelsen af Kolonihavebevægelsen i 1884 af aalborggenseren Jørgen Berthelsen etableredes kolonihaver i byens udkanter. Den voldsomme vækst i befolkningen gjorde det til en krævende opgave for bystyret at følge med udviklingen. Boligmassen og de hygiejniske forhold var gammeldags og utidssvarende. En øjenåbner fik byen da også i 1853, da en koleraepidemi rasede og flere hundrede borgere døde.

 

Sociale forhold og offentlig forsørgelse

Aalborg bliver i det hele taget – på godt og ondt – en by præget af idérigdom og stærkt virke med den deraf følgende fremdrift og vækst. På godt, med den glæde og velstand som er resultatet af en virksom by og på ondt, med den bagside en sådan voldsom vækst, giver de som ikke kan følge med eller blot ikke passer ind i den nye sammenhæng. I 1870 kan 6 procent af byens befolkning således karakteriseres som direkte fattige og afhængige af de forskellige sociale foranstaltninger f.eks. den kommunale fattiggård i Skolegade (nu Vingårdsgade).

LÆS OGSÅ:
Flere godnathistorier til børn i udsatte boligområder
Ved folkekøkkenet 1943 Fattiggården i Skolegade (nu Vingaardsgade)

En af de ting som junigrundloven fra 1849 slog fast, var retten til offentlig forsørgelse hvis man ikke kunne klare sig selv! Denne offentlige forsørgelse havde sin pris: Når man var på offentlig forsørgelse bortfaldt en lang række af de borgerlige frihedsrettigheder, som den selvsamme Grundlov fastslog: Man mistede sin stemmeret (altså kun mændene – den kvindelige valgret kom først i 1915) og man mistede også retten til frit at kunne flytte til en anden kommune. Endelig bortfald også retten til at indgå ægteskab!

Frafaldet at disse rettigheder varede indtil de modtagne ydelser var tilbagebetalt til Kommunen eller eftergivet!
Fra Understøttelsesforeningens Jubilæumsskrift berettes således at en ufaglært arbejder i 1870-erne tjente ca. 640 kr. om året og huslejen for en lille lejlighed lå på op til 96 kr. årligt, så når huslejen var betalt var der omkring 550 kr. tilbage til mad, tøj, brændsel og andre fornødenheder. Et beskedent beløb, når man husker på at en husstand dengang ofte rummede op til 8-10 personer.

 

Om hvem der skulle hjælpes

I formålsparagraffen fra 1867 hedder det om hvem der skulle hjælpes:

”…værdige Trængende, der have fast ophold i Aalborg, og fortrinsvis dem, som der ere forsørgelsesberettigede, – fornemmelig af Arbeiderstanden og de med den ligestillede Samfundsklasser, – og at yde Understøttelsen paa en saadan maade, at de Trængende opretholdes og befæstes i deres Bestræbelser for ved egen Virksomhed at sørge for deres Udkomme, og derved om muligt de i senere Aar stadig voxende Udgifter til Kjøbstadens offentlige Fattigvæsen binges til at antage”.

 

Stiftelse af foreningen

I dette intense og omskiftelige miljø med sociale op- og nedture tog 43 aalborgensiske borgere initiativ til at danne en understøttelsesforening hvis formål det skulle være at yde privatfinansieret socialhjælp.

LÆS OGSÅ:
Drinknørderi og hjemmebaren hitter i de danske hjem

Af formålsparagrafferne fremgår det at der er tale om en slags hjælp til selvhjælp hvor især modtagerens vilje til at komme i gang igen er afgørende. Der lægges vægt på at man uforskyldt er kommet i nød, f.eks. ved sygdom, død, barsel eller arbejdsløshed! Selvforskyldt nød som følge alkoholmisbrug eller var man arbejdssky – ja så kunne man ikke forvente nogen hjælp. Videre fremgår det, at hjælpen ydes til personer der ikke modtager offentlig hjælp.
Hjælpen kunne også ydes til borgere i permanent hjælpekrævende situationer som f.eks. alderdomssvækkelse, vedvarende sygdom eller særlig børnerige familier.
For at løse disse opgaver besluttede man sig på mødet 13. januar 1867 for at stifte ”Aalborg Kjøbsstads Almindelige Understøttelsesforening”. Den egentlige stiftelse fandt sted den 12. februar 1867.

 

Understøttelsen

I det første år gives hjælpen både som naturalier – fødevarer, beklædning og brændsel – og som pengehjælp. Hurtigt overgår hjælpen alene til pengehjælp: huslejehjælp, sygehjælp og konfirmationshjælp. Endvidere udbetaltes ”ekstrahjælp” i forbindelse med f.eks. sygdom eller ulykker.
I 1890/91 overtog foreningen den private uddeling af madportioner, som Frimurerlogen Cimbria havde påbegyndt i vinteren 1886/87. Denne bespisning forsatte i Understøttelsesforeningen regi, nu fra Budolfi Kirkes materielhus. I 1914 overtages bespisningen af det nyoprettede kommunale folkekøkken, der i 1918 flytter til nye lokaler på C W Obels Plads. Mange aalborgensere husker Folkekøkkenet i de lokaler der nu huser Søgaards Bryghus!

 

Indtægterne

Fra begyndelsen var ideen at hjælpen skulle finansieres ved hjælp af bidrag fra foreningensmedlemmer. Medlemsbidraget blev sat til mindst 4 skilling om ugen eller et kontant engangsbeløb på 50 rigsdaler. Fra starten tegnede sig mere en 500 medlemmer! Første mål var at etablere en grundkapital, der blev sat til 600 rigsdaler, så der var noget ”at trække på”. Indtægter herudover var det man havde at gøre godt med. Det siger sig selv, at det var begrænsede midler, der var til uddeling.
Udover den begrænsede arbejdskapital skal Aalborg Kjøbstads Almindelige Understøttelsesforening ikke oparbejde nogen formue. Alle i foreningen arbejder gratis og alle indtægter går til uddelingen.

LÆS OGSÅ:
DET ER KØN(T)!

 

Julemærket …Aalborg viser vej

I 1903 fik den senere postmester Einar C. Holbøll den idé at udgive et julemærke ”til påklæbning på julebreve og julepakker”. Julemærket til to øre skulle skaffe penge til velgørenhed, nærmere bestemt oprettelsen og driften af ”Julemærkesanatorierne” senere ”Julemærkehjemmene”. Med dette initiativ var verdens første lands-julemærke skabt.
Ideen med at lade en bredere kreds, på et mere uforpligtende grundlag, deltage i finansiering af velgørenhed blev hurtigt opsnappet i Aalborg og allerede i 1905 er Aalborg Kjøbstads Almindelige Understøttelsesforening klar med verdens første lokale julemærke: Aalborg Julemærket. Aalborg Julemærket har med nogle få undtagelser været solgt hvert år lige siden. Forskellige lokale kunstnere har gennem tiderne stillet sig til rådighed for design af mærket. Julemærket, der har opnået betydelig samlerinteresser, udgør i dag Understøttelsesforeningens væsentligste indtægtskilde.

Foreningen har gennem tiderne haft andre indtægtskilder: Fra 1932 og en årrække frem modtog Understøttelsesforeningen bidrag fra et julearrangement i Rest. Kilden. Aalborg Stiftstidendes Julelotteri var fra begyndelsen i 1944 også en væsentlig indtægtskilde for Understøttelses-foreningen.
Årets Aalborg Julemærke, nr. 108 i rækken præsenteres den 23. november 2012 på Aalborg Rådhus – netop på det sted hvor foreningen blev stiftet for 145 år siden. Aalborg Julemærket er i år tegnet af kunstneren Thorvald Odgaard fra Nibe. Prisen for mærket er steget fra 5 øre i 1905 til kr. 1,25 i dag (arkpris: kr. 30,00).

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here